Politiet bekræfter: Skader på Nord Stream 1 og 2 skyldes kraftige eksplosioner

Københavns Politi og PET opretter fælles efterforskningsgruppe.

Foto frigivet af Forsvaret 27. september viser gaslækagen ved Nord Stream 2 set fra Forsvarets F-16 afvisningsberedskab på Bornholm.

Det er kraftige eksplosioner, der har forårsaget skaderne på Nord Stream 1 og 2-gasledningerne.

Det fastslår Københavns Politi, der med bistand fra Forsvaret og i samarbejde med bl.a. Politiets Efterretningstjeneste (PET) har gennemført undersøgelser af området på bunden af Østersøen, fremgår det af en pressemeddelelse.

- Undersøgelserne har bekræftet, at der er sket omfattende skader på Nord Stream 1 og 2 i Danmarks eksklusive økonomiske zone, og at skaderne er forårsaget af kraftige eksplosioner, skriver Københavns Politi.

Fælles gruppe skal efterforske

På den baggrund har PET og Københavns Politi nedsat en fælles efterforskningsgruppe, som skal varetage den videre efterforskning.

- Det er ikke muligt at sige, hvornår efterforskningen kan forventes afsluttet, skriver Københavns Politi.

- Vi forstår den store interesse i sagen, men på nuværende tidspunkt vil der ikke blive givet yderligere oplysninger fra efterforskningen af gaslækagerne, hedder det i pressemeddelelsen.

Video: Det svenske medie Expressen har filmet skaderne på Nord Stream 1.

Uvished om internationalt samarbejde

Efterforskningsgruppen vil også arbejde tæt sammen med Forsvaret og "relevante myndigheder i Danmark og udlandet", oplyser Københavns Politi.

- Det er endnu for tidligt at sige noget om, under hvilke rammer det internationale samarbejde med bl.a. Sverige og Tyskland vil køre, da det afhænger af flere aktører, herunder hvilke myndigheder der håndterer sagen i de forskellige lande.

For lidt over en uge siden meddelte de svenske myndigheder også, at man havde afsluttet de indledende undersøgelser af rørledningerne. Svenskerne nåede også til den konklusion, at skaderne skyldtes eksplosioner.

- Undersøgelser af gerningsstedet vækker mistanke om grov sabotage, skrev den svenske anklagemyndighed.

Nord Stream 1- og Nord Stream 2-rørledningerne er bygget til at fragte gas fra Rusland til Tyskland. (Foto: © Kort : Morten Fogde Christensen)

Det var tre brud på rørledningerne, der er bygget til at føre gas fra Rusland til Europa, der 27. september fik Energistyrelsen til at øge beredskabet for den danske energiforsyning.

Ingen af rørledningerne var på daværende tidspunkt i drift, men rørene indeholdt gas, der strømmede op til overfladen tæt på Bornholm og Christiansø.

Dette fik Søfartsstyrelsen til midlertidigt at udstede forbudszoner for skibs- og flytrafik omkring lækagerne.

I dag er rørene tømt for gas, og ifølge Nord Stream-selskabet, der står bag ledningerne er det uvist, hvornår skaderne kan være udbedret.

Explainer: Forstå sagen om sabotage på Nord Stream 1 og 2.