Seneste Nyt

Over 1.000 betjente i London er enten suspenderet eller under alvorlige anklager

Mere end 1.000 betjente fra Londons Metropolitan Police (MET) er i øjeblikket suspenderet fra tjeneste eller arbejder under skærpet tilsyn.

Omkring 275 af betjentene afventer høringer om grov adfærd, hvoraf en betydelig del handler om påstået vold mod kvinder og piger.

Politichef Stuart Cundy indrømmer, at tallene er "voldsomme".

- Det svarer til en mindre politistyrke i andre steder af landet, siger han.

Han siger, det kommer til at tage noget tid at få ryddet op i antallet af uegnede betjente.

- Det vil tage et, to eller flere år at komme af med dem, der er korrupte, siger han.

Der er i alt omkring 34.000 betjente i Londons politi.

Nyheder

  1. Åbningsfesten havde blandt andre Paul McCartney, Oprah og Snoop Dogg på gæstelisten.

  2. USA-korrespondent: 'Trumps omdømme som succesfuld forretningsmand er på spil'

    DR's USA-korrespondent, Jakob Krogh, har været til stede i dag foran retsbygningen i New York, hvor den tidligere præsident Donald Trump lige nu er anklaget for bedrageri.

    Her er hans lynanalyse af retssagen, der begyndte i dag:

    Den her retssag er vigtig for Donald Trump - også selv om han ikke risikerer fængselsstraf som i de fire straffesager mod ham - fordi her er det selve hans virke og omdømme som succesfuld forretningsmand i New York, der er på spil. Det er også derfor, han dukker op i dag, for at - som han selv skrev - “forsvare mit navn og omdømme”.

    Han risikerer at miste kontrollen over sit selskab og flere af sine mest værdifulde ejendomme. Han risikerer en bøde på op mod 1,7 milliarder kroner. Og så risikerer han at miste retten til at drive virksomhed i New York - byen og staten, hvor han gennem årtier har opbygget sit omdømme som en rig og succesfuld forretningsmand. Og netop det omdømme risikerer at blive plettet af den her retssag.

    Det er mere usikkert, om sagen vil betyde noget for ham politisk. Modstandere af Trump vil formentlig se sagen som endnu et bevis på, at han er en svindler, mens Trumps tilhængere sandsynligvis vil se det som en politisk heksejagt og et retssystem, der også er ude efter at få ram på Trump. Spørgsmålet er, hvordan den store midtergruppe af vælgere vil modtage den endelige dom.

  3. Ukraine vil bygge en skole under jorden i Kharkiv

    Tusindvis af børn skal fremover gå i skole under jorden i den ukrainske by Kharkiv.

    Her skal landets første undergrundsskole bygges, oplyser byens borgmester, Ihor Terekhov, ifølge BBC.

    - Sådan et ly vil give tusindvis af børn mulighed for at fortsætte deres uddannelse sikkert, selv under missiltrusler, lyder det fra borgmesteren.

    Ifølge de ukrainske myndigheder er mere end 360 uddannelsesfaciliteter i Ukraine blevet ødelagt, og mere end 3.000 er blevet skadet siden Ruslands invasion af Ukraine i februar sidste år.

    Ifølge FN's børneorganisation, Unicef, går kun en tredjedel af de ukrainske skolebørn fysisk i skole, hvoraf mange må modtage undervisning på eksempelvis metrostationer under jorden.

    Kharkivs borgmester melder ikke noget om, hvornår den nye undergrundsskole vil åbne, skriver BBC.

    Her er der indrettet et klasselokale på en metrostation i Kharkiv i forbindelse med den første dag i det nye skoleår den 1. september. (Foto: © SERGEY KOZLOV, Ritzau Scanpix)
  4. Putin-venlig politiker er blevet bedt om at danne regering i Slovakiet

    Den tidligere premierminister og nykårede vinder af lørdagens valg i Slovakiet, Robert Fico, er blevet bedt om at danne regering af landets præsident.

    Han har fået to uger til øvelsen, skriver Ritzau.

    Robert Fico står i spidsen for partiet SMER-SSD, som ved valget løb med 23 procent af stemmerne.

    Hans holdninger har vakt bekymring blandt politikere, der støtter Ukraines regering. Fico har blandt andet givet udtryk for, at Vesten og Ukraine selv er ansvarlige for krigen, og at han vil stoppe den militære støtte til Ukraine, hvis han bliver premierminister igen.

    Det kan have betydning for magtbalancen internt i EU, hvem der ender med at blive Slovakiets premierminister, vurderede Dagbladet Informations Europakorrespondent, Tore Keller, i forbindelse med valgresultatet i går.

  5. Fra 1. januar 2024 er det smertestillende middel tramadol at finde på dopinglisten.

  6. Matt Gaetz har katapulteret sig selv ind i begivenhedernes centrum i Det Republikanske Parti.

  7. Hvordan den konkrete model skal se ud, vil han ikke udtale sig om.

  8. 19-årig varetægtsfængslet for drabsforsøg i Brønshøj

    Den 19-årige mand, der tidligere i dag blev anholdt i sagen om en svært tilskadekommen 21-årig mand og blev sigtet for drabsforsøg, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

    Det er resultatet af et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg. Det skriver Københavns Politi på det sociale medie X - tidligere Twitter.

    Den 19-årige overfaldt ifølge sigtelsen offeret på et ukendt tidspunkt i løbet af natten til mandag ved Pilesvinget i Brønshøj. Politiet mener, at ukendte medgerningsmænd deltog i overfaldet, og at den 19-årige forsøgte at dræbe offeret ved at tildele ham adskillige spark og slag, formentlig med op til flere genstande, lyder det i sigtelsen.

    Den 21-årige er blevet erklæret hjernedød. Han blev tidligt i morges fejlagtigt meldt død af politiet.

    Den sigtede nægter sig skyldig.

  9. Efter angreb i Ankara søndag: 24-årig begravet

    I bombeangrebsforsøget, der fandt sted i Tyrkiets hovedstad Ankara i går morges, sprængte den ene angrebsmand sig selv i luften, og den anden blev såkaldt neutraliseret. Desuden blev to politibetjente lettere såret.

    Senere er det kommet frem, at køretøjet, som angrebsmændene ankom til Ankara med, tilhørte en 24-årig dyrelæge ved navn Mikail Bozlagan, der bor i Develi-distriktet i Kayseri.

    Ifølge tyrkiske medier skød angrebsmændende Bozlagan i nakken og tog derefter hans køretøj, som de kørte til Ankara i.

    Bozlagan blev i dag begravet, og begravelsesbønnen blev overværet af vicepræsident Cevdet Yılmaz og indenrigsminister Ali Yerlikaya. På det sociale medie X (Twitter), delte indenrigsministeren tidligere i dag billeder fra begravelsen.

    I går aftes påtog Kurdistans Arbejderparti (PKK) sig ansvaret for det, som Tyrkiets indenrigsminister har kaldt et terrorangreb.

    - En offerhandling blev udført mod det tyrkiske indenrigsministerium af et hold fra vores udødelige brigade, siger PKK til nyhedsbureauet ANF ifølge Reuters.

  10. Mand dømt til anbringelse for at køre på gågade i Aarhus

    Præcisering: Tidligere fremgik det, at den dømte skulle anbringes på en psykiatrisk afdeling i fem år. Der er tale om en anbringelse på op til fem år.

    En 34-årig mand er blevet dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling i op til fem år, efter at han i juli 2022 kørte på en gågade i Aarhus.

    Det oplyser sagens anklager Maria Buus Sørensen til Ritzau.

    Ifølge anklageskriftet måtte flere personer springe til siden, da manden sent om aftenen kørte på gågaden i Frederiksgade og rettede bilen direkte mod personer på gaden. Ifølge anklageskriftet kørte han mindst 30 kilometer i timen.

    Den dømte overvejer, om han vil anke dommen.

  11. Løkke: Ukraine bliver medlem af EU-familien, men ikke i overmorgen

    Ukraine kommer til at blive medlem af EU. Det handler blot om, hvornår det sker.

    Sådan lyder det fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der mandag er i den ukrainske hovedstad, Kyiv, for at mødes med EU's udenrigsministre og Ukraines udenrigsminister.

    - Vi ser Ukraine som et fremtidigt medlem af EU-familien, siger han og fortsætter:

    - Men Ukraine er ikke et land, der i overmorgen opfylder kravene for at blive optaget.

    Også EU's udenrigschef, Josep Borrell, kom ind på udsigterne til, at Ukraine kan optages i unionen på et pressemøde i kølvandet på dagens møde.

    - Ukraine er fortsat et kandidatland, men der er godt gang i processen, lød det.

    Selv udtrykte Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, et håb om, at landet kan få sit EU-medlemskab inden for to år.

  12. Oktober er begyndt usædvanligt varmt i den sydvestlige del af Europa.

  13. Spor er genåbnet på Køge Bugt Motorvejen efter uheld

    Opdateret klokken 17.18 med nye oplysninger om, at der igen kan køres i alle spor.

    Der er nu ryddet op efter et uheld på Køge Bugt Motorvejen i nordgående retning i sammenfletningen fra Syd- og Vestmotorvejen.

    Uheldet skabte voksende kø, skrev P4 Trafik på X, der tidligere hed Twitter.

    De to højre spor, som tidligere var spærrede, er nu åbne igen, og der kan køres i alle spor.

    Der er fortsat lidt kø på Sydmotorvejen frem mod sammenfletningen, oplyser P4 Trafik.

  14. Voldsom nedgang i antallet af marsvin i danske farvande

    For syv år siden svømmede omkring 40.000 marsvin rundt i de indre danske farvande. Den seneste optælling af de små hvaler viser, at bestanden nu er nede på omkring 14.000 marsvin. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

    Til gengæld er bestanden af marsvin i Nordsøen stabil på omkring 350.000 dyr.

    Under optællingen har man også fundet fire andre hval- og delfinarter: Vågehval, hvidnæset delfin, hvidskæving og øresvin.

    Det er Nationalt center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, der overvåger hvaler i Danmark.

  15. Mens Trump er midt i en anden retssag: Højesteret afviser republikansk forsøg på at diskvalificere ham fra valget

    Donald Trump er i dag ankommet til retten i New York City for at deltage i et civilt søgsmål mod ham. Men midt i en kedelig dag for den tidligere præsident er der landet en nyhed, som er en sejr for ham.

    Med alle de juridiske sager, der svirrer omkring Trump, har der konstant været opfordringer fra hans modstandere, herunder nogle inden for hans eget Republikanske Parti, om, at han ikke bør stille op som kandidat til præsidentembedet næste år.

    Men den amerikanske Højesteret har nu afvist en sag, som blev rejst af den republikanske præsidentkandidat John Anthony Castro, der krævede, at Trump blev diskvalificeret under en forfatningsmæssig bestemmelse, der forhindrer enhver, der "har deltaget i oprør", i at bestride embedet.

    En lavere ret havde tidligere fastslået, at Castro ikke havde juridisk ret til at rejse sagen, og Højesteret afviste hans anke.

  16. 19-årig sigtet for drabsforsøg i Brønshøj

    Den 19-årige mand, der tidligere i dag blev anholdt i sagen om en svært tilskadekommen 21-årig mand, er blevet sigtet for drabsforsøg.

    Det er kommet frem under et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg her til eftermiddag, skriver Ritzau.

    Den 19-årige overfaldt ifølge sigtelsen offeret på et ukendt tidspunkt i løbet af natten til mandag ved Pilesvinget i Brønshøj. Sammen med flere ukendte medgerningsmænd forsøgte den 19-årige at dræbe offeret ved at tildele ham adskillige spark og slag, formentlig med op til flere genstande, lyder det i sigtelsen.

    Den 21-årige er blevet erklæret hjernedød. Han blev tidligt i morges fejlagtigt meldt død af politiet.

    Den sigtede nægter sig skyldig.

  17. Over 1.000 bløde trafikanter sigtet i København

    Der er blevet holdt øje med Københavns cyklister, knallertkørere, folk på elløbehjul og fodgængere den seneste uge.

    Københavns Politi har haft fokus på de bløde trafikanter og skriver på X - altså det tidligere Twitter - at der er plads til forbedringer.

    Det er blevet til 1.099 sigtelser af bløde trafikanter for en lang række forskellige forseelser.

    Københavns Politi skriver, at cyklisterne står for halvdelen af dem. Det er blandt andet kørsel mod ensretningen, manglende lys og kørsel over for rødt lys.

    Derudover er der blevet skrevet bøder til folk på knallerter og elløbehjul, som har kørt uden hjelm.

  18. Alle afgange mellem Als og Ærø aflyses resten af ugen

    Der sejler ingen færger mellem Als og Ærø resten af ugen.

    Rederiet Ærøfærgerne har nemlig set sig nødsaget til at aflyse alle afgange mellem Fynshav og Søby, efter at færgen Skjoldnæs lørdag kolliderede med færgelejet på Als, skriver JydskeVestkysten.

    Det er ikke første gang, at ruten er ramt af uheld. Skjoldnæs blev for nylig sat ind på ruterne som midlertidig erstatning for færgen Ellen, der er ude af drift på grund af en brand i færgens batterirum.

    Normalt er der fire daglige afgange i begge retninger.

  19. 67 grønlandske kvinder kræver hver 300.000 kroner i erstatning fra den danske stat.

  20. Forening spår højeste lønfremgang i 15 år

    Beløbet på lønsedlerne vokser.

    Det viser en opgørelse for tredje kvartal fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der er hovedorganisation for 11 arbejdsgiverforeninger på det private arbejdsmarked.

    Ifølge opgørelsen, der er en indikator på lønudviklingen, er lønningerne det seneste år vokset med 4,8 procent for medlemmerne. Det er den højeste lønstigningstakt siden 2008.

    Stigningen er godt nyt for pengepungen, fortæller cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre. Ifølge ham tegner lønstigningerne et billede af, at lønnen samlet set vokser hurtigere end priserne.

    - Det er positivt, at danskerne oplever fornyet fremgang i reallønnen, efter at den blev banket adskillige år tilbage sidste år som følge af den højeste inflation i 40 år, skriver han i en kommentar til Ritzau.

    - Det er derfor yderst kærkomment med fornyet fremgang, og at danskerne igen er begyndt at indhente lidt af det tabte.

    Hvis reallønnen stiger, kan forbrugerne få mere for deres løn end tidligere. Det forholder sig omvendt, hvis reallønnen falder, hvilket skete i forbindelse med inflationen sidste år.

  21. 19-årig anholdt i voldssag fra Brønshøj

    Københavns Politi har anholdt en 19-årig mand i en sag fra Pilesvinget i Brønshøj, hvor en 21-årig mand søndag aften blev udsat for en form for vold.

    Det skriver Ritzau.

    Politiet har ikke frigivet yderligere oplysninger om, hvad der menes at være foregået, eller om Pilesvinget er gerningsstedet eller blot findestedet.

    Den 21-årige blev tidligt i morges fejlagtigt meldt død af politiet, men han er forsat i live og svært tilskadekommen.

    Den 19-årige vil klokken 14.45 blive fremstillet i grundlovsforhør i dommervagten i Københavns Byret.

    Det er uvist, hvad han er sigtet for.

  22. Daniil Medvedev er bestemt ikke fan af de bolde, der bliver brugt under Beijing Open.

  23. Ekspert roser idéen, men peger samtidig på en udfordring, der kan ramme én bestemt type forbrugere.

  24. Bjørn har dræbt to personer og en hund i Canada

    To personer har mistet livet efter et møde med en bjørn i Banff National Park i Canada.

    De to var erfarne vandrere i naturen, og det er uvist, hvad der præcist er foregået. Det står klart, at de er blevet slået ihjel af en bjørn, da de selv sendte et signal til myndighederne fredag aften, hvor de gjorde opmærksom på angrebet.

    På grund af dårligt vejr var det ikke muligt for reddere at komme parret til undsætning med helikopter, så de måtte køre hele natten til lørdag. Da de kom frem, fandt de parret døde sammen med deres hund, og de mødte en bjørn i området, som de valgte at skyde, fordi den virkede aggressiv.

  25. Sidste år blev Mayas hemmelige adresse ved en fejl lækket til hendes ekskæreste. Nu vil hun gå rettens vej for at få erstatning.

  26. I mange europæiske lande blev september med afstand den varmeste registreret.

  27. 33-årig får 12 år og ni måneders fængsel for drab

    En 33-årig mand, Jakob Nielsen, er mandag ved Retten i Kolding blevet idømt 12 år og ni måneders fængsel for et drab begået i maj sidste år.

    Det skriver Ritzau.

    De ni måneder er en reststraf efter en tidligere prøveløsladelse.

    Offeret var 41-årige Michael Bodilsen, som efter at være blevet dræbt i en lejlighed på Hollændervej i Kolding blev kørt til haveforeningen Springbjerg i Vonsild, hvor hans lig blev begravet og først fundet efter mere end tre uger.

    En del af de 12 år og ni måneders fængsel til Jakob Nielsen er en voldsdom for en handling begået dagen før drabet - også mod Michael Bodilsen.

    Jakob Nielsen har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.

    I sagen blev en 41-årig medgerningsmand dømt for usømmelig omgang med lig, hvilket Jakob Nielsen også blev dømt for.

  28. Rigshospitalet ansætter nu ledige uden sundhedsfaglig uddannelse

    For at aflaste arbejdspresset på hospitalets sygeplejersker, ansætter Rigshospitalet nu ledige fra jobcentre til blandt andet at våge over patienter, give dem mad og hjælpe dem i bad.

    Rekrutteringen gennem jobcentrene er et nyt tiltag, der er kommet i stand ved et samarbejde mellem Rigshospitalet, FOA og en række hovedstadskommuner.

    Foreløbig er 15 ledige kommet i job på hospitalet. Blandt dem er Sanne Lazar Bregenhof fra Brøndby.

    - Det er meningsfuldt at være med til at aflaste noget af arbejdspresset på sygeplejerskerne, så de kan koncentrere sig om deres primære arbejdsopgaver, uden det går udover patienterne, siger hun.

    Rigshospitalet har planer om at rekruttere 15-20 medarbejdere et par gange om året gennem det nye tiltag.

  29. Venstre-borgmester hæver skatten i Nordjylland

    I aftes blev næste års budget i Rebild Kommune underskrevet. Det betyder blandt andet, at skatten stiger 0,5 procentpoint i Rebild Kommune.

    Kommunen har ellers haft den laveste skat i Nordjylland.

    Skatten stiger fra 25,33 til 25,83 procent.

    Stigningen er nødvendig, fordi der mangler penge i kommunen. Det siger borgmester Jesper Greth (V).

    - For at opretholde den borgernære velfærd var vi nødt til at lave skattestigninger, siger han.

    Budgettet er indgået mellem Venstre, Konservative, Socialdemokratiet og en løsgænger.

    Vil du blive klogere på, hvordan der laves budgetter i kommunerne, og hvad det betyder for dig, kan du læse med her.

  30. Mindst 25 tilskadekomne efter brand på politistation i Egypten

    Tidligt mandag morgen udbrød der brand på en politistation i den egyptiske by Ismailia, som ligger ud til Suez-kanalen.

    Det oplyser nyhedsbureauet Ritzau.

    Mindst 25 meldes tilskadekomne som følge af branden, der tog flere timer at få slukket.

    Brandårsagen er ukendt.

  31. Banedanmark indgår milliondyr aftale med tyskere

    Det bliver det tyske selskab Vossloh, som skal forsyne Banedanmark med nye sporskiftesystemer hen over en fireårig periode.

    Det oplyser tyskerne i en pressemeddelelse, skriver Ritzau.

    Vossloh skal blandt andet supplere Banedanmark med sporskiftesystemer, og der skal etableres en fabrik i Fredericia tæt på et af Banedanmarks egne produktionsanlæg.

    Der er tale om en aftale til en værdi af godt 300 millioner kroner.

  32. I det blå 'landbrugsparti' er der forskelligrettede holdninger til den kommende CO2-afgift.

  33. Politi beklager fejl: 21-årig mand er ikke afgået ved døden

    Københavns Politi oplyste tidligt mandag morgen, at en 21-årig mand var omkommet af sine kvæstelser i forbindelse med et overfald i Brønshøj.

    Men det er ikke korrekt.

    Den 21-årige er stadig i live, men han er svært tilskadekommen, lyder det nu fra Københavns Politi.

    - Vores mål er at informere offentligheden, så hurtigt vi kan i disse sager, og oplysningerne skal først og fremmest være korrekte. En fejl som denne må ikke ske, og det undskylder vi for - og vi følger op på, hvordan det kunne ske, siger leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, Brian Belling.

    Københavns Politi opfordrer til, at man ringer 1-1-4, hvis man har set noget mistænkeligt i området ved Pilesvinget i Brønshøj i nat eller på anden måde ved noget om sagen.

  34. Nobelprisen i medicin går til forskere bag coronavaccine

    Nobelkomitéens formand, Thomas Perlmann, annoncerer årets vindere.

    Mandag er der blevet sat navn på modtagerne af årets Nobelpris i medicin.

    Prisen går til Katalin Karikó fra Ungarn og Drew Weissman fra USA for deres arbejde med såkaldte nukleosidbasemodifikationer, der muliggjorde udviklingen af effektive vacciner mod covid-19.

    Det oplyser organisationen bag uddelingen af de prestigefulde priser på sin hjemmeside.

    Karikós og Weissmans arbejde kaldes for "banebrydende", da det har gjort os klogere på, hvordan virus interagerer med menneskers immunsystem, lyder en del af begrundelsen fra komitteen bag prisen.

    Nobelprisen i medicin har gennem årene netop hædret banebrydende opdagelser som røntgen, penicillin, insulin og DNA.

    Tirsdag offentliggøres modtagerne af priserne for fysik, onsdag er det kemi, torsdag litteratur, fredag bliver Fredsprisen annonceret og endelig økonomiprisen på mandag den 9. oktober.

  35. Forklaringen er, at det skal være lettere for forbrugerne at aflæse.

  36. 312 dræbt af skud i Sverige siden november 2016

    Tal fra svensk politi viser, at 312 personer pr. dags dato er blevet dræbt af skud i Sverige siden november 2016. 48 af ofrene var under 20 år.

    Det skriver Ritzau med henvisning til Sveriges Radios P3.

    Som noget af det seneste har den svenske statsminister, Ulf Kristersson, på et pressemøde meddelt, at forsvaret kommer til at skulle støtte politiet i kampen mod bandekriminalitet.

  37. Bro skal rives ned: Motorvej spærres i 14 timer

    En 980 ton tung bro, der går over E45 Østjyske Motorvej, skal rives ned og senere bygges op igen for at give plads til flere spor på motorvejen.

    Det fremgår af en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet.

    Det betyder, at motorvejen bliver totalspærret mellem Skanderborg S og Ejer Bavnehøj i perioden fra lørdag den 7. oktober klokken 19.00 til søndag den 8. oktober klokken ni om morgenen.

    Trafikanterne må i perioden ud på en omkørselsrute på landeveje omkring motorvejen, hvor de opfordres til at køre efter forholdene på de lokale veje. Der kan være en forlænget rejsetid på op mod 15 minutter.

    Vejdirektoratet forventer, at arbejdet med at bygge den nye bro vil være afsluttet i juli 2024.

  38. Den amerikanske gymnast landede søndag en Yurchenko Double Pike ved VM i belgiske Antwerpen.

  39. Sagen mod Sanjay Shah udskydes til januar.

  40. Indonesien er klar med Sydøstasiens første højhastighedstog

    Indonesiens præsident Joko Widodo i selskab med andre ministre på et pressemøde i forbindelse med mandagens startskud til landets nye højhastighedstog. (Foto: © Bay Ismoyo, Ritzau Scanpix)

    "Et symbol på vores modernisering".

    Sådan lyder det fra Indonesiens præsident, 62-årige Joko Widodo, oven på lanceringen af landets første højhastighedsjernbane, der åbner mandag.

    Jernbaneprojektet har kostet 7,3 milliarder dollar, hvilket svarer til cirka 51 milliarder kroner. Den forbinder med sine 142 kilometer skinner Indonesiens hovedstad, Jakarta, med byen Bandung, hvor der bor mere end to millioner mennesker.

    Projektet har været udfordret af flere ting undervejs. Blandt andet coronapandemien og udfordringer med opkøb af jord, så det er blevet forsinket fra den oprindeligt planlagte åbning i 2019 til nu.

    Toget ved navn "Whoosh" kan nå op på 350 kilometer i timen.

  41. Pia Krog ventede for længe på kræftbehandling. Hun overvejer nu at klage over politiets afgørelse.

  42. Søgsmål om aflivning af mink ryger direkte i landsretten

    Et sagsanlæg anlagt af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug mod Fødevarestyrelsen om aflivning af mink skal behandles i landsretten.

    Det har Retten i Glostrup afgjort, oplyser Bæredygtigt Landbrug i en pressemeddelelse.

    Det er på vegne af tre minkavlere, at interesseorganisationen har anlagt søgsmålet mod Fødevarestyrelsen.

    Bæredygtigt Landbrug mener, at det var en krænkelse af menneskerettighedskonventionen at kræve mink aflivet uden hjemmel, og derfor er de meget tilfredse med beslutningen, siger Nikolaj Schulz, der er chefjurist i Bæredygtigt Landbrug, i pressemeddelelsen.

    - Det er både helt afgørende og vigtigt, at sagen behandles på højeste niveau, siger han.

  43. Der kan falde en halv måneds regn, når et lavtryk tirsdag passerer Danmark.

  44. Danmark åbner ambassadekontor i Mykolajiv i Ukraine

    Rettelse: Tidligere fremgik det af en rettelse, at Udenrigsministeriet havde oplyst, at der ikke var tale om et ambassadekontor. Siden har Udenrigsministeriet oplyst, at der er tale om et ambassadekontor.

    Danmark åbner et ambassadekontor i den ukrainske by Mykolajiv.

    Det fortæller udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til Louise Brodthagen, DR's journalist i Kyiv.

    Lars Løkke Rasmussen er i dag i Kyiv til udenrigsministermøde med EU's udenrigsministre og udenrigschef Josep Borrell.

    - Danmark har siden maj 2022 på direkte opfordring fra præsident Zelenskyj taget et særligt ansvar for Mykolajiv i forhold til at sikre nødhjælp og genopbygningsindsatsen. Det danske kontor i Mykolajiv etableres for at understøtte Danmarks særlige rolle i genopbygningen, skriver udenrigsministeriet til DR.

    Ministeriet tilføjer, at kontoret forventes operativt i denne uge og "fuldt bemandet inden årets udgang med en dansk diplomat samt lokalt ansatte."

    Det nye kontor er forankret under den danske ambassade i Ukraines hovedstad, Kyiv.

  45. Vi har aldrig set så stort et vaccinespild før, lyder det fra sundhedsøkonom.

  46. Lars Løkke Rasmussen og EU's udenrigsministre er på besøg i Kyiv

    EU's udenrigsministre - herunder Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) - samt EU's udenrigschef, Josep Borrell, er i dag på besøg i Kyiv.

    Det skriver Borrell på X, tidligere kendt som Twitter.

    Her skal de blandt andet skal mødes med Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba.

    På dagsordenen ventes at være våben- og luftforsvarsdonationer til Ukraine, og så skal de diskutere Ukraines vej mod et eventuelt EU-medlemskab. Det fortæller DR's journalist i Kyiv Louise Brodthagen.

    Allerede i går ankom Borrell til Kyiv, og i dag får han så selskab af EU's udenrigsministre.

  47. Politiet har afspærret et område i Brønshøj efter overfald

    Rettelse: Politiet meldte tidligere ud, at en 21-årig mand var afgået ved døden. Det er ikke tilfældet, og det er nu rettet.

    Københavns Politi har her mandag morgen spærret området omkring Pilesvinget ved Hareskovvej i Brønshøj, mens det foretager en række undersøgelser.

    Det skriver politiet på det sociale medie X.

    Årsagen er, at der søndag aften blev indbragt en 21-årig mand til en skadestue med skader.

    Til Ekstra Bladet siger vagtchef Jonathan Wald, at man leder efter selve gerningsstedet, og at der ikke er nogen tidshorisont for, hvornår afspærringen ophæves.

    Københavns Politi har ikke flere oplysninger lige nu.

  48. Ikast Håndbold stormer afsted i Champions League, hvor midtjyderne er ubesejrede efter de første fire kampe.

Mere fra dr.dk