
Konservatives medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, er på det seneste blevet kritiseret for at have skabt "et stærkt belastet, psykisk arbejdsmiljø" for folk omkring sig.
Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har direkte opfordret Weiss til at trække sig fra parlamentet, men det har hun ikke planer om, siger Pernille Weiss i TV2-programmet "Lippert".
Det var en række tidligere medarbejdere fra politikerens kontor i Bruxelles, der i sidste uge rejste kritikken. Det kom blandt andet frem, at ni ansatte havde sagt op på fire år.
Den 30. maj skrev Pernille Weiss på Twitter, at hun ikke kunne genkende kritikken.
Flere af hendes nuværende ansatte har desuden berettet, at de ikke genkender billedet. Og at de ikke fik mulighed for at deltage i den interne undersøgelse, der ligger til grund for Papes udmelding.