Fem FCK-fans har ifølge Københavns Politi frarøvet en jakke og et halstørklæde fra tre fans af FC Midtjylland efter fredagens fodboldopgør i Parken.
Det oplyser Michael Andersen, der er vagtchef ved Københavns Politi.
Han fortæller, at politiet fik en anmeldelse om ulovlig tvang klokken 18.03.
- Vi opfordrer dem (gerningsmændene, red.) til at henvende sig og aflevere effekterne, siger Michael Andersen.
I august sidste år blev en 25-årig Brøndby-fan fængslet i 20 dage for ulovlig tvang, da han truede sig til tre FCK-trøjer og et halstørklæde i et S-tog, efter hans hold havde tabt mod FCK.