Omikron får Tyskland til at forlænge coronarestriktioner
Vores venner syd for den danske grænse har længe levet med restriktioner, og nu må tyskerne væbne sig med mere tålmodighed.
Tyskland har nemlig forlænget landets coronarestriktioner som følge af den hurtige spredning af omikronvarianten, oplyser den tyske forbundskansler, Olaf Scholz. Det skriver Ritzau.
Beslutningen er truffet i fællesskab med lederne fra de 16 delstater i Tyskland.
- Nu er det tid til, at vi holder kursen, siger Scholz.
Regeringen vil tage gårsdagens beslutning op til genovervejelse, hvis smittetallene stiger eller falder drastisk.
Restriktionerne betyder blandt andet, at kun folk, som har fået et booster-stik eller tester negativt efter at være blevet fuldt vaccineret eller have været syge, har adgang til barer og restauranter.
Forsamlingforbuddet er ti mennesker eller to husstande privat, hvis der er uvaccinerede personer til stede.
Scholz og delstatslederne skal drøfte restriktionerne igen 16. februar.