Seneste Nyt

Politiet i Manchester kan have løst mordmysterium fra 1964: Nu er 12-årig dreng måske fundet

Billedet her er taget fredag den 30. september. Det viser teknikerne fra politiet på arbejde i Saddleworth Moor nær Manchester. (Foto: © -, Ritzau Scanpix)

På en hede i Saddleworth Moor øst for Manchester, England, har politiet muligvis fundet resterne af en 12-årig dreng, der blev slået ihjel i 1964.

Keith Bennett var ét af fem børn, der blev tortureret og dræbt af parret Ian Brady og Myra Hindley i 1960'erne, men Keith Bennetts lig er det eneste, som aldrig er dukket op, skriver BBC.

Politiet er rykket ud efter at have modtaget et tip fra en forfatter, der har researchet i sagen og været ude på heden for at lede, og fredag kunne man se, hvordan kriminalteknikere arbejdede på findestedet med heldragter og blå telte.

BBC skriver, at Keith Bennetts mor, der døde i 2012, også har gået rundt på heden i Saddleworth Moor og gravet med en spade i jagten på sin søns lig.

Politiet påpeger dog, at det ikke er sikkert endnu, om det virkelig er drengens jordiske rester, der nu endelig er fundet.

Nyheder

  1. Radioværten Alex Jones erklærer sig konkurs

    Den amerikanske radiovært og konspirationsteoretiker Alex Jones har begæret sig konkurs, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Konkursbegæringen kommer, kort tid efter Jones og hans selskab Infowars i flere retssager er blevet dømt til at betale over 10 milliarder kroner i erstatning efter falske påstande om, at et skoleskyderi i 2012 ikke fandt sted.

    20 børn og seks ansatte blev dræbt på Sandy Hook-skolen i Connecticut i 2012.

    Jones fastholdt i lang tid, at det hele var et fupnummer, men indrømmede senere, at skoleskyderiet havde fundet sted.

  2. Ukrainske ambassader modtager mystiske 'blodige pakker' med dyreøjne

    Ukraines ambassader i en række europæiske lande har modtaget makabre pakker sølet ind i væske.

    Det oplyser udenrigsministeriet i Ukraines hovedstad, Kyiv, ifølge Ritzau.

    Pakkerne indeholdt øjne fra dyr og er blandt andet sendt til ambassader i Ungarn, Polen, Kroatien og Italien, oplyser en ukrainsk talsmand. Ifølge det spanske udenrigsministerium har den ukrainske ambassade i Madrid også har modtaget en lignende "blodig pakke", skriver Reuters.

    På det seneste er der også blevet sendt seks brevbomber til adresser i Spanien med relation til krigen i Ukraine, herunder den ukrainske og amerikanske ambassade i landet.

    Den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, har beordret sikkerheden ved landets ambassader og konsulater skærpet.

    - Vi har grund til at tro, at der er tale om en veltilrettelagt kampagne, der skal skabe terror og frygt på Ukraines ambassader og konsulater, siger Kuleba.

  3. Ny undersøgelse: Mængden af hadsk Twitter-indhold eksploderer

    Det har langt fra været en fest for milliardæren Elon Musk at købe det sociale medie Twitter.

    En lang række medarbejdere har sagt op, og der sås alvorlig tvivl om, hvorvidt han kan få sin 300 milliarder kroner dyre investering til at give afkast.

    I dag er der mere dårligt nyt.

    En ny undersøgelse peger nemlig på en stigning i hadsk indhold på Twitter, som er på et niveau, der aldrig tidligere er set på andre store sociale medier, skriver New York Times på baggrund af en ny undersøgelse foretaget af en række organisationer, som nærstuderer sociale medier.

    Her er man blandt andet nået frem til, at mængden af daglige opslag med racistiske ytringer rettet mod sorte amerikanere er tredoblet, siden Musk opkøbte platformen.

  4. Nyt studie: Flagermus spænder over flere oktaver end Mariah Carey

    Flagermus kan kommunikere over langt flere oktaver, end mennesker kan.

    Det viser et nyt studie fra Syddansk Universitet. Her har forskere fundet ud af, at det normale stemmefrekvens-spænd for en flagermus spænder over syv oktaver, skriver universitetet i en pressemeddelelse.

    - Det er bemærkelsesværdigt. De fleste pattedyr har en rækkevidde på tre-fire oktaver, og mennesker omkring tre, siger Coen Elemans, der er professor ved Biologisk Institut og har ledet studiet.

    - Nogle sangere kan nå en rækkevidde på fire-fem, men det er kun meget få som Mariah Carey, Axl Rose og Prince, siger han.

    Forskerne har også fundet ud af, at flagermus nogle gange bruger samme teknik, som når dødsmetal-sangere growler.

    Her bruger flagermusene de såkaldte falske stemmelæber til at skabe meget lavfrekvente kald.

  5. Det amerikanske jobmarked buldrer fortsat derudaf

    Der blev i november skabt flere arbejdspladser i USA uden for landbruget end ventet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Et panel af økonomer havde gættet på 200.000 nye job, men der blev skabt 263.000. Arbejdsløsheden havnede på 3,7 procent.

    Det er jo godt nyt, hvis man leder efter arbejde i USA, men dårligt nyt for forbrugerpriserne.

    De stærke jobtal og den lave ledighed risikerer nemlig at holde liv i den tårnhøje inflation. Og dermed vil den amerikanske forbundsbank stå klar med nye renteforhøjelser for at få bugt med inflationen og den overophedede økonomi.

    Aktuelt er inflationen 7,7 procent i USA, hvilket langt overstiger centralbankens målsætning, skriver Børsen.

    USA har traditionelt altid holdt landbruget uden for de officielle jobtal. Dels på grund af, at det er meget sæsonpræget arbejde, men også fordi det er besværligt at opgøre, hvor mange, der er ansat i landbruget.

  6. Bryderen Turpal Bisultanov består prøve i jagten på OL

    Med medaljer ved både EM og VM har Turpal Bisultanov haft karrierens bedste sæson i år. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

    Bryderen Turpal Bisultanov har i løbet af året både vundet EM-guld og VM-sølv i vægtklassen 87 kilo, der er på det olympiske program.

    Han har i sin professionelle karriere stillet op under dansk flag, men uden et dansk pas har det ikke været muligt for ham at stille op for Danmark ved et OL.

    Det har nu ændret sig for den tjetjenskfødte bryder. Han er et stort skridt tættere på legene i Paris i 2024, efter at han har bestået indfødsretsprøven i slutningen af november.

    Det skriver Bisultanov i et opslag på Facebook.

    - Jeg har endelig bestået min danske indfødsretsprøve, som jeg har døjet med i rigtig, rigtig lang tid, skriver han.

    - Nu starter en ny proces på mandag, når vi skal søge om det danske statsborgerskab, men nu skal jeg bruge weekenden på at slappe af og nyde det, fordi det har fyldt enormt meget for mig.

    Indenfor 14 dage vil der blive sendt en formel ansøgning om dansk statsborgerskab.

  7. Søofficer idømt bøde for at kysse kadetaspiranter på skoleskib

    En 34-årig søofficer er blevet dømt for at kysse flere mandlige kadetaspiranter i forbindelse med sit arbejde på et militært skoleskib.

    Men det var ikke blufærdighedskrænkelse ifølge den civile straffelov, men derimod en krænkelse af underordnede efter militær straffelov.

    Det mener Retten i Hjørring, som har givet en bøde på 5.000 kroner til manden.

    Kyssene blev uddelt i 2021 på et militært skoleskib efter en messemiddag, hvor man fejrede afslutningen af et togt. Det ramte de mandlige aspiranterne på kinden, munden eller begge dele, skriver Ritzau.

    - Han erkender, at han gjorde det i fuldskab, og at det var fjollet og dumt, siger hans advokat, Torben Koch.

  8. Indonesien vil forbyde sex før ægteskab

    Det kan snart få alvorlige retslige konsekvenser at have sex uden for ægteskabet i Indonesien.

    Inden måneden er omme, forventes det indonesiske parlament nemlig at vedtage ny lovgivning, der vil straffe sex før ægteskab med op til et års fængsel, beretter nyhedsbureauet Reuters.

    Den nye lovpakke står også til at forbyde hån mod præsidenten eller statslige institutioner, såvel som at udtrykke holdninger, der står i modsætning til statens ideologi. Det vil også blive forbudt at flytte sammen, før man er gift, skriver Reuters.

    - Vi er stolte over at have en strafferetspleje, der er i overensstemmelse med indonesiske værdier, siger Indonesiens vicejustitsminister, Edward Omar Sharif Hiariej, til nyhedsbureauet.

    Indonesien har 280 millioner indbyggere og er det folkerigeste land i verden med muslimsk flertal.

  9. Usædvanlig varme på Svalbard, men drastisk vejrskifte giver kulde til nordmænd og danskere

    Mens vinteren officielt er gået i gang, så er der lige nu meget høje temperaturer på både Island og Svalbard.

    Begge steder er der lige nu omkring 4-7 grader varmt, og det er væsentligt over normalen, der ligger på -7,8 grader for Svalbard.

    Det er konstant mørkt på Svalbard nu, så varmen er altså ikke et resultat af sol, men vind fra syd, der giver de, for årstiden, høje temperaturer.

    Snart vender det dog drastisk, da prognosen har et vejrskifte, der på to dage får temperaturen til at dale helt ned til -17 grader mandag.

    Og det er samme kolde luft, der også trækker ned over Danmark i løbet af den kommende uge. Her er der udsigt til udpræget frost i løbet af ugen, og holder prognosen kan Nordjylland få en del sne i næste weekend.

  10. Holland leverer over 200 historiske fund tilbage til Mexico

    Holland har afleveret 223 arkæologiske fund tilbage til Mexico.

    Alle historiske genstande er fra før den spanske kolonitid.

    Det oplyste den hollandske udenrigsminister i går, skriver Reuters.

    Ale de historiske fund menes at være er fra mellem 400 år før vores tidsregning til 1600-tallet. De tilhørte forskellige kulturer og civilisationer, der levede i Mexico, inden spaniernes ankomst i 1600-tallet.

    Det mexicanske præsidentkontor har under præsident Andrés Manuel López Obrador for øjeblikket gang i en kampagne for at få "plyndrede genstande tilbage".

    - Min fædrenearv er ikke til salg, hedder kampagnebudskabet.

  11. Corona aflyser det kinesiske Formel 1-grandprix i 2023

    Formel 1-grandprixet i Kina i 2023 er aflyst på grund af coronasituationen i landet. Det oplyser Formel 1 på sin hjemmeside.

    - Det kinesiske Grand Prix i 2023 vil ikke finde sted på grund af de nuværende problemer, som er forårsaget af coronapandemien, skriver Formel 1.

    Formel 1 arbejder på at finde en alternativ løsning, så den nu ledige dato i april, kan udfyldes på anden vis.

    Senest, der blev kørt et Formel 1-løb i Kina, var i 2019. Det var før, coronapandemien brød ud.

    Coronasmitten er stigende flere steder i Kina. I et land med 1,4 milliarder indbyggere, hvor folk lever tæt, kan øget smitte hurtigt føre til fyldte hospitaler.

    I øjeblikket er der demonstrationer i Kina, fordi mange er utilfredse med de hårde coronarestriktioner i landet.

    /Ritzau/

  12. 20.000 familier har søgt om julehjælp hos Røde Kors

    Det kan mærkes hos langt flere familier, at priserne er steget, og at el- gas- og varmeregningerne er blevet højere.

    Den nuværende økonomiske situation har fået flere end nogensinde til at søge julehjælp hos Røde Kors.

    Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

    Sidste år ansøgte 15.000 familier, og i år er det tal steget med 5.000.

    - Vi står i en helt speciel situation i år, hvor mange flere må vende og dreje hver eneste krone for at få økonomien til at hænge sammen. Og for rigtigt mange hænger den ikke sammen, hvilket desværre afspejler sig i tallene, siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, i pressemedelelsen.

    Julehjælpen fra Røde Kors består af et gavekort til Coop på 900 kroner, dog bliver der givet julekurve med varer i nogle lokale afdelinger.

  13. Energistyrelsen sender spare-brev til gasfyrejere

    I en landsdækkende kampagne vil Energistyrelsen hjælpe gasfyrejere med at mindske beløbet på de galoperende regninger.

    Derfor vil 240.000 borgere i deres digitale eller fysiske postkasse modtage et brev fra styrelsen med råd til, hvordan de kan spare. Det skriver styrelsen selv i en pressemeddelelse.

    Blandt de vigtigste råd er, at man kan spare ved at sænke temperaturen, bruge mindre varmt vand, at få service på sit gasfyr og gå sit hus igennem for energioptimering.

    Her i begyndelsen af december ligger gasprisen ifølge Ritzau på omkring 131 euro - svarende til omkring 974 kroner - per megawatt-time.

  14. Ombudsmand går ind i sagen om bøder til ledige, der grænsehandler

    Hvordan overholder den danske lov EU-lovgivningen, når det kommer til at give bøder til ledige, der handler over grænsen? Det har Folketingets Ombudsmand bedt Beskæftigelsesministeriet forklare.

    Ombudsmanden er gået ind i sagen efter, at DR har fortalt om ledige, som bliver trukket omkring 18.000 kroner samlet i kontanthjælp før skat. De fik den økonomiske straf, fordi de havde været i Tyskland og shoppe.

    Ifølge Aktivloven må kontanthjælpsmodtagere kun gøre ophold i udlandet kortvarigt en gang per måned, hvis de har givet kommunen besked to dage i forvejen.

    Ombudsmanden beder ministeriet præcisere, hvordan loven skal forstås. Tæller selv korte ture på få timer med som ophold, spørger ombudsmanden.

    I dag har to professorer og en lektor i EU-ret kritiseret, at den danske lov bryder EU-traktaten på flere punkter.

    Ombudsmanden beder dog Beskæftigelsesministeriet tage stilling til, om det er en fejltolkning af loven at se korte indkøbsture til Tyskland som et ophold, som kan udløse en økonomisk straf til ledige.

    Hvis loven er blevet forstået forkert, beder ombudsmanden ministeriet om at gøre landets kommuner opmærksomme på, hvordan reglerne skal forstås korrekt.

  15. Dansker lander cheftrænerjob i Anderlecht

    Danske Brian Riemer er ny cheftræner i den belgiske fodboldklub Anderlecht. Det oplyser Brentford, der hidtil har haft Riemer ansat som assistent, på Twitter.

    Anderlecht, der har Jesper Fredberg som sportsdirektør, bekræfter også nyheden på sin hjemmeside.

    Hos Brentford var Brian Riemer assistent under cheftræner Thomas Frank, der er ked af at miste sin højrehånd.

    - Jeg er samtidig meget glad på hans vegne over, at han har fået en velfortjent mulighed for at blive cheftræner i en topklub med en fantastisk historie i Belgien og hele Europa.

    - Ambitionen om at blive cheftræner er vokset hos Brian i de seneste år, men han var ekstremt glad i Brentford og at være en del af et spændende projekt her, siger Thomas Frank til Brentfords hjemmeside.

    /ritzau/

  16. Hugo Helmig er død - 24 år gammel

    Musikeren Hugo Helmig døde 23. november som blot 24-årig, oplyser hans far, Thomas Helmig, på Instagram. (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)

    Popmusikeren Hugo Helmig er død, 24 år gammel. Det oplyser hans far, Thomas Helmig, i et opslag på Instagram.

    - Jeg er så uendeligt taknemmelig for hvert eneste sekund jeg fik sammen med dig, skriver han blandt andet.

    Thomas Helmig deler en længere tekst om deres sidste aften sammen.

    - Jeg var hos dig hele natten og mens du sov, gav dit lille hjerte op, skriver han.

    Hugo Helmig er søn af popsanger Thomas Helmig og forfatter Reneé Toft Simonsen. Han brød igennem i 2017, da han lavede singlen 'Please don't lie', som var den mest spillede sang i dansk radio det år.

    To år senere kom hans første album, 'Juvenile'. I 2021 satte han en pause på karrieren.

  17. Politi efter anmeldelser af dyrevelfærd på Bornholm: Bisonerne har det fint

    Bornholms Politi har tidligere på året modtaget flere henvendelser fra borgere og foreninger, som var bekymrede over tilstanden af bisonerne i Almindingen på den østlige del af øen.

    Dyrene har siden 2012 levet bag hegn som del af et såkaldt rewilding-projekt, der skal skabe mere biodiversitet.

    Og de har det fint, slår Bonholms Politi fast efter at have modtaget en rapport fra Fødevarestyrelsen.

    - Det fremgår, at dyrene generelt er skønnet ved godt huld. Rapporten konkluderer, at der ikke er konstateret tegn på overtrædelser af dyrevelfærdsloven, lyder det i en pressemeddelelse fra Bornholms Politi.

    Naturstyrelsen blev i starten af året politianmeldt for at bryde dyrevelfærdsloven.

    Senere, i marts, blev lederen af Naturstyrelsen på Bornholm politianmeldt af foreningen Stop Vanrøgt af Dyr Bag Hegn for pligtforsømmelse over for dyrene.

  18. 18-årig sigtet i drabssag fra Holbæk

    Midt- og Vestsjællands politi har anholdt en 18-årig mand og sigtet ham for at have en rolle i drabet på en 37-årig gravid kvinde.

    Kvinden blev overfaldet og stukket med kniv om aftenen den 3.november foran plejehjemmet, hvor hun arbejdede.

    Manden er dog blevet løsladt igen, fordi politiet ikke har fundet et grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør.

    I forvejen er en 24-årig mand og en 33-årig varetægtsfængslet indtil 6. december, hvor retten skal vurdere, om de fortsat skal sidde fængslet.

  19. Kongressen redder julens togrejser i USA og afblæser jernbanestrejke

    Efter en afstemning i senatet har den amerikanske kongres vedtaget en lov, som afværger den jernbanestrejke, der var varslet til at gå i gang om en uge og som kunne have gået hårdt ud over julen.

    Det skriver CNN.

    Loven er støttet af præsident Joe Biden, som kalder vedtagelsen for afgørende for at afværge en "julekatastrofe". Desuden mener økonomer, at strejken kunne have gået hårdt ud over USA's økonomi.

    Men loven møder hård kritik fra fagforeninger, fordi den ikke indeholder en ret til syv dages sygedagpenge. Det var ellers en del af lovteksten, som blev stemt igennem i Repræsentanternes Hus dagen forinden, skriver CNN.

    Det møder kritik hos fagforeningen Teamster.

    - Jernbanerne tjener rekordmange penge. Men medarbejderne får ingen sygedagpenge. Er det ok?, skriver formand Sean O'Brien på Twitter.

  20. 300 år gammel lort har vakt stor opmærksomhed: Nu kan du opleve den på museum

    • Klumpen er ikke lagt sådan, som den ser ud i dag. Den er blevet formet af at have været i en flaske. (Foto: © Frederik Bernhard Gatzwiller, DR Nórdjylland)
    • Ifølge Aalborg Historiske Museum er der meget, der tyder på, at det er efterladenskaberne efter bisp Jens Bircherod, der blev fundet i 1937. (Foto: © Frederik Bernhard Gatzwiller, DR Nórdjylland)
    1 / 2

    En 300 år gammel lort er nu endelig blevet klar til at blive udstillet og nærstuderet af publikum på Aalborg Historiske Museum.

    Lorten blev fundet i en latrinkasse under nedrivningen af Aalborg Bispegaard i 1937, men stammer fra 1600-tallet.

    For få år siden vakte den stor opmærksomhed, da analyser viste, at lortens ejer blandt andet havde spist importerede luksusvarer som peberkorn, figner og vindruer.

    Det vidner ifølge museet om, at lorten er blevet lagt af en person, der tilhørte datidens overklasse – og derfor tror museet, at det kan være selveste bispens efterladenskaber.

    Lorten kan opleves på museet i Aalborg fra i morgen.

  21. Coronasprit og karklud gav varigt job til flere ledige

    Det var en god idé at sende jobsøgende borgere ud med sprit og karklud, da corona-pandemien var på sit højeste.

    Sådan lyder konklusionen fra kommunen i både Skive og Holstebro, som tilbød nogle af kommunernes svageste borgere at komme ud i blandt andet daginstitutioner og hjælpe med hygiejnen.

    I Skive er 16 ud af 56 efterfølgende kommet videre i varigt job, og i Holstebro er tallet 40 ud af 108.

    Birgitte Frydensbjerg, der er jobcenterchef i Holstebro, peger på, at det har gjort en forskel, at de såkaldte corona-afsprittere har mødt fællesskab og rummelighed på arbejdspladsen.

    - På skoler og i daginstitutioner er der typisk ansat folk med et vist omsorgsgen, og det har været godt for denne type borgere at møde, siger hun.

  22. Kaos på Storebælt – autoværn ledte bilist imod kørselsretningen

    Det kunne været gået helt galt onsdag eftermiddag, da en it-fejl satte det automatiske autoværn på Storebæltsbroen i bevægelse.

    Fejlen betød, at bilister på vej mod Sjælland blev ledt over i vejbanerne mod Fyn, hvis ikke de stoppede op.

    Og det nåede Morten Nikolaisen fra Fensmark ikke. Han endte i den forkerte side af broen

    - Jeg når ikke rigtigt at tænke over det, men reagerer bare. Og så får jeg rigtig travlt med at bakke tilbage, siger han.

    Sund og Bælt undskylder forløbet og oplyser, at fejlen er fundet og ikke vil ske igen.

  23. Indlagt kvinde anholdt i Tyskland for at slukke sidemandens respirator

    En 72-årig kvinde er i Tyskland blevet anholdt for at have slukket respiratoren hos 79-årig kvinde, som var indlagt på samme hospitalsstue som hende. Det gjorde kvinden efter sigende to gange, fordi hun syntes, at respiratoren larmede.

    Hun blev tirsdag aften anholdt i den sydtyske by Mannheim mistænkt for forsøg på manddrab. Det skriver The Guardian.

    - Selvom den mistænkte var blevet informeret af hospitalspersonalet om, at ilttilførslen var livsvigtig, slukkede hun for maskinen igen omkring klokken 21, skriver anklagerne i en udtalelse fra politiet.

    Den 79-årige patient i respirator blev genoplivet efter respiratorslukningen.

  24. Fredag kan starte med sol, men slutter gråt

    Også fredag kan der være plads til sol mellem skyerne. Her er det ved Skagen. Foto: Poul Birk (Foto: © Poul Birk)

    Der er fortsat rigeligt med grå skyer over os, og fredag giver os også udsigten igen.

    I starten af dagen vil der dog være færre skyer på himlen i særligt Vestjylland, og det kan give et par timer med lidt sol.

    Dagen ser hovedsagelig tør ud, men særligt sidst på dagen kan der komme byger, især mod syd. Vinden er stadig svag til jævn fra øst og nordøst.

    Temperaturen ligger mellem 2 og 5 grader.

  25. Kanye West bliver igen fjernet fra Twitter - tilskyndede til vold

    Den kontroversielle rapper, der blev kendt under navnet Kanye West, men nu går under navnet Ye, bliver endnu engang suspenderet fra Twitter for at bryde med platformens regler.

    Det sker, fordi han på det sociale medie har tilskyndet til vold, skriver Twitters ejer, Elon Musk, på Twitter.

    - Jeg gjorde mit bedste. På trods af det har han igen brudt vores regler mod at opfodre til vold. Kontoen vil blive suspenderet, skriver Musk.

    Det er ellers kun en måned siden, at Ye blev lukket tilbage på Twitter. Det skete mindre end en dag efter, at Elon Musk havde overtaget ledelsen.

    Dengang var han blevet suspenderet for at være kommet med en række antisemitiske udmeldinger.

  26. Biden holdt gallafest i Det Hvide Hus med Macron, Vougue-boss og Hollywood-berømtheder

    • USA's førstedame, Jill Biden, sammen med de kokke, som havde lavet maden. (Foto: © Saul LOEB, Ritzau Scanpix)
    • Der var både taler og musik til festen. (Foto: © EVELYN HOCKSTEIN, Ritzau Scanpix)
    • Champagne blev der selvklart også serveret. (Foto: © EVELYN HOCKSTEIN, Ritzau Scanpix)
    • - I aften fejrer vi den langvarige alliance mellem Frankrig og USA, sagde Biden og sluttede med både "Vive la France" og "God bless America". (Foto: © EVELYN HOCKSTEIN, Ritzau Scanpix)
    • Skodesigneren Christian Louboutin, som er franskmand, var en af de inviterede (Foto: © AMANDA ANDRADE-RHOADES, Ritzau Scanpix)
    • Apple-cheferne Tim Cook og Lisa Jackson. (I en tidligere version af artiklen stod der fejlagtigt, at Lisa Jackson er Tim Cooks hustru, DR Nyheder beklager fejlen). (Foto: © ROBERTO SCHMIDT, Ritzau Scanpix)
    • Den amerikanske sanger John Legend med sin kone, Chrissy Teigen. (Foto: © ROBERTO SCHMIDT, Ritzau Scanpix)
    • Statsbesøget over flere dage er det længste de to ledere har tilbragt sammen. (Foto: © EVELYN HOCKSTEIN, Ritzau Scanpix)
    • Komikeren Stephen Colbert med sin kone, Evelyn McGee-Colbert var også blandt gæsterne. (Foto: © ROBERTO SCHMIDT, Ritzau Scanpix)
    • De to præsidenter med deres koner. (Foto: © LUDOVIC MARIN, Ritzau Scanpix)
    • Vouges amerikanske chef, Anna Wintour. (Foto: © SARAH SILBIGER / POOL, Ritzau Scanpix)
    1 / 11

    Den røde løber var rullet ud i Det Hvide hus, og både USA's præsident, Joe Biden, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, havde taget smoking på, da der i nat dansk tid blev afholdt gallafest i Det Hvide Hus.

    Festen var i anledningen af Macron og hans hustrus statsbesøg i USA.

    De to verdensledere har siden i tirsdags diskuteret krigen i Ukraine, klima og andre globale kriser.

    Foruden folk fra Bidens administration deltog også erhvervsledere og flere berømtheder fra Hollywood i den overdådige fest, der blandt andet bød på chardonnay fra Californien, ost og hummere.

  27. Australsk true crime-podcast leder til dom: Mand får 24 års fængsel for hustrudrab i 1982

    En australsk podcast om et drab begået for 40 år siden ledte fredag australsk tid til en afgørelse.

    Den tidligere gymnasielærer Christopher Dawson, som er kendt for at være omdrejningspunktet i true crime-podasten "The Teacher's Pet", blev nemlig idømt 24 års fængsel for at have dræbt sin hustru tilbage i 1982.

    Det skriver Ritzau.

    Sagen blev genåbnet i 2018, efter at materialet i podcasten fik politiet til at undersøge sagen igen.

    I 2003 afviste anklagere at åbne sagen med henvisning til manglende beviser fra en retlig undersøgelse.

    - Dawson har indtil sin anholdelse nydt 36 år ude i samfundet - uhindret af en dom for at have dræbt sin hustru eller af enhver straf for at have gjort det, siger Ian Harrison, der er højesteretsdommer i delstaten New South Wales, under fredagens strafudmåling.

    74-årige Dawson nægter sig skyldig og planlægger at anke dommen.

  28. Verdensbanken beder Kina om at eftergive gæld fra fattige lande

    Verdens fattigste lande kan være på vej ind i en gældsspiral, hvor stigende renter kan gøre det næsten umuligt for dem at betale af.

    Sådan lyder bekymringen hos Verdensbanken, der nu beder Kina om hjælp, skriver Ritzau.

    Afviklingen af gæld hos de fattige lande er alene i år steget med 35 procent, og den største kreditor er Kina. To tredjedele af gælden fra de fattigste lande skyldes til Kina.

    Præsident for Verdensbanken David Malpass siger på en konference i New York i USA, at Verdensbanken vil spørge Kinas ledere, om de vil gå med til at eftergive noget af gælden.

    - Kina er en af de store kreditorer, så det er vigtigt, at Kina engagerer sig i det her problem og overvejer, hvilken retning det ser verden gå i, og er handlekraftigt i arbejdet med at opnå bæredygtighed for landene, siger han.

  29. Afstemning: Belgisk film fra 70'erne er verdens bedste

    Det respekterede britiske filmmagasin Sight & Sound, som udgives af British Film Institute, har igen gennemført sin afsteming om, hvilken film der er verdens bedste nogensinde. Det sker en gang hvert tiende år, og afstemingen i 2022 er baseret på stemmer fra omkring 1.600 filmkritikere, der hver især har skullet kåre verdens 10 bedste film.

    Og årets afstemning fik måske en lidt overraskende vinder: 'Jeanne Dielman' fra 1975, som blev instrueret af den belgiske instruktør Chantal Akerman, og regnes for en feministisk klassiker. Den tre timer og tyve minutter lange film følger en enlig mor og prostitueret, der oplever hvordan hendes hverdag langsomt falder fra hinanden og kollapser.

    'Jeanne Dielman' var således kun nummer 35 på listen for 10 år siden, hvor Hitchcocks 'Vertigo' toppede foran 'Citizen Kane'. De blev henholdsvis nummer to og tre på dette års liste.

    Den danske instruktør Carl Th. Dreyer har to film på listen over de 100 bedste film nogensinde ifølge afstemingnen: 'Jeanne d'Arcs lidelse og død' fra 1928 på en delt 21. plads og 'Ordet' fra 1955 på en delt 48. plads.

  30. Til sommer kan københavnerne måske bade i hele havnen

    Til næste sommer kan du måske hoppe i havnen over det hele i København. Torsdag aften har partierne i Københavns Borgerrepræsentation ifølge Ritzau besluttet at undersøge, om det som udgangspunkt skal være lovligt at bade i hele havnen.

    Forslaget blev blev fremsat af overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) samt en række andre partier, og der var på forhånd sikret flertal for forslaget.

    Der har dog også været kritik af forslaget fra eksempelvis virksomheden Stromma, som arrangerer kanalrundfarter.

    Hvis undersøgelserne munder ud i, at det kan lade sig gøre, vil de nuværende badezoner blive ophævet. I stedet vil der blive etableret nogle enkelte områder, hvor badning vil være forbudt.

    I dag er der tre havnebade og 11 badezoner i Københavns Havn. Og hvis man bader uden for dem, kan det koste en bøde.

    Det er kommunens Teknik- og Miljøforvaltning samt Kultur- og Fritidsforvaltning, som skal undersøge, hvad der skal til, for at hele havnen kan åbnes for de badelystne.

  31. Toprådgiver i Ukraine: Vi har mistet 10-13.000 mænd i krigen mod Rusland

    Ukraines væbnede styrker har mistet et sted mellem 10.000 og 13.000 soldater i krigen med Rusland indtil nu. Det siger den højtstående præsidentrådgiver Mykhailo Podolyak til den ukrainske tv-station Kanal 24 ifølge Reuters.

    Det er første gang siden slutningen af august, at Ukraine har opgivet en angivelse af antal dræbte soldater. Dengang estimerede man, at 9.000 soldater var faldet i krigen.

    - Vi har officielle tal fra generalstaben, vi har officielle tal fra topkommandoen, og de ligger mellem 10.000 og 12.500-13.000 dræbte, siger Podolyak.

    - Vi er åbne overfor at tale om antallet af døde, tilføjer han og oplyser også, at der er flere soldater, som er blevet såret i krigen, end der er døde.

    Men det er altså ikke tal, som ukrainerne selv kan genkende. En anden af Zelenskijs rådgivere, Oleksiy Arestovych, sagde ifølge Reuters onsdag, at de russiske tabstal var omkring syv gange højere end Ukraines.

    Det er ikke muligt for DR hverken at af- eller bekræfte de ukrainske oplysninger.

  32. Når arkitekter laver julebag: Fem byer lavet i peberkager

    • På Museum of Architecture i London kan man i øjeblikket opleve Gingerbread City - eller på dansk Peberkage By. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)
    • Flere store arkitekter har taget udfordringen op og har lavet byer og landskaber, der passer ind i fem forskellige temperaturzoner. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)
    • Der er også en hilsen til den moderne popkultur, når Sugarbabes optræder - her i form af vingummibamser. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)
    • Nogle af budskaberne i de forskellige landskaber er politiske. Her handler det om at stoppe overfiskeriet og passe på naturens ressourcer. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)
    • Der også blevet plads til både snemænd og pingviner i polarbyen. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)
    • Mens der ikke var nogen peberkage-udstilling på arkitekt-museet i 2020, er traditionen genoptaget igen både sidste år og i år. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)
    • Hvis man selv vil se udstillingen, ligger museet i London-bydelen Belgravia, og den kan opleves frem til og med den 2. januar. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)
    • I denne del af kagelandskabet kan modige riddere - med og uden sørgmodige skikkelser - både slås med drager og vindmøller. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)
    • Hos julemanden står rensdyrene klar til turen ud med gaver. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)
    • Gingerbred City er en stor hyldest til traditionen med at bygge små verdner op med fantasi og bagværk. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)
    1 / 10

    I flere lande er det en del af juletraditionerne at bage peberkagehus og dekorere det sirligt. Ikke mindst i England går man meget op i sine "gingerbread houses" i tiden op til jul. Men på Museum of Architecture i London har man løftet traditionen til nye højder:

    For sjette gang har man lavet udstillingen "Peberkage By" ("Gingerbread City"), hvor en række af landets store arkitektfirmaer har designet og bagt imponerende bygningsværker i dej og glasur.

    I år har museet så givet arkitekterne den udfordring, at de har kunnet lave huse og landskaber til fem forskellige byer i fem forskellige temperaturzoner: Polar, kontinental, tempereret, tør og tropisk. Det skal være med til at sætte fokus på, hvordan vi bygger på forskellig vis rundt i verden og udnytter de lokale ressourcer.

  33. Ingen fare ved kemikalieudslipLandbohøjskolen - afspærringer fjernet

    Der er nu ingen fare i forbindelse med et kemikalieudslip på Landbohøjskolen på Frederiksberg.

    Det oplyser Københavns Politi.

    Tidligere på dagen begyndte kemikalier, som skulle destrueres, at udvikle røg. Beboere tæt på udslippet blev bedt om at lukke vinduer, da da lugten var ubehagelig.

    Men politiet er nu færdige med arbejdet på Landbohøjskolen, og afspærringerne er nu ophævet, skriver politiet på Twitter.

    Fareområdet er helt væk, lyder det i et andet tweet.

    Opdateret klokken 20.52 med oplysninger om, at der ikke længere er nogen fare i forbindelse med udslippet.

  34. Macron og Biden står sammen mod Ruslands 'brutale' krig i Ukraine

    Præsident Macron og Biden ved ceremoni foran Det Hvide Hus. (Foto: © JONATHAN ERNST, Ritzau Scanpix)

    Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, holdt i dag møder med USA's præsident Biden under besøget i Washington.

    Og de to ledere var enige om at stå sammen i kampen mod Ruslands krig i Ukraine.

    - I dag bekræfter vi, at Frankrig og USA sammen med alle vores allierede vil stå stærkere sammen end nogensinde mod Ruslands brutale krig i Ukraine, sagde Joe Biden efter mødet.

    De to lande kom også frem til en række fælles politiske og økonomiske initiativer, som skal styrke det vestlige demokrati globalt.

    Samtidig blev de to ledere enige om fælles fremstød for at øge udbredelsen af "ren energi", skriver Reuters.

  35. It-fejl i mobilt autoværn sendte bilist i modkørende trafik på Storebælt

    En it-fejl på Storebæltsbroens mobile autoværn sendte i går en bilist direkte mod den modkørende trafik på broen, skriver TV2 Øst.

    Sund & Bælt undskylder nu hændelsen og vil undersøge sagen til bunds.

    - Jeg skal selvfølgelig undskylde, at vi har en kunde, der har haft sådan en rigtig kedelig og uacceptabel oplevelse, siger Bjarne Jørgensen, direktør for drift og vedligehold.

    Storebæltsbroen har et mobilt autoværn, som hurtigt kan sende trafikken over i den modsatte vejbane. Men autoværnet åbnede sig ved en fejl.

    En bilist, der kom fra Sjælland, blev dirigeret over i modsatte vejbane og opdagede, at biler fra Fyn kom kørende i høj fart imod ham.

    Hurtigt fik han bakket tilbage på den rigtige side af motorvejen.

    - Det kunne have endt med, at jeg og en masse andre kom hjem i en kiste, forklarer den rystede bilist, Morten Nikolajsen, til TV2 Øst

Mere fra dr.dk