Der er diskussioner, men ingen fremdrift.
Det er essensen af den konservative formand Søren Pape Poulsens to timer lange besøg hos Mette Frederiksen, når han fortæller om mødet.
- Vi diskuterer meget konstruktivt de udfordringer, vores samfund har. Det, der er ekstremt vigtigt for os, uanset om vi skal i regering eller ej, er hvilken politik, der skal føres i Danmark.
- Det vil vi gerne have indflydelse på, og derfor komme vi selvfølgelig med vores input til, hvad vi skal tage fat på. Og det er rigtig meget, og derfor synes vi ikke, at det er en nem øvelse, vi er i gang med nu, siger Søren Pape.
Han nævner reformer indenfor arbejdsmarked, sundhed og uddannelse som områder, der skal gøres noget ved.