Hvis det står til de praktiserende læger, skal det være muligt at få sin coronavaccine hos egen læge i fremtiden, hvis man er udsat eller sårbar.
Det skal ifølge Dansk Selskab for Almen Medicin sørge for, at flere bliver beskyttet inden efteråret, siger organisationens næstformand, Bolette Friderichsen.
- Vi ved, at mange af dem, der ikke er vaccinerede, gerne vil. De får det bare ikke gjort, fordi noget står i vejen. Måske har de ingen computer, eller måske kan de ikke overskue at skulle hen i et vaccinationscenter, siger hun.
Udover at få lov til at vaccinere ønsker de praktiserende læger også at få adgang til Det Danske Vaccinationsregister, så de kan følge, hvilke af deres patienter der mangler at blive vaccineret mod corona.