Seneste nyt

Politiet undskylder at have bortvist borgere ved omstridt stutteri

Midt- og Vestjyllands Politi beklager, at man i søndags bortviste otte borgere fra området omkring stutteri Viegård nord for Viborg.

Bortvisningen skete efter en forkert bestemmelse og var derfor ikke berettiget, siger politiet i en pressemeddelelse.

- Vi har i øjeblikket en opgave i at sørge for, at der ikke opstår farlige situationer på vejene og omkring stutteriet. Men det er klart, at politiet skal have hjemmel i lovgivningen, til de ting vi gør, siger chefpolitiinspektøren, siger chefpolitiinspektør, Claus Hilborg fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Stutteriet er omdrejningspunkt i en større sag, hvor anklager fra dyreaktivister om dyremishandling er ved at blive undersøgt. Myndighederne har blandt andet fundet 50 døde heste gravet ned.

Dyreaktivister og borgere har gennem længere tid demonstreret ved stutteriet.

Nyheder

  1. Rapport giver hård kritik til social- og familieområdet i Nyborg

    Uacceptabelt sprogbrug og for få partshøringer.

    Der er hård kritik af af det samlede social- og familieområde i Nyborg Kommune i en ny rapport, der blev fremlagt på et pressemøde i dag.

    Kritikken gælder blandt andet mangelfuld og langsommelig sagsbehandling, manglende opfølgning og handling på underretninger, elementer af forråelsesadfærd og utilstrækkelig ledelse.

    Analysefirmaet BDO har derudover gennemgået 380 underretningssager. Her viser det sig, at der i mere end halvdelen af sagerne ikke er blevet gennemført lovpligtige børnesamtaler.

    - Det kan vi ikke være bekendt. Det er vi meget kede af, siger direktør for Social og Familie i Nyborg Kommune Lone Grangaard Lorenzen på pressemødet.

    Borgmester Kenneth Muhs (V) kalder rapportens konklusioner for "helt uacceptable".

    - Borgerne skal have fuld tillid til, at vi behandler alle sager korrekt. Det har vi ikke gjort, og det vil jeg gerne beklage.

  2. Smuglersag om 40 kilo kokain udløser 13 års fængselsstraf

    En 38-årig mand fra Horsens er tirsdag blevet idømt 13 års fængsel for at have taget imod 40 kilo kokain, efter at stofferne blev smuglet til Danmark.

    Det skriver National Enhed for Særlig Kriminalitet i en pressemeddelelse.

    Dommen er afsagt ved en tilståelsessag i Retten i Aarhus.

    Det var den 38-åriges opgave at holde vagt og tage imod kokainen, efter at en kurer i et narkonetværk havde modtaget kokainen fra en hollandsk lastbil.

    Politiet fik dog forhindret overleveringen, da kureren blev anholdt, inden stofferne nåede at skifte hænder.

    Den 38-årige mand fra Horsens, der tirsdag er blevet dømt i sagen, har anket sin dom med ønske om en mildere straf.

    /ritzau/

  3. Kvinde melder sig selv efter påkørsel i Haderslev

    En ung kvinde er blevet sigtet for uagtsomt manddrab efter en påkørsel sent fredag aften i Haderslev, hvor en mand mistede livet.

    Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Manden, som blev 51 år, var til fods.

    Politiet har tidligere meldt ud, at manden af ukendte årsager faldt og landede på kørebanen på Laurids Skaus Gade, inden han kort tid efter blev påkørt.

    Et vidne fandt ham bevidstløs.

    Kvinden henvendte sig til politiet gennem sin familie mandag. Hun blev afhørt tirsdag, hvor hun erkendte påkørslen.

    Ifølge pressemeddelelsen forklarede kvinden, at hun ikke var klar over, at hun havde ramt en person.

    Politiet har også sigtet den unge kvinde for at have efterladt en person i hjælpeløs tilstand.

    Syd- og Sønderjyllands Politi anser sagen som opklaret, og anklagemyndigheden mener ikke, at der er grundlag for at kræve kvinden varetægtsfængslet.

    /ritzau/

  4. Mand tilstår øksedrab

    En 47-årig mand er blevet idømt 12 års fængsel for at have dræbt en 70-årig bekendt med en økse i november 2022.

    Det oplyser anklagemyndigheden ved Fyns Politi på det sociale medie X.

    Dommen er afsagt i en tilståelsessag ved Retten i Odense.

    Manden - Michael Blæsbjerg Lauridsen - blev anholdt, sigtet og varetægtsfængslet for drabet 29. november sidste år. Ved grundlovsforhøret fortalte han, at han og offeret kendte hinanden fra misbrugsmiljøet.

    Drabet blev begået i den 70-åriges hjem i Odense, hvor den nu drabsdømte havde overnattet forud for forbrydelsen. Selv boede han i Fredericia.

    Den nu 47-årige Michael Blæsbjerg Lauridsen kontaktede selv politiet og fortalte om forbrydelsen.

    Han modtog dommen og blev kørt direkte til afsoning i fængslet, oplyser anklagemyndigheden.

    /ritzau/

  5. 15-årig dreng er varetægtsfængslet for overfald på hjemløs

    Drengen er sigtet for drabsforsøg i et parkeringshus natten til tirsdag. (Arkivfoto) (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

    En 15-årig dreng er blevet varetægtsfængslet i surrogat for grov vold mod en hjemløs mand.

    Det oplyser senioranklager Anne-Mette Seerup fra Midt- og Vestsjællands Politi.

    Drengen er sigtet for drabsforsøg i et parkeringshus natten til tirsdag. Ifølge sigtelsen mislykkedes det udelukkende, fordi politiet ankom til stedet.

    Anklageren oplyser, at drengen alene blev varetægtsfængslet på en mistanke om grov vold.

    "En ung mand" ringede ifølge Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport klokken 03.27 og fortalte politiet, at han havde fundet en hjemløs mand i parkeringshuset på Ivar Huitfeldtsvej i Køge.

    Han fortalte, at han ville holde manden med selskab, indtil han selv skulle af sted med det tidligste morgentog.

    Kort tid efter kom et opkald fra den hjemløse - en 53-årig mand fra Hillerød. Politiet forstod ikke, hvad manden ville, og derfor blev der sendt en patruljevogn til stedet.

    Da politiet kom frem til stedet, så betjentene den 15-årige dreng løbe fra stedet. Den 53-årige mand var stærkt forslået og med store skader i hovedet.

    Den 15-årige nægter sig skyldig, men han kærede ikke kendelsen om varetægtsfængsling.

    Det blev først vurderet, at den 53-årige havde livstruende skader. Efter behandling på sygehuset er han meldt uden for livsfare.

    /ritzau/

  6. Politiet anholder mand efter fund af død person i Faxe Ladeplads

    Der er blevet fundet en afdød person på en adresse på Svend Gøngesvej i Faxe Ladeplads, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tirsdag eftermiddag i en pressemeddelelse.

    Personen er "med stor sandsynlighed" identisk med en mand, der i august blev efterlyst.

    Det kan ifølge politiet ikke udelukkes, at den dødfundne person har været udsat for en forbrydelse. Derfor er der iværksat en intensiv efterforskning, fortæller vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson i meddelelsen.

    En mand er i den forbindelse blevet anholdt.

    Den formodede alder på personen, der er fundet død, samt alderen på den anholdte er ikke oplyst.

    Politiet hører gerne fra vidner, der kan have observeret mistænkelig aktivitet i området omkring Svend Gøngesvej i Faxe Ladeplads de seneste måneder.

    Identiteten på den dødfundne person er ikke endelig fastslået, men de pårørende til den efterlyste er underrettet.

    /ritzau/

  7. Mæglere fra Qatar forsøger stadig at genoprette våbenhvilen i Gaza

    Siden den 7. oktober har Qatar fungeret som mæglere mellem Israel og Hamas-bevægelsen, blandt andet i forbindelse med den våbenhvile, der sluttede i fredags.

    Og tirsdag siger Qatars premierminister, at man stadig har en dialog med krigens parter.

    - Qatar fortsætter med forsøg på at genoprette våbenhvilen, løsladelse af gidsler og udveksling af fanger, siger sheikh Mohammed Bin Abdulrahman al-Thani på et pressemøde under en større konference for de arabiske golfstater.

    Med Qatar som mæglere aftalte Hamas og Israel en våbenhvile, der varede en uge fra den 24. november til 1. december. I de dage blev der frigivet 86 israelske gidsler og 24 udenlandske.

    I bytte for gidslerne blev der udvekslet 240 palæstinensere, der var tilbageholdt i israelske fængsler.

  8. Unicef raser: 'De sikre zoner for civile i Gazastriben er uacceptable'

    Israels hær, IDF, er i gang med en landoffensiv i det sydlige Gaza, efter ugevis med kampe og bombardementer i det nordlige Gaza.

    Det har gjort, at omkring 1,9 millioner mennesker er internt på flugt i Gazastriben. Mange er flygtet til større byer sydpå som Khan Younis og Rafah, men nu bliver de mange palæstinensere bedt om at flygte andre steder hen på grund af offensiven i syd.

    I den forbindelse har IDF uddelt pamfletter til palæstinenserne med en QR-kode. Den viser, ifølge IDF, et kort over Gazastriben, inddelt i omkring 2.000 zoner. Blandt andet de sikre zoner, hvor civile kan flygte hen.

    Men de sikre zoner er "uacceptable". Det siger talsmand for FN's børneorganisation Unicef, James Elder, der befinder sig i Egypten, efter at have opholdt sig flere dage i det sydlige Gaza.

    - De her såkaldte sikre zoner giver ingen mening. De civile kan ikke flytte sig derhen på grund af de vedvarende bombardementer. Det er ikke muligt, og jeg tror, at myndighederne er klar over det, siger James Elder og fortsætter:

    - Forholdene i zonerne lever ikke op til vores krav for dem, der skal opholde sig i dem: De er øde, midt ude i ingenting, og der er en stor risiko for, at civile eksempelvis bliver smittet med sygdomme af at være der.

  9. Troels Lund om sygemeldt Mia Wagner: Hun er ved godt mod efter omstændighederne

    Troels Lund Poulsen har talt med Mia Wagner flere gange, siden hun faldt om, siger han.

    Det er fire dage siden, at Venstres nye minister Mia Wagner gik på sygeorlov, blot en uge efter at hun var tiltrådt på posten.

    Venstres formand og økonominister Troels Lund Poulsen fortæller til DR, at Mia Wagner er ved godt mod.

    - Jeg har talt flere gange med Mia Wagner i løbet af de seneste dage. Det er selvfølgelig alvorligt, når man falder om på den måde, som Mia Wagner gør. Derfor gennemgår hun også nogle lægelige undersøgelser. Og så har jeg ikke mere at tilføje end det, siger han.

    Men hvordan har hun det?

    - Det er jo et kæmpe chok. Jeg synes, at efter omstændighederne er hun ved godt mod. Men det er klart, hun skal jo gennemgå nogle lægelige undersøgelser, og så må vi afvente dem, siger han.

    Mia Wagner fik i fredags et alvorligt ildebefindende og besvimede i sit eget hjem. Fredagen forinden blev hun udnævnt som minister for digitalisering og ligestilling.

  10. 19-årig svensker sigtet for sprængning ved rockerklubhus

    En 19-årig svensk mand er blevet varetægtsfængslet i foreløbigt 14 dage.

    Han er sigtet for at medvirke til planlægningen af et bombeangreb ved et Hells Angels-klubhus i København 9. september.

    Det skriver Københavns Politis anklagere på det sociale medie X.

    Ifølge anklagerne har han bidrag i planlægningen af sprængningen ved Hells Angels-klubhuset på Svanevej som led i en konflikt mellem HA og Loyal To Familia. Det har han angiveligt gjort ved at modtage og overdrage bomben til den, som placerede den ved klubhuset.

    Han er den tredje sigtede i sagen, og det vides ikke, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

    Den 28. november blev en 20-årig svensk statsborger og 28-årig dansker varetægtsfængslet i samme sag.

  11. I morgen vil mange stå op til snevejr, men det bliver ikke store snemængder

  12. EU-kommissær: 'Enorm risiko for terrorangreb i EU'

    På grund af konflikten mellem Hamas og Israel og den kommende juletid er risikoen for terrorangreb i Europa steget betragteligt.

    Sådan lyder budskabet fra den svenske EU-kommissær med ansvar for indre anliggender, Ylva Johansson.

    Det skriver det norske nyhedsbureau NTB og svenske SVT.

    - Med krigen mellem Israel og Hamas og den øgede polarisering, den forårsager i vores samfund, og den kommende juleferie, så er der en enorm risiko for terrorangreb i EU, siger hun tirsdag ifølge de to medier.

    I samme omgang siger hun, at EU giver 30 millioner euro til beskyttelse af eksempelvis religiøse pladser.

  13. S-tog-problemer fortsætter til onsdag morgen

    Vejen hjem fra arbejde og andet kan risikere at blive lidt længere for dig i dag, hvis du er afhængig af hovedstadsområdets S-tog.

    Siden i morges har trafikken været præget af forsinkelser på grund af problemer med kørestrømmen på Københavns Hovedbanegård.

    Og det fortsætter til onsdag morgen, skriver Banedanmark på det sociale medie X.

    Banedanmark opfordrer til at tjekke rejseplanen.

  14. Et nyt fællesskab har formet sig i den danske VM-lejr, hvor strikketøjet er fundet frem.

  15. GOG sætter navn på ny træner

    Kasper Christensen skal fra sommeren 2024 stå i spidsen for GOG's mandskab i herreligaen. (Foto: © Johnny Pedersen, Ritzau Scanpix)

    Det bliver den nuværende træner for Ikast Håndbolds kvindeligahold, Kasper Christensen, som fra næste sæson skal overtage styringen hos GOG's mandskab i herreligaen.

    Det oplyser den fynske klub i en pressemeddelelse.

    Kasper Christensen bliver udstyret med en fireårig aftale i GOG, og ansættelsen glæder GOG-direktør Kasper Jørgensen.

    - Han har leveret flotte resultater som træner, hvor han har bragt Ikast Håndbold helt tilbage i toppen af dansk og europæisk håndbold med guld i sidste sæsons Europa League og flot spil i Champions League i denne sæson.

    GOG fyrede i begyndelsen af sæsonen Ian Marko Fog som cheftræner efter få måneder i jobbet. Siden da har Thomas Brandt Nyegaard stået i spidsen for holdet, men han vender til sommer tilbage til sit civile job.

  16. Politi: To yngre mænd frihedsberøvet i flere dage

    To mænd på 26 og 29 år er sigtet for at have frihedsberøvet to yngre mænd.

    Ifølge sigtelsen har de to yngre mænd i flere dage været holdt på en adresse i Tilst mod deres vilje.

    Det skriver Østjyllands Politi på det sociale medie X.

    Politiets presseafdeling uddyber til Ritzau, at de ikke ved præcist, hvor længe de to mænd på 19 og 23 år har befundet sig på adressen, men at de formoder, at de har været der i flere døgn.

    Under en ransagning på adressen fandt politiet desuden flere kilo hash.

    De to mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør klokken 13. Anklageren anmoder om lukkede døre.

  17. Dansk Metal, der organiserer mekanikerne, vil først gå dialogens vej med Tesla. Fejler dialogen, kan der også vanke dansk strejke.

  18. Ny mand i spidsen for Danmarks største lufthavn

    Christian Poulsen sætter sig fra årsskiftet i spidsen af cockpittet for Københavns Lufthavne.

    Han har siden 30. september været konstitueret i stillingen som direktør for landets største lufthavn, og nu får han stillingen fast.

    Og han er en mand, der kender lufthavnen med de knap 2.500 ansatte godt. Han har nemlig haft forskellige lederjob i Københavns Lufthavne de seneste 14 år.

    Senest har han haft stillingen som driftsdirektør.

    Christian Poulsen er ny direktør i Københavns Lufthavne,
  19. Sommerhusområdet i Hyllingeriis ved Roskilde Fjord blev hårdt ramt af den stormflod, som fulgte efter stormen Bodil.

  20. 70-årig dansk mand varetægtsfængslet mistænkt for drab i Sverige

    En dansk mand på 70 år er i dag blevet varetægtsfængslet i en svensk drabssag.

    Det oplyser anklageren i sagen Johan Stenberg til DR.

    Manden er sigtet for at have dræbt en jævnaldrende 74-årig kvinde. Han skal indtil videre sidde varetægtsfængslet i en uge.

    - Han er fængslet på begrundet mistanke, som er en lavere mistankegrad. Vi har nu en uge til at skærpe mistanken mod ham via beviser i sagen, siger Johan Stenberg efter retsmødet ved retten i Jönköping.

    Manden er bosiddende i den svenske by Gnosjö i Sverige, og den dræbte kvinde var ifølge DR's oplysninger hans nabo.

    Hun blev fundet død i et skovområde mandag den 13. november.

    Ifølge svenske medier var hun ikke kommet hjem fra en gåtur om eftermiddagen, og det gjorde kvindens pårørende bekymrede.

    Hun blev siden fundet nær en gang- og cykelsti i en skov og havde ifølge politiet været udsat for vold.

    Det fik politiet til at indsamle overvågning og informationer fra mobilmaster, og fredag den 1. december blev den 70-årige dansker anholdt.

    På mandens Facebook-profil fremgår det, at han flyttede til Sverige for nylig.

    Anklager i sagen Johan Stenberg oplyste på tidspunktet for anholdelsen, at der var begrundet mistanke mod manden på grund af flere omstændigheder i sagen.

    Ifølge Svensk Radio (SR) nægter den 70-årige mand sig skyldig i drab.

  21. Unge får 'kør selv-venner', så de kan komme til sport

    De unge på Mors får en hjælpende hånd til at komme til og fra deres foreningsaktiviteter - også selvom det foregår på den anden side af øen.

    Frivilligcenter Mors har fået penge af kommunen, DGI og Den AP Møllerske støttefond til at hjælpe de unge med transporten.

    - Det kan være, at vi laver nogle cykeltog, hvor vi er med ude at hente børnene. Der er også nogle, der skal være en støtteperson - en "kør selv"-ven, fortæller Marie Louise Andersen fra Frivilligcenter Mors, der står bag projektet.

    Hun håber, at mange morsingboer har lyst til at hjælpe med at få de unge frem til deres aktiviteter.

  22. Coop vinder retssag om Irma-pigen: Galleri må ikke bruge hende

    Coop mener, at det var i strid med varemærkeloven, da et galleri i København brugte Irmapigen på en række produkter, som det solgte videre. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

    Her til formiddag faldt der dom i en sag mellem Coop Danmark og Artpusher Gallery.

    Coop havde sagsøgt galleriets direktør for at bruge supermarkedskædens varemærke - den velkendte Irma-pige - på en række produkter som tøj, kopper, malerier og plakater.

    Galleriet solgte efterfølgende produkterne, og det mente Coop var i strid med varemærkeloven.

    Artpusher Gallery forsvarede sig med, at der er ingen indtjening har været på produkterne - snarere et underskud. Galleri-direktøren mente derfor, han skulle frifindes.

    Men Sø- og Handelsretten gav Coop ret, og galleriet har nu fået forbud mod at bruge Irma-pigen på produkter og skal tilbagekalde alle eksisterende produkter med hende på. Derudover skal galleriet og direktøren betale sagens omkostninger. Den regning lyder på 201.549 kroner.

  23. Danmark møder tirsdag Island i den sidst gruppekamp i Nations League.

  24. Fagbevægelsen napper ny direktør fra Forbrugerrådet

    Mads Reinholdt bliver ny direktør i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

    Fra 1. januar er Mads Reinholdt ny direktør i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

    Han kommer fra en stilling som direktør hos Forbrugerrådet Tænk.

    FH organiserer en lang række faglige organisationer, der repræsenterer over 1,3 millioner lønmodtagere.

    FH skal have ny direktør, efter det i august blev meldt ud, at den tidligere driektør, Michael Jacobsen, stoppede efter 'gensidig aftale.'

    Inden fratrædelsen var Michael Jacobsen suspenderet, imens en advokatundersøgelse skulle granske beskyldingerne om, at den nu tidligere FH-formand Lizette Risgaard havde udvist upassende og grænseoverskridende adfærd.

    Derudover starter FH's chefjurist, Peter Nisbeth, i en nyoprettet stiling som vicedirektør.

  25. Foreløbig kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen fik central rolle i dagens retsmøde.

  26. Johan Scheel vil gerne lave en solcellepark. Men marken er reserveret af staten til at lave vej eller jernbane.

  27. Trods store protester: Norge vil udvinde mineraler på havbunden

    Til trods for kraftig kritik beslutter den norske regering nu at udvinde mineraler på havbunden.

    Det vil gøre Norge til det første land, som åbner for kommerciel udvingding af mineraler på havets bund.

    Ifølge det norske medie NRK har der været store protester mod planerne både fra politiske partier og miljøorganisationer, men nu er det altså lykkedes regeringen at samle et flertal for at begynde en trinvis udvindning af mineraler fra havets bund.

    Bag aftalen står den norske regering og oppositionspartierne Høyre og Fremskrittspartiet.

  28. Dan Jørgensen bakker op om udskældt topmøde-formand: Han benægter ikke videnskaben

    Den danske regering bakker op om formanden for årets klimatopmøde, COP28, der de seneste dage er havnet i lidt af en skurkerolle.

    Noget, der ellers er bred videnskabelig enighed om.

    Og noget, som han efterfølgende er blevet kritiseret bredt for på og omkring COP28-topmødet.

    Sultan Al Jaber siger selv, at han er blevet misforstået, og den danske minister for global klimapolitik, Dan Jørgensen (S), tager ham nu i forsvar i en udtalelse på det sociale medie X.

    - Jeg har arbejdet med Sultan Al Jaber og COP28-formandskabet hele året, og i ingen af de møder eller samtaler, vi nogensinde har haft, har han talt imod en videnskabeligt funderet tilgang til klimaforandringer eller benægtet videnskaben, siger Dan Jørgensen.

  29. Pisa-test fra 2022 viser, at i både matematik og læsning klarer 15-årige sig dårligere end i 2018. Piger er gået mest tilbage.

  30. Mindst 50 meldes dræbt i lejr i Khan Younis

    Den israelske hær, IDF, har rettet blikket mod det sydlige Gaza, hvor IDF siger, at man vil "sætte ind med maksimal styrke mod Hamas' terrorister og infrastruktur."

    Det indbefatter blandt andet voldsomme bombardementer, som ifølge det palæstinensiske nyhedsbureau Wafa her til morgen har kostet mindst 50 mennesker livet i Nuseirat-lejren i Khan Younis i det sydlige Gaza.

    DR kan ikke be- eller afkræfte meldingen.

    Ifølge sundhedsmyndighederne i Gaza, som er under Hamas' kontrol, har over 15.800 palæstinensere mistet livet i israelske angreb under de seneste 60 dages krig. Det kan du læse mere om her.

  31. Partifælle ventes at udfordre Netanyahu

    Den israelske økonomiminister, Nir Barkat, forventes at udfordre sin partifælle Benjamin Netanyahu på formandsposten. (Foto: © Carsten Koall, Carsten Koall/picture-alliance/dpa/AP Images)

    Den israelske økonomiminister, Nir Barkat, forventes at forsøge at vippe sin partiformand, premierminister Benjamin Netanyahu, af pinden, når krigen i Gaza er slut.

    Det beretter blandt andet Times of Israel.

    Ifølge den israelske tv-kanal Kan har ministeren sagt, at det konservative Likud-parti "har brug for forandring" efter 18 år med Netanyahu ved roret.

    - Jeg kommer ikke til at støtte Netanyahu igen. Efter krigen bliver vi nødt til at vende os mod folket og genvinde dets tillid, sagde han i sidste uge, rapporterer Kan, der beretter, at ministeren bag lukkede døre har slået fast, at han har tænkt sig at stille op som ny partiformand.

    Benjamin Netanyahu har meget lav opbakning i den israelske befolkning og havde problemer inden Hamas' blodige terrorangreb den 7. oktober.

    Siden er presset blevet endnu større.

  32. Teenager sigtet for grov vold mod hjemløs

    En 15-årig dreng er sigtet for grov vold mod en hjemløs mand i et parkeringshus i Køge natten til tirsdag.

    Det fremgår af Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport.

    Da politiet kom frem til stedet, var den 53-årige mand stærkt forslået og havde store skader i hovedet.

    Det blev først vurderet, at skaderne var livstruende. Efter behandling på sygehuset er ofret dog meldt uden for livsfare.

    Politiet så selv den 15-årige løbe væk stedet, da de ankom. Det er forventningen, at drengen bliver fremstillet i grundlovsforhør senere tirsdag.

  33. Kom til at fælde en fredsskov: Nu er der endelig en ny på vej

    Limfjordskommunen Skive har været langt omkring for at finde plads til en erstatningsskov - men nu er det endelig lykkedes.

    Kommunen blev pålagt at opføre skoven af Miljøstyrelsen, fordi kommunen var kommet til ulovligt at fælde fredsskoven, da et nyt autismecenter skulle opføres i 2020.

    Der var ikke umiddelbart nogen ledige, bynære områder ved Skive, så først blev planen at købe sig ind i såkaldt puljeskov ved enten Brovst eller Aarhus.

    Men i ellevte time har Skive Kommune fundet et lokalt jordstykke, der kan udlægges til skov.

    - Jeg er glad for, at det lykkedes i sidste ende, siger Anders Bøge (SF), formand for Skive Kommunes Klimaudvalg.

    Grunden ligger i Vinde nord for Skive. Her skal der opføres 9,2 hektar skov. Det koster 500.000 kroner at opføre den nye skov.

  34. To piger kontaktet af ukendte mænd på vej hjem fra skole

    Mandag eftermiddag blev to sjællandske piger kontaktet af ukendte mænd på vej hjem fra skole.

    Det står i Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport tirsdag morgen.

    I Lejre blev en 14-årig pige kontaktet af en mand i en lysegrå bil, der spurgte, om hun ville have et lift ind til byen.

    Omkring 15:30 blev det anmeldt, at en mand havde grebet fat i en ni-årig pige i Køge og sagt ukvemsord til hende.

    Politiet oplyser ikke, om det kan være den samme mand, som pigerne har mødt.

    Anmeldelserne kommer efter to andre episoder, hvor børn er blevet opsøgt af ukendte mænd ved en kirke i Jyllinge nær Roskilde.

  35. Over 15.800 palæstinensere meldes dræbt under den verserende Gaza-krig, som er den klart blodigste af sin slags.

  36. DR's håndboldekspert Lotte Grigel svarer på spørgsmål klokken 17:00

  37. Sygeplejerske på OUH: Det er for høj en pris

    Rettelse: Ifølge aftaleteksten for trepartssaftalen 2023 er det kun sosu'er og pædagoger der skal aftale deres hviletid lokalt. Der er ikke krav til sygeplejerskerne om at se på hviletiden. De har dog mulighed for at forhandle om hviletid ved lokale forhandlinger, men det er altså ikke en del af aftaleteksten, som det fremgik tidligere.

    Sygeplejerskerne er en af de faggrupper, der kan se frem til flere lønkroner med den nye trepartsaftale.

    Formålet med aftalen er blandt andet sikre flere sygeplejersker til landets hospitaler.

    Trepartsaftalen lægger op til at hviletiden for både sosuer og pædagoger kan nedsættes lokalt, mens det for sygeplejerskerne ikke er et krav i aftalen. Sygeplejerskerne kan dog også forhandle hviletid, som en del af lokale aftaler, men det er ikke et krav ifm. trepartsaftalen for 2023

    Men hviletiden skal ikke ændres, mener Mette Vestergaard, der er sygeplejerske på Odense Universitetshospital, OUH:

    - Det er drønhårdt at skifte fra en dagvagt og så møde ind til en nattevagt samme aften. Det slider på folk, så jeg er ikke helt sikker på, at det lige gør noget for vores arbejdsmiljø og arbejdsvilkår.

    Mette Vestergaard Jørgensen er sygeplejerske på OUH. (Foto: © PRIVATFOTO, DR)

    Flere eksperter tvivler på, at trepartsaftalen får sygeplejersker, pædagoger og sosu'er til at arbejde mere. Læs mere om det her.

  38. Energiagentur fremhæver Danmark i ny rapport

    I en ny rapport fremhæver det Internationale Energiagentur (IEA) Danmark.

    Her står der blandt andet, at Danmark er ret langt fremme, når det kommer til at udfase fossile brændsler som kul, olie og naturgas.

    Det skriver Ritzau.

    I rapporten bliver det fremhævet, at 54 procent af vores strømforbrug bliver dækket af vindenergi. Det er den højeste andel blandt argenturets medlemslande.

    Samtidig står der, at fossile brændsler i 2022 udgjorde 53 procent af energiforsyningen herhjemme. Gennemsnittet blandt IEA's medlemslande er 79 procent.

    I de her dage er der klimatopmøde i Dubai. Det kan du følge med i her på dr.dk.

  39. Politikere vil finde penge, så forskere kan lede efter årsagen til flere kræfttilfælde ved Harboøre Tange

    Der er udsigt til, at forskere alligevel skal se nærmere på, hvorfor der er en øget forekomst af kræft hos personer, der har boet nær giftdepotet på Harboøre Tange.

    Medlemmerne af Hospitalsudvalget i Region Midtjylland blev i går enige om at arbejde videre med at gennemføre den forskning, som ellers var bremset af regionens dårlige økonomi.

    - Vi vil prøve at kigge på nogle muligheder. Glipper det hele, har vi lagt op til, at Regionsrådet ultimativt støtter projektet, siger formand for regionens hospitalsudvalg Purnima Erichsen (C).

    Udvalget vil forsøge at hente støtte fra nationale forskningsmidler. I forvejen har Kræftens Bekæmpelse bevilget halvdelen af udgifterne på knapt 1,2 millioner kroner.

    I 2021 viste forskning en 20 procent øget forekomst af kræft hos personer, der boede i Thyborøn og Harboøre i 1968-1970.

  40. Det seneste GTA-spil udkom i 2013.

  41. Ukraines største vindenergiprojekt får dansk støtte

    Vestas skal være med til at færdiggøre en af Ukraines største vindparker.

    Danske Vestas er gået sammen med den største ukrainske energivirksomhed DTEK om at færddigøre en af de største vindparker i Ukraine.

    Partnerne præsenterede i går et såkaldt aftalememorandom. Heraf fremgår det, at Vestas skal levere vindturbiner til Ukraine til anden del af den såkaldte Tyligul-vindpark, som ligger i den sydlige del af landet.

    Ifølge DTEK vil parken, når den er komplet i 2025, kunne levere elektricitet til cirka 900.000 husstande.

    - Tyligul vindpark vil øge stabiliteten af energisystemet markant, styrke landets energisikkerhed og gøre Ukraine til en energihub i Europa, lyder det fra DTEKs direktør, Maksym Timtjenko.

  42. Staten har i 50 år reserveret et større areal i hovedstadsområdet, som flere kommuner nu ønsker at bruge til solceller og vindmøller.

  43. Nedrevet køreledning aflyser og forsinker S-tog

    OPDATERET: Linje H kører ikke længere som normalt.

    Her til morgen og formiddag er der aflysninger og forsinkelser på de fleste S-togslinjer. Den eneste linje, der kører som normalt, er Linje F.

    Forsinkelserne skyldes en nedrevet køreledning på Københavns Hovedbanegård.

    DSB skriver lige nu følgende på sin hjemmeside:

    • Linje A kører med færre tog.

    • Linje B kører med forsinkelser.

    • Linje Bx kører ikke.

    • Linje C kører med færre tog og kører mellem Frederikssund og Carlsberg og igen mellem Hellerup og Klampenborg

    • Linje E kører med færre tog

    • Linje F kører normalt.

    • Linje H kører mellem Ballerup og Valby.

    Derudover kan du holde sig opdateret på rejseplanen.

  44. Dødstal efter vulkanudbrud vokser

    Antallet af døde er oppe på 13, efter at Marapi-vulkanen i Indonesien gik i udbrud. (Foto: © ALI NAYAKA)

    Antallet af døde bjergvandrere stiger, efter at Marapi-vulkanen i Indonesien gik i udbrud. I går blev der meldt om 11 døde. Det tal er nu steget til 13.

    Redningsmandskabet leder stadig efter 10 personer, som er meldt savnede.

    Marapi gik i udbrud søndag og er en af de mest aktive af Indonesiens 127 vulkaner. Den er et populært udflugtsmål for bjergvandrere.

    Marapi gik i udbrud søndag. (Foto: © ALI NAYAKA)
  45. Fotodokumentation og fastlagte synstider bliver krav i synshallerne efter nytår - sammen med en række andre regler.

  46. Efter rødt lys fra højesteret: Storbritannien laver ny asylaftale med Rwanda

    I dag underskriver Storbritannien og Rwanda en ny asyltraktat. Den handler om, at briterne vil sende de tusindvis af asylansøgere, der kommer til Storbritannien uden tilladelse, til Rwanda.

    I november slog den britiske højesteret ellers fast, at ordningen er i strid med menneskerettighederne.

    Men nu er aftalen altså blevet genforhandlet. I den nye aftale står der blandt andet, at Rwanda ikke må udvise de asylansøgere, som bliver sendt dertil. Det var et af højesterets vigtigste kritikpunkter.

    Flere andre lande - heriblandt Danmark - overvejer ligesom Storbritannien at sende asylansøgere til et tredjeland udenfor EU.

  47. Havnearbejdere og chauffører vil ikke modtage og transportere Teslas biler, der skal til Sverige.

  48. Sydmotorvejen er spærret: Massiv kø ved Rønnede

    Opdatering kl 07:30: Trafikken ruller igen normalt på Sydmotorvejen.

    Sydmotorvejen er spærret i nordgående retning ved Rønnede.

    Et uheld med en lastbil og personbil spærrer lige nu Sydmotorvejen i nordgående retning lige efter 37 Rønnede.

    Det trækker allerede ganske massiv kø fra lige før Rønnede, og køen vokser hastigt. Trafikken bevæger sig med 7 kilometer i timen.

  49. Danmark møder, muligvis, en stjerne af kaliber, når de står over for Cristina Neagu og Rumænien tirsdag aften.

  50. Trepartsaftalen skal ellers være med til at få flere deltidsansatte op på fuldtid.

Mere fra dr.dk