Den 21-årige mand, der i går blev erklæret død efter et overfald, blev ikke overfaldet i Brønshøj, hvor han blev fundet. Han blev overfaldet i Hvidovre.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi, der har fået sagen overdraget fra Københavns Politi.
På det sociale medie X skriver politiet, at deres efterforskning har ført til, at de nu formoder, at manden blev overfaldet klokken 00.30 natten til mandag på Helseholmen i Hvidovre.
- Vi opfordrer vidner, der har set noget, og alle øvrige, der har kendskab til sagen, til at kontakte os, siger vicepolitisinspektør Charlotte Skovby fra Københavns Vestegns Politi.
En 19-årig mand er varetægtsfængslet i sagen og sigtet for drabsforsøg.