Der verserer i øjeblikket en bandekonflikt i Odense.
Det har National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) vurderet i et notat til Fyns Politi, hvilket Fyns Politi her til eftermiddag bekræfter over for DR.
Vurderingen sker på baggrund af en række hændelser i det sydøstlige Odense.
Her blev der tirsdag i sidste uge affyret skud mod en personbil på åben gade - og et par dage senere skete der en sprængning i et lille rækkehus i samme område.
Når politiet nu bruger begrebet "bandekonflikt", så har det blandt andet indflydelse på strafudmålingen, hvis nogen bliver dømt for en kriminel handling.
Det er NSK, der på baggrund af forskellige oplysninger vurderer, hvornår der er tale om en egentlig bandekonflikt. Og det er der altså nu, lyder vurderingen.