Politiindsats under massedrab på skole bliver kaldt 'en ynkelig fiasko'
Skoleskyderiet i Uvalde, Texas, har sat sit præg på rigtig mange mennesker. 19 elever og to lærere blev dræbt af en bevæbnet mand.
I en høring i senatet i Texas slog chefen for styrelsen for offentlig sikkerhed i Texas, Steven McCraw, i dag fast, at politiindsatsen var forfærdelig.
- Der er tungtvejende beviser for, at politiets indsats ved angrebet på Robb Elementary var en ynkelig fiasko og i modstrid med alt, vi har lært, siger McCraw ifølge Reuters.
Han peger på, at politiet var klar til at rykke ind og stoppe gerningsmanden tre minutter efter, at han var gået ind i skolebygningen.
- Tre minutter efter at den mistænkte gik ind i den vestlige bygning, var der tilstrækkeligt med bevæbnede betjente med skudsikre veste til at isolere, distrahere og neutralisere den mistænkte. Det eneste, der stoppede de dedikerede betjente på gangen fra at gå ind i lokale 111 og 112, var indsatslederen, der besluttede at sætte betjentenes liv over børnenes liv, siger McCraw.
Forældrene til nogle af de dræbte børn har krævet, at politichefen for skolerne i Uvalde, Pete Arredondo, går af.