Seneste nyt

Over 52.000 underretninger om hvidvask og svindel

  • Over 52.000 underretninger om hvidvask og svindel

    Hvidvasksekretariatet under Bagmandspolitiet har i tredje kvartal modtaget 52.486 underretninger om mulig hvidvask af penge, finansiering af terror og svindel med coronahjælpepakker, oplyser sekretariatet.

    Det er knap 15.000 flere underretninger end i samme kvartal sidste år.

    Knap hver tredje underretning bliver en sag, som gives videre til politiet eller andre myndigheder. Det er i første halvår af 2020 blevet til flere end 16.000.

  • Laudrup: Diego Maradona var den største

    Både Laudrup og Elkjær oplevede den argentinske stjerne helt tæt på i deres tid i italienske fodbold. For begge danskere står den argentinske 10'er som noget helt særligt.

    - For mig at se. I min generation. I den tid jeg kan huske fodbold. Den største, lød det fra en tydeligt bevæget Michael Laudrup, mens Preben Elkjær kaldte Maradona for en spiller helt uden for kategori.

    - Man stod bare med munden åben mund og tænkte 'okay, jeg vidste slet ikke, man kunne sådan noget med en fodbold.'

    Diego Maradona døde efter et hjertestop. Han blev 60 år.

  • De Radikale trækker sig fra postforhandlinger

    I månedsvis har politikerne forhandlet om en ny postaftale, der skal forsøge at løse problemet med, at man gerne vil have post til hele landet, men at det ikke kan betale sig.

    Nu trækker De Radikale, et af regeringens tre støttepartier, sig fra forhandlingerne.

    Partiet kan ikke se sig selv i forslaget om at lade en afgift på pakker betale for at fastholde fordelingen i hele landet pålagt PostNord – befordringspligten.

    Dermed står regeringen til at mangle flertal for sin plan for et flerårigt postforlig, da også de blå partier er imod en pakkeafgift.

  • FCM taber igen og er færdige i Champions League

    FC Midtjylland tabte onsdag aften sin fjerde kamp ud af fire mulige i Champions League-gruppespillet og mistede muligheden for europæisk fodbold efter nytår.

    Ude mod Ajax blev det til dansk nederlag på 1-3, og dermed har midtjyderne fortsat deres første point til gode i Europas mest prestigefyldte turnering.

  • Erhvervslivet tilbagebetaler 400 mio. corona-kroner

    1.351 danske virksomheder har frivilligt tilbagebetalt næsten 400 millioner kroner til staten, selvom de har været berrettiget til kompensationen under coronakrisen.

    Helt nøjagtigt er der kommet 393 millioner kroner retur til staten.

    Koncernen Bestseller står for den største tilbagebetaling med 81,2 millioner kroner.

  • Trump benåder tidligere sikkerhedsrådgiver

    USA's præsident, Donald Trump, benåder sin tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.

    Det skriver Trump onsdag aften dansk tid på Twitter.

    - Det er min store ære at meddele, at general Michael T. Flynn er blevet benådet, skriver præsidenten.

    Flynn erklærede sig i 2017 skyldig i at lyve over for det amerikanske forbundspoliti, FBI, i forbindelse med en efterforskning om russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016.

    Specifikt erklærede Flynn sig skyldig i at lyve om flere interaktioner, han havde med Ruslands ambassadør i USA, få uger inden at Trump overtog embedet som præsident.

  • Statens Serum Institut dropper corona-prognoser: De holder alligevel ikke stik

    Statens Serum Institut (SSI) dropper sine prognoser for, hvordan coronaepidemien udvikler sig i Danmark over de kommende 14 dage. Det fremgår af SSI’s hjemmeside.

    - Erfaringerne har således vist os, at antagelsen om, at der ikke sker ændringer i den fremskrevne periode, langt fra holder stik, og derfor valgte vi at indstille offentliggørelsen af fremskrivninger, skriver SSI i et svar til Jyllands-Posten.

  • Trump: Demokraterne tabte valget - det er ren svindel!

    En trodsig præsident Donald Trump var onsdag igennem på telefon til en senatshøring i Pennsylvania om det valg, som han fortsat hævder at have vundet.

    Han fastholder, at der er foregået omfattende valgsvindel. Der var ”flere stemmer end vælgere” i nogle stater, sagde han ifølge tv-stationen Sky News.

    Pennsylvania er en af de delstater, hvor Trump og hans advokater har gjort indsigelser mod resultatet af USA's præsidentvalg.

    - Demokraterne tabte dette valg. Det var et svindelpræget valg, siger Trump i opkaldet.

  • Paven har bedt for Maradona

    Pave Frans er berørt af nyheden om landsmanden Diego Armando Maradonas død. Det oplyser Vatikanet.

    Den fodboldglade pave, der er medlem af Buenos Aires-klubben San Lorenzo, har mødt Maradona adskillige gange og har bedt for ham i den seneste tid.

    Diego Maradona blev for nyligt opereret i hjernen. I første omgang blev han meldt i bedring, men onsdag døde han efter et hjertestop. Diego Maradona blev 60 år.

  • Danske legender hylder Maradona: Blandt de allerstørste

    Preben Elkjær er trist over, at den argentinske fodboldlegende Diego Maradona er gået bort.

    Men den tidligere landsholdsspiller hylder ham for hans boldkunst. Elkjær spillede flere gange over for Maradona i deres fælles tid i Italien.

    - Hvad var det, han ikke kunne? Han var fantastisk med bolden. Og man kunne ikke få bolden fra ham, siger han.

    Morten Olsen prøvede også at spille over for Maradona, mens Maradona spillede i FC Barcelona.

    - Man kunne mærke, hvilken spiller han var. Øjnene fortalte os alle, at han var 80’ernes konge, der skabte fantastiske momenter, siger Morten Olsen til Jyllands-Posten.

    - Hver generation har sin store fodboldspiller, og Maradona er blandt de allerstørste.

  • Trump vil tale ved høring om påstået valgsnyd

    USA's præsident, Donald Trump, skriver på Twitter, at han om kort tid vil tale ved en høring i Pennsylvanias senat.

    Det er en af de delstater, hvor Trump og hans advokater har gjort indsigelser mod resultatet af præsidentvalget.

  • Aalborg henter sensationel sejr i Ungarn

    De danske håndboldmestre fra Aalborg fortsætter med at imponere i Champions League.

    Onsdag aften vandt nordjyderne således på udebane over det ungarske storhold Veszprem med cifrene 32-30. Det er første gang i årets turnering, at ungarerne går fra banen uden point, og samtidig den første sejr til nordjyderne i fire kampe.

    Aalborgs Champions League-turnering er dog indtil nu gået ganske glimrende, og holdet ligger efter den femte sejr af otte mulige på tredjepladsen i gruppen blot et point efter netop Veszprem.

  • Argentina mindes Maradona ved hans hjem og på lystavlerne: 'Gracias Diego'

    En kvinde står uden foran Maradonas hjem i Tigre, i udkanten af Buenes Aires. Hun holder på bogen med titlen "Jeg er Diego". (Foto: Agustin Marcarian)

    I Argentina har præsidenten erklæret tre dages landesorg, efter at Diego Maradona er død.

    Og foran Maradonas hjem er folk begyndt at samles for at mindes den argentinske fodboldlegene.

    I hovedstaden Buenos Aires er teksterne på lystavler ved veje og tog-stationer blevet erstattet med ordene "Gracias Diego" - "Tak, Diego".

    Tak, Dieo - står der på lystavlerne i Buenos Aires. (Foto: JUAN MABROMATA © Scanpix)

    Den klub, hvor Maradona fejrede sine største successer, var i Napoli i Italien, hvor han førte klubben til to mesterskaber mellem 1984 til 1991.

    Her er mange samlet foran en fresko fra 1990, der portrætterer Maradona. Her bliver han hyldet og mindet af Napolis befolkning.

    Folk samlet på toppen af Quartieri Spagnoli i Napoli. (Foto: Carlo Hermann © AFP or licensors)
  • Koncernen bag Bestseller hårdt ramt af coronavirus: Overskud falder 96 procent

    Heartland-koncernen, der står bag Danmarks største modetøjsvirksomhed, Bestseller, er blevet hårdt ramt af coronakrisen.

    Det seneste regnskabsår er overskuddet efter skat skrumpet 96 procent til 45 millioner kroner fra 1,2 milliarder kroner sidste år. Det skriver Børsen.

  • Borgere går i fakkeloptog for at mindes trafikdræbt femårig

    Fakkeltog for femårig trafikdræbt pige. Hun døde på Peter Bangs Vej, efter at en vanvidsbilist kørte direkte ind i hende og moren. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

    For cirka en måned siden blev en femårig pige dræbt af en bilist på Frederiksberg, og onsdag er borgere gået på gaden i et fakkeloptog for at mindes hende.

    Det er Peter Dits Christensen, som er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Venstre og nær ven til den afdødes familie, der har arrangeret optoget.

    - Jeg er meget nær ven af familien, og det tab, de lider, er et tab, vi alle lider, siger han.

  • USA har et coronadødsfald hvert 40. sekund

    I dag registrerede de amerikanske sundhedsmyndigheder i alt 2.157 nye coronadødsfald. Det svarer til et dødsfald hvert 40. sekund.

    Det er første gang i et halvt år, at det daglige antal dødsfald blandt coronasmittede er oppe over 2.000 i USA.

    USA er nu oppe på det højeste antal daglige coronadødsfald siden maj, og hospitalerne er ved at være fyldt op.

    I alt er 87.000 mennesker indlagt på et amerikansk hospital – det hidtil højeste, siden coronaudbruddet nåede til landet.

    Inden for det seneste døgn er der registreret 170.000 nye smittetilfælde. Eksperter forventer også at se dette tal stige, fordi mange amerikanere ignorerer sundhedsmyndighedernes råd om ikke at rejse i forbindelse med thanksgiving-højtiden torsdag.

  • Pelé og andre fodboldlegender i sorg efter Maradonas død: 'Vi vil spille bold sammen i himlen'

    Pele og Maradona sammen i 1987 ved en landskamp mellem Italien og Argentina. (Foto: Str © Scanpix)

    Reaktionerne tikker ind fra en fodboldverden i sorg, efter at den argentinske fodboldlegende Diego Maradona er død af et hjertestop.

    - Sørgelige nyheder at miste en ven på den måde. Må Gud give nok styrke til hans familie. Vi vil med sikkerhed spille bold sammen i himlen, siger en anden fodboldlegende, brasilienske Pelé.

    Den tidligere holdkammerat på det argentinske landshold, Oswaldo Ardilles, skriver på Twitter.

    - Tak, kære Dieguito for dit venskab, for dit fodboldspil, sublimt, uden sammenligning. Helt enkelt den bedste fodboldspiller i historien....RIP, min kære ven.

    Og en af nutidens bedste spillere, portugisiske Cristiano Ronaldo, har også et mindeord på Twitter.

    - I dag siger jeg farvel til en ven, og verden siger farvel til et evigt geni. En af de bedste nogensinde. En magiker uden sidestykke....Hvil i fred...Du vil aldrig blive glemt.

  • Vandværker frygter, at nedgravning af mink vil forurene vandet

    Danske Vandværker frygter, at nedgravning af mink er kommet ud af kontrol.

    Det siger Susan Münster, direktør for vandværkernes brancheorganisation.

    Hun er meget bekymret over risikoen for at minkgrave kan forurene drikkevandet.

    Danske Vandværker mener ikke, at det er nok, at Miljøstyrelsen har igangsat undersøgelser om forurening.

    - Problemet er jo, at hvis først skaden er sket, så er det for sent. Og det er derfor, vi nu råber vagt i gevær, siger Susan Münster.

  • Argentinas præsident erklærer tre dages landesorg efter Maradonas død

    Den argentinske præsident, Alberto Fernández, har erklæret tre dages landesorg efter landet i dag har mistet nationens største fodboldikon, Diego Armando Maradona.

    Den argentinske fodboldgud blev 60 år gammmel. Han døde af et hjertestop.

    Tidligere på måneden blev Maradona opereret i hjernen.

    Argentinas præsident Alberto Fernández. (Foto: PRESIDENC OF ARGENTINA / HANDOUT © Scanpix)
  • Olietanker rammer mine i Det Røde Hav

    En græsk olietanker er blevet beskadiget, efter at skibet stødte på en mine i Det Røde Hav ud for Saudi-Arabiens kyst.

    Eksplosionen har forårsaget skader på tankerens skrog. Men umiddelbart er der ikke meldinger om hverken personskader eller olieudslip.

    'MT Agrari' er drevet af det græske rederi TMS Tankers, men sejler under maltesisk flag. Det havde en græsk besætning om bord.

  • Mindst 37 dræbt da bus og laststil stødte sammen i Brasilien

    Mindst 37 mennesker mistede livet, og 15 blev kvæstet, da en bus og en lastbil onsdag stødte sammen i det sydøstlige Brasilien.

    Det oplyser brasiliansk politi.

    Bussen var fuld af mennesker, der skulle på arbejde på en tekstilfabrik i delstaten São Paulo, da den kolliderede med en lastbil onsdag morgen lokal tid.

    Dødstallet ventes at stige yderligere, meddeler politiet.

  • Diego Maradona er død

    (Foto: Agustin Marcarian © Scanpix)

    Den argentinske fodboldlegende Diego Armando Maradona er død. Det skriver den argentinske avis El Clarin. Ifølge avisen er han død af et hjertestop.

    Dødsfaldet bekræftes ifølge Reuters af Maradonas advokat.

    Maradona fyldte 60 år den 30. oktober.

    Diego Maradona blev tidligere på måneden opereret i hjernen.

    Argentineren bliver anset som den største fodboldspiller i historien. Han førte sit land frem til verdensmesterskabet i 1986 i Mexico, mens han også betragtes som en gud i italienske Napoli, som han vandt to mesterskaber med.

  • Evakuering i Indien forud for cyklonen Nivar

    Der er allerede oversvømmelser i byen Chennai i den indiske delstat Tamil Nadu. (Foto: @ © Scanpix)

    Cyklonen Nivar rammer med al sandsynlighed det sydlige Indien i løbet af onsdag aften dansk tid.

    Derfor er en evakuering i gang i delstaten Tamil Nadu, hvor man forventer massiv regn og voldsomme vindstød.

    Ifølge det indiske meteorologiske instistut, IMD, vil cyklonen ødelægge huse og veje og vælte træer, når den rammer land.

  • Skotske fodboldklubber desperate: Tillad fans ellers er vi færdige

    Den skotske divisionsforening, SPFL, har bedt om et krisemøde med landets førsteminister, Nicola Sturgeon, for at diskutere muligheden for at lade fans komme på stadion igen.

    SPFL vil have Sturgeon til at følge det engelske eksempel, hvor man har lagt planer for at tillade op til 4.000 tilskuere til visse kampe.

    I Skotland tillader man kun 300 tilskuere til kampene i den bedste række.

    Fortsætter de restriktioner, så er det ifølge den administrerende direktør, Neil Doncaster, reelt en dødsdom for flere klubber.

    - Vi beder førsteministeren om at gøre det rigtige for de hårdt pressede skotske fodboldfans, siger han.

    Nicola Sturgeon har tidligere afvist at lave særregler for fodbolden.".

  • Babyboom udebliver efter Italiens nedlukning

    Coronakrisen har påvirket Italiens historisk lave fødselstal. Men forårets omfattende nedlukning og strenge restriktioner har tilsyneladende ikke ført til en stigning i antallet af graviditeter i støvlelandet.

    Tværtimod ventes antallet af nyfødte i år at falde til 408.000. Sidste år blev der født 420.000 børn, viser tal fra Italiens statistikbureau, Istat.

    Bureauet spår, at antallet af nyfødte vil falde yderligere til næste år og ende på omkring 393.000 i 2021.

    - Frygt og usikkerhed samt økonomiske vanskeligheder, der er forårsaget af den seneste tids hændelser, vil få en negativ effekt på italienske pars fertilitet, siger Istats direktør, Gian Carlo Blangiardo.

  • Test dig selv: Kan du bestå indfødsretsprøven og blive dansk statsborger?

    Hvilken konge fik skrevet på en af Jellingestenene, at han gjorde danerne kristne, og hvilken gruppe borgere blev hjulpet på flugt fra Danmark til Sverige i 1943?

    Det var to af de i alt 40 spørgsmål, som over 4.000 personer i dag forsøgte at svare på i indfødsretsprøven på landets sprogcentre.

    Prøven skal bestås, hvis man ønsker at blive dansk statsborger.

    32 ud af de 40 spørgsmål skal være korrekte for at bestå.

    Ansøgerne får på forhånd et læremateriale, så man kan forberede sig på prøven.

    35 af spørgsmålene tager udgangspunkt i lærematerialet og omhandler danske samfundsforhold, kultur og historie.

    Du kan tage testen her og se, om du får nok svar til at blive dansk statsborger.

  • Julefrokostsæson: Politiet holder ekstra øje med spritbillister

    Politiet holder fra i morgen ekstra godt øje med spritbillister med særligt fokus på de store julefrokostdage torsdag, fredag og lørdag.

    De landsdækkende julespirituskontroller vil løbe frem til og med lørdag den 26. december 2020.

    Sidste år udløste kontrollerne 413 sigtelser for spirituskørsel og 511 sigtelser for at køre med narkotika eller medicin i blodet.

  • Flere amerikanerne end ventet meldte sig ledige i sidste uge

    778.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge.

    Det er anden uge i træk, at antallet er stigende og samtidig flere end de 730.000, som økonomerne havde ventet, skriver Ritzau Finans.

    Udover den kraftige tilstrømning af nye ledige i USA, så er langtidsledigheden også vokset kraftigt.

    - En tredjedel af de arbejdsløse har været arbejdsløse i mere end 27 uger. Det er den højeste andel af langtidsledige i seks år, skriver Erik Bjørsted, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, i en kommentar.

  • Kinas præsident lykønsker Joe Biden med valgsejr

    Kinas præsident, Xi Jinping, har lykønsket USA's kommende præsident, Joe Biden, med valgsejren for lidt over tre uger siden.

    Det skriver det kinesiske statslige nyhedsbureau Xinhua.

    Den kinesiske præsident udtrykker i et telegram til Biden håb om, at de to lande kan udvikle et sundt og stabilt forhold til hinanden.

    Xi skriver, at begge lande ”bør holde sig til ingen konflikt eller konfrontation, have gensidig respekt og arbejde i en ånd af win-win samarbejde”.

    Det skal ske for at fremme ”den ædle sag”, som verdensfred og udvikling er, skriver Xi.

  • Heunicke: Ny aftale med tysk medicinalselskab betyder, at 2,6 millioner danskere kan vaccineres

    Danmark har tiltrådt en EU-aftale om indkøb af coronavacciner fra det tyske medicinalselskab CureVac.

    Det betyder, at 2,6 millioner danskere vil kunne blive vaccineret, skriver sundhedsminister Magnus Heunicke på Twitter.

    I sidste uge indgik EU en forhåndsaftale med CureVac om indkøb af 225 millioner doser. Det var den femte forhåndsaftale om køb af coronavacciner.

    Magnus Heunicke skriver, at betingelsen er, at vaccinen "godkendes efter grundig dokumentation for sikkerhed og effekt".

  • Von der Leyen sår tvivl om aftale med briterne: Vi er klar til 'no deal'

    De kommende dage bliver "afgørende" for, om EU og Storbritannien når til enighed om en frihandels- og samarbejdsaftale. Det er meldingen fra kommissionsformand Ursula von der Leyen, inden parterne genoptager forhandlingerne.

    - Jeg kan ikke fortæller jer i dag, om der kommer en aftale eller ej, sagde hun tidligere på dagen til Europa-Parlamentet.

    Det er blandt andet spørgsmål om fiskeri og fair konkurrencevilkår, der fortsat skiller parterne. Og aftalen skal være klar inden årsskiftet, så der er "meget lidt tid at gøre godt med", understregede formanden.

    - EU er godt forberedt på et 'no deal'-scenarium, understregede hun.

  • Spirituskontrol starter i morgen i hele landet

    Politipatruljer over hele landet, vil fra i morgen og en måned frem være særligt opmærksom på påvirkede bilister, enten af spiritus eller, narkotika eller medicin.

    Der vil være særlig fokus på julefrokostdagene torsdag, fredag og lørdag op til jul, men også søndage, hvor bilisten stadig kan være påvirket.

  • Flere melder sig ledige i USA

    Sidste uge meldte 778.000 amerikanere sig som førstegangsledige, viser tal fra USA’s arbejdsministerium.

    Det er omkring 30.000 flere ansøgninger end ugen før, og anden uge i træk, at antallet er stigende.

    Tallet er højere end økonomerne havde ventet. Ifølge Ritzau Finans forventede de 730.000 nytilmeldte ledige i USA.

  • Schweiz laver kvote for briter til næste år

    Regeringen i Schweiz vil højst tillade 3.500 migranter fra Storbritannien næste år, når briternes post-Brexit aftale med EU udløber.

    Det oplyser nyhedsbureauet AP.

    Når Storbritannien forlader EU, vil landet ikke længere være en del af aftalen om fri bevægelighed mellem grænserne inden for EU.

    Kvoten vil ikke omfatte de briter, som allerede har opholdstilladelse i Schweiz.

  • Yderligere 1.183 personer er smittet med covid-19 de seneste 24 timer

    Siden i går er der konstateret yderligere 1.183 smittede med covid-19, viser tal fra Statens Serum Institut.

    Fem personer er døde med coronavirus, og det bringer det samlede dødstal på 802.

    Dagens smittetal er baseret på 75.856 prøver, og det svarer til, at 1,6 procent af de testede er smittede.

    251 patienter er indlagt på landets coronaafdelinger. Det er fire færre end i går. Antallet af indlagte har nu i ti dage ligget nogenlunde stabilt på cirka 250.

  • Mette Frederiksen beklager 'åbenlyse fejl' i minksagen under forespørgselsdebat

    Statsminister Mette Frederiksen erkender nok engang, at der er blevet begået "indlysende" fejl i minksagen.

    Det siger hun i en hasteforespørgselsdebat om minksagen.

    Det er partierne i blå blok, der har ønsket en hasteforespørgsel om statsministerens rolle i minksagen.

    Partierne er utilfredse med, at statsministeren ikke stoppede aflivning af mink, da man blev bekendt med, at det var ulovligt.

    - Da vi traf beslutningen, var vi ikke klar over, at der ikke var lovhjemmel. Men hvad skulle motivet være for det? Havde vi vidst, at der ikke var hjemmel, så havde vi handlet anderledes, siger Mette Frederiksen.

    Blå blok ønsker en undersøgelseskommission, der skal komme til bunds i sagen, og hvor ministre og embedsværket kan indkaldes som vidner.

  • EU-politikere kritiserer Ungarns og Polens 'gidseltagning' af Europa

    Europa-Parlamentet "giver sig ikke så meget som én millimeter" i forhold til den nye retsstatsmekanisme, der skal kunne bruges til at straffe EU-medlemslande, som ikke respekterer retsstatsprincipperne.

    Det siger Manfred Weber, formand for den kristenkonservative EPP-gruppe, efter at Ungarn og Polen har blokeret for EU’s milliardstore corona-genopretningspakke i protest mod mekanismen.

    - De er uansvarlige, siger EPP-formanden, der støttes af bl.a. socialdemokraterne og de liberale.

    - Europa bliver taget som gidsel, siger Dacian Ciolos, formand for den liberale Renew-gruppe.

    Medlemslandene forsøger at finde en løsning på striden. Men kommissionsformand Ursula von der Leyen mener ikke, at kritikken fra Polen og Ungarn holder.

  • SF og EL vil have en ny form for undersøgelse

    SF og Enhedslisten er enige om at kræve en ny, parlamentarisk undersøgelsesform for at afdække forløbet i sagen om aflivning af mink.

    De to partier har ellers ment, at en advokatundersøgelse til at starte med var nok, men nu støtter de et forslag fra Radikale.

    Den nye form for undersøgelse skal være en mellemting mellem en advokatundersøgelse, som udelukkende baserer sig på skriftlige kilder, og en kommissionsundersøgelse, som typisk tager mange år, lyder det nu.

    - Der er i den grad brug for, at vi får et redskab til at kontrollere magthaverne, som ikke tager mange år, men som heller ikke er begrænset til skriftlige kilder, lyder det fra Pernille Skipper, politiske ordfører for EL.

  • EU godkender endnu en forhåndsaftale på vaccine-køb

    EU-Kommissionen har godkendt en forhåndsaftale om indkøb af foreløbig 80 millioner doser af en vaccine mod coronavirus. Denne gang er det mRNA-vaccinen (mRNA-1273) fra den amerikanske medicinalvirksomhed Moderna, som man har indgået aftale om at købe.

    - Vi sætter pris på den tillid som EU-Kommissionen har vist vores mRNA-vaccineplatform ved at inkludere mRNA-1273 i deres portefølje af vacciner. Vi anerkender, at det vil kræve flere forskellige løsninger, at håndtere den globale pandemi, og vi er stolte over den rolle, som Moderna har kunne spille i denne globale indsats, siger Modernas administrerende direktør Stéphane Bancel i en pressemeddelelse.

    Vaccinen er endnu ikke endeligt godkendt.

    Tidligere har EU-Kommissionen også indgået aftaler med medicinalvirksomhederne Astra Zeneca, Sanofi-GSK, Johnson & Johnson samt BioNTech/Pfizer om køb af vacciner.

    Det er dog ikke sikkert, at alle vacciner godkendes, og de tilhørende optioner på køb af vacciner udnyttes.

  • 850 nordiske mænd er aktive på kvindehadske fora

    Ny kortlægning af nordiske mænds tilhørsforhold til kvindehadske internetfælleskaber viser, at op mod 850 nordiske unge mænd er aktive i kvindehadske internetfora, oplyser Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet.

    Center for Digital Pædagogik står bag rapporten "The Angry Internet", der har undersøgt over 100.000 kvindehadske posts og kommentarer på internetfællesskaber som 4chan, 8chan og Reddit.

    Rapporten beskriver forskellige grupper. For eksempel de såkaldte INCEL – ufrivilligt cølibate – som mødes om en fælles forståelse af, at kvinder har frataget dem deres ret som mænd til sex og de såkaldte MRA (Mens Rights Activists), som anser kvinders rettigheder/feminisme som en direkte trussel mod samfundet.

  • Alarmfirmaer får store bøder i Norge for samarbejde

    De to alarmfirmaer Verisure og Sector Alarm er dømt bøder på tilsammen 1,2 milliarder norske kroner af det norske konkurrencetilsyn på grund af ulovligt samarbejde.

    Verisure har fået den største bøde på 766 millioner norske kroner, mens Sector Alarm skal betale 467 millioner norske kroner.

    De to selskaber har indgået en aftale om ikke at sælge boligalarmer til hinandens kunder gennem dørsalg i perioden fra 2011

    Ifølge Konkurrancetilsynet har samarbejdet betydet, at kunder ikke har fået andre tilbud på alarmer, som kunne være billigere end deres nuværende alarmer.

  • S vil trods advarsler ikke hente børn af IS-krigere hjem

    Sådan lyder advarslen fra de kurdiske myndigheder, der har ansvaret for al-Roj og al-Hoy-lejrene i det nordøstlige Syrien, som DR's mellemøstkorrespondent Puk Damsgaard har besøgt.

    Ifølge PET’s Center for Terror-analyse udgør de mindre børn i lejrene, ikke en selvstændig trussel, men at risikoen for radikalisering stiger jo længere tid, de opholder sig i fangelejrene.

    Men trods advarslerne, har Danmark ikke tænkt sig at hente hverken børn eller forældre hjem, siger S-udlændinge- og integrationsordfører Rasmus Stoklund.

  • Forskere opfordrer til massetest for et mindske coronasmitte

    Viggo Andreasen fra RUC, ekspert i modellering af epidemiers udbredelse, vurderer, at en enkelt massetestning af alle danskere vil have samme effekt, som hvis Danmark lukkede helt ned i en uge.

    Kim Sneppen, professor i biokompleksitet ved Niels Bohr Institutet, vurderer, at én runde af massetest med lidt held vil skrabe 30 procent af smittetallene.

    Begge peger på de såkaldte antigentest, der kan give svar på cirka 15 minutter, selv om myndighederne tidligere har advaret mod de hurtige test.

  • Grundvandet ved to minkgrave undersøges

    Miljøstyrelsen er ved at undersøge minkgravene både ved Holstebro og Karup for at finde ud af, om der er en miljømæssig risiko ved nedgravningen.

    I dag bliver der lavet borehuller ved Karup og på tirsdag ved Holstebro for at finde ud af, hvordan grundvandet omkring minkgravene ser ud.

    Styrelsen vil også se på, hvad der kan gøres for at afværge eventuel forurening fra de døde mink.

  • Bilist forsøgte at køre gennem lågen ind til Angela Merkel

    En bilist har forsøgt at trænge ind gennem porten til den bygning, hvor den tyske bundeskansler Angela Merkel har sit kontor. Hverken bilen eller jernlågen har dog fået alvorlige skader.

    Et øjenvidne siger ifølge det tyske magasin Der Spiegel, at bilens chauffør var en mand i en kørestol, og at han blev tilbageholdt af politiet.

    AP oplyser, at manden blev behandlet af ambulancefolk.

    På den ene siden af bilen, en grøn VW-stationscar, er der med hvid maling skrevet 'stop globaliseringspolitikken' og på den anden 'I forbandede barne- og gamle mennesker-mordere'.

    Både skriften på bilen og fremgangsmåden minder meget en lignende episode tilbage i 2014, hvor en dengang 48-årig mand forsøgte at køre et lignende hegn ind til kansler-kontoret. Dengang stod der 'Stop med den menneskedræbende klimahandel' på siden af bilen.

    Det er dog ikke bekræftet, at der er tale om den samme gerningsmand.

    Merkel mødes i dag med lederne fra de enkelte tyske delstater for at diskutere opretholdelsen af de stramme corona-restriktioner.

    Politiet uskadeliggjorde hurtigt føreren af bilen. (Foto: JEAN-MARC WIESNER © Scanpix)
  • Morten Østergaard: Jeg vender tibage efter min orlov

    Den tidligere radikale partileder Morten Østergaard, der i øjeblikket er på orlov fra Folketinget, blev tidligere i dag afhørt som vidne ved Retten på Frederiksberg i Undersøgelseskommisssionen om Skat.

    Østergaard blev afhørt, fordi han tilbage i 2014 var skatteminister i en periode på syv måneder.

    Han har for tre uger siden søgt orlov fra sin plads i Folketinget, efter at han tidligere i år måtte forlade posten som partileder, da det kom frem, at han var involveret i fire krænkelsessager af kvindelige folketingsmedlemmer og ansatte i Radikale Venstre.

    Da Østergaard forlod retsbygningen i dag, blev han spurgt, om han forventer at blive i politik:

    - Det er jo en orlov, jeg er på, og når den ophører, så vender jeg tilbage.

    Hvordan har du det?

    - Jeg har det efter forholdene. Jeg arbejder på at komme videre, og det er vist det, at jeg kan sige til det i dag.

  • Netflix er kommet i problemer i Indien

    Der er oprettet en politisag mod Netflix i Indien på grund af en scene i serien ’A Suitable Boy’. En serie baseret på den prisvindende bog af samme navn, skrevet af den indiske forfatter Vikram Seth.

    Politisagen omhandler en scene, hvori en hindu pige kysser en muslimsk dreng ved et hindu tempel, og som ifølge den indiske delstat Madhya Pradesh ”sårer religiøse følelser.”

    Det er ikke første gang, Netflix støder på kulturelle udfordringer i deres globale udvidelse. Tidligere på året måtte de lukke de en serie i Tyrkiet ned efter pres fra den tyrkiske regering. Stridspunktet var dengang en homoseksuel karakter.

  • To kvinder bliver særlige rådgivere for statsministeren

    Statsminister Mette Frederiksens politiske sekretariat er med ansættelsen af to kvindelige særlige rådgivere nu fuldtallig igen, efter at stabschef Martin Rossen i juni forlod sit job.

    De to er Nana Zarthine Christensen, der kommer fra et jo som digital kommunikationsrådgiver og politisk rådgiver i S, og Sofie Findling Andersen, særlig rådgiver i Erhvervsministeriet.

    Sofie Findling Andersen ansættes i et år, mens særlig rådgiver Sofie Vad har barsel.

    Et job som særlig rådgiver i sekretariatet blev ledigt, da Martin Justesen blev udnævt som stabschef efter Martin Rossen.

  • Unge i fitness-miljøet får råd om brug af doping, viser undersøgelse

    Anabole steroider og andre forbudte præstationsfremmende midler skader helbredet, men alligevel rådgiver flere personlige trænere unge i fitness- og bodybuilding-miljøet om brug af stofferne.

    Det viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, der har talt med ti mænd og seks kvinder i alderen 18 til 29 år. De træner alle på højt niveau, og seks af dem arbejder også som personlige trænere.

    Fem mænd og to kvinder har erfaring med brug af doping, og de er alle aktive i konkurrencemiljøet.

  • 20-årig dansk landsholdsspiller skifter til de tyske mestre

    Den 20-årige kvindefodboldlandsholdsspiller Sofie Svava skifter Sverige ud med Tyskland, når den lynhurtige venstreback tager turen fra FC Rosengård til Wolfsburg.

    Wolfsburg har vundet det tyske mesterskab de seneste fire år og er anerkendt som et af verdens bedste klubhold.

    Sidste år nåede Wolfsburg også finalen i klubfodboldens fineste turnering, Champions League.

    Landsholdsanfører Pernille Harder har i mange år været en stor profil i folkevognsbyen, men hun skiftede tidligere i år til engelske Chelsea.

    Sofie Svava har spillet 14 landskampe og har været en vigtig brik i Danmarks succesfulde EM-kvalifikation, der for nylig resulterede i en EM-billet.

    Sofie Svava rykker fra Rosengård i Sverige til Wolfsburg i Tyskland. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
  • Meghan Markle fortæller om ufrivillig abort: Jeg knugede mit første barn, mens jeg mistede mit andet

    I et debatindlæg i New York Times opfordrer Meghan Markle, hertuginde af Sussex, avisens læsere til at blive bedre til at dele hinandens sorger. Hun tager udgangspunkt i sin egen sorg over en spontan abort, som hun oplevede i juli måned i år:

    - Efter at have skiftet hans ble, følte jeg en voldsom krampe. Jeg faldt om på gulvet med ham i mine arme, mens jeg nynnede en vuggevise for at berolige os begge, en stærk kontrast til min fornemmelse af, at noget ikke var i orden. Jeg vidste, at mens jeg knugede mit første barn, mistede jeg mit andet, skriver Meghan Markle i sit debatindlæg.

    Hun konstaterer, at det amerikanske samfund er polariseret mellem folk med vidt forskellige opfattelser, både politisk og af videnskabelige sandheder, og at polariseringen gør, at vi føler os mere alene. Men en vej ud af ensomheden er, at vi bliver bedre til at spørge ind til hinanden og svare ærligt - også når det gælder tabubelagte emner.

    - At miste et barn er at bære rundt på en ufattelig sorg. Den opleves af mange, men kun få fortæller om den....

    - Vi har lært, at når folk spørger dig, om hvordan du har det, og det virkelig lytter til svaret med et åbent sind og hjerte, så bliver sorgen lettere - for os alle.

    Meghan Markle og Prins Harry med parrets førstefødte, Archie, tilbage i maj 2019. (Foto: pool © Scanpix)