Lederen af oppositionen i Sydkorea, Lee Jae-myung, advarer om, at præsidenten måske vil gøre endnu et forsøg på at indføre militær undtagelsestilstand.
Det Demokratiske Parti, som Lee Jae-myung tilhører, er det største i oppositionen. Partiet har lørdag formiddag dansk tid planlagt en rigsretsafstemning, der kan blive afgørende for præsident Yoon Suk-yeols fremtid.
- Situationen bliver værre, der er færre måder at flygte, og han (præsidenten, red.) ser det måske som et gennembrud at ødelægge de eksisterende systemer og skabe en situation, hvor han kan gøre hvad som helst med sin magt, uanset hvor urimeligt det måtte være, siger Lee Jae-myung.
- Derfor er det meget farligt i aften, for den eneste chance, han har, er i aften og i morgen tidlig.