Siden i søndags er en video blevet delt vidt og bredt på de sociale medier. På videoen truer en mand iført Brøndby-trøje en anden mand til at aflevere sin FCK-trøje i S-toget.
Men det er ikke den eneste FCK-trøje, manden tog med sig fra toget. Den 25-årige Brøndbyfan er sigtet for i tre tilfælde at have frataget FC København-trøjer fra passagerer i S-toget i søndags.
Manden er sigtet for røveri og bliver stillet for en dommer med krav om varetægtsfængsling senere i dag, oplyser Københavns Politi på Twitter.
Den sigtede meldte sig selv i går eftermiddags, hvor han blev anholdt.