Omfattende nedbrud hos TDC: Flere statslige institutioner er ramt

Et omfattende nedbrud hos virksomheden TDC Net har her til eftermiddag lammet telefonien i store dele af landet.
Det bekræfter TDC Net i en skriftlig kommentar til DR.
Her lyder det, at der er et "omfattende nedbrud på mobiltjenester via TDC NET’s mobilnet, hvilket blandt andet påvirker opkald til Styrelsen for Patientsikkerhed.
Der arbejdes på højtryk på at finde en løsning på problemet".
Nedbruddet har også lukket telefonerne i Miljøministeriet, Sundhedsstyrelsen, i Folketinget og i Ankestyrelsen.
Region Hovedstaden oplyser, at det i øjeblikket ikke er muligt at ringe til akuttelefonen 1813 fra en mobiltelefon på TDC's netværk.
Mobilselskaber, der benytter TDC's net, oplyser også om problemer for deres kunder. Det drejer sig blandt andet om Yousee og Telmore.