Et interview med pave Frans i det amerikanske, katolske magasin America er årsag til forargelse og fordømmelse i Rusland. Det skriver The Guardian.
I interviewet giver paven nemlig soldater fra nogle af Ruslands etniske og religiøse mindretal skylden for hovedparten af de grusomheder, som de russiske soldater udøver i Ukraine.
- Når jeg taler om Ukraine, taler jeg om grusomheder, for jeg har meget information om grusomheder begået af de invaderende soldater. Helt generelt er de mest grusomme måske de soldater, som kommer fra Rusland, men som ikke tilhører den russiske tradition, så som tjetjenere, folk fra Burjatia og den slags, siger paven blandt andet i interviewet.
Burjatia er en russisk republik med knap en million indbyggere, og de er hovedsageligt buddhister. I Tjetjenien er de 1,4 million indbyggere primært muslimer.
- Det her er ikke længere russofobi (angst for russere, red.), der er en perversion på et niveau, som jeg ikke kan sætte ord på. Vi er en stor familie med burjatianere, tjetjenere og andre repræsentanter for vores multinationale og mulitreligiøse land, siger Maria Zakharova, talsperson for det russiske udenrigsministerium, på Telegram.
- Jeg er ekstremt skuffet over disse racistiske og uundskyldelige udtalelser, siger Alexandra Garmazhapova, som står i spidsen for krigsmodstander-bevægelsen Free Burjatia.