Seneste nyt
21. sep 2021

Præsident Biden til FN: Vi ønsker ikke en ny kold krig

Joe Biden holdt for kort tid siden sin første tale ved FN's generalforsamling som USA's præsident.

Her talte præsident Biden om alt fra klimakrise og vacciner til Afghanistan og hacking.

Undervejs slog han fast, at USA agter at beskytte sine allierede fra større lande, der forsøger at dominere svagere lande.

- Men vi søger ikke en ny kold krig eller en verden, der er delt op i faste blokke, lød det fra Biden.

- USA er klar til at arbejde sammen med ethvert land, der træder frem og søger fredelige løsninger på fælles udfordringer - selv hvis vi har store meningsforskelle på andre områder.

Seneste nyt

  1. 8 min. siden

    Tyskland og Frankrig fordømmer russisk-støttede folkeafstemninger i det østlige Ukraine

    Tyskland og Frankrig kritiserer i kraftige vendinger de russiske separatisters planer om folkeafstemninger i de to selvudnævnte republikker Donetsk og Luhansk.

    Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, kalder det for "falske afstemninger", som ikke er omfattet af folkeretten.

    - Disse skuefolkeafstemninger må fordømmes af det internationale samfund, siger Scholz.

    Han bakkes op af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, der kalder Ruslands bebudede folkeafstemninger i det østlige Ukraine for "en parodi". Det skriver AFP.

  2. 47 min. siden

    Champions League-drømmen lever for HB Køge efter storkamp mod Juventus

    Efter bare syv minutter var HB Køge foran med 1-0 mod den italienske storklub Juventus. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

    Tirsdag aften skulle de danske mestre fra HB Køge forsøge at tage et stort skridt mod Champions League-gruppespillet.

    Der resterer blot en enkelt kvalifikationsrunde, men lodtrækningen har ikke været med danskerne, der skal forbi den italienske storklub Juventus over to kampe.

    Første opgør på dansk grund endte tirsdag aften 1-1.

    Det var nu ikke fordi, HB Køge virkede skræmte. Allerede efter syv minutters spil var de foran med 1-0, da amerikanske Maddie Pokorny scorede efter flot gennembrud i venstre side.

    Halvvejs inde i første halvleg udlignede Juventus ved den svenske forsvarsspiller Amanda Nilden, og derfor gik spillerne til pause med stillingen 1-1.

    I anden halvleg forsøgte begge hold at stjæle sejren og dermed få det bedst mulige udgangspunkt med fra første kamp, men det blev aldrig rigtig farligt. Derfor endte det uafgjort i Køge.

    Der er returopgør i Torino om otte dage.

  3. I dag kl. 18:46

    Ulovlig ødelæggelse af natur i Amazonas tager til forud for valg

    Udsigten til en mulig udskiftning af præsidenten i Brasilien har fået ulovlig aktivitet i Amazonas-regnskoven til at tage fart. Det siger eksperter på området ifølge CNN.

    Der skal nemlig afholdes valg i det sydamerikanske land i begyndelsen af oktober.

    Den nuværende præsident, Jair Bolsonaro, ses som en allieret til dem, der overtræder miljøloven i regnskoven i Amazonas og har siden sin valgkampagne i 2018 talt imod, hvad han ser som overdreven miljølovgivning.

    Det er frygten for, at en kommende præsident vil slå hårdere ned på den ulovlige aktivitet, der ifølge eksperter har fået skovhuggere, ranchere, minearbejdere og andre til at rive området hurtigere op for at opnå mest profit.

    - Hvis du er miljøkriminel, og du kan se, at der er en stor chance for, at den, der giver dig grønt lys, snart ikke er der mere, hvad ville du så tænke?: "Lad mig få mest muligt ud af det, da det måske bliver det sidste år af lovløshed", siger en førende forsker ved Brasiliens rumforskningsinstitut, som sporer brande i Amazonas, Luciana Gatti.

  4. I dag kl. 18:07

    Datatilsynet undersøger Facebook-gruppe for præster

    Datatilsynet undersøger nu en sag om en lukket gruppe på Facebook, hvor præster deler historier fra deres hverdag.

    Gruppen kan overtræde reglerne for personfølsomme oplysninger, da nogle af præsterne tilsyneladende har delt historier, hvor det er muligt at identificere enkeltpersoner.

    Det skriver tilsynet på dets hjemmeside.

    Reaktionen fra Datatilsynet kommer, efter en TV2-artikel i søndags beskrev, hvordan præsterne deler fortrolige historier i gruppen.

    Datatilsynet har bedt Kirkeministeriet om at undersøge de forhold, som omtales i artiklen.

  5. I dag kl. 17:45

    Regeringens passagerafgift møder kritik fra både blå og rød blok

    Ingen afgift og en alt, alt for lille afgift.

    Hverken blå eller rød blok er tilfredse med regeringens forslag om en passagerafgift på 13 kroner per flybillet, som skal finansiere grønnere indenrigsflyvning.

    Hos Venstre er man helt imod en afgift.

    Partiet foreslår i stedet, at man på EU-niveau arbejder for et krav om at iblande grønne brændstoffer på flyene.

    I rød blok mener partierne, at afgiften er alt for lille.

    Enhedslisten spiller ud med en passagerafgift på mindst 100 kroner, mens SF foreslår 125 kroner.

  6. I dag kl. 17:37

    De danske C25-aktier rammer laveste niveau i år

    Det danske aktieindeks C25 lukkede i dag på det laveste niveau i 2022.

    Indekset, der består af de 25 toneangivende danske aktier, faldt særligt efter nyheden om, at den den svenske Riksbank satte renten op med et helt procentpoint, hvilket var højere end ventet, skriver Ritzau.

    I alt faldt indekset med 1,63 procent. Dermed er C25 faldet med 25 procent, siden det nåede et rekordniveau i november sidste år.

  7. I dag kl. 17:30

    Dansk flyselskab: Grønne flyvninger er indenfor rækkevidde i 2025

    Flyselskabet Danish Air Transport (DAT) med ruter fra København til Bornholm, Aalborg, Billund og Karup er klar med planer for den første grønne indenrigsflyrute.

    Det offentliggjorde selskabet efter at regeringen i dag lancerede en plan, der skal støtte udviklingen af grøn luftfart fra 2025.

    Ifølge DAT-direktør Jesper Rungholm kan DAT have grønne fly i luften i løbet af 2025, hvor regeringen planlægger at indføre en grøn flyafgift.

    Og at det er 'indenfor rækkevidde', at DAT kan komme til at flyve 100 procent grønt i 2030.

    Flyet skal flyve på brint, der er baseret på vedvarende energikilder.

    Danske Everfuel, der er på vej med sit første Power-to-X-anlæg i Fredericia, skal levere brinten, mens fransk-amerikanske Universal Hydrogen både skal transportere brinten og bygge flyet om.

    - Vi konverterer i første omgang et af vores nuværende fly. Tankene skal være ombord i flyet, så derfor kan det flyve til alle vores destinationer, siger DAT-direktør Jesper Rungholm.

    De tre parter har arbejdet med planerne siden foråret.

  8. I dag kl. 17:10

    Rusland kommer ikke til at spille EM-fodbold i Tyskland i 2024

    Selvom de fleste fodboldøjne formentlig er rettet mod VM-slutrunden i Qatar sidst på året, er der allerede nu også blik mod den næste store turnering for herrerne.

    Det kommende EM bliver spillet i 2024 på tysk grund, og allerede den 9. oktober bliver der trukket lod til kvalifikationsturneringen frem mod slutrunden.

    Her får Rusland ikke lov til at være med.

    Det bekræfter Det Russiske Fodboldforbund, RFU, i en pressemeddelelse ifølge nyhedsberauet dpa.

    Siden den militære invasion af Ukraine har både det russiske landshold og russiske klubber været udelukket fra international fodbold af Uefa, der er det europæiske fodboldorgan. Det er denne udelukkelse, der forhindrer Rusland i at kvalificere sig til EM i Tyskland i 2024.

    Ruslands fodboldforbund har klaget over udelukkelsen, men den klage blev afvist af Den Internationale Sportsdomstol, CAS.

    Kvalifikationsturneringen frem mod næste EM-slutrunde begynder i marts 2023.

  9. I dag kl. 17:05

    TDC's problemer med mobilnetværk er nu løst

    Artiklen er opdateret, efter TDC har løst problemerne på sit mobilnetværk i hele landet.

    TDC havde tidligere i dag problemer med sit mobilnetværk i hele landet, hvor mange mange mobilkunder kunne have svært ved at foretage opkald.

    Det oplyste selskabet ifølge Ritzau.

    - Der kan i øjeblikket opleves problemer med flere telefoni services, skrev TDC på deres hjemmeside.

    Men nu er problemerne løst, oplyser TDC.

  10. I dag kl. 16:37

    Folkekær skuespiller fra 'Matador' er død - Elin Reimer blev 94 år

    Skuespilleren Elin Reimer var med i en lang række film og tv-serier. (Foto: Anette Sønderby Madsen)

    Den danske skuespiller Elin Reimer er død.

    Det oplyser familien til DR Nyheder.

    Elin Reimer sov stille ind i sit hjem i Virum lørdag eftermiddag i en alder af 94.

    Den folkekære skuespiller var nok mest kendt for rollen som kokkepigen Laura i 'Matador' og som den hidsige fru Olsen i 'Krummerne'.

    Hun spillede også med i en lang række film og tv-serier, blandt andet 'Huset på Christianshavn' og 'Alletiders Nisse'.

  11. I dag kl. 16:11

    Motorvejen E45 nord for Aarhus er åben igen efter uheld

    Motorvejen E45 nord for Aarhus er åben igen i begge spor.

    Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

    E45-motorvejen i nordgående retning blev tidligere i dag fuldstændig spærret i begge vognbaner mellem Hadsten og Sønder Borup.

    Det skyldtes et trafikuheld.

  12. I dag kl. 16:02

    Rasmus Prehn ser frem til 'rene linjer' når rigsrevisionen undersøger ministres brug af kreditkort

    - Jeg synes jo kun, det er godt, at man kan få rene linjer, og at Rigsrevisionen nu siger, lad os få gennemgået det her - ikke bare for mit vedkommende, men mere generelt, siger Prehn.

    Og det er blandt andet en sag om Rasmus Prehns brug af ministerie-kreditkort, der har gjort, at Rigsrevisionen nu mener, det giver mening at kigge på brugen af kreditkort i ministerierne.

    Ekstra Bladet har afsløret, at Prehn flere gange har brugt kortet til at betale for besøg på restauranter og barer, hvor han desuden på en regning havde angivet et falsk navn.

    Prehn har efterfølgende betalt pengene tilbage.

    - At det lige er mig og mine sager, der er årsag til det her, det synes jeg selvfølgelig stadig er pinligt og flovt, og jeg ville gerne have været det foruden, siger Rasmus Prehn.

    Men han håber, at det kan tjene et godt formål.

    - Jeg håber også, det tjener det formål, at der kan komme nogle mere klare retningslinjer, sådan så man ved, hvad man må som minister.

  13. I dag kl. 15:47

    Fyret Thorup: Jeg kunne have fortsat udviklingen

    (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix © Ritzau Scanpix)

    Tidligere tirsdag blev Jess Thorup fyret i FC København ovenpå en skidt sæsonstart. Selv mener den nu tidligere cheftræner, at han kunne have ført FC København i den rigtige retning, men det får han ikke chancen for.

    - Jeg blev ansat til at bringe FCK tilbage til toppen: At vinde mesterskaber og komme ud og spille med de bedste i Europa. På bare to år har jeg sammen med stab og spillere bragt mesterskabet tilbage til København, FCK tilbage i Champions League og integreret en masse dygtige unge spillere på holdet.

    - Den udvikling ved jeg, vi kunne have fortsat. Trods dagen i dag er jeg stolt over at kunne sige, at FC København i dag er et langt bedre sted, end da jeg overtog, siger Jess Thorup til FCK's hjemmeside.

    Han blev ansat i FCK i november 2020, efter at klubben tidligere på sæsonen havde fyret klubikonet Ståle Solbakken.

    - Det har været et stort privilegie at stå i spidsen for Nordens største klub.

    Jacob Neestrup, der var assistent for Thorup i FCK, overtager cheftrænerjobbet i klubben.

    /ritzau/

  14. I dag kl. 15:21

    Forstander frifundet for vold mod elever

    En tidligere forstander er blevet frifundet for vold og ulovlig tvang mod to tidligere elever på kostskolen Havregården.

    Det har Retten i Helsingør afgjort.

    Dommeren lagde ved domsafsigelse vægt på, at retten har fundet det bevist, at forstanderen har væltet to elever ud af deres senge, som beskrevet i anklageskriftet. Men han bliver altså ikke dømt for det.

    - Når ikke domfældelse for vold er det, fordi vi finder, at der er nedre grænse for vold. Vi er under den grænse, siger dommeren.

    /Ritzau/

  15. I dag kl. 15:08

    Regeringen foreslår flypassagerafgift på 13 kroner

    Regeringen vil i 2025 indføre en passagerafgift på 13 kroner på fly, der letter fra danske lufthavne - det gælder både indenrigsfly og fly til udlandet.

    Pengene skal bruges på grønnere indenrigsflyvninger. Det oplyser klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) på et pressemøde.

    I alt vil der blive afsat over 1,8 milliarder kroner til udviklingen af grøn luftfart.

    Blandt andet tilskud til en grøn indenrigsrute i 2027 og indfasning af grønt flybrændstof i hele indenrigsluftfarten i 2030.

  16. I dag kl. 14:20

    Stort energiselskab: Regeringsforslag om afdragsordning kan ikke nå at hjælpe kunderne

    Regeringens hjælp til pressede gas- og elkunder går for langsomt.

    Sådan lyder det fra energiselskabet Norlys, efter regeringen har foreslået en ordning, der skal hjælpe folk gennem vinteren ved at indføre en slags afdragsordning, hvor høje energiregninger kan betales af over nogle år.

    Men regeringens forslag virker langsomt og besværligt, mener direktør Mads Brøgger fra Norlys.

    - Realistisk set vil det kunne tage seks måneder før it-systemenerne hos alle branchens over 50 kommercielle el-handlere er tilpasset. Det gør, at når vi er på vej ind i en vinter og fyringssæson, så har vi ikke mulighed for at give en hjælpende hånd, siger han.

    I sidste uge måtte Norlys lukke telefonerne efter flere dage med telefonstorm fra kunder, der blandt andet ville have hjælp til gas- og elregningen. Efter ca 8.000 opkald mandag og tirsdag besluttede energiselskabet onsdag at lukke telefonerne efter 3.800 opkald, hvor 1.200 sad i kø.

  17. I dag kl. 14:04

    Præst anklaget for krænkende adfærd stopper i embedet

    Den københavnske præst og og tidligere regionsrådsmedlem for Socialdemokratiet i Hovedstaden, Flemming Pless, stopper som sognepræst i Christians Kirke på Christianshavn.

    Det skriver han selv på Facebook.

    - Jeg har valgt at søge min afsked den 17. september som sognepræst efter næsten 34 år i folkekirken, lyder det i opslaget.

    Opslaget kommer, efter fem kvinder har anklaget Flemming Pless for krænkende adfærd og for at have brudt sin tavshedspligt.

    Sagen begyndte for mere end et år siden. 29. marts 2021 blev Pless hjemsendt på orlov, mens sagen blev undersøgt, ifølge Ritzau blandt andet af advokatfirmaet Kromann og Reumert.

  18. I dag kl. 13:55

    Historisk bryggeri indstiller produktionen i Sønderjylland

    Bryggeriet Fuglsang flytter produktionen fra hjembyen Haderslev. I stedet skal den sønderjyske øl nu brygges i Odense og Faxe.

    Flytningen sker for at energieffektivisere produktionen. Dermed vil den sidste øl blive tappet i bryggerihallerne i Haderslev senest den første december i år.

    - Alle, der har besøgt Fuglsang-bryggeriet kan jo se, at det er et bryggeri af ældre dato. Derfor er det svært at energieffektivisere så meget i Haderslev, at det giver mening af bevare produktionen der, siger direktør i Royal Unibrew Kasper Ryttersgaard Jacobsen.

    Fuglsang blev grundlagt i Haderslev i 1865 og var indtil sidste år Danmarks ældste familieejede bryggeri. Det sluttede, da Royal Unibrew overtog bryggeriet sammen med mineralvandsfabrikken Frem i Ribe i maj 2021.

  19. I dag kl. 13:40

    To ansatte ved politiet får advarsel efter Minksag

    Politiinspektør Uffe Stormly og sektionsleder Birgitte Buch har fået en disciplinær advarsel af Rigspolitiet.

    Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

    Rigspolitiet henviser til kommissionens vurdering af de to sager som begrundelse for advarslerne.

    - Rigspolitiet kan herudover oplyse, at der ikke vil være yderligere ansættelsesretlige konsekvenser i forhold til Uffe Stormly og Birgitte Buch, lyder det i pressemeddelelsen.

    En advarsel er den mildeste form for disciplinær straf. Det var også, hvad eksempelvis departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen blev tildelt for sin rolle i Minksagen.

  20. I dag kl. 13:24

    FC København fyrer cheftræner Jess Thorup og forfremmer assistenten

    Jess Thorup er fortid som træner for den danske storklub FC København. (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix © Ritzau Scanpix)

    Jess Thorup skal ikke længere stå i spidsen for den danske mesterklub FC København.

    Det oplyser fodboldklubben til fondsbørsen tirsdag.

    Fyringen kommer efter efter en skidt sæsonstart, hvor FCK har tabt seks af de første 10 ligakampe.

    Thorup førte i juni hovedstadsklubben til det danske mesterskab, og i august sikrede den 52-årige fodboldtræner klubbens første Champions League-gruppespil i seks år, men på grund af de svingende resultater i den hjemlige liga er Jess Thorup nu fyret.

    Jacob Neestrup, der indtil nu har været assistenttræner for klubben, overtager roret som cheftræner og er blevet udstyret med en kontrakt, der løber til sommeren 2026.

    Artiklen er opdateret med nyheden om, at Jacob Neestrup er ny cheftræner i FC København.

  21. I dag kl. 13:01

    Trafikuheld spærrer jysk motorvej

    E45-motorvejen i nordgående retning er i øjeblikket fuldstændig spærret i begge vognbaner mellem Hadsten og Sønder Borup.

    Nordgående trafik ledes derfor af motorvejen ved Hadsten-afkørslen.

    Det skriver Østjyllads Politi på Twitter.

    Politiet oplyser, at en tilskadekommen person er blevet kørt fra stedet med politieskorte til traumecenteret på Skejby Sygehus. Pårørende er ikke underrettet, og politiet har derfor ikke yderligere oplysninger.

    Ifølge politiet involverer trafikuheldet to lastbiler og en personbil. Motorvejen forventes afspærret i en længere periode, mens der arbejdes på stedet, lyder det.

    Opdateret klokken 13.29 med nyeste oplysninger om den tilskadekomne person.

  22. I dag kl. 12:37

    Sanjay Shahs formodede medgerningsmand skal udleveres til Danmark

    Der er lidt medvind til de danske myndigheder i sagen om svindel med udbytteskat for milliarder.

    Mens det ikke er lykkedes at få den hovedmistænkte Sanjay Shah udleveret fra Dubai, er der nu en anden formodet gerningsmand på vej til disse himmelstrøg.

    Briten Anthony Mark Patterson, der er tiltalt i sagen, skal udleveres til retsforfølgelse i Danmark.

    Det bekræfter en domstol i London over for DR Nyheder, efter Politiken tidligere i dag bragte nyheden.

    - Det er meget vigtigt for retsopgøret herhjemme, at Anthony Mark Patterson skal udleveres til Danmark. Det var en ventet afgørelse, da Danmark og Storbritannien har et formelt samarbejde om sagen, men ikke desto mindre er det en vigtig milepæl, siger erhvervskorrespondent Jakob Ussing.

    - Afgørelsen kan dog ankes, og det er forventningen, at Patterson gør det, og dermed kan der stadig gå et halvt års tid, inden vi ved, om han kommer til retssagen i Danmark, der er sat til at begynde i august 2023.

    For at straffesagen kan køre som planlagt herhjemme, skal Sanjay Shah dog også udleveres, og det afviste en domstol i Dubai i første omgang i sidste uge. Den kendelse er dog anket. Det er uvist, hvad Anklagemyndigheden gør herhjemme, hvis det ender med, at Patterson udleveres, men Shah ikke udleveres.

    Patterson er tiltalt for at have hjulpet Sanjay Shah med at hive mere end ni milliarder kroner ud af den danske statskasse.

  23. I dag kl. 12:13

    125 millioner til den kollektive trafik flytter ikke noget, siger kommunerne

    Transportminister Trine Bramsen (S) har ved et møde tidligere i dag givet tilsagn om ekstra 125 millioner kroner, som kommuner og regioner kan bruge på at dække tabte indtægter på grund af faldende passagertal i busser og tog efter coronanedlukningerne.

    Men det kommer ikke til at gøre nogen stor forskel, lyder det fra formanden for Kommunernes Landsforening, Martin Damm (V).

    - Det betyder, at de store efterregninger, som trafikselskaberne lige om lidt sender til kommuner og regioner bliver en lille smule mindre, men det er ikke noget, der flytter noget, siger han.

    Alene på tabte indtægter fra billetsalg vurderer kommuner og regioner, at de mangler 303 millioner kroner. Dertil kommer store prisstigninger på brændstof, som ifølge et skøn fra danske regioner truer op mod hver syvende busrute.

    Men på mødet ville ministeren ikke diskutere brændstoføkonomien, og det efterlader kommuner og regioner, og i sidste ende passagererne, i en svær situation, siger Martin Damm.

    - Den eneste mulighed, der findes for kommuner og regioner er at nedlægge busruter, indtil pengene passer.

  24. I dag kl. 12:03

    Heunicke vil købe corona-pille uden om EU

    Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil købe pillerne Paxlovid til behandling af corona uden om EU. Det skriver han på Twitter.

    - Folketinget har tidligere besluttet at indkøbe Paxlovid til behandling af covid-19. Da det endnu ikke er lykkedes at få en indkøbsaftale i EU, har jeg netop orienteret partierne om, at vi vil bede om mandat til at kunne købe Paxlovid uden om EU i en bilateral aftale, skriver han.

    Ifølge WHO kan pillen reducere risikoen for at blive indlagt med 85 procent. Pillen er blandt andet brugt til at behandle præsident Joe Biden, da han i sommer blev testet positiv for corona.

  25. I dag kl. 12:01

    Erdogan: Rusland skal give alt land tilbage til Ukraine

    Erdogan og Putin har holdt et tæt forhold til hinanden på trods af krigen i Ukraine. Og så sent som i sidste uge mødtes de to til et stort møde i Usbekistan. (Foto: ALEXANDR DEMYANCHUK/SPUTNIK/KREM © Ritzau Scanpix)

    I et interview med den amerikanske tv-station PBS NewsHour siger den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, at hvis der skal opnås fred i Ukraine, så skal Rusland aflevere alt land tilbage til Ukraine.

    Ifølge Erdogan gælder det også Krim-halvøen, som Rusland annekterede i 2014.

    - Siden 2014 har jeg talt med min kære ven Putin om det, og det er, hvad vi har krævet af ham, lyder det fra Erdogan.

    Erdogan siger desuden i interviewet, at han ikke mener, at en invasion kan retfærdiggøres.

    Læs mere om udviklingerne i krigen i Ukraine på DR's liveblog.

  26. I dag kl. 11:36

    Madeleine McCanns forældre taber injuriesag

    Den britiske pige Madeleine McCann forvandt i 2007. Det fik hele verden til at sørge over hendes forsvinden. Og lige siden har der været adskillige teorier om, hvad der skete den aften hun forsvandt. Sagen er aldrig blevet opklaret (Foto: Nacho Doce © Scanpix Denmark)

    Sagen om den britiske pige Madeleine McCanns forsvinden tilbage i 2007 bliver ved med at dukke op.

    Denne gang er det forældrene, som – igen – har tabt en injuriesag mod den efterforsker, som i en bog anklagede dem for at have medvirket til deres datters forsvinden.

    Det er Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som har afgjort, at forældrene fik en retfærdig behandling, da Portugals retssystem tidligere tog stilling til sagen.

    Forældrene havde lagt injuriesag an mod den portugisiske efterforsker Goncalo Amaral, som var med til at undersøge sagen, og som i en bog indikerede, at forældrene var involveret Madeleine McCanns forsvinden.

    Forældreparret blev i september 2007 afhørt af politiet som mistænkte, men knap et år efter droppede det portugisiske politi deres efterforskning af parret på grund af manglende beviser, og de to blev renset for mistanke.

    I 2015 fik McCann-parret medhold i deres søgsmål mod Goncalo Amaral, og den portugisiske efterforsker blev dømt til at betale erstatning.

    Afgørelsen blev to år senere dog omstødt i Portugals højesteret. En afgørelse. som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol altså er enig i.

  27. I dag kl. 11:17

    Nu skal Rigsrevisionen undersøge ministres brug af kreditkort

    Statsrevisorerne besluttede på et møde i går, at Rigsrevisionen skal undersøge ministres brug af betalingskort fra perioden fra 2015 til nu.

    Det erfarer DR Nyheder.

    Det betyder blandt andet, at fødevareminister Rasmus Prehns (S) brug af ministeriets betalingskort skal tjekkes efter i sømmene.

    Beslutningen kommer ovenpå, at Prehns brug af ministeriekortet gennem længere tid har været genstand for diskussion, efter Ekstra Bladet kunne afsløre, at han flere gange har brugt kortet til at betale for besøg på restauranter og barer, hvor han desuden på en regning havde angivet et falsk navn.

    Udover ministres brug af betalingskort skal ministeriernes generelle brug af betalingskort også under lup fra Rigsrevisionen. Det betyder altså, at også medarbejdere og chefer i minsteriernes brug af et kort, der er udstedt af ministeriet skal undersøges.

    Det fremgår af en anmodning fra Rigsrevisionen.

  28. I dag kl. 11:13

    Brian Laudrup fortryder Dubai-reklame efter fyring

    Brian Laudrup havde ikke forventet, at hans medvirken ville blive modtaget på en sådan måde. (Foto: KELD NAVNTOFT © Ritzau Scanpix)

    Fodboldlegenden Brian Laudrup havnede i en mediestorm, da han for nyligt dukkede op i en reklamevideo for Visit Dubai.

    Videoen skulle promovere Dubai frem mod VM i Qatar, og den tidligere landsholdsstjerne lagde ansigt til. Det endte med at koste ham jobbet som fodboldekspert hos TV 2 Sport.

    Reaktionerne på hans deltagelse i videoen kom dog bag på Laudrup.

    - Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg nok været naiv. Jeg tænkte kort, at der måske ville blive skrevet lidt, men så var det nok også det. Det er det absolut mest sandfærdige, jeg kan sige, fortæller han til Jyllands-Posten.

    - Derfor havde jeg heller ikke fortalt det til TV 2. Havde jeg fortalt det og havde fået at vide, at den ikke gik, havde jeg aldrig gjort det. Men jeg nåede ikke at tænke over, at det ville være så kontroversielt og så forfærdeligt.

    Dubai er som Qatar i menneskerettighedsorganisationers søgelys for blandt andet brud på menneskerettigheder og love mod homoseksualitet.

    Derfor mente TV 2 ikke, at en promovering af Dubai harmonerede med at være ekspert på tv-stationen, som skal være en del af den journalistiske dækning af VM i Qatar til november.

    /ritzau/

  29. I dag kl. 11:05

    29-årig sigtet for drab på højgravid kvinde i 2016 skal forblive fængslet

    En mand, der er sigtet for drabet på gravide Louise Borglit i 2016, skal forblive fængslet.

    Det har en dommer ved Retten i Glostrup her til formiddag afgjort, skriver B.T.

    Den 29-årige mand, der nægter sig skyldig, er tidligere frivilligt gået med til, at hans varetægtsfængsling blev forlænget. Men altså ikke denne gang.

    Han vil løslades. Det er dog fortsat grundlag for at frihedsberøve ham, lyder afgørelsen fra dommeren.

    32-årige Louise Borglit blev dræbt i Elverparken i Herlev den 4. november 2016. Først næsten seks år efter mordet blev den sigtede anholdt.

  30. I dag kl. 10:48

    Uganda ramt af eboladødsfald: Det første siden 2019

    En 24-årig mand fra Uganda er død af ebola.

    Det oplyser landets sundhedsministerium ifølge Reuters.

    Dødsfaldet er landets første siden 2019, og myndighederne er nu i gang med at undersøge en række andre mistænkelige sager.

    Det har fået myndighederne til at erklære ebolaudbrud i landet, og lige nu får otte personer behandling for, hvad de mistænker kan være ebola.

    Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO's afrikanske afdeling er der tale om en relativt sjælden ebolavariant, der oprindeligt kendes fra Sudan.

    Men ifølge WHO er Uganda godt rustet til at håndtere et udbrud.

    - Det er ikke fremmed for Uganda at skulle håndtere ebola effektivt. Takket været landets ekspertise er der blevet handlet hurtigt for at opdage virusset.

    Virusset kostede over 11.000 mennesker livet under et udbrud i Vestafrika fra 2014 til 2016.

  31. I dag kl. 10:28

    Trafikselskaber får coronatilskud på 125 millioner - men ingen energihjælp

    Repræsentanter fra kommuner og regioner mødtes her til morgen med transportminister Trine Bramsen (S) med et råb om hjælp til den kollektive trafik.

    Forud for mødet havde kommunerne og regionerne meldt ud, at de mangler 303 millioner for at dække manglende indtægter på grund af passagertab i forlængelse af coronanedlukningerne.

    Men det bliver til et tilskud på 125 millioner kroner, lyder det fra transportministeren.

    - Det skal ses som et helt ekstraordinært covid-19-tilskud, for det er mange måneder siden, at restriktionerne ophørte, og i månederne med restriktioner fik de kompensation.

    Regionerne og kommunerne havde også ønsket hjælp til at dække de stigende brændstofudgifter, som ifølge Danske Regioner truer med at lægge hver syvende busrute ned.

    Men det ville Trine Bramsen ikke gå ind i på mødet.

  32. I dag kl. 10:20

    Brad Pitt springer ud som kunstner med udstilling i Finland

    • På udstillingen kan publikum både se skulpturer af Pitt, en keramikserie af Nick Cave og nye malerier og skulpturer, som den britiske kunstner Thomas Houseago står bag. (Foto: JUSSI KOIVUNEN © Ritzau Scanpix)
    • Brad Pitt, der blandt andet har lavet skulpturen til venstre, begyndte angiveligt at lave kunst efter sin skilsmisse fra Angelina Jolie og tilbragte op til 15 timer om dagen i Houseagos studie i Los Angeles tilbage i 2017, skriver The Guardian. (Foto: JUSSI KOIVUNEN © Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    Brad Pitt er for de fleste kendt for sine præstationer på det hvide lærred.

    Men nu kan den amerikanske skuespiller føje endnu en titel til sit cv. Billedhugger.

    Det kan indbyggerne i Finlands tredjestørste by, Tampere, skrive under på.

    Her udstiller Hollywood-stjernen nemlig for første gang en række skulpturer på Sara Hildénin Taidemuseo skriver The Guardian.

    Pitts i alt ni værker tæller et støbt gipspanel, der "skildrer en skudduel", og en række husformede silikoneskulpturer, der hver især er blevet beskudt med forskellige typer af ammunition.

    - For mig handler det om selvrefleksion. Det handler om, hvor jeg har taget fejl i mine relationer, hvor jeg har begået fejl, hvor jeg er medskyldig, sagde Pitt ifølge The Guardian ved åbningen.

    Den 58-årige skuespiller løftede sløret for sine skulpturer i lørdags. De er en del af en større udstilling, hvor der også indgår værker af den australske musiker Nick Cave og den britiske billedhugger Thomas Houseago.

  33. I dag kl. 09:48

    250.000 mennesker besøgte dronning Elizabeths kiste

    Offentligheden havde mulighed for at vise deres respekt ved dronningens kiste. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

    En kø på 16 kilometer og et døgns ventetid.

    Interessen for at sige et sidste farvel til dronning Elizabeth har været enorm.

    Nu oplyser den britiske kulturminister, Michelle Donelan, til Sky News, at omkring en kvart million har været forbi dronningens kiste.

    Fra den 14. september klokken 18 og indtil 6.30 mandag morgen lokal tid havde offentligheden mulighed for at gå forbi hendes kiste under dronningens såkaldte "lying-in-state" i Westminster Hall.

    Flere prominente navne var forbi kisten for at tage afsked med dronningen. Lige fra den tidligere fodboldstjerne David Beckham til dronning Margrethe og kronprins Frederik.

    De danske kongelige var forbi søndag, dagen før dronningens statsbegravelse, hvor omkring 2.000 deltog.

  34. I dag kl. 09:36

    Justitsministeren ønsker ende på hooliganvold: 'Vi har behov for lovændringer'

    Mattias Tesfaye (S) blev justitsminister i maj måned, efter Nick Hækkerup forlod posten. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

    Søndagens sammenstød mellem fans af fodboldklubberne Brøndby IF og FC København på en rasteplads på Fyn har vakt harme og utryghed i dansk fodbold.

    Nu har også justitsminister, Mattias Tesfaye (S), kommenteret hændelsen, som han kalder "totalt uacceptabel".

    Sammenstødet på rastepladsen, hvor Brøndby-tilhængere opsøgte FCK-fans, er endnu et eksempel på en kedelig tendens, som Mattias Tesfaye vil til livs. Men det kræver ifølge justitsministeren, at man får nye GDPR-værktøjer.

    - Det ser ud til, at vi har behov for nogle lovændringer, som dels skal kunne udveksle oplysninger mellem klubber og politi og dels sikre, at afviklingen af kampene kan foregå i god ro og orden.

    - Så kan de 99 procent af os, der tager på stadion for at have en fest, fortsætte med festen, og den ene procent kan blive pillet ud og få karantæne og blive straffet, hvis der er behov for det, siger justitsministeren, der selv er AGF-fan, til TV 2 Sport.

    De to klubber har taget afstand til urolighederne, som FCK kalder "idioti".

  35. I dag kl. 09:11

    Grøn Alliances politiske leder genopstiller ikke til kommende folketingsvalg

    Henrik Vindfeldt afviser at genopstille til det kommende folketingsvalg. (Foto: Asger Ellekrog © DR)

    Henrik Vindfeldt, der er er politisk leder af Grøn Alliance, genopstiller ikke til næste folketingsvalg.

    - Først og fremmest er det fordi, jeg har kæmpestor tillid til Franciska (Rosenkilde, red.) og Alternativet og resten af holdet. Hvis ikke jeg havde det, ville jeg stille op, siger Henrik Vindfeldt.

    Hør Henrik Vindfeldt forklare, hvorfor han ikke genopstiller:

    Ifølge Vindfeldt skyldes pausen, at han har haft "nogle hårde år" i politik.

    - Det har været hårdt at række hånden op og sige, at vi skal behandle dyrene ordentligt, og at vi måske skal lade være med at spise nogle af de produkter, der ligger i køledisken. Jeg har virkelig tillid til, at Alternativet formår at løfte den her opgave, siger han.

    Dog afviser han ikke, at han måske vil gå ind i politik igen engang i fremtiden.

    - Jeg vil ikke afvise, at jeg på et tidspunkt engagerer mig i kampen igen, men for nuværende skal jeg have en pause.

  36. I dag kl. 08:56

    Terrorforsker advarer om udvikling på udrejsecenter: Ultimativt arnested for radikalisering

    Terrorforsker Tore Hamming Refslund advarer nu om en forråelse af miljøet på Udrejsecenter Kærshovedgård.

    For fem år siden var to ud af tre beboere afviste asylansøgere.

    I dag er der flest udvisningsdømte og personer på tålt ophold. Heriblandt mindst en håndfuld personer, som har afsonet domme for terrorisme. Og flere er på vej, når de også kommer ud af fængslet.

    På Kærshovedgård er mulighederne for at rekruttere blandt de mange desillusionerede beboere optimale, lyder det fra forskeren.

    - Det er det ultimative arnested for personer, som gerne vil radikalisere andre, siger Tore Hamming Refslund

    I eftermiddag er både justitsministeren og udlændinge- og integrationsministeren kaldt i samråd om radikalisering på Kærshovedgård.

  37. I dag kl. 08:14

    Efter dødelige sammenstød: Kirgisistans præsident vil løse grænseproblemer på 'en fredelig måde'

    - Vi fortsætter vores bestræbelser på at løse grænseproblemerne mellem Kirgisistan og Tadsjikistan på en fredelig måde, siger Kirgistans præsident, Sadyr Japarov i en tv-tale ifølge Reuters.

    Flere russiske nyhedsbureauer rapporterer samtidig, er Kirgisistan og Tadsjikistan er blevet enige om at trække militære styrker tilbage fra grænsen.

    Det sker, efter mindst 100 mennesker ifølge Reuters er blevet dræbt mellem den 14. og 16. september i kampe på et omstridt grænseområde mellem Kirgisistan og Tadsjikistan.

  38. I dag kl. 07:39

    Orkanen Fiona tager til i kraft: Advarsel om dødelige og katastrofale oversvømmelser

    Flere huse er blevet ødelagt af orkanen Fiona. Her i Higuey i Den Dominikanske Republik. (Foto: RICARDO ROJAS © Ritzau Scanpix)

    Orkanen Fiona har taget til i kraft og er steget fra at være en kategori 1-orkan til nu at være en kategori 2-orkan.

    Efter at have hærget Puerto Rico med oversvømmelser og strømafbrydelser er den nu nået til Den Dominikanske Republik. Her er strømmen gået i feriebyen Punta Cana, og adskillige veje er blevet oversvømmet eller blokeret af væltede træer eller elmaster. Det oplyser nyhedsbureauet AFP.

    USA's nationale orkancenter, NHC, advarer om, at orkanen kan tage yderligere til i styrke og medføre "livstruende og katastrofale oversvømmelser og jordskred". De forventer, at den vil vokse sig til en kategori 3-orkan i løbet af tirsdag, hvilket gør den til sæsonens første store atlantiske orkan.

    Ifølge NHC har Fiona vindhastigheder på 161 kilometer i timen. Det svarer til cirka 44,7 meter i sekundet.

  39. I dag kl. 06:36

    Tirsdag bliver solrig og næsten tør

    De seneste dage har himlen været næsten skyfri, dog flere steder med de store ambolt-skyer, som her ved Esbjerg mandag. Under skyerne kan vejret være ret voldsomt med eksempelvis store hagl. (Foto: Helle Smedegaard)

    Der venter endnu en dag med primært blå himmel og plads til solen. Den skyfri himmel har vi haft natten igennem, og det har også betydet, at gårsdagens varme forsvandt ud i himmelrummet, og derfor har vi været helt nede på bare 0,2 grader her til morgen i Isenvad.

    Senere kommer termometeret til at vise mellem 15 og 17 grader, måske lokalt 18 i Sønderjylland. Vinden er drejet og kommer fra skiftende retninger, de fleste steder dog fra nordvest og nordøst med en svag til jævn styrke.

    Udover byger på Sjælland i morgentimerne, vil det forblive tørt for de fleste i dag, men der kan senere være enkelte byger, der løber over landet.

  40. I dag kl. 06:22

    Kofod: Domme for krigsforbrydelser i Ukraine kan have lange udsigter

    Selv om det kan have lange udsigter, så skal man gøre alt for at undersøge og dokumentere krigsforbrydelser. Sådan lyder det fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S), skriver Ritzau.

    - Det går ikke, at vi lever i et verdenssamfund, hvor man kan begå forbrydelser, og ofrene ikke kan se, at der bliver taget hånd om indsamling af beviser og opbygning af sager for de forbrydelser, der bliver begået.

    - Det kommer til at tage mange år. Det kan have lange udsigter. Men det betyder ikke, at det ikke skal gøres, siger udenrigsministeren.

    På torsdag er han vært ved et arrangement i New York. Her er skal deltagerne skabe momentum for at indsamle beviser i Ukraine, så der kan blive opbygget sager, der senere kan blive ført ved eksempelvis den Internationale Straffedomstol.

  41. I dag kl. 05:53

    Liz Truss lover knap 20 milliarder til Ukraine næste år

    De vestlige lande har allerede sendt enorme milliardbeløb til Ukraine for at støtte dem i krigen mod Rusland. Men nu lover Storbritanniens premierminister, Liz Truss, at de vil bruge mindst 19,5 milliarder kroner på militærhjælp til Ukraine næste år. Det skriver Ritzau.

    Samtidig lover hun, at de vil matche eller overstige den støtte, som de allerede har givet.

    I disse dage er verdens regeringsledere i New York City til FN’s Generalforsamling, og her vil hun bruge sine kræfter på at sætte en stopper for verdens afhængighed af russisk gas.

    - For mange liv - i Ukraine, Europa og resten af verden - bliver manipuleret af en afhængighed af russisk energi. Vi er nødt til at samarbejde for at sætte en stopper for det én gang for alle, siger Liz Truss.

    I 2022 er Storbritannien det land, der har givet næstflest penge i militærhjælp til Ukraine - kun overgået af USA.

  42. I dag kl. 05:35

    Ækvatorial-Guineas præsident afskaffer dødsstraf med ny lov

    Ækvatorial-Guineas præsident afskaffer dødsstraf. Det oplyser statsligt tv, efter at præsident Teodoro Obiang Nguema Mbasogo har underskrevet en ny lov, skriver Ritzau.

    - Jeg skriver med versaler for at forsegle dette unikke øjeblik: ÆKVATORIAL-GUINEA HAR AFSKAFFET DØDSSTRAF, skriver vicepræsident Teodoro Nguema Obiang Mangue, der er søn af præsidenten, på Twitter.

    Ifølge Amnesty International blev den sidste officielle henrettelse gennemført i 2014, men det centralafrikanske land beskyldes dog fortsat for tortur, tvangsforsvindinger, vilkårlige anholdelser og tortur.

    Dødsstraf er fortsat lovlig i flere end 30 afrikanske lande. Omkring halvdelen af disse lande har gennemført henrettelser de seneste år.

    Afskaffelsen vil træde i kraft i løbet af de første 90 dage, efter at nyheden er blevet offentliggjort i Ækvatorial-Guineas statslige tidsskrift.

  43. I går kl. 23:50

    'Serial'-hovedperson løsladt fra fængslet

    Den første sæson af 'Serial' satte gang i en bølge af podcasts i true crime-genren.

    Nu har en dommer bestemt, at dommen mod hovedpersonen fra første sæson af serien fra 2014, er omgjort. Det skriver BBC.

    Første sæson af 'Serial' dykkede ned i drabet på 18-årige Hae Min Lee i Baltimore, som hendes ekskæreste, Adnan Syed, blev dømt for i 2000.

    Podcasten gravede i hans sag og rejste spørgsmål om dommen og hans juridiske repræsentation.

    Beslutningen kommer ifølge Washington Post efter, at anklagere fortalte retten, at de havde mistet troen på Syeds dom. Og det har dommeren altså nu godkendt.

    Adnan Syed, der altså fik løsnet lænkerne efter 23 år bag tremmer, har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig i drab.

    Nu har anklagemyndigheden ifølge AP 30 dage til at overveje, om den vil forsøge at rejse en ny sag mod Syed.

  44. I går kl. 22:56

    Mand sigtet for drab ved pride i Oslo skal fortsat sidde fængslet

    Manden, der er sigtet for et skyderi udenfor to natklubber i Oslo den 25. juni, skal sidde varetægtsfængslet i fire uger mere.

    Det har byretten i Oslo besluttet, skriver det norske medie NRK.

    Han er pålagt brev- og besøgsforbud i hele fængselsperioden, der varer til 17. oktober, og kan holdes i isolation og nægtes adgang til medierne indtil 3. oktober.

    Den varetægtsfængslede mand er tvangsindlagt på Haukeland Universitetshospital i Bergen til retsobservation.

    Han er sigtet for at have begået drab og drabsforsøg med terrorforsæt.

    To personer blev dræbt ved skyderiet, som foregik uden for to barer, som særligt henvender sig til personer i LGBT+-miljøet. Flere blev sårede.

    Politiet arbejder med en teori om, at skyderiet var en hadforbrydelse rettet mod homoseksuelle, skriver NRK.

  45. I går kl. 22:54

    FCK-direktør vil have undersøgt angreb på fanbusser

    FCK-direktør Jacob Lauesen stiller spørgsmålstegn ved, hvordan det overhovedet kunne finde sted, at maskerede Brøndby-hooligans overfaldt FCK-fans på en rasteplads på vej hjem fra Herning søndag aften.

    - Det er flere steder fremstillet, som om at det var et tilfældigt sammenstød mellem to rivaliserende fangrupper. Men alt tyder på, at det var et koordineret overfald rettet mod FCK-fans, siger han.

    Sammenstødet skete på rastepladsen ved Rønninge på Fyn, da begge klubbers fans var på vej mod Sjælland.

    Ifølge FCK holdt alle busser med FCK-fans ind på rastepladsen for at lade busserne med Brøndby-fans køre forbi for at undgå mulig konfrontation.

    - Vi ønsker ikke at pege fingre, men der er behov for en grundig gennemgang af, hvordan de episoder kan finde sted, når risikoen er flaget på forhånd, og det sker på offentligt område, hvor vi som klub ikke har muligheder for at forhindre, at det sker, siger Jacob Lauesen.

    Derudover antyder FCK-direktøren, at københavnerklubben er klar til at se nye veje for at løse problemerne.

    - Vi er klar til at drøfte nye værktøjer og andre løsninger med både klubber, fans og myndigheder, så vi kan forhindre vold og overfald i forbindelse med fodboldkampe, siger han.

  46. I går kl. 22:37

    Grøn alliance bliver en del af Alternativet

    Partiet Grøn Alliance, der indtil for nylig gik under navnet Veganerpartiet, har sluttet sig til Alternativet.

    Sådan lyder det i en fælles pressemeddelelse ifølge ritzau.

    - Vi er så glade for, at Grøn Alliance har valgt at melde sig under vores faner, siger Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde.

    For tre uger siden friede Alternativet til partierne Grøn Alliance (på daværende tidspunkt Veganerpartiet) og Frie Grønne om, at partierne skulle samle sig under Alternativets navn.

    Det afviste Frie Grønnes politiske leder, mens Grøn Alliance altså nu officielt har takket ja.

  47. I går kl. 21:28

    Voldsomt jordskælv i Stillehavet ryster mexicansk region

    Der er lige nu stor risiko for tsunami, efter et voldsomt jordskælv med en styrke på 7,6 Richter netop er blevet registreret i Stillehavet ud for regionen La Placita de Morelos i Mexico.

    Jordskælvet var så kraftigt, at bygninger rystede i Mexico City.

    Det skriver Reuters.

    Byens borgmester, Claudia Sheinbaum, fortæller dog, at der ikke umiddelbart er tegn på skade i storbyen.

    Jordskælvet rammer på årsdagen for et lignende jordskælv, som ramte området i både 2017 og 1985.

    Tusindvis af mennesker blev dræbt i 1985 og mere end 350 blev slået ihjel i 2017.

  48. I går kl. 21:24

    Danmark vil støtte Ukraine ved Den Internationale Domstol

    Danmark anmoder om at gå ind i en sag mellem Rusland og Ukraine ved Den Internationale Domstol i Haag.

    Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

    I sagen anklager Ukraine Rusland for at komme med falske beskyldninger om folkedrab begået af Ukraine.

    Danmark, med Udenrigsministeren i front, melder sig dermed til at fremlægge sin fortolkning af FN’s folkedrabskonvention for at støtte Ukraine.

    – Ruslands brutale overgreb på Ukraine skal stoppe, og Putins forsøg på at manipulere virkeligheden og misbruge folkedrabskonventionen skal blotlægges. Derfor skal vi støtte Ukraine – både i kampzonen og nu her i retslokalet, siger udenrigsminister Jeppe Kofod ifølge Ritzau.

    Det er første gang, Danmark anmoder om at gå ind i en sag mellem to stater ved Den Internationale Domstol.

  49. I går kl. 19:52

    Nyborg Kommune opfordrede ansatte til ikke at gå til pressen med kritik - nu trækker de i land

    For en uge siden blev medarbejderne i Nyborg Kommune opfordret til ikke at henvende sig til pressen med anonym kritik af kommunen.

    Og nu trækker de så i land igen.

    På et møde her til eftermiddag er kommunens hovedudvalg blevet enige om at slå fast, at alle ansatte i Nyborg Kommune har fuld ytringsfrihed.

    Det fremgår af en mail fra HR-chef Maibritt Borg, som DR Fyn er kommet i besiddelse af.

    I mailen skriver HR-chefen, at "alle ansatte i Nyborg Kommune naturligvis har ret til at udtale sig til pressen inden for rammerne af ytringsfriheden.

    - Hovedudvalget vil gerne beklage, hvis mailen har skabt tvivl herom, lyder det med henvisning til den såkaldte fredagsmail, som også har fået Folketingets ombudsmand til at reagere.

    Sagen startede efter en større kulturundersøgelse i Nyborg Kommune, som var fyldt med en masse anonym kritik fra de ansatte. Herefter opfordrede kommunens centrale samarbejdsorgan, Hovedudvalget, de ansatte i kommunen til ikke at henvende sig til pressen med anonym kritik af kommunen.

  50. I går kl. 19:43

    Dansk spil bliver udstillet på Moma sammen med 'Pac-Man' og 'Tetris'

    I 2017 vandt 'Inside' - som det eneste spil - fire BAFTA’er ved British Academy of Film and Television Arts i London.

    At have et af sine værker udstillet på Museum of Modern Art (Moma) i New York er nok noget, de fleste kunstnere drømmer om, men kun de færreste kan bryste sig af.

    Det er ikke desto mindre tilfældet for det danske spilselskab Playdead, som står bag spillet 'Inside', der netop er blevet en del af en ny udstilling.

    Her vil museet vise bemærkelsesværdige spillemaskiner, computerspil, apps og hjemmesider fra 1960'erne og frem til i dag, og 'Inside' vil derfor blandt andet kunne opleves sammen med historiske spil som 'Pac-Man', 'Tetris' og 'Space Invaders'.

    - Det er en kæmpe anerkendelse, at 'Inside' er kommet i det selskab. 'Tetris', 'Space Invaders' og 'Pac-Man' har jeg haft store oplevelser med, længe inden det gik op for mig, at jeg selv kunne udvikle spil, siger Arnt Jensen, der er stifter af Playdead og skaber af 'Inside'.

    I spillet, der blev udgivet i 2016, følger man en dreng, som jages dybt ind i en skrækindjagende, fascinerende og smuk verden.

Mere fra dr.dk