En italiensk domstol har idømt straffe til mere end 200 mennesker i forbindelse med det, der beskrives som Italiens største mafia-retssag i tre årtier.
Blandt de dømte er flere højtstående politiledere, borgmestre, offentligt ansatte og forretningsmænd, skriver The Guardian.
Straffene er på mellem få måneders og 30 års fængsel. Samlet løber det op i mere end 2200 års fængsel.
De dømte har blandt andet fået straffe for afpresning, bestikkelse eller at have haft forbindelser til det berygtede mafia-netværk 'Ndrangheta'.
Dommene afslutter den kæmpe retssag, som har været i gang i over tre år i Calabrien i den sydlige del af landet.
En retssal er blevet indrettet specielt for at kunne rumme op til 350 tiltalte og 400 advokater.