Israelske soldater har dræbt mindst ni personer og såret flere i en militæraktion i den palæstinensiske flygtningelejr Jenin på Vestbredden.
Det siger palæstinensiske sundhedsmyndigheder ifølge flere internationale medier.
AP og Reuters skriver, at det israelske militær har bekræftet sin tilstedeværelse i området, og at en operation var under vej i Jenin, men militæret gav ikke umiddelbart andre detaljer.
Under aktionen kom det til sammenstød mellem de israelske soldater og palæstinensere, der kastede med sten.
Israelske medier skriver ifølge AP, at soldaterne kom under beskydning under militæraktionen.
Palæstinenserne beskylder også israelerne for at bruge tåregas på det hospital, hvor nogle af de sårede blev bragt til, men det har israelerne ikke kommenteret.