Nu bliver drabet på det britiske parlamentsmedlem David Amess betegnet som en terrorhandling.
Sådan lyder meldingen natten til lørdag fra politiet i London.
Efterforskningen af drabet styres derfor af politiets særlige antiterrorenhed.
- Den foreløbige efterforskning har afsløret et muligt motiv knyttet til islamistisk ekstremisme, oplyser politiet i en meddelelse uden at give yderligere oplysninger.
Den 69-årige David Amess, der var mangeårigt konservativt medlem af Underhuset, blev fredag angrebet under et vælgermøde i kirken Belfairs Methodist Church i byen Leigh-on-Sea.
Amess døde efter at være blevet stukket flere gange med en kniv.
Umiddelbart efter drabet blev en 25-årig mand anholdt på gerningsstedet.