Omfattende undersøgelse kortlægger børn og unges ubehagelige oplevelser på nettet
Fire ud af ti børn svarer i en ny undersøgelse, at de har haft en ubehagelig oplevelse på nettet inden for det seneste år.
Over 3.000 børn og unge mellem 9 og 17 år er med i undersøgelsen, som Rambøll har lavet for Red Barnet.
Flest har oplevet at blive talt grimt til eller blive kontaktet af nogen, de ikke ville tale med, mens en mindre procentdel for eksempel har oplevet at få delt et intimt foto uden samtykke.
- Vi vidste godt, at der var store udfordringer med digitale krænkelser for børn og unge på nettet, men vi vidste ikke præcist, hvor udbredt det var. Det her bekræfter vores bange anelser, siger psykolog i Red Barnet Per Frederiksen.