Politiet vil undersøge, om Bandidos kan opløses

Organiseret kriminalitet er "en parasit" på vores samfund, udtaler Peter Hummelgaard.

(Foto: © Ritzau Scanpix, Ritzau Scanpix)

Politiet vil nu gå i gang med at undersøge, om man kan få rockergruppen Bandidos MC opløst.

Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Det er Rigsadvokaten og Rigspolitichefen, der nu har besluttet at vurdere, om der er grundlag for at føre en sag ved domstolene om at få gruppen opløst.

Det er National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der skal stå for efterforskningen. De forventer at være færdige inden årets udgang. Herefter skal anklagemyndigheden vurdere, om der er grundlag for at få spørgsmålet afprøvet ved domstolene.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) er glad for, at man nu forsøger at bekæmpe Bandidos på den måde.

- Det er en helt central prioritet for den her regering, at vi gør alt, hvad vi kan for at komme de problemer, som bandekriminalitet og organiseret kriminalitet skaber, til livs.

- Den organiserede kriminalitet i Danmark – banderne og rockerne – er en parasit på vores samfund. Den utryghed, det skaber i lokalmiljøer. Den kriminalitet, der bliver begået. Alle de ofre, man har på samvittigheden, siger han.

Forbød LTF

Dermed lægger politiet op til, at man vil forsøge at gå samme vej, som man gjorde, da banden Loyal To Familia blev opløst.

Det var første gang i næsten 100 år, at man gik den vej, og spørgsmålet blev da også afprøvet ved Højesteret i 2021.

Det var daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K), der tog det første skridt til at få LTF opløst. (Arkivfoto) (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Afgørelsen kom, to år efter at Københavns Politi nedlagde et forbud mod banden. Det var daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) bad politiet om at nedlægge forbuddet.

Kan være slut med rygmærker

Et forbud indebærer blandt andet, at man ikke må bære bandens symboler. I dette tilfælde kunne det være rygmærker med Bandidos' logo.

Politiet og anklagemyndigheden har siden forbuddet ført en række sager mod personer med relation til LTF, der handler om brud på forbuddet.

Det var denne seddel, som fængselspersonalet fandt i en mands celle i Storstrøm Fængsel. I sagen forklarede manden, at han tidligere havde været medlem af LTF.

Minister vil vente og se

LTF var involveret en lang række af voldsomme konflikter. Blandt andet spillede banden en af hovedrollerne i bandekonflikten i 2017 i København.

Forbuddet var kun midlertidigt. Et permanent krævede, at man gik rettens vej, hvilket altså skete i 2020.

Om det kommer til at gå på samme måde med Bandidos, vil justitsminister Peter Hummelgaard dog ikke spå om.

- Det er til syvende og sidst et resultat af efterforskningen og domstolenes afgørelse. Det vil jeg ikke allerede nu udtale mig om, siger han.