Seneste nyt

Politiet om stenkast: Billisten berettede om 'en høj mand i shorts'

Overblik

  1. Politiet om stenkast: Billisten berettede om 'en høj mand i shorts'

    Det lader til at være en høj mand i shorts, der står bag det, som politiet efterforsker som et stenkast på Motorring 3 på den københavnske vestegn.

    Det oplyser Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

    - En kvinde henvender sig klokken 18.47 og fortæller, at hendes bil er blevet ramt af en sten på motorvejen ved Roskildevej.

    - Bilisten fortæller, at hun så en høj mand i shorts stå på en bro og lave en kastebevægelse, kort før bilen blev ramt, siger vagtchef Brian Holm til Ritzau.

    Politiet afspærrede efter anmeldelsen Motorringvej 3 i nordlig retning, mens blandt andet hunde leder efter kasteskytset.

    Trafikken bliver nu dirigeret af Motorring 3 og ud på Roskildevej.

  2. Udenrigsministeriet: Vær opmærksom på testkrav, hvis du kommer hjem fra et gult land

    Mere af Europa er farvet gult her til eftermiddag, hvor Udenrigsministeriet har opdateret sine rejsevejledninger.

    Det betyder, man som rejsende skal være ekstra forsigtig i forhold til coronasituationen i områderne, men Udenrigsministeriet fraråder ikke rejser til områderne.

    - Under alle omstændigheder er man som rejsende ikke immun. Man bør altid have de gode vaner med, når man krydser grænsen, lyder det fra Uffe Wolffhechel, ambassadør for krisehåndtering i Udenrigsministeriets Borgerserivece.

    Men alligevel medfører den gule farve et testkrav for de, der ikke er færdigvaccineret eller tidligere smittet med corona.

    - Vi og sundhedsmyndighederne anbefaler, at man tager en PCR-test, som er den mest præcise og sikre. Det er også den, der giver sundhedsmyndighederne de mest værdifulde oplysninger, der kan bruges i smittebekæmpelsen, siger Uffe Wolffhechel.

  3. Amazon får stor bøde for at bryde EU's dataregler

    Onlinegiganten Amazon er idømt en bøde på 746 millioner euro, der svarer til 5,5 milliarder kroner, for at bryde EU's databeskyttelsesregler (GDPR).

    Det oplyser det amerikanske selskab fredag, skriver Reuters.

    Ifølge nyhedsmediet Bloomberg er der tale om den største bøde i EU i forbindelse med misbrug af kunders data.

    Det er Luxembourgs myndighed for databeskyttelse (CNPD), som har udstedt bøden. Amazons europæiske søsterselskab er lokaliseret i Luxembourg.

    Det skete den 16. juli, men er først offentliggjort i forbindelse med Amazons kvartalsregnskab.

    - Vi mener ikke, at CNDP's beslutning er sagligt begrundet, og vi agter med stor energi at forsvare os selv i denne sag, lyder det fra Amazon.

    Det er ikke oplyst, præcis hvordan Amazon har forbrudt sig mod GDPR-reglerne.

  4. Nye rejsevejledninger: Madeira, Samos og seks franske regioner farves gule

    Udenrigsministeriet har netop udgivet sine opdaterede rejsevejledninger.

    Til dem, der planlægger at tage på sommerferie - eller måske allerede er taget til sydligere himmelstrøg - så kan dagens opdatering måske være bekymrende nyt.

    Kendte ferieøer som Madeira i Portugal og Samos i Grækenland er nemlig placeret i den gule kategori på udenrigsministeriets opdaterede kort. Det samme gælder for seks franske regioner.

    Det betyder, at man som rejsende skal være ekstra forsigtig, og samtidig er der krav om at lade sig teste ved hjemkomst inden for 24 timer, hvis man ikke er færdigvaccineret eller tidligere smittet med covid-19.

    Samtidig farves hele øriget Fiji rødt, hvor den ellers før har været orange. I røde lande frarådes alle rejser, fordi Statens Serum Institut (SSI) har vurderet, at nye virusmutationer gør det ekstra risikabelt at rejse dertil.

    Følgende europæiske regioner ændres fra grøn til gul:

    - Frankrig: Normandie, Grand Est, Pays de la Loire, Bretagne, Nouvelle-Aquitaine, Auvergne-Rhône-Alpes.

    - Grækenland: Det Nordlige Ægæerhav

    Portugal: Madeira

    - Schweiz:Genève

    Følgende lande udenfor EU ændres fra orange til Rød:

    - Fiji

    - Irak

  5. Coronasmitten stiger fortsat i Skagen efter Hellerup-ugen

    Antallet af coronasmittede stiger fortsat i Skagen i kølvandet på den såkaldte Hellerup-uge i uge 29.

    Den seneste uge har halstest-centret fundet rekordhøje 73 tilfælde.

    Antallet af smittede i selve Skagen Sogn stiger også fra 30 i går til 37 i dag. Dermed opfylder sognet stadig to ud af tre kriterier for at blive lukket ned.

    Det tredje kriterium - smittetallet - er fortsat i vækst. Det ligger i dag på 483 men skal op på 1.000 før sognet bliver coronalukket.

    Region Nordjylland har besluttet at udvide åbningstiden hos testcentret i Skagen - ihvertfald frem til onsdag er der åbent dagligt fra 9 til 17.

  6. God anden halvleg sikrer håndboldherrerne sejren mod Portugal

    Håndboldherrerne vinder for fjerde gang i træk ved de olympiske lege i Tokyo.

    Denne gang gik det ud over Portugal, der blev besejret med 34-28.

    De førte kun med en ved pausen, 20-19, men derfra trak danskerne stille og roligt fra i anden halvleg. En kombination af, at der blev lukket af i forsvaret, samt mål i bunkevis af Mathias Gidsel og Mikkel Hansen, gjorde udslaget.

    Danmarks næste kamp er mod Sverige på søndag.

  7. 1.085 er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn

    1.085 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går.

    Ingen personer er døde.

    Det skriver Sundhedsstyrelsen og henviser til seneste opgørelse fra SSI.

    Dagens smittetal er baseret på 73.327 PCR-test.

    Det svarer til, at 1,5 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Gårsdagens smittetal var 848 baseret på 56.368 PCR-test, hvilket også gav en positivprocent på 1,5.

    Der er nu 56 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er én færre end i går. Af de indlagte er otte på intensiv afdeling og alle i respirator.

  8. 100 spøgelsesnet registreret på tre måneder

    Siden det for lidt over tre måneder siden blev muligt at indrapportere såkaldte spøgelsesnet - altså tabte fiskeredskaber - i Limfjorden, er der registreret omkring 100 net.

    - Det betyder sindssygt meget, for de laver en masse død og ødelæggelse, og det er noget, vi har kæmpet med i mange år, siger Jesper Appel fra North Nature, som samarbejder med Limfjordsrådet om hjemmesiden, hvor spøgelsesnettene kan indrapporteres.

    Limfjordsrådet anslår, at der ligger flere end 1000 spøgelsesnet i Limfjorden.

    - Så der ligger en stor opgave for os og Folketinget og fødevareministeren i at få lokaliseret så mange som muligt og så få dem på land, siger formand for Limfjordsrådet, Jens Lauritzen.

  9. Den kendte youtuber Albert Dyrlund er død

    Den kendte youtuber Albert Dyrlund er død. Han blev 22 år gammel. (Foto: Michael Bager © Ritzau Scanpix)

    Det bekræfter hans mor, Vibe Jensen, til dr.dk.

    Albert Dyrlund er ifølge Ekstra Bladet omkommet i en ulykke i Italien, hvor han faldt ud over en skrænt, da han ville filme en video til sin YouTube-kanal.

    Over for Ekstra Bladet har Udenrigsministeriets Borgerservice bekræftet, at en dansk statsborger er omkommet i Italien. Men da de har tavshedspligt, kan de dog ikke oplyse mere om sagen for nuværende.

    Albert Dyrlund var en af de største youtubere herhjemme og har over 160.000 abonnenter.

  10. Tjekkiet giver to ekstra feriedage til vaccinerede offentligt ansatte

    Bliv vaccineret og få to ekstra fridage. Sådan lyder tilbuddet til offentligt ansatte i Tjekkiet, hvor regering netop har godkendt forslaget.

    Det skal være med til at øge vaccinetilslutningen i landet.

    - Jeg har ikke kunnet finde andre måder at motivere folk til at blive vaccinerede på. Nogle vil måske kritisere det her for at være urimeligt, men jeg synes, det er rimeligt, siger premierminister Andrej Babis.

    Han opfordrer private virksomheder i landet til ligeledes at tilbyde ekstra feriedage, hvis deres ansatte lader sig vaccinere.

    Lidt under halvdelen af landets 10,6 millioner indbyggere er blevet vaccineret.

  11. Blume og Kepp svømmer sig i semifinalen i 50 meter fri

    Både Pernille Blume og Julie Kepp har været i vandet i 50 meter fri, og det gik, som man kunne håbe. To danske semifinalepladser er hjemme.

    Pernille Blume svømmede i heat nummer ni, som hun også vandt foran en af konkurrenterne Cate Campbell fra Australien. Den store konkurrent ser dog ud til at være Emma McKeon, der vandt det efterfølgende heat med en olympisk rekord.

    Blume havde den næstbedste tid af alle i den indledende runde.

    Julie Kepp svømmede i heat nummer 11 i tiden 24.70, hvilket også var nok til at skaffe en semifinaleplads blandt de 16 bedste. Hendes tid var den 14. bedste af alle.

  12. Trusler sendte grønlandsk borgmester foran i vaccinekøen

    Torsdag den 22. juli var 'stor vaccinationsdag' i den grønlandske hovedstad Nuuk, da beboere blev tilbudt at blive vaccineret. Der gik dog ikke lang tid, før vaccinestedet løb tør for vacciner.

    En, der dog fik en vaccine, var borgmesteren i Nuuk, Charlotte Ludvigsen (IA). Hun fik nemlig en forlomme i vaccinekøen, efter at en embedsmand havde gjort brug af trusler, skriver det grønlandske medie KNR.

    Ifølge vaccinationskoordinatoren bad embedsmanden om at han, borgmesteren og to andre embedsmænd kunne vaccineres, inden dørene blev åbnet for de andre i køen.

    - Jeg vil gerne sige undskyld til borgerne for at have opført mig sådan. Det ansvar tager jeg på mig, og med den opførsel var det ikke min hensigt at stille mig bedre end andre, siger Ludvigsen til KNR.

    Borgmesteren siger, hun ikke var klar over, at der var blevet brugt trusler for at komme foran i køen.

    - Derfor håber jeg, at denne episode bygger på en misforståelse, og selvfølgelig er det vigtigt for os at hjælpe i coronatiden, og mens der er epidemi, siger Charlotte Ludvigsen til KNR.

  13. USA flyver 200 afghanske tolke og familier til Virginia

    Afghanske tolke og deres familier er blevet fløjet til den amerikanske stat Virginia for at beskytte dem mod Taliban, som er på fremmarch i Afghanistan.

    Det skriver Washington Post.

    I alt er 200 personer landet i Dulles-lufthavnen i Virginia nær Washington D.C.

    Mest af alt vil jeg gerne takke disse modige afghanere for at stå sammen med USA, og i dag er jeg stolt at sige velkommen hjem til dem, siger præsident Joe Biden i en udtalelse ifølge ABC News.

    Også i Danmark har der været debat om, hvorvidt afghanere, der har tolket for Danmark, skal hjælpes hertil.

  14. Med under to måneder til det tyske valg er oversvømmelserne i landet det mest presserende emne

    For to uger siden blev Tyskland ramt af nogle af de voldsomste oversvømmelser i landets historie.

    Og med under to måneder til valget i landet er oversvømmelserne rykket i top af listen med, hvad der er vigtigt i landet.

    - En ny meningsmåling viser, at oversvømmelserne er det mest presserende emne for tyskerne lige nu, faktisk mere end corona. Den her fejlbehæftede håndtering af oversvømmelserne forstærker følelserne af, at de regerende ikke er gode til krisesituationer, siger DR's korrespondent i Tyskland Michael Reiter.

    I de hårdest ramte områder - delstaterne Nordrhein-Westfalen og Rheinland-Pfalz - mistede mindst 180 livet, og nu hvor skaderne bliver gjort op, spørger mange tyskere, om man ikke kunne have forhindret, at det gik så galt.

    - Vi ser flere beretninger om, at varslingen kom for sent, vi har set, at varslingen helt udeblev, for eksempel på den katastrofeapp, mange tyskere har på deres mobiltelefon, siger Reiter.

  15. Kæmpe overraskelse: Tysker slukker Djokovic' OL-drøm

    Den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic er ude af OL.

    I semifinalen bliver han besejret i tre sæt af tyske Alexander Zverev.

    Djokovic har ellers været urørlig hele turneringen, og det så også ud til at fortsætte i semifinalen. Serberen vandt første sæt i suveræn stil med 6-1.

    Derfra kom Zverev dog i gang med storspillet, og han vandt de to næste sæt og kampen.

    I finalen møder Zverev russeren Karen Khachanov.

  16. Mindst 14 er døde efter monsun ved verdens største flygtningelejr

    Verdens største flygtningelejr, Cox' Bazar i Bangladesh står under vand. Området er ramt af en voldsom monsunregn, der har ført store jordskred med sig.

    - Vi har hørt om en familie i lokalområdet, hvor fem børn, der lå og sov, blev begravet i et jordskred, siger Nynne Halkjær, der er udsendt for Dansk Røde kors i flygtningelejren, til DR Nyheder.

    Mindst 14 er omkommet - seks af dem rohingya-flygtninge, resten lokale landsbybeboere.

    Cox's Bazar huser over 850.000 flygtninge. Over halvdelen af børn. Størstedelen af en del af den muslismke rohingya-befolkningsgruppe, som er flygtet fra Myanmar.

    Verdens største flygtningelejr står under vand. (Foto: OMAR'S FILM SCHOOL © Ritzau Scanpix)
  17. Japan udvider undtagelsestilstand til flere områder efter stigende smitte

    Inden den olympiske ild blev tændt, blev der erklæret undtagelsestilstand flere steder i Japan på grund af stigning i antallet af smittede.

    Ifølge flere nyhedsbureauer vil undtagelsestilstanden nu blive udvidet til nye områder, der ligger tæt på Tokyo. Det gælder Saitama, Kangawa, Chiba og Osaka, skriver AP og Reuters.

    Den japanske premierminister, Yoshihide Suga, vil efter planen officielt offentliggøre det senere i dag.

    Undtagelsestilstanden betyder blandt andet, at der vil blive indført et alkoholforbud på restauranter og karaokebarer, og åbningstiderne vil samtidig blive forkortet.

    De nye restriktioner gælder indtil slutningen af august, og undtagelsestilstanden, der tidligere blev annonceret i Tokyo og øen Okinawa, bliver forlænget.

    Antallet af nye smittetilfælde er steget kraftigt de seneste dage og er på rekordhøjt niveau. I går blev der registreret 3.865 nye smittetilfælde, og i dag er der rapporteret yderligere 3.300 tilfælde.

  18. FCK sælger Viktor Fischer til belgisk klub

    FC København har solgt Viktor Fischer til den belgiske klub Royal Antwerp, skriver den danske klub på sin hjemmeside.

    Han har været en del af FC København siden januar 2018 og nåede at spille 119 kampe og score 29 mål for klubben. Men nu drager han altså mod den bedste belgiske række og en klub, der trænes af danske Brian Priske.

    - Han har været en stærk ambassadør for klubben, og vi har været stolte af at have ham i truppen. Derfor er det også med blandede følelser, at vi sender ham videre, udtaler FC Københavns sportschef, Peter Christiansen.

    Viktor Fischer har i den seneste tid ikke været på samme høje niveau, som da han ankom til FC København for mere end tre år siden. Han ser frem til en frisk start i belgisk fodbold.

    - Jeg er stolt af, at have været en del af FC København, og jeg har gjort, hvad jeg kunne, men tiden er rigtig til at prøve et nyt eventyr, udtaler Viktor Fischer.

    Viktor Fischer har spillet i FC København siden 2018. (Foto: Lars Møller © Ritzau Scanpix)
  19. Politiet efterforsker mistænkeligt dødsfald i Brønderslev

    Nordjyllands Politi arbejder i øjeblikket på en adresse i Brønderslev, hvor en 75-årig kvinde tidligt fredag morgen pådrog sig et alvorligt hovedtraume i forbindelse med et muligt fald.

    Kvinden er efterfølgende død på sygehuset af sine kvæstelser.

    - Da vi ankom til stedet og påbegyndte vores arbejde, vurderede vi, at omstændighederne omkring dødsfaldet skal undersøges nærmere, og derfor undersøger vi sagen som det, vi kalder for et mistænkeligt dødsfald, siger leder af efterforskningen, politiinspektør Niels Kronborg.

    Ifølge politiet var et mandligt familiemedlem på 54 år til stede på adressen, da det mulige fald skete. Han er anholdt som led i efterforskningen.

  20. Op mod 110.000 samles til musikfestival i Chicago

    Årets Lollapalooza, Chicagos største musikfestival, blev i aftes skudt i gang. Arrangørerne forventer op mod 110.000 gæster denne weekend.

    Festivallen finder sted, selvom Chicago oplever stigende smittetal.

    Gæsterne skal fremvise bevis på, at de er vaccinerede, eller en negativ coronatest. Er man ikke vaccineret, skal man bære maske under hele festivallen.

    - Vi holder bestemt øje, ligesom vi gør ved enhver anden stor forsamling, men jeg er mere bekymret for de mange mennesker, som ikke har valgt at blive vaccineret mod corona, siger Allison Arwady fra de lokale sundhedsmyndigheder.

    Hovednavnene på Lollapalooza er Foo Fighters, Post Malone og Miley Cyrus.

    Arrangørerne af Lollapalooza forventer op mod 110.000 gæster. (Foto: scott olson © Ritzau Scanpix)
  21. 24-årig får ni års fængsel i første dom efter omstridt lov i Hongkong

    Tong Ying-kit skal i fængsel i ni år for at køre sin motorcykel ind i tre betjente, mens han bar et flag med ordene "Befri Hongkong. Vor tids revolution."

    Han blev tirsdag dømt skyldig som den første efter Hongkongs nye omstridte sikkerhedslov, og fredag er straffen blevet udmålt, skriver Reuters.

    Den nye lov er blevet kritiseret internationalt for at begrænse ytringsfriheden.

    - Dommen understreger det alvorlige faktum, at det nu officielt er en forbrydelse af udtrykke bestemte politiske holdninger, sagde Amnesty Internationals regionale direktør i Asien, Yamini Mishra i tirsdags.

    24-årige Tong Ying-kit er dømt for terror og for at opfordrer til løsrivelse fra Kina. (Foto: Isaac Lawrence © Ritzau Scanpix)
  22. Farlig situation på den internationale rumstation, da hjælperaketter gik af ved et uheld

    Personalet på Jorden mistede torsdag kontakten til astronauterne på den internationale rumstation ISS i 11 minutter, mens en potentielt farlig situation udspillede sig.

    Det skriver CNN.

    Et russisk laboratoriemodul havde netop docket, da det ved et uheld fyrede sine hjælperaketter af, hvilket skød rumstationen ud af kurs. Det tog en time at komme tilbage i den rette position.

    Ifølge NASA var astronauterne på intet tidspunkt i fare, og man har ikke spottet nogle skader på ISS.

  23. Broadway indfører vaccinekrav for skuespillere og ansatte

    Der er blevet lagt en sikkerhedsplan for genåbningen af de berømte teatre på og omkring Broadway i New York.

    Det er Fagforeningen Actors Equity og brancheforeningen The Broadway League, der står bag.

    Planen indebærer, at alle skuespillere og ansatte som udgangspunkt skal være færdigvaccinerede. Det skriver Actor's Equity i en pressemeddelelse.

    Børn under 12 og andre, der endnu ikke kan vaccineres, skal bære masker, så vidt muligt holde afstand og lade sig teste to gange ugentligt.

    4. august er der for første gang i over et år muligt at se et Broadway-show, når forestillingen 'Pass Over' har premiere. Showet har under forberedelserne ansat en epidemiolog.

  24. Ledigheden falder: Laveste niveau siden coronakrisens start

    Flere og flere kommer i arbejde igen, og ledigheden fortsætter med at falde.

    Det viser nye sæsonkorrigerede tal fra Danmarks Statistik.

    Fra maj til juni måned er ledigheden faldet med 5.300 personer, så det samlede ledighedstal nu lyder på 108.600. Det giver en ledighedsprocent på 3,8. Det er det laveste siden coronakrisens start i marts 2020.

    Ledigheden er i perioden faldet med 0,2 procent samlet set. Det største fald ses i gruppen 25-29-årige, hvor ledigheden er faldet med 0,4 procent. Gruppen har dog stadigvæk den højeste ledighedsprocent på 6,7 procent.

  25. K og DF: Tredje vaccinestik til ældre og sårbare kan være en god ide

    Både Konservative og Dansk Folkeparti mener, at det er en god idé at se på, om ældre eller sårbare borgere skal have et tredje stik af vaccinen mod covid-19.

    - Hvis fagligheden og myndighederne siger, at man mener, at det dækker dem mere ved at få et tredje stik, så synes vi, at det er en god idé, siger Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, til Ritzau.

    Per Larsen, sundhedsordfører for Konservative, fortæller, at han vil spørge ind til emnet, når sommerferien er ovre.

  26. Storbritannien opfordrer til våbenhvile i Myanmar, så vacciner kan komme frem

    Myanmar er lige nu ramt af to kriser på en gang: Coronasmitten løber løbsk, og landet er ramt af voldsomme uroligheder siden militærkuppet i februar.

    Nu opfordrer Storbritanniens FN-ambassadør, Barbara Woodward, til, at der indføres våbenhvile, så flere vacciner kan nå frem til landet. Det skriver Ritzau.

    Ifølge militæret er 1,75 millioner af landets 54 millioner mennesker indbyggere blevet vaccineret mod coronavirus.

    Urolighederne i landet har også påvirket sundhedsfaciliteter, hvoraf kun 40 procent anslås til at fungere lige nu.

    De seneste smittetal fra Myanmar viser, at der blev fundet knap 5000 nye smittede på 24 timer onsdag.

    Men smittetallene menes at være langt højere, da der ikke bliver udført mange test i landet.

    Kun 40 procent af Myanmars sundhedsfaciliteter anslås til at fungere. (Foto: KAREN INFORMATION CENTER © Ritzau Scanpix)
  27. Anne-Marie Rindoms forspring i guldkampen skrumper efter mareridtsdag

    Anne-Marie Rindom endte med ikke at deltage i tiende og sidste sejlads i indledende i laser radial efter en heftig dramatik omkring et gult flag lige inden sejladsens startskud.

    Derfor noteres Rindom for en sidsteplads, mens konkurrenterne indhenter en stor del af danskerens forspring i den samlede stilling.

    Det er dog stadig Rindom, der er i front i den samlede stilling. Hendes forspring til hollandske Marit Bouwmeester på andenpladsen er svundet fra 21 til 7 point inden søndagens medaljesejlads.

  28. Studerende kritiserer ekstra SU-lån

    Mange studerende har under coronakrisen mistet deres studiejob. For at få økonomien til at hænge sammen har de fået lov til at optage et ekstra SU-lån på op til 75.000 kroner om året.

    Og selvom det er en kærkommen hjælp i et trængt SU-budget, er der lidt malurt i bægeret for Danske Studerendes Fællesråd (DSF).

    - Det er uretfærdigt, at unge og studerende, der har mistet deres indtægtskilde til at dække deres basale udgifter, får 'lov' til at låne penge i stedet for at få en håndsrækning, som ikke skal betales tilbage, siger Mike Gudbergsen, forperson i DSF, med henvisning til, at andre lønmodtagere har fået lønkompensation, der ikke skal tilbagebetales.

  29. Tunesiens præsident udnævner minister midt i politisk uro

    Den tunesiske præsident, Kais Saied, har torsdag udnævnt en ny indenrigsminister i sin nye regering. Det skriver Ritzau.

    Det sker, efter at han i søndags afsatte landets premierminister og suspenderede parlamentet. Noget, som præsidentens politiske modstandere kalder et kup.

    Ridha Gharsallaoui, tidligere national sikkerhedsrådgiver, er ny indenrigsminister.

    Tunesien har været præget af uroligheder på det seneste, hvor befolkningen er gået på gaden i protest mod regeringens håndteringen af covid-19 og arbejdsløshed.

    Tuneserne afventer fortsat, at en ny premierminister bliver udnævnt.

  30. Nyt album med Prince udkommer fem år efter hans død

    Selvom han har været død i fem år, udkommer der i dag nyt fra musikeren Prince. Albummet 'Welcome 2 America' blev indspillet tilbage i 2010 og er den første fulde albumudgivelse siden hans død som 57-årig.

    Avisen New York Times kalder det et 'desillusioneret udsagn, der lyder bemærkelsesværdigt tidssvarende i 2021'.

    De 12 sange på albummet tager fat om blandt andet racisme, udnyttelse, misinformation, berømmelse, tro og kapitalisme.

    Der er fortsat et stort lager af uudgivet musik i boet efter ham.

  31. Vejret bliver efterårsagtigt i weekenden

    Vejret i den kommende weekend vil minde om begyndelsen af september med en del blæst og byger.

    Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Jesper Eriksen til Ritzau.

    Fredag bliver det blæsende med temperaturer mellem 18 og 23 grader.

    Lørdag aftager vinden, til gengæld kommer der mange byger. Temperaturerne bliver mellem 18 og 21 grader.

    - Søndag bliver sådan en rodebutik med en blanding af sol, skyer og enkelte byger, siger Jesper Eriksen og lover mellem 17 og 21 grader.

    August ser ud til at blive præget af ustadig vejr, mens det bliver mere stabilt fra midten af måneden.

  32. Sydafrikansk svømmer slår dansk verdensrekord og napper OL-guld

    Den sydafrikanske svømmer, Tatjana Schoenmaker, havde fart i både arme og ben, da hun svømmede finale i 200 meter brystsvømning tidligt fredag morgen.

    Ikke nok med at den 24-årige sydafrikaner nappede OL-guldet, så satte hun også verdensrekord med tiden 2.18,95.

    Dermed vælter hun danske Rikke Møller Pedersen af pinden som verdens hurtigste kvinde til at svømme 200 meter brystsvømning.

    Se Tatjana Schoenmaker vinde OL-guld og sætte verdensrekord i videoen i toppen af artiklen.

  33. Dansk-færøsk roer misser medalje med få centimeter: 'Jeg er fandme skuffet'

    Det blev lige ved og næsten for dansk-færøske Sverri Nielsen, da han roede finale i mændenes singlesculler.

    Sverri Nielsen var blandt forhåndsfavoritterne til en medalje, men måtte nøjes med en skuffende fjerdeplads.

    - Jeg er fandme skuffet. Jeg var derude for at prøve at vinde i kampen om en guldmedalje, så jeg havde håbet, at jeg i hvert fald kunne sikre mig metal, sagde Sverri Nielsen kort efter finalen.

    Du kan se Sverri Nielsens finale og høre hans reaktion i videoen ovenfor.

  34. Dansk forhindringsløber skuffet efter OL-exit: 'Mangler at tænke mig om'

    Den danske 3000 meter-forhindringsløber, Ole Hesselbjerg, sluttede natten til fredag sit indledende heat som nummer otte, og dermed misser han videre avancement i atletikdisciplinen under OL.

    Det var derfor en tydeligt skuffet Ole Hesselbjerg, der mødte DR Sportens reporter efter sit OL-exit i 3000 meter forhindringsløb:

    - Jeg mangler at tænke mig om. Jeg skulle have været mere opmærksom, da feltet knækker, siger den danske forhindringsløber.

    Du kan se interviewet med Ole Hesselbjerg i videoen herunder:

  35. Familie og venner tog afsked med Bent Melchior

    Det solrige sommervejr dannede en smuk kulisse, da tidligere overrabbiner Bent Melchior blev stedt til hvile på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

    Den tidligere overrabiner Bent Melchior blev i dag begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København.

    Han døde i går, 92 år gammel.

    Chefredaktør for Weekendavisen, Martin Krasnik, forsøgte i går at sætte ord på den betydning, som Bent Melchior har haft. Det kan læses her.

    • Kisten med Bent Melchiors jordiske rester bæres fra kapellet ud på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)
    • Mange var mødt op for at vise den sidste respekt til den afdøde. Bent Melchior var mange år en af de mest fremtrædende religiøse ledere i Danmark. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)
    • Bent Melchiors barnebarn og nuværende overrabbiner, Jair Melchior, taler til den fremmødte forsamling. Både hans bedstefar, Bent Melchior, og oldefar før ham har bestredet hvervet som øverste rabbiner i Det Mosaiske Trossamfund. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)
    • Chefredaktør på Weekendavisen, Martin Krasnik, var også til stede til begravelsen. Han satte i går ord på den betydning, han mener, Bent Melchior havde som person i sine 92 år her på Jorden. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)
    • Som overrabbiner ved Det Mosaiske Trossamfund fra 1969 til 1996, og sidenhen en aktiv del af den offentlige debat, har Bent Melchior haft stor indflydelse på og betydning for det jødiske samfund i Danmark. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)
    1 / 5
  36. Brostrøm: Vi har sat mange ting ind på kontoen, der giver et godt fundament for epidemikontrollen

    Det kan virke underligt, at flere lande i Europa lukker mere ned, mens vi i Danmark virker til at åbne mere.

    I Norge har man udskudt en genåbning på grund af smittetallene på det seneste, og i Island skal vaccinerede turister igen til at vise en negativ PCR-test på grund af stigende smittetal.

    Men der er flere ting, der kan være en del af forklaringen på forskellen, blandt andet Danmarks testkapacitet og smitteopsporing. Det forklarer Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

    - Vi har sat mange ting ind på kontoen, som giver os et godt fundament for at bevare epidemikontrollen, siger han i Deadline.

    - Udover vores testkapacitet har vi brugt vores coronapas til at understøtte vores genåbning, og så har vi fremskyndet og udvidet vores vaccinationsprogram. Vi fik i sommeren 1,3 millioner ekstra vacciner og har samtidig udvidet med to nye grupper – ammende og gravide kvinder og børn mellem 12-15 år. Så vi har inviteret – og har vacciner klar til – næsten 90 procent af vores befolkning.

  37. Joe Biden: Ikke-vaccinerede føderalt ansatte skal bære mundbind på arbejde

    Har du ikke fået dig en coronavaccine som føderalt ansat i USA, så skal du bære mundbind, når du er fysisk på arbejde.

    Sådan lyder det i hvert fald fra USA's præsident, Joe Biden, ved en præsentation af en række tiltag, der skal være med til at mindske spredningen af coronavirusset i USA, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

    Derudover skal de berørte ikke-vaccinerede holde fysisk afstand og testes med jævne mellemrum.

    Et andet tiltag går på, at få flere af de større børn til at blive vaccineret, hvor skoledistrikter skal sørge for, at der jævnligt opstilles pop-up-vaccinationsklinikker.

  38. Israel tilbyder tredje vaccinationsstik til folk over 60

    Israel vil tilbyde et tredje stik med Pfizer/BioNTech-vaccinen til personer over 60 år, oplyser premierminister Naftali Bennett ifølge Reuters.

    Det sker for at begrænse udbredelsen af deltavarianten af coronavirus.

    Landet var førende på verdensplan i vaccineudrulning tilbage i december, januar og februar, hvor mange israelere fik deres stik.

    På samme vis bliver det også første sted i verden, hvor der gives et tredje stik for at dæmme op for den smitsomme deltavariant af covid-19, skriver Reuters.

    Omkring 57 procent af den israelske befolkning er vaccineret.

    Der er på det seneste registreret flere end 2.000 saglige smittetilfælde i landet, hvor der for få måneder siden kun var ganske få tilfælde.

  39. OL-dagen i billeder: Få et overblik over dagens danske præstationer

    Herunder kan du se dagens danske resultater fra OL i Tokyo:

    1 / 10
  40. Scarlett Johansson sagsøger Disney for at streame film før tid

    Scarlet Johansson sagsøger Disney, fordi selskabet ifølge den verdensberømte skuespillerinde har forbrudt sig på hendes kontrakt ved at udkomme flere steder med filmen 'Black Widow', hvor hun selv spiller hovedrollen. Her ses Johansson i samme rolle, men i en anden film. (Foto: Unknown © Scanpix Denmark)

    Den amerikanske hollywoodstjerne Scarlett Johansson sagsøger Disney.

    Det skriver avisen Wall Street Journal og nyhedsbureauet Reuters.

    Hun mener, at Disney har brudt kontrakten med hende, fordi filmen 'Black Widow', hvor hun selv spiller hovedrollen, bliver udgivet to steder på samme tid.

    For mens filmen har premiere i biograferne udkommer den samtidigt på streamingtjenesten Disney+.

    Ifølge skuespilleren var hun i kontrakten garanteret, at filmen eksklusivt skulle have premiere i biograferne. Hendes løn for filmen er nemlig i høj grad baseret på, hvordan filmen klarer sig i biograferne.

    Så hun ville kunne mærke det på pengepungen, hvis folk vælger at se filmen over en omgang bland selv-slik derhjemme i sofaen snarere end i biograferne.

  41. FCK cruiser videre i Conference League-kvalifikationen, mens AGF må vinke farvel til Europa

    FC København spillede sig videre til 3. runde af kvalifikationen til den europæiske turnering Europa Conference League, mens AGF skuffede fælt mod nordirske Larne FC.

    FCK spillede sig videre i sikker stil, da københavnerne på udebane vandt 5-0 mod Torpedo Zhodino og gik videre med 9-1 samlet.

    William Bøving og Rasmus Højlund scorede to mål hver, mens Kevin Diks scorede et enkelt.

    AGF var tvunget til at vinde mod Larne FC, da det blev til et nederlag i det første opgør i Nordirland på 2-1.

    Det startede dårligt, da Jon Dagur Thorsteinsson efter kun 26 minutter af første halvleg fik sit andet gule kort, som dermed blev vekslet til et rødt kort.

    Kort inden pausen bragte Ronan Hale udeholdet foran. AGF svarede tilbage med et kvarter tilbage af kampen, da Patrick Olsen scorede til 1-1, men det var ikke nok til at sikre den samlede sejr.

    Dermed må AGF vinke farvel til europæisk gruppespil.

    I 3. runde skal FCK møde Lokomotiv Plovdiv fra Bulgarien. De to opgør spilles 5. og 12. august med første kamp ude og returkamp i Parken.

  42. Det sydlige Tyrkiet i flammer: Tre meldes dræbt i skovbrande

    (Billede: REUTERS/Kaan Soyturk) (Foto: KAAN SOYTURK © Ritzau Scanpix)

    Tre mennesker er i dag døde i en skovbrande i det sydlige Tyrkiet, hvor myndighederne kæmper med flere forskellige brande.

    Mange landsbyer og hoteller er blevet evakueret.

    • En kæmpe røgsky troner over det kystnære feriested i Marmaris som følge af skovbrandene. (Foto: MONICA FOX ELENBAAS © Ritzau Scanpix)
    • En udbrændt brandbil er forkullet af flammerne i en skov nær byen Manavgat, øst for den store ferieby Antalya. (Foto: KAAN SOYTURK © Ritzau Scanpix)
    • Folk forsøger at slukke de mindre flammer, før de går ud af kontrol. Myndighederne siger, at over 60 skovbrande er brudt ud ved middelhavskysten denne uge. (Foto: ILYAS AKENGIN © Ritzau Scanpix)
    • Sort røg driver ind over et hotelområde under en stor skovbrand, mens de ferierende gæster forsøger at fortsætte de normale ferieaktiviteter. (Foto: ILYAS AKENGIN © Ritzau Scanpix)
    • Den tyrkiske middelhavskyst huser mange populære feriedestinationer. Her er det nær byen Manavgat, øst for den store ferieby Antalya. (Foto: ILYAS AKENGIN © Ritzau Scanpix)
    • De mørke røgskyer strækker sig så langt øjet rækker. (Foto: ILYAS AKENGIN © Ritzau Scanpix)
    • En beboer betragter flammerne. (Foto: KAAN SOYTURK © Ritzau Scanpix)
    1 / 7
  43. Fodbolddirektør i Esbjerg fB: Det er kaotisk

    - Det er kaotisk. Og jeg er sgu ked af, at det er kommet hertil.

    Sådan lyder det fra Brian Knudsen, der er administrerende direktør i Esbjerg fB, efter spillerne på klubbens superligahold i dag kritiserer klubbens tyske cheftræner, Peter Hyballa, i et åbent brev.

    Spillerne mener blandt andet ikke, at træneren har 'de fornødne faglige eller menneskelige egenskaber til at lede spillertruppen'.

    - Som spiller skal man føle sig tryg og respekteret, når man er på arbejde. Der er foregået nogle ting her, som vi skal tage fat i, og vi skal finde en løsning på det her, siger Brian Knudsen.

    Direktøren vil dog ikke kommentere på, om cheftræneren, der er blevet kritiseret for både psykysk og fysisk at gøre brug af meget hårdhændede metoder i sin trænerrolle, skal afskediges.

  44. Ny rapport: Malta undlod at beskytte undersøgende journalist, der senere blev dræbt

    Journalisten Daphne Caruana Galizia i 2011. Hun blev dræbt i oktober 2017. (Foto: Darrin Zammit Lupi © Scanpix Denmark)

    Staten Malta undlod at beskytte den undersøgende journalist Daphne Caruana Galizia, der blev dræbt i 2017.

    Det konkluderer en uafhængig undersøgelse, der har været i gang siden 2019, i dag i en rapport.

    Rapporten kommer desuden frem til, at man har fundet 'beviser i meget stort omfang' på, at der var et særdeles venskabeligt forhold mellem Maltas regering og store virksomheder og deres ejere.

    Caruana Galizias liv var i stor fare fra 2016, hvor hun afslørede, hvordan toppolitikere gemte deres penge i skattely, konkluderer rapporten. I 2017 blev hun dræbt af en bilbombe.

    Forretningsmanden Yorgen Fenech er siden blevet anklaget for at være bagmanden for forbrydelsen - en forretningsmand, der var under Galizias lup på det tidspunkt, hvor hun døde.

  45. Sejl nu uden om! Søværnet afviser dagligt lystbåde ved Femern-byggeriet

    (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Lystsejlere, der sejler gennem Femern Bælt, skal planlægge deres tur bedre.

    Sådan lyder opfordringen fra Søværnet, som i juli måned har brugt ekstra meget tid på at hjælpe lystbåde, der har forvildet sig ind på forbudt område ved byggeriet af den kommende Femern-tunnel.

    I gennemsnit har Søværnet måttet hente forvildede både ud 10-15 gange om dagen i sundet mellem Lolland og Femern.

    Det fortæller Niels Jacob Mygind, der er souschef for VTS Femern, der er den afdeling af Søværnet, der overvåger området.

    - Der har været dage, hvor vores fartøjer har været i gang i alle de lyse timer med at hjælpe lystbåde rundt om de her arbejdsområder.

  46. Danmark kan blive mødt med sagsanlæg, hvis forsøgene på at hjemsende syrere fortsætter

    Danmark kan muligvis blive mødt med et sagsanlæg ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, hvis regeringen fortsætter sin politik om at tage opholdstilladelser fra syriske flygtninge fra Damaskus og på sigt sende dem tilbage.

    Det London-baserede advokatkontor Guernica 37 bekræfter således overfor DR, at danske og internationale advokater forbereder et sagsanlæg, hvis den danske regering fortsat vil tvinge syrere til hjemsendelse.

    - Hvis appelsystemet i Danmark fejler, så vil vi tage sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, skriver advokaten Carl Buckley i en mail til DR.

    I Danmark vurderer flygtningenævnet, at Damaskus ikke længere er præget af 'ekstrem generel voldsudøvelse'.

    Det betyder, at flygtninge fra området kan få inddraget deres opholdstilladelser i Danmark, medmindre de er personligt forfulgte og risikerer for eksempel tortur.

    Foruden Ungarn er Danmark det eneste land i Europa, der finder Damaskus sikkert. En holdning FN er lodret uenige i.

  47. Øresundsbroen er igen åbnet

    Øresundsbroen er nu igen åbnet i begge retninger for trafik.

    Det skriver Vejdirektoratet på deres Twitter-profil.

    Broen var tidligere i dag lukket på grund af et uheld, men er altså åbnet igen.

  48. 17 procent af de inviterede har ikke startet deres vaccinationsforløb

    De fleste kender efterhånden proceduren.

    Man læser en pamflet, sætter sig til rette, blotter sin overarm, bliver stukket, og slutteligt venter man pænt i 15 minutter.

    Men der er stadig 17 procent af danskerne over tolv år, der ikke har taget imod tilbuddet om et covid-19-vaccinationsforløb.

    For personer over 15 år er det 15 procent.

    Det viser data fra Sundhedsstyrelsen opgjort 26. juli, skriver Ritzau.

    Professor Michael Bang Petersen, der leder af Hope-projektet, som undersøger befolkningens adfærd og holdninger under corona, mener, at der især er to grupper, der ikke har takket ja til stikket.

    - Vi har en gruppe af decideret skeptikere på omkring fem procent og en gruppe af tvivlere på omkring ti procent, siger han til Ritzau.

    Han understreger desuden, at den vigtigste faktor for vaccinevillighed er tillid til sundhedsmyndighederne.

  49. Dødstallet stiger i Tyskland efter eksplosion på forbrændingsanlæg i tirsdags

    Tirsdagens eksplosion på et kemisk forbrændingsanlæg i Tyskland har nu kostet mindst fem personer livet.

    Det siger tysk politi ifølge Reuters.

    Det sker, efter man i dag har fundet tre af de savnede personer, der er omkommet under eksplosionen og den efterfølgende brand. To er stadig savnet.

    Ulykken skete tirsdag formiddag i et industriområde i den vesttyske by Leverkusen, og eksplosionen kunne registreres 40 kilometer væk.

    Årsagen til ulykken er stadigvæk ukendt.

  50. Øresundsbroen spærret i begge retninger på grund af uheld

    Et uheld har fundet sted, og det har spærret Øresundsbroen i begge retninger ved den kunstige ø Peberholm.

    Det oplyser Vejdirektoratet på Twitter.

    Allerede klokken 18:00 forventes broen genåbnet.

  51. Statens Serum Institut skyder verdens største undersøgelse om coronasenfølger i gang

    Verdens største undersøgelse om coronasenfølger.

    Det er det prædikat, som Statens Serum Institut sætter på deres nye undersøgelse af de senfølger, der kan være langvarige og alvorlige, når man har været smittet med covid-19.

    Det oplyser seruminstituttet i en pressemeddelelse.

    Undersøgelsen skal blandt andet være med til at skabe et klarere billede af senfølgerne, men det kan forhåbentlig også hjælpe med at forebygge dem, lyder det i pressemeddelelsen.

    Det er en spørgeskemaundersøgelse, og planen er at invitere cirka 600.000 borgere, der er blevet testet for covid-19.

    De første invitationer sendes ud via e-Boks søndag den 1. august.

Mere fra dr.dk