Seneste nyt
8. dec 2021

Onsdag kan give sne, slud og regn

Du kan ikke vide dig helt sikker på, hvad der venter dig i luften i dag, hvis du bor i Jylland, Fyn eller øerne omkring.

Allerede fra morgentimerne trækker skyer op fra sydvest, og de kan have alt fra regn til sne og slud med sig. Det afgørende bliver, hvad temperaturen er lokalt.

Den vil i dag svinge fra 0 til højest tre grader. De fleste steder ligger vi dog over frysepunktet i dag.

Der kan også være byger over Sjælland, men det ser ud til at være færre end resten af landet.

Vinden har taget til i styrke, med frisk vind til kuling fra sydøst. Derfor vil dagen også føles mere kold end i går. Der er fortsat risiko for glatte veje.

I dag vil snemængderne rundt i landet muligvis svinde ind, da temperaturen de fleste steder vil være over frysepunktet. Byger kan dog lokalt føje mere til. Her det Vestenkysten mellem Løkken og Nr. Lyngby. (Foto: Liselotte Kahns © PRIVATFOTO)

Seneste nyt

  1. I går kl. 23:48

    Jihadister bortfører 13 piger og syv drenge i Nigeria

    Militante islamister har bortført 20 børn i det nordøstlige Nigeria, hvor et jihadistisk oprør har været i gang i et årti.

    Det oplyser en klanleder og to lokale borgere fredag til nyhedsbureauet AFP.

    To personer er dræbt under bortførelsen, mens 13 piger og syv drenge i alderen 12-15 år er blevet bortført.

    Islamisterne kommer fra en organisation, der kalder sig Islamisk Stat i den Vestafrikanske Provins (ISWAP), skriver Ritzau.

    Angriberne var klædt i uniformer, og de havde skudt og plyndret butikker, mens de var i landsbyen.

    De efterlod sig en ødelagt kristen kirke og 10 udbrændte biler.

  2. I går kl. 23:00

    Fagbevægelsens Hovedorganisation: Markant højere dagpengesats er et 'gennembrud'

    Det er et "markant gennembrud for dagpengene", at dagpengesatsen sættes op med knap 4000 kroner til maksimalt 23.000 kroner de første tre måneder, man er ledig.

    Sådan lyder det fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), der glæder sig over den reformpakke, der er blevet præsenteret af regeringen og tre øvrige partier.

    - Jeg er glad for, at Christiansborg har lyttet, for dagpengene er blevet udhulet over mange år. Det er helt afgørende, at vi nu får en bedre dagpengesats de første tre måneder, siger Lizette Risgaard, formand for FH, til Ritzau.

    FH repræsenterer en lang række faglige organisationer med tilsammen 1,3 millioner medlemmer inden for den private og offentlige sektor.

    Blandt andet er organisationer som 3F, Bupl, Danmarks Lærerforening og FOA medlemmer af FH.

  3. I går kl. 22:52

    Ved Sport 2021 er Sara Slott Petersen blevet optaget i Sportens Hall of Fame

    Sara Slott kunne stolt vise Dannebrog frem i 2016, da hun vandt en OL-sølvmedalje ved legene i Rio. (Foto: Dylan Martinez © Scanpix Denmark)

    I 2016 skrev Sara Slott Petersen sig ind i den danske sportshistorie, da hun i 400 meter hæk som den første danske kvinde nogensinde vandt en EM-guldmedalje i atletik.

    Nu er hun blevet en del af Sportens Hall of Fame og dansk idræts fineste selskab.

    Den nu pensionerede atletikudøver har ligesom alle hæderkronede medlemmer af Hall of Fame fået lavet en buste, der skal stå i Idrættens Hus.

    - Lige nu er det bare spændende, men jeg tror, det først rigtig sætter sig, når det kommer lidt på afstand. Lige nu er jeg bare ekstremt glad og stolt. Tænk at komme i det selskab. Det er helt vildt, sagde Sara Slott, da hun blev optaget i Hall of Fame.

    34-årige Sara Slott indstillede sin karriere efter OL i Tokyo og kan se tilbage på en imponerende karriere, der også kastede en OL-sølvmedalje af sig i 2016.

    Danmarks fornemste sportspris uddeles hvert år af Danmarks Idrætsforbund og Jyllands-Posten.

  4. I går kl. 22:47

    For anden gang i karrieren vinder Viktor Axelsen prisen Årets Sportsnavn

    Glædestårerne fik frit løb, da Viktor Axelsen vandt OL-guld i sommer. (Foto: HAMAD I MOHAMMED © Ritzau Scanpix)

    Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik har overbragt prisen som Årets Sportsnavn til Viktor Axelsen, der i 2021 har vist eminent niveau på badmintonbanen.

    I Tokyo i sommer vandt han OL-guld for første gang i karrieren, og det fuldendte et trofæskab, der nu huser alle store titler i international badminton.

    - Det har været et fuldstændigt fantastisk år. Mange store sejre og selvfølgelig OL som det største. Jeg vil gerne takke alle, der har været med på min vej,

    - Det er rigtig stort for mig, og det giver mig endnu mere blod på tanden, siger Viktor Axelsen.

    Det er anden gang i karrieren, at Viktor Axelsen modtager prisen. Første gang var i 2017.

    I år var også Anne Marie Rindom samt duoen Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv blandt de sidste nominerede.

    Årets Sportsnavn uddeles af Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark.

  5. I går kl. 22:26

    Se videoen: Dronningen åbnede særudstilling med over 200 af sine egne smykker

    Kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og Prinsesse Benedikte deltog blandt andre i åbningen af 'En dronnings smykkeskrin' på Amalienborgmuseet i Christian VIII's Palæ på Amalienborg i København. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Dronningen åbnede i dag en særudstilling på Amalienborgmuseet i København.

    "En dronnings smykkeskrin - 50 år på tronen fortalt i smykker", hedder udstillingen.

    Udstillingen præsenterer for første gang nogensinde over 200 kendte og mindre kendte smykker fra dronningens smykkesamling. Hvert smykke i udstillingen bærer en historie og refererer til en eller flere private eller officielle begivenheder i Dronningens 50-årige regeringsperiode, skriver museet.

    Smykkerne har også har meget forskellig karakter. Nogle indeholder flere hundrede år gamle juveler, mens andre er købt i den lokale Matas-butik i Gråsten.

    Åbningen er en del af kongehusets officielle jubilæumsprogram, og der er åbent for gæster fra i morgen.

  6. I går kl. 22:08

    Prisen for Årets Kvindelige Fodboldspiller går til Signe Bruun

    Den 23-årige landsholdsangriber Signe Bruun er ved showet Sport 2021 blevet kåret til den bedste kvindelige fodboldspiller i det forgangne år.

    Med imponerende 12 mål i syv landskampe i kalenderåret har Signe Bruun været stærkt medvirkende til, at Danmark fører sin VM-kvalifikationsgruppe.

    I sommer skiftede Signe Bruun fra et fransk hold til et andet, da Paris Saint Germain blev byttet ud med Lyon, der har vundet Champions League seks gange.

    Prisen, som også Rikke Sevecke og Pernille Harder var nomineret til, er blevet kåret i et samarbejde mellem Spillerforeningen, DBU og Hessel HiRE.

  7. I går kl. 22:07

    Simon Kjær er blevet kåret til Årets Mandlige Fodboldspiller ved Sport 2021

    Simon Kjær debuterede for det danske landshold i 2009. (Foto: HANNAH MCKAY © Ritzau Scanpix)

    Den danske landsholdsanfører, Simon Kjær, er blevet kåret til Årets Mandlige Fodboldspiller ved awardshowet Sport 2021.

    32-årige Kjær rundede i det forgangne år landskamp nummer 119 og var en stor profil under sommerens EM-slutrunde, hvor Danmark nåede semifinalen.

    I august modtog han sammen med landsholdets lægestab og lægestaben i Parken den 12. juni UEFA President’s Award for indsatsen i forbindelse med Christian Eriksens kollaps.

    Det er anden gang i karrieren, at Simon Kjær kan lade sig hylde som årets spiller i Danmark.

    Pierre-Emile Højbjerg og Joakim Mæhle var de to andre nominerede til prisen, som danske ind- og udlandsprofessionelle spillere har stemt til.

    Årets Mandlige Fodboldspiller er blevet kåret i et samarbejde mellem Spillerforeningen, DBU og Hessel HiRE.

    Showet Sport 2021 sendes lige nu på DR1 og kan ligeledes ses på DRTV.

  8. I går kl. 21:45

    Fire afdøde pirater er blevet overdraget fra Esbern Snare til nigerianske myndigheder

    De fire pirater, som mistede livet i skudveksling med danske styrker i Guineabugten, er overgivet til nigerianske myndigheder, skriver Forsvarskommandoen i en pressemeddelelse.

    - Overdragelsen foregik til søs og forløb planmæssigt, lyder det.

    Piraterne blev overdraget fra fregatten Esbern Snare, der havde fået diplomatisk tilladelse til at sejle ind i nigeriansk farvand med henblik at overdrage de jordiske rester af piraterne til repræsentanter for de nigerianske myndigheder, oplyser Forsvarskommandoen videre.

  9. I går kl. 21:33

    Borgerlige partier kritiserer ny reformpakke: 'Afgørende, at det kan betale sig at arbejde' 

    Der var ikke mange varme ord om den nye reformpakke fra de fire borgerlige partier. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Som modsvar til præsentationen af den reformaftale, der er blevet præsenteret af regeringen og tre øvrige partier, har de borgerlige partier afholdt deres eget pressemøde.

    - Jeg synes det er symptomatisk for aftalen, at man giver mere til folk på dagpenge end dem, der arbejder, sagde Liberal Alliances Alex Vanopslagh.

    En lignende kritik lød fra Venstres Troels Lund Poulsen.

    - For Venstre har det været afgørende, at det kan betale sig at arbejde.

    De borgerlige partier - Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige - lovede i stedet, at de på mandag vil præsentere deres eget forslag, som de i stedet håber, der er opbakning til.

  10. I går kl. 21:00

    Lynanalyse af reformaftalen: 'Aftalen betyder ikke, at nervekrigen stopper nu'

    Aftenens aftale kommer efter flere dages heftig nervekrig mellem regeringen og Venstre og Konservative. Men aftalen betyder ikke, at nervekrigen stopper nu.

    En del af aftalen er lavere dagpenge til nyuddannede uden børn. Men det er bundet af et politisk forlig og kan derfor ikke gennemføres før et valg uden accept fra V, K og LA. Det bliver ikke nødvendigvis så nemt, når aftalepartierne vil bruge pengene til at hæve dagpengene i de første måneders ledighed.

    Og så er der ønsket om at sænke grænsen for, hvor meget en medarbejder fra et ikke-EU land skal have i løn for at få få adgang til job i Danmark.

    Den del af aftalen er der ikke flertal for, fordi Dansk Folkeparti ikke vil være med. Regeringen vil forsøge sig med bare at lægge det til afstemning i folketingssalen i håb om, at V og K ikke kan holde til at stemme imod.

    Det betyder alt i alt, at det meste af det, der skal sikre virksomhederne mere arbejdskraft er usikkert og i hvert fald ikke kan gennemføres hurtigt.

    S-regeringen har haft succes med at splitte blå blok. Til gengæld er det endt med en reformpakke, der er en del mindre, end regeringen havde håbet, og som den oven i købet kan få svært ved at føre ud i virkeligheden.

    Christine Cordsen, politisk analytiker i DR, bringer en lynanalyse efter præsentationen af aftenens aftale. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  11. I går kl. 20:53

    Dansk Industri er utilfreds med manglen på international arbejdskraft i den nye politiske aftale

    Det huer bestemt ikke Dansk Industri, at der ikke er noget forlig om international arbejdskraft endnu i den smalle aftale, som regeringen har indgået for at skaffe mere arbejdskraft.

    Dansk Folkeparti støtter nemlig ikke delelementet af aftalen, der handler om nedsættelsen af beløbsgrænsen til 375.000 årligt, der vil kunne øge antallet af arbejdstagere, der kommer fra lande uden for EU.

    - Vi har i erhvervslivet brug for dygtige medarbejdere - også fra udlandet, Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri i en pressemeddelelse.

    - Vi ved, at der har været forhandlinger om at sænke beløbsgrænsen, og derfor er det en kæmpe skuffelse, at det ikke er lykkedes at nå til enighed.

    Beløbsgrænsen er den årlige minimumsløn, man skal have for at ansøge om tilladelse efter beløbsordningen, der er væsentlig i forbindelse med at søge opholds- og arbejdstilladelse.

  12. I går kl. 20:15

    Baltiske lande vil sende våben til trængt Ukraine

    Tre baltiske lande sender panserbrydende granater og raketter til Ukraine. Tjekkiet klar med eget bidrag.

    Det skriver Reuters.

    De tre Nato-lande - og tidligere republikker i Sovjetunionen - Estland, Letland og Litauen meddeler fredag, at de vil forsyne Ukraine med panserbrydende granater og raketter.

    Det baltiske bidrag skal hjælpe Ukraine, som frygter en russisk invasion.

    Samtidig oplyser Tjekkiets forsvarsminister, Jana Cernochova, at hun i næste uge vil søge sin regerings godkendelse til at sende artillerigranater til Ukraine.

  13. I går kl. 20:04

    Regeringen indgår smal aftale om at få flere i job

    Regeringen har fredag indgået en politisk aftale med fire partier om en del af reformpakken ”Danmark kan mere I”.

    Formålet er, at den vil øge arbejdsudbuddet i en tid, hvor mange virksomheder aktuelt mangler arbejdskraft.

    For at nå målet justerer man blandt andet i dagpengesatserne, så den bliver lidt højere i tre måneder, efter man er blevet ledig, mens satsen sænkes for nyuddannede. Det skal øge incitamentet til at arbejde.

    Samtidig lettes skatten på arbejde: Der afsættes 1,2 milliarder kroner til at øge beskæftigelsesfradraget.

    Med aftalen vil det blandt andet også blive muligt for folkepensionister at tage job uden at blive modregnet i folkepensionens grundbeløb og tillæg.

    Bag den politiske aftale står et smalt flertal med De Radikale, Dansk Folkeparti, SF og Kristendemokraterne.

    Enhedslisten forlod tidligere i dag forhandlingerne, fordi de ikke ville stemme for ændringerne i dagpengesatsen, sagde partiets politiske ordfører, Mai Villadsen.

  14. I går kl. 19:16

    Regeringen har indkaldt til pressemøde klokken 19:30 om stor reformaftale

    De sidste mange timer har regeringen siddet ved forhandlingsbordet med flere af Folketingets partier for at blive enige en aftale om en reform, der skal løse problemerne med mangel på arbejdskraft.

    Finansminister Nicolai Wammen har nu inviteret til pressemøde i Finansministeriet omkring 19:30.

    Foruden regeringen deltager repræsentanter fra Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Kristendemokraterne i de afsluttende forhandlinger, oplyser ministeriet.

    Enhedslisten forlod tidligere i dag forhandlingerne, fordi de ikke ville stemme for forringelser af dagpengene, sagde partiets politiske ordfører, Mai Villadsen..

  15. I går kl. 18:45

    Ingen ville betale 2,6 milliarder kroner for romersk pragtvilla med loftmaleri af Caravaggio

    Casino dell'Aurora di Villa Ludovisi Boncompagni, der var på auktion. Dog uden at finde en køber. (Foto: Riccardo Antimiani © Ritzau Scanpix)

    Det lykkedes ikke at finde en køber til en helt særlig villa i hjertet af Rom, da den i tirsdags røg på auktion.

    Det var da også den helt store tegnebog, der skulle findes frem, hvis man ville kalde sig den glade ejer.

    Første bud begyndte på 350 millioner euro - altså 2,6 milliarder kroner - men til gengæld ville det være helt på sin plads, hvis ejendomsmægleren beskrev den som "unik".

    I huset er nemlig det eneste loftmaleri af Caravaggio, der en af historiens største italienske malere.

    I stedet vil husets ejer nu prøve lykken igen om tre måneder med en ny auktion, hvor startprisen bliver 320 millioner euro svarende til lige under 2,4 milliarder kroner.

    Villaens ejer, prinsesse Rita Boncompagni Ludovisi, under "Jupiter, Neptun og Pluto", der er det eneste loftmaleri af Caravaggio. (Foto: vincenzo pinto © Ritzau Scanpix)
  16. I går kl. 18:24

    Hundreder meldes dræbt og såret efter luftangreb i Yemen

    Murbrokkerne taler sit tydelige sprog, efter et luftangreb har ramt et fængsel i Sadaa i det nordvestlige Yemen. (Foto: Reuters Tv © Ritzau Scanpix)

    Et meget stort antal mennesker er fredag dræbt under et luftangreb mod et fængsel i Sadaa i Yemen.

    Læger uden Grænser opgiver antallet af døde og sårede til over 200, mens Internationalt Røde Kors melder over 100, skriver AP.

    - Det er umuligt at vide, hvor mange mennesker der er dræbt. Det ser ud til at have været en forfærdende voldshandling, siger Læger uden Grænsers leder i Yemen, Ahmed Mahat, til AP.

    Han føjer til, at mange fortsat savnes efter angrebet.

    Angrebene er udført af den saudisk-ledede koalition, der fører krig mod de shiamuslimske houthi-oprørere i Yemen, siger hjælpeorganisationerne.

    Houthi-oprørerne, der kontrollerer området, har frigivet forfærdende videooptagelser af døde og stærkt kvæstede i ruinerne efter angrebet mod fængslet. Bygningen ligger i det nordvestlige Yemen.

  17. I går kl. 17:36

    Den amerikanske skuespiller og komiker Louie Anderson er død

    Louie Anderson har en stor karriere som komiker bag sig, ligesom han også havde succes som skuespiller. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix Denmark)

    Den amerikanske komiker og Emmy-vinder Louie Anderson er død, 68 år gammel.

    Han døde i Las Vegas, USA, fredag morgen, hvor han tidligere på ugen blev indlagt på et hospital for behandling af kræft.

    Det oplyser hans publicist, Glenn Schwartz, til det amerikanske underholdningsmedie Deadline, skriver Reuters.

    De senere år har Louie Andersen modtaget stor ros for sin rolle i tv-serien "Baskets", og i 2016 modtog Anderson en Emmy - en af de mere eftertragtede tv-priser i USA - for sin rolle i serien.

    Han har også været med i den hyppigt genudsendte julefilm "Coming to America" med Eddie Murphy i hovedrollen, hvor han har rollen som Maurice.

    Han er også anerkendt for sin karriere som komiker.

  18. I går kl. 17:22

    Flere kan leve videre i mange år efter en kræftdiagnose

    Kræft er en sygdom, som næsten alle har været i berøring med på den ene eller anden måde.

    Heldigvis viser Sundhedsdatastyrelsens opgjorte tal fra 2020, at flere lever videre efter at have fået en kræftdiagnose.

    Siden 2011 er andelen af folk, der enten har eller har haft kræft, steget med knap 43 procent.

    - Vi er i Danmark blevet langt bedre til at behandle kræft, så flere kan leve videre i mange år efter en kræftdiagnose. Det er fantastiske nyheder, siger administrerende direktør Jesper Fisker i en pressemeddelelse.

    Jesper Fisker mener, at udviklingen betyder, at vi i Danmark nu skal have større fokus på senfølger hos personer, der har haft kræft. Cirka 60 procent af kræftpatienter har senfølger, viser tal fra Kræftens Bekæmpelse.

  19. I går kl. 17:05

    Italien vil have gjort espresso til verdenskulturarv

    Ritualet, der omringer espresso, er en integreret del af den nationale identitet, mener landets landbrugsminister. (Foto: Denis Balibouse © Ritzau Scanpix)

    Espresso.

    Den lille kop med bare en enkelt mundfuld væske er symbolet på Italiens kærlighedsforhold til kaffe, og det skal anerkendes, mener man i det sydeuropæiske land.

    Derfor bør espressoen optages på Unescos liste over levende verdenskulturarv.

    - I Italien er kaffe meget mere end bare en drik, siger landbrugsminister Gian Marco Centinaio.

    Det er ikke kun espressoen, men også alt det, der hører sig til, når den bliver indtaget, der gør den helt særlig, mener ministeren.

    - Det er et ægte ritual, en integreret del af vores nationale identitet, og den udtrykker den måde, vi omgås, og som adskiller os fra resten af verden, siger han.

    Den napolitanske pizzabagning er allerede anerkendt som verdenskulturarv af Unesco.

  20. I går kl. 17:03

    De danske curlingkvinder får to matchbolde til at sikre VM-billet

    Om to uger skal de danske curlingvinder i aktion ved vinter-OL i Beijing, men allerede i denne uge er der vigtige kampe på isen.

    De spiller VM-kvalifikation i Finland, og efter et nederlag til Norge tidligere ved turneringen spillede Danmark sig tilbage på sporet i dag.

    Skipper Madeleine Dupont og de danske curlingkvinder vandt fredag overbevisende over både Finland og Hongkong, og nu er en billet til VM igen indenfor rækkevidde.

    Danmark er blevet nummer to i gruppen, og dermed kan de med en sejr over gruppevinderen, Norge, sikre VM-billetten lørdag morgen.

    Hvis det bliver til et nederlag, er der endnu en chance mod gruppens treer, Letland, klokken 13.

    Madeleine Dupont og de danske curlingkvinder kan følges ved vinter-OL, der begynder den 4. februar og vises på DRs kanaler.

  21. I går kl. 16:49

    Actioncard i minksag blev skrevet i forventning om ny lovgivning

    Da Rigspolitiet i november 2020 lavede et actioncard til samtaler med minkavlere, var hensigten at sikre, at minkavlerne ikke gik glip af en tempobonus, når et hastelovforslag, der var på vej, blev vedtaget.

    Det forklarede juridisk sektionsleder Birgitte Buch i dag, hvor Minkkommissionen fortsatte sine afhøringer, skriver Ritzau.

    Hasteloven blev dog aldrig vedtaget, og actioncardet har senere fået kritik for "urigtigt indhold" i en advokatundersøgelse.

    Birgitte Buch skulle afgive forklaring, fordi hun 6. november 2020 stod for den juridiske sikring af det pågældende actioncard.

    Kommissionen har haft til opgave at afdække omstændighederne i forbindelse med aflivningen af minkene under coronapandemien, og den kan ende med en rigsretssag mod statsminister Mette Frederiksen (S).

  22. I går kl. 15:38

    Regeringen nedjusterer kapaciteten af hurtigtest til 200.000 om dagen

    Over de næste to uger bliver kapaciteten af hurtigtest nedskaleret fra 500.000 til 200.000 om dagen.

    Derudover skal den danske teststrategi tilpasses, så den fremover matcher det stadie, som epidemiudviklingen er på.

    - Vi er et af de lande i verden, der har testet mest og hurtigt var længst fremme med tredje vaccinestik. Det har afspejlet sig positivt i antallet af indlæggelser og giver os nu mulighed for at skrue ned for den store testkapacitet og op for selvtest, som er et godt alternativ, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

    I den seneste uge er der i gennemsnit foretaget ca. 390.000 coronatest om dagen, hvoraf cirka 200.000 dagligt har været hurtigtest.

  23. I går kl. 15:32

    Dagens forhandlinger mellem USA og Rusland var 'åbne og nyttige', siger udenrigsminister

    USA's udenrigsminister, Antony Blinken (til venstre) og den Russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov (til højre), forud for dagens møde. (Foto: Alex Brandon © Ritzau Scanpix)

    I schweiziske Genève mødtes den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, og hans russiske modpart, Sergej Lavrov, i dag til forhandlinger om Ukraine-konflikten.

    Ifølge Lavrov var der tale om "åbne og nyttige" samtaler mellem parterne i dag, og han udtrykte en forhåbning om, at de kan føre til, at "højspændte følelser vil tage af", skriver Ritzau.

    Den russiske udenrigsminister fortalte også, at USA har lovet at give et skriftligt svar på de sikkerhedsgarantier, som landet har krævet.

    Rusland har opmarcheret titusindvis af soldater ved grænsen til Ukraine, og det har fået omverdenen til at frygte en invasion.

    Rusland vil til gengæld have garantier for, at Nato ikke udvider yderligere mod øst.

  24. I går kl. 14:56

    Blodbanker og Seruminstituttet vil undersøge, hvor mange der egentlig har haft corona

    De daglige smittetal slår rekord dag for dag i øjeblikket. Men hvor mange af os har egentlig været smittet med coronavirus?

    Det vil Statens Serum Institut (SSI) undersøge i samarbejde med blodbankerne, skriver SSI i en pressemeddelelse.

    Fra i tirsdags er bloddonorernes blod blevet undersøgt for antistoffer mod coronavirus, hvilket kan være med til at kortlægge, hvor udbredt smitten er i Danmark og kaste lys på mulige mørketal.

    - Der er mindre sandsynlighed for, at en tidligere omikronsmittet bliver smittet igen – medmindre der kommer en ny variant. Vi har derfor brug for at vide, hvor mange der har været smittet, for at vi bedre kan komme med et estimat om, hvad vi kan forvente af smittebølgen, siger Henrik Ullum, der er SSI-direktør.

    Hver uge tappes omkring 6.000 bloddonorer mellem 17 og 70 år.

  25. I går kl. 14:55

    Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke fjerde vaccinestik til plejehjemsbeboere og ældre over 85

    Efter tredje vaccinestik er både plejehjemsbeboere og ældre over 85 år godt beskyttet mod et alvorligt forløb, hvis de bliver smittet med covid-19.

    Det viser både danske data og international forskning, oplyser Sundhedsstyrelsen.

    Derfor vil myndighederne ikke lige nu anbefale et fjerde stik til de to grupper af borgere. Men det kan hurtigt blive ændret, siger Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.

    - Vi er forberedt på at udrulle fjerde stik til gruppen, og hvis der viser sig et behov, kan fjerde stik rulles ud inden for meget kort tid, fortæller Helene Probst.

  26. I går kl. 14:29

    Frømandskorpsets chef er renset i sag om tjenestemisbrug

    I årevis har der kørt en sag mod chefen for frømandskorpset, der var mistænkt for tjenestemisbrug i forbindelse med indkøb af bådmotorer, men nu er den blevet lukket.

    Det er Forsvarsministeriets Auditørkorps, der fungerer som anklager i militære anliggender, der har behandlet sagen og besluttet ikke at gå videre med den.

    - Der er ikke fundet grundlag for at antage, at chefen for Frømandskorpset, kommandørkaptajn Jens Birkebæk Bach, eller øvrige ansatte har gjort sig skyldige i tjenestemisbrug eller forsøg på ulovlig påvirkning af processen i forbindelse med indkøbet, oplyser Forsvaret.

    Sagen blev rejst i 2019, og sidste år blev en række anklagepunkter om blandt andet vennetjenester og embedsmisbrug droppet uden sigtelser.

  27. I går kl. 14:14

    DF-folketingsmedlem peger på Merete Dea Larsen som ny formand

    Karina Adsbøl har peget på sin foretrukne kandidat i Dansk Folkepartis formandsvalg. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Dansk Folkepartis social- og ældreordfører, Karina Adsbøl, er det seneste folketingsmedlem, der har peget på en ny formand for partiet.

    Hun mener, at den nye formand skal hedde Merete Dea Larsen, skriver hun på Facebook.

    - Mon ikke det bedste for folketingsgruppen er, at de to dygtige formænd, vi har haft, giver en ny formand plads og rum til at blive en god leder?

    Mens Morten Messerschmidt og Martin Henriksen allerede har flere støtter bag sig, er den eneste anden, der har peget på Merete Dea Larsen som formand, partiets sundhedsordfører Liselott Blixt.

    Valget tages ved det forestående formandsvalg på søndag.

  28. I går kl. 14:01

    Der er registreret 46.831 nye coronatilfælde det seneste døgn

    Der er registreret 46.831 coronatilfælde det seneste døgn. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) fredag.

    Det er det højeste antal under pandemien. I går var tallet 40.626.

    Fredagens smittetal er fundet i 268.092 PCR-prøver. Det svarer til, at lidt flere end hver sjette af dem har været positive. Det har også været niveauet de foregående dage.

    Antallet af indlagte med covid-19 falder med 12 til 813. En del af dem er dog ikke indlagt på grund af covid-19. I den sidste uge af 2021 gjaldt det for lidt flere end hver tredje, skriver Ritzau.

    21 personer, der inden for den seneste måned er testet positiv for covid-19, er afgået ved døden. SSI arbejder på en ny opgørelsesmåde, da tallet for coronadødsfald er blevet mere usikkert.

  29. I går kl. 13:42

    Hans Lindberg tester positiv for coronavirus

    Hans Lindberg har afleveret en positiv coronatest og skal nu isoleres fra resten af EM-truppen. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Den danske håndboldspiller Hans Lindberg har afleveret en positiv coronatest under det igangværende EM. Fløjspilleren isoleres derfor nu fra resten af EM-truppen.

    Det skriver Dansk Håndbold Forbund på sin hjemmeside.

    Håndboldherrerne blev sent torsdag aften PCR-testet, og Hans Lindberg har altså efterfølgende fået et positivt testsvar.

    Dansk Håndbold Forbund skriver yderligere på sin hjemmeside, at de er i dialog med Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) om de kommende dages testfrekvens.

    Danmark spiller næste kamp ved EM i håndbold lørdag aften. Her møder de Kroatien klokken 20.30.

  30. I går kl. 13:23

    Messerschmidt vil alligevel ikke være med i tv-debat mod formandskandidater

    Formandskandidat Morten Messerschmidt (DF) dropper tv-debat med konkurrenter før det forestående formandsvalg i Dansk Folkeparti på søndag.

    Det siger han ifølge Ritzau til TV2 News, som i dag klokken 14 havde arrangeret en debat mellem Messerschmidt og de to andre formandskandidater Martin Henriksen og Merete Dea Larsen.

    Ifølge Messerschmidt har valgkampen mellem kandidaterne været "ret beskidt", og det er ikke blevet bedre, som valgkampen er skredet frem, lyder forklaringen på hans afbud.

    Messerschmidt vil i stedet for svare på spørgsmål klokken 14 på Facebook. Det skriver han på sine sociale medier.

  31. I går kl. 12:55

    Taliban-delegation kommer til Norge for at forhandle om nødhjælp

    For første gang siden magtskiftet i Afghanistan sender Taliban en delegation til møder i et vestligt land.

    Det sker, når repræsentanter fra Taliban ankommer til Norge på søndag for at tage hul på tre dages forhandlinger om nødhjælp til Afghanistan, skriver Reuters.

    - Disse møder er ikke udtryk for en legitimering eller anerkendelse af Taliban. Men vi må tale med de facto-myndighederne i landet, siger den norske udenrigsminister, Anniken Huitfeldt, i en erklæring ifølge nyhedsbureauet.

    - Vi kan ikke tillade, at den politiske situation fører til en endnu værre humanitær katastrofe, lyder det.

    Talibans repræsentanter skal også mødes med norske og andre vestlige diplomater.

  32. I går kl. 12:26

    Lang ventetid på at bestille tid til PCR-test efter nedbrud

    Hvis du tidligere i dag prøvede at bestille tid til en PCR-test på hjemmesiden coronaprover.dk, er du måske blevet mødt med en besked om, at siden var utilgængelig.

    Det skyldes, at siden var nede og havde problemer med at lukke folk ind på selve sitet.

    Region Nordjylland, som er ansvarlig for hjemmesiden, skriver i en mail til DR, at der er styr på problemet igen, men at man må væbne sig med tålmodighed.

    - Coronaprover.dk har haft et kort udfald, hvor det ikke var tilgængeligt. Siden er oppe igen, men der kan opleves meget lang kø i øjeblikket, skriver de.

    Regionen oplyser, at de arbejder på at finde en løsning på at nedbringe ventetiden.

  33. I går kl. 12:21

    Trods flere end 60 smittede vil EHF gennemføre EM i håndbold

    Coronatilfældene fortsætter med at tikke ind ved EM i håndbold for herrer, men endnu er der ingen tegn på, at slutrunden skulle aflyses.

    Sådan lyder budskabet fra EHF's generalsekretær, Martin Hausleitner, på et digitalt pressemøde fredag formiddag.

    - Vi tager det dag for dag. Vi ved ikke, hvilke udfordringer vi bliver mødt af i morgen, så jeg kan kun give jer status for nu.

    - Lige nu er planen at gennemføre turneringen. Vi er i kontakt med alle hold, og det er lykkedes os at løse alle problemer for hold, der enten er kommet hertil med coronasmittede spillere eller har fået smitte i løbet af turneringen, siger han.

    Siden EM begyndte for lidt over en uge siden, er flere end 60 spillere blevet smittet med coronavirus. De seneste dage er store håndboldnationer som Tyskland, Holland, Kroatien og Island blevet ramt af coronasmitte.

    Da Danmark mødte Island torsdag, manglede modstanderne hele seks spillere.

  34. I går kl. 11:54

    Ældre kvinde sender politiet på sporet af pengeskab med hash og kontanter

    I går mødte en politibetjent en ældre kvinde foran politistationen i Tønder. Hun havde fundet en bæltetaske, som hun gerne ville aflevere som hittegods.

    Da betjenten åbnede tasken, lå der et sygesikringsbevis og omkring 20 gram hash i den. Det fik en patrulje til at rykke ud på adressen og ransage hjemmet. Under ransagningen fandt patruljen et pengeskab, der blev beslaglagt og taget med på stationen, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    I pengeskabet fandt politiet 585 gram hash og knap 14.000 kroner i kontanter. Patruljen anholdt derfor de to mænd, der opholdt sig på adressen i Tønder, og sigtede dem for narkohandel.

    Efter afhøring blev de to mænd løsladt og kan vente et retsligt efterspil.

  35. I går kl. 11:43

    Blinken og Lavrov mødes om krise i Ukraine i Genève

    Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, og hans russiske modpart, Sergej Lavrov, har netop indledt et møde i Genève om konflikten i Ukraine.

    Mødet ventes at vare omkring to timer.

    Blinken har ifølge Reuters gjort det klart, at han ikke har forventninger om noget diplomatisk gennembrud hurtigt. Men han siger, at den amerikanske delegation har konkrete forslag med til forhandlingerne.

    Se de to udenrigsministre give hånd forud for mødet i videoen nedenfor:

  36. I går kl. 11:25

    Kødtransporten bliver mere klimavenlig i Skive: De første el-køletrailere er sendt på vejene

    Nu kan transporten af din flæskesteg, skinke og dit bacon blive mere klimavenlig.

    I dag sender Skive Køletransport som de første i landet tre el-køletrailere på vejene, der skal fragte Danish Crowns kød ud til kølediskene på en mere grøn måde.

    Indtil nu har de danske køletrailere udelukkende været dieseldrevne, og derfor kan den nye teknologi gøre en stor forskel for kødtransporten i Danmark, hvor der hver dag kører hundredvis af dem rundt.

    Anders Mikael Christensen, der er administrerende direktør i Skive Køletransport, kalder det revolutionerende, at de første eldrevne vogne nu kommer på vejen.

    - Det er enormt stort. Alene i vores forretning taler vi mellem 500 og 1000 køletrailere, der kan konverteres til ren el, hvis vores kunder også er klar til at tage dem ind som en del af deres logistikkæde.

  37. I går kl. 11:12

    Vestas-aktien i stiv modvind

    Vindmølleproducenten Vestas' aktie er på vej mod det største fald på børsen i flere måneder.

    Kort før klokken 11 faldt aktien med over syv procent, hvilket er det største fald i det ledende danske C25-indeks, som næsten udelukkende består af røde tal, skriver Ritzau.

    Ifølge aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank hænger faldet sammen med dårligt nyt fra konkurrenten Siemens Gamesa, der har problemer med forsyningskæden, og de økonomiske forventninger til året er blevet skruet ned.

    - Tingene kommer ikke frem til tiden, og det gør vindmøllerne meget dyrere, end man havde regnet med. Derudover gør de prisforhøjelser, man forsøger at gennemtrumfe, at kunderne er længere om at bestille vindmøllerne. Og det gør, at indgangen af ordrer bliver skubbet, fortæller han.

  38. I går kl. 11:05

    Claus Hjorts forsvarer: Vi kan ikke fortælle detaljer om sigtelse

    I sidste uge kom det frem, at tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er sigtet for at røbe statshemmeligheder.

    Den nøjagtige sigtelse er imidlertid ikke kendt af offentligheden.

    Claus Hjort Frederiksen er ikke blevet pålagt tavshed af politiet eller PET, fortæller hans forsvarsadvokat, René Offersen. Han vurderer, at det er bedst ikke at fortælle konkrete detaljer om sagen.

    - Vi går ikke i detaljer med sigtelsens ordlyd, fordi vi ikke ønsker en diskussion af, om det i sig selv kan være strafbart efter straffelovens paragraf 109, siger René Offersen og tilføjer:

    - Men det er klart, at jeg som forsvarer kender sigtelsen i detaljer.

    René Offersen blev beskikket som forsvarer for den tidligere minister den 11. januar.

    Ifølge DR’s oplysninger blev Claus Hjort Frederiksen dog allerede sigtet før årsskiftet.

  39. I går kl. 11:03

    Rusland anklages af Ukraine for at hyre lejesoldater og smugle våben ind over grænsen

    Rusland er aktivt i gang med at hyre lejesoldater og sende dem ind i de separatistkontrollerede områder i det østlige Ukraine efter "intensiv træning".

    Det mener i hvert fald Ukraines militære efterretningstjeneste, som også anklager Rusland for at sende våben ind i den østlige del af landet. Det oplyser efterretningstjenesten i en udtalelse.

    Ifølge efterretningstjenesten er der især siden starten af januar blevet smuglet brændstof, kampvogne, artilleri og mortergranater ind i området fra Rusland.

    Udmeldingen kommer kort inden, at den russiske udenrigsminister, Sergeij Lavrov, senere i dag skal mødes med USA's udenrigsminister, Antony Blinken, i Geneve for at diskutere den tiltagende krise ved grænsen mellem Ukraine og Rusland.

  40. I går kl. 10:48

    Fem nordmænd fra sunket fragtskib er udskrevet

    De fem nordmænd, der i går blev reddet op fra et norsk fragtskib, som var kommet i problemer, er alle udskrevet fra hospitalet i Sverige.

    Det oplyser vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter Jesper Berthelsen her til formiddag ifølge Ritzau.

    Det norske fragtskib kom i aftes i nød omkring 11 sømil nordvest for Gilleleje, og det gik ned natten til fredag.

  41. I går kl. 10:20

    Pia Kjærsgaard er klar til at droppe plads i partiledelse for at skabe ro

    Partistifter og tidligere Dansk Folkeparti-formand Pia Kjærsgaard er parat til at give afkald på en plads i en mulig, ny DF-ledelse under Morten Messerschmidt, hvis det kan bidrage til ro i partiet.

    Det siger hun forud for søndagens ekstraordinære årsmøde, hvor enten Messerschmidt, Martin Henriksen eller Merete Dea Larsen afløser Kristian Thulesen Dahl som formand.

    Meldingen fra Kjærsgaard kommer, efter en række folketingsmedlemmer har luftet tanker om at smutte fra DF, hvis Messerschmidt - DF's nuværende næstformand - bliver ny formand.

    Tidligere på måneden annoncerede Kjærsgaard i Berlingske, at hun peger på Messerschmidt som ny formand, og at hun så sig selv i en kommende ledelse sammen med ham. Den idé bakkede Messerschmidt op om.

  42. I går kl. 09:35

    Beskæftigelsen stiger til hidtil usete højder

    Antallet af lønmodtagere fortsatte også i november med at stige med 17.000 personer. Dermed steg det samlede antal lønmodtagere til 2.915.000 lønmodtagere, hvilket ikke er sket før, skriver Danmarks Statistik.

    Det er 114.000 flere personer med lønmodtagerjob end før den første nedlukning grundet coronavirus, hvilket svarer til en stigning på 4,1 procent siden februar 2020.

    Her ses kurven over antallet af lønmodtagere, der bliver ved med at stige. (© Danmarks Statistik)

    Tallene kan dog ifølge Søren Kristensen, der er Sydbanks cheføkonom, også give anledning til bekymring, da manglen på arbejdskraft fortsat er "historisk stor".

    Det kan nemlig koste på væksten, hvilket i sidste ende kan overophede økonomien.

    - Det er vi dog heldigvis fortsat et stykke fra, og derfor bør man i dag primært glæde sig over, at vi har et så bomstærkt arbejdsmarked, som vi har, siger han ifølge Ritzau i en kommentar.

  43. I går kl. 09:05

    Den amerikanske rockstjerne Meat Loaf er død

    Meat Loaf døde torsdag aften med sin kone Deborah ved sin side, oplyser hans agent Michael Greene på vegne af familien. (Foto: SERGIO DIONISIO © Ritzau Scanpix)

    Den amerikanske rockstjerne Meat Loaf med det borgerlige navn Michael Lee Aday er død. Han blev 74 år.

    Det oplyser mediet Deadline, der har talt med hans mangeårige agent, Michael Greene.

    Meat Loafs album "Bat Out of Hell" er et af de bedst sælgende albums nogensinde.

    Derudover er han kendt for at have spillet Eddie i The Rocky Horror Picture Show og Robert Paulsen i Fight Club.

    Meat Loaf døde torsdag aften lokal tid, oplyser familien. Dødsårsagen er ikke blevet oplyst.

  44. I går kl. 08:55

    På det første internationale fly til coronafrit ørige i næsten et år var 36 ud af 54 passagerer smittede

    Det var ellers lykkedes det lille ørige Kiribati at holde coronavirusset for døren i de to år, der er gået, siden pandemien brød ud.

    Men nu er øriget i Stillehavet løbet tør for held, efter myndighederne for nyligt åbnede landets grænser for besøgende. Ombord på det første internationale fly i ti måneder var to tredjedele af passagererne smittede med coronavirus. Det skriver The Guardian.

    Alle 54 passagerer på flyet fra Fiji, hvoraf 36 testede positive ved ankomst, er nu i karantæne.

    Virusset har dog allerede spredt sig i lokalsamfundet, efter en sikkerhedsvagt på karantænecenteret, hvor turisterne opholder sig, og to andre er blevet smittet. Myndighederne har derfor indført en to ugers fuld nedlukning fra på mandag.

    I sidste måned havde 93,4 procent af Kiribatis befolkning over 18 år fået første stik, mens kun 53,1 procent havde fået andet.

  45. I går kl. 08:43

    Søren Espersen kræver samarbejde mellem Messerschmidt og Henriksen

    Dansk Folkepartis tidligere mangeårige næstformand Søren Espersen kræver, at formandskandidaterne Morten Messerschmidt og Martin Henriksen inddrager hinanden i en kommende DF-ledelse.

    Og det er uanset, hvem af de to som bliver partiets næste formand ved DF's ekstraordinære årsmøde i Herning på søndag. Det siger han Ritzau.

    - Jeg forlanger af de to, at de tager den anden med i en eller anden form for lederskab, så vi kan få ro i partiet, uanset hvem der bliver ny chef.

    Messerschmidt og Henriksen har bekriget hinanden længe, og det er kun taget til de seneste uger i formandsvalgkampen.

    Merete Dea Larsen er den tredje formandskandidat. Men Espersen mener, at valget reelt står mellem Messerschmidt og Henriksen.

  46. I går kl. 08:32

    Antallet af nyindlagte med coronavirus på intensiv halveret

    Selvom antallet af indlagte på landets sygehuse er steget de seneste uger, så er antallet af indlagte på intensiv næsten halveret i begyndelsen af i år.

    Det er sket, efter at varianten omikron har overtaget fra deltavarianten.

    I uge 2 af 2022 var antallet af nyindlagte på intensiv 24 nyindlagte på intensiv. Det tal var i de sidste to uger af 2021 42 og 47, viser en rapport fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram.

    Her fremgår det også, at der er intensivpatienter, som ikke får "covid-19-specifik behandling".

    En ny rapport fra Statens Serum Institut viser også, at risikoen for at blive indlagt med omikron er 36 procent lavere end med deltavarianten.

    Mens antallet af intensivpatienter med corona er faldet i årets første uger, er antallet af indlagte generelt steget. 1. januar var 647 indlagt med corona, mens der i dag er 825.

  47. I går kl. 08:03

    Clara Tauson spiller nattekamp på Center Court

    REUTERS/James Gourley (Foto: JAMES GOURLEY © Ritzau Scanpix)

    Hvis du alligevel er sent oppe i dag, kan du passende holde øje med Danmarks unge tennisstjerne, Clara Tauson.

    For i nat, klokken 01 helt præcis, skal hun forsøge at spille sig videre i Australian Open. Den 19-årige dansker skal møde amerikaneren Danielle Collins i tredje runde på Rod Laver Arena.

    De to har mødtes i kamp én gang før ved French Open i 2020. Her vandt amerikaneren med 6-2, 6-3 over Clara Tauson.

    Danielle Collins ligger i øjeblikket nummer 30 på verdensranglisten, mens Clara Tauson har gjort store fremskridt siden de to mødtes sidst, og ligger nu nummer 39 i verden.

    I anden runde slog Tauson verdensranglistens nummer syv, esteren Anett Kontaveit, med 6-2, 6-4.

  48. I går kl. 08:01

    Dagen starter solrigt - men bliver efterhånden overskyet

    Solopgang over Mols tidligt i dag. Foto: Maria Brinks Arianfar.

    Der er i dag lagt op til solskin i store dele af landet - og der kan især være en idé i at få udnyttet dagens tidlige timer, hvis man gerne vil have solen at se.

    I løbet af dagen vil skyer nemlig trække ind over landet fra nordvest, mens det i Nordvestjylland fra morgenstunden vil være overskyet.

    Det beretter Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, der også forudser mere behagelige temperaturer i dag og i løbet af weekenden efter flere dage med koldt vejr.

    Temperaturerne vil i dag ligge på mellem to og fem grader, lyder det.

  49. I går kl. 07:50

    Nu er Danmarks OL-hold fuldendt

    Om præcis to uger skydes vinter-OL i Beijing i gang, hvor Danmark deltager med det største hold nogensinde.

    I dag er de to sidste danske atleter officielt udtaget til truppen. Det er de to speedskatere Victor Hald Thorup og Stefan Due Schmidt.

    Det rekordstore OL-hold består af 62-atleter, der skal dyste i curling, ishockey, speedskating, alpint skiløb og skiskydning.

    Du kan opleve de danske atleter i aktion på DR's kanaler og på DRTV, når de olympiske lege begynder den 4 februar frem til den 20 februar.

  50. I går kl. 07:26

    Vulkanudbrud i Tonga fører til alvorligt olieudslip i Peru

    • Arbejdere er ved at rydde op efter det store olieudslip, der har ramt Peru. Hændelsen har efterladt olie på 21 strande. (Foto: ANGELA PONCE © Ritzau Scanpix)
    • Både fugle og sæler er indtil videre skyllet døde op på strande nær landets hovedstad. Hundredvis af fiskere, som bor lige uden for Lima, frygter, at deres levebrød er truet som følge af olieudslippet. (Foto: ANGELA PONCE © Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    Døde fugle og sæler skyller op på strande i Peru, efter at 6.000 tønder olie er sluppet ud fra et raffinaderi.

    Alt sammen er det konsekvenser af vulkanudbruddet i øriget Tonga i Stillehavet i sidste uge og de efterfølgende tsunamier, der har ført til et massivt olieudslip nær Perus hovedstad Lima.

    Det oplyser den peruvianske regering ifølge Ritzau.

    Perus præsident, Pedro Castillo, kalder hændelsen for en "miljømæssig katastrofe", mens oprydningshold kæmper for at begrænse det enorme olieudslip fra landets største raffinaderi.

    Udslippet stammer fra La Pampilla-raffinaderiet, der ejes af det spanske energifirma Repsol.

Mere fra dr.dk