Regeringen har fredag indgået aftale med De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet om at sikre samlet 888 millioner kroner i 2021-2024, som skal bruges til at forbedre biodiversiteten i Danmark.
Aftalen indebærer blandt andet etableringen af 13 naturnationalparker.
Det oplyser Miljø- og Fødevareministerie på sin hjemmeside.
- Det har længe været et ønske for regeringen – og ikke mindst for mange danskere – at naturen skulle have en hjælpende hånd, siger finansminister Nicolai Wammen (S) i en pressemeddelelse.
- Derfor er jeg glad for, at vi som en del af forhandlingerne om en grøn genstart er blevet enige om nye danske nationalparker og store områder med urørt skov.