De Konservatives medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, skriver på Twitter, at "hun er meget ked af de oplevelser, de tidligere medarbejdere har givet udtryk for".
Reaktionen kommer, efter at en intern undersøgelse af arbejdsmiljøet under Pernille Weiss i Bruxelles har ført til sygemeldinger grundet stress og opsigelser. Blandt andet efter episoder om "mobning, ydmygelser og trusler".
Efter undersøgelsen, har De Konservative meddelt, at hun ikke bliver genopstillet til næste EU-valg.
Og Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har direkte opfordret Weiss til at trække sig fra Europa-Parlamentet.
Pernille Weiss skriver i opslaget, at ingen af de tidligere medarbejdere officielt har klaget til hende eller ledelsen over deres arbejdsforhold.
- Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke genkender den beskrivelse af mig, som nogle af mine tidligere medarbejdere, hvoraf flere nu arbejder for andre partier, kommer med.
EU-parlamentarikeren skriver, at hun nu vil "bruge den næste tid på at overveje", hvad hun gør herfra.