Pollensæsonen er blevet længere og værre de sidste ti år
Nys, kløe og lidt problemer med vejrtrækningen. En stor del af den danske befolkning har de samme problemer i denne periode, og det kan være, at du føler problemerne længere end normalt.
Det er der nemlig en god grund til. Den udfordrende pollensæson er nemlig længere, end den tidligere har været. Det viser nye tal fra Astma-Allergi Danmarks pollenkalender ifølge Politiken.
De sidste ti år er pollensæsonen blevet længere og værre, end den tidligere har været. Og det gælder ikke bare for græs eller birk. Det gælder for alle typer af pollen.
Eksempelvis for hassel begynder sæsonen 25 dage før og varer 21 dage længere, end tallene viste fra perioden 1985-2009. Der er 66 procent mere hasselpollen, mens der er 82 procent mere ellepollen.
Udviklingen betyder formentligt, at flere reagerer på deres allergi.
- Det går kun den forkerte vej for pollenallergikerne. Vi ved ikke, præcis hvorfor folk får pollenallergi, men ved, at det er arveligt, og at man for at blive allergisk skal udsættes for det, man er disponeret for. Så jo mere pollen og jo længere, jo flere vil få symptomer, siger Lene Heise Garvey, næstformand i Dansk Selskab for Allergologi.