Seneste Nyt

Publikum strømmede til sejlskibe i Aalborg

  • Det var angiveligt Danmarks største fyrværkeri, der blev affyret fra Limfjordsbroen i aftes. (Foto: Michael Bo Rasmussen © Michael Bo Rasmussen / Baghuset)
  • TV2 på Slotspladsen i Aalborg i aftes. (Foto: Michael Bo Rasmussen © Michael Bo Rasmussen / Baghuset)
  • Mange valgte lørdag aften at se med fra vandsiden. (Foto: Michael Bo Rasmussen © Michael Bo Rasmussen / Baghuset)
  • Allan Olsen på scenen i går med Nordkraft Bigband. (Foto: Lars Horn / Baghuset © Lars Horn / Baghuset)
1 / 4

Næsten 300.000 gæster var på havnefronten i Aalborg i løbet af i går, hvor de udover 40 af verdens smukkeste sejlskibe blandt andet også kunne se et rekordstort fyrværkeri fra Limfjordsbroen og høre TV2 og Allan Olsen.

Forventningen til besøgstallet ved afslutningen på dette års The Tall Ships Races i Aalborg har været op mod 700.000. Og det ser ud til at blive nået.

- Efter de første fire dage er vi oppe på 650.000, så det er et yderst flot tal, som vi er meget tilfredse med, siger projektmedarbejder i Aalborg Kommune, Keld Rud Nielsen.

Sejlskibene sejler ud af Limfjorden igen fra klokken 13 til 15, og den ofte meget stemningsfulde sidstedag har tidligere tiltrukket op mod 100.000 mennesker, fortæller Keld Rud Nielsen.

Kapsejladsen begyndte i Esbjerg den 7. juli og har været i Holland og Belgien inden afslutningen i Aalborg.

Nyheder

  1. Efter gaslæk: Energisektoren hæver cyber-trusselsniveauet 

    Efter angrebet mod gasrørledninger i Østersøen hæver energi- og forsyningssektorens cyberenhed, EnergiCERT, nu trusselniveauet for cyberangreb.

    Men kun til næstlaveste trin.

    Hvor truslen hidtil har ligget på ’grøn’, som er det laveste niveau, hæves det nu til ’blå’, som er det næstlaveste på skalaens fem trin.

    - Den danske kritiske infrastruktur er under konstant cyberangreb. Men vi vurderer generelt, at de danske energi- og forsyningsselskaber har et godt forsvar mod de nuværende angrebstyper, siger Søren Maigaard fra EnergiCERT.

    - Jeg tror dog, alle er klar over, at den nuværende geopolitiske situation betyder, at vi bør forberede os ekstra godt og få pudset alle vores planer af, fortsætter han.

    Hos Center for Cybersikkerhed er de endnu mere bekymrede. Sidste år vurderede de truslen fra såkaldte ransomware-angreb mod den danske energisektor til at være ’meget høj’.

  2. Maratondebat er begyndt i folketingssalen

    • Socialdemokratiets politiske ordfører Rasmus Stoklund var den første på talerstolen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
    • Statsminister Mette Frederiksen (S) er også til stede i salen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
    • Åbningsdebatten i Folketinget i København, torsdag den 6. oktober 2022. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
    • Åbningsdebatten i Folketinget i København, torsdag den 6. oktober 2022. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
    • Både menige medlemmer og partiledere er mødt op. Her er det SF's formand, Pia Olsen Dyhr. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
    • Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
    1 / 6

    Klokken har passeret 9, og det betyder, at der er taget hul på åbningsdebatten i Folketinget, som plejer at vare til sent om aftenen.

    Åbningsdebatten holdes altid i forlængelse af statministerens åbningstale, som statsminister Mette Frederiksen holdt i tirsdags. Dog er det lidt atypisk denne gang, at den finder sted midt i en valgkamp.

    Ved åbningsdebatten har alle partier ordet på skift, hvorefter alle medlemmer af Folketinget kan stille spørgsmål.

    Og det tager typisk meget lang tid, så folketingsmedlemmerne får en lang dag i Folketingssalen, der både plejer at føre til hårde meningsudvekslinger, store grin og lidt søvninge politikere, når vi når ud på natten.

    Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), indledte dagens åbningsdebat med at pointere, at debatten skal foregå i en "ordentlig tone" og "respektfuldt".

    Følg hele debatten her i vores liveblog og på DR1 og DRTV.

  3. Tre personer er sigtet for knivdrab i Vejle

    En kvinde og to mænd mellem 30 og 40 år er blevet sigtet for manddrab på en 60-årig mand, der i går blev fundet blødende på Svendsgade i Vejle.

    De tre blev anholdt i går og fremstilles i dag i grundlovsforhør ved retten i Kolding.

    Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Ifølge politiet døde den 60-årige af knivstik. Han blev fløjet på hospitalet med lægehelikopter, men hans liv stod ikke til at redde.

    Offeret og de mistænkte gerningspersoner kendte tilsyneladende hinanden, fortæller politiet.

    - Det er fortsat Sydøstjyllands Politis opfattelse, at der er tale om, at alle de involverede kender hinanden forud for hændelsen i går i Svendsgade. Det er også fortsat vurderingen, at der er tale om et indbyrdes opgør i det miljø, hvor de alle færdes, står der i pressemeddelelsen.

    Mandens pårørende er underrettet.

  4. Højeste konkursniveau i Danmark i ti år

    Mange danske virksomheder har det svært i øjeblikket og må dreje nøglen om. Det er blandt andet tilbagebetaling af momslån fra coronatiden, som gør ondt på virksomhederne

    Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik, var der 251 konkurser i september. Det er 7,6 procent flere end i august.

    Blandt de konkursramte virksomheder i år havde 45 procent et momslån. Det har medvirket til, at det gennemsnitlige antal konkurser i aktive virksomheder i årets først ni måneder lå på det højeste niveau siden 2012.

    Konkurserne i september svarer til 1.242 fuldtidsjob, hvilket er næsten 40 procent flere end i august.

    De seneste fire måneder er antallet af konkurser ikke set større siden finanskrisen i 2009 og 2010.

  5. Valgkampen er i fuld gang på gaden - for valgplakaterne kommer først op på lørdag

    Ude på gaderne og måske især togstationerne er valgkampen i fuld gang allerede her til morgen.

    Tit sparkes en valgkamp i gang med, at der bliver banket en hel masse valgplakater op i lygtepælene, men fordi det er en lang valgkamp i år, må de først hænges op fra på lørdag.

    Så i stedet er en del kandidater gået på gaden for at komme i kontakt med mere eller mindre morgenfriske danskere.

    En af dem er Liberal Alliances Steffen Larsen, som DR Nyheder fangede ved Hellerup Station tidligere på morgenen.

    - Man skal være til stede alle steder. På sociale medier, men også på gaden. Man skal ud og møde vælgerne. Hvis ikke de ved, man findes, hvorfor skulle de så stemme på en?, siger han.

  6. Atypisk dag i valgkampen: I dag er der åbningsdebat i Folketinget

    I dag bliver en lidt atypisk dag i en valgkamp.

    For normalt ville medlemmerne af Folketinget nok have brugt hele dagen på at være ude på gader og stræder for at møde vælgere og uddele flyers, rundstykker, kaffe, roser, og hvad de ellers kan finde på.

    Men i dag kommer rigtig mange af dem til at bruge en stor del af dagen i Folketingssalen.

    Der er nemlig åbningsdebat i Folketinget. Sådan en skal der være, efter statsministeren har holdt sin åbningstale. Det gjorde hun i tirsdags, og normalt ligger åbningsdebatten så to dage efter. Også i år, selvom der er valgkamp.

    Åbningsdebatten begynder klokken 9.00 og varer normalt til langt ud på aftenen. Hvordan det bliver i år, må vi vente og se.

  7. Kevin Spacey i retten anklaget for seksuelle krænkelser

    Billedet her er fra juli i år, hvor Kevin Spacey ankommer til retten i London. Her var han tiltalt for at have begået seksuelle krænkelser på teatret Old Vic i London fra 2004 til 2015. (Foto: Justin Tallis © Ritzau Scanpix)

    Den amerikanske skuespiller, der nok er mest kendt for sin rolle i Netflix-serien 'House of Cards' og for sin Oscar-belønnede rolle i 'American Beauty', er i dag på anklagebænken i en civil retssag om seksuelle krænkelser.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Den påståede episode fandt sted tilbage i 1986, da den dengang 14-årige skuespiller Anthony Rapp spillede sammen med Kevin Spacey, der dengang var 26 år.

    Rapp fortæller, at han og Kevin Spacey var til en fest i en lejlighed på Manhattan, da Kevein Spacey forsøgte at forføre ham, efter de andre gæster havde forladt festen. Her skulle en fuld Spacey have båret Rapp i sine arme som en brudgom bærer sin brud, lagt ham på sengen og kravlet op på ham.

    Rapp forklarer dog, at han fik vredet sig fri og forlod lejligheden uden at fortælle det til nogen. Altså lige indtil MeToo-bølgen i 2017.

    Den unge skuespiller vil have kompensation for psykiske og følelsesmæssige men, for lægeudgifter og tabt arbejdsfortjeneste.

    Retssagen forventes at vare to uger.

  8. FCK-træner efter CL-afklapsning: ’Tabte fortjent, men det er ikke en rar følelse’

    FCK-mandskabet var voldsomt under pres gennem samtlige 90 minutter af onsdagens Champions League-kamp. (Foto: Lindsey Parnaby © Ritzau Scanpix)

    Det var en afklaret FC København-træner, der efter københavnernes 0-5-afklapsning til Manchester City i Champions League onsdag aften satte ord på nederlaget.

    - Vi går ind til kampen med henblik på at lave det store mirakel. Men vi må også bare erkende, at vi mødte overmagten og tabte fortjent. Men når man står i det, er det ikke en rar følelse, sagde FCK-træner Jacob Neestrup efter kampen.

    Det var gennem samtlige 90 minutter et FCK-mandskab, som var under voldsomt pres, og selvom Jacob Neestrup i bagklogskabens klare lys sagtens kan finde ting, han gerne ville ændre, så må man også bare erkende, at nogle kampe kan man ikke vinde.

    - Niveauforskellen var så stor, at det med at snakke om, om presset skulle have været lidt mere til venstre eller højre ikke rigtig giver nogen mening. Vi var bare overmatchet på alle parametre.

    FC København ligger sidst i gruppe G med ét point. Næste gang, københavnerne skal i aktion i Champions League, er på tirsdag, når Manchester City gæster Parken.

  9. Pas på i trafikken: Sæson for hjortepåkørsler begynder nu

    Lige nu er det højsæson for hjortepåkørsler. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

    Når du sætter dig bag rattet, er risikoen i denne tid ekstra stor for at påkøre hjorte.

    Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral forventer omkring 4.000 henvendelser de næste tre måneder. I 2021 modtog vagtcentralen i alt 11.332 henvendelser. Det skriver de i en pressemeddelelse.

    Derfor opfordrer de til at sænke farten og være særlig opmærksom, når man kører.

    - Om efteråret er der mange flere hjorte, der kommer galt afsted i trafikken. Vi kan ikke ændre på hjortenes adfærd, men vi kan guide bilisterne til at undgå ulykkerne. Hvis farten sænkes på bestemte strækninger og tidspunkter, vil det føre til færre uheld, siger Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

    Det er særligt fra solnedgang til solopgang, at hjortene krydser vejene, og derfor har Dyrenes Beskyttelse nogle simple råd.

    Sæt farten ned, når du kører i tusmørke og skovområder. Hold også øje med lysende øjne i rabatten. Vær opmærksom på hjorteskilte, og at én hjort sjældent kommer alene. Hvis én hopper over vejen, kommer der ofte flere bagefter.

    Hvis du påkører en hjort, kan du kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812.

  10. Mindst 15 migranter mister livet i bådulykke ved græsk ferieø

    Havet omkring Grækenland er i oprør på grund af storm, og det gør livet ekstra farligt for de migranter, som forsøger at krydse havet med Grækenland som mål.

    I en ulykke ud for den græske ferieø Lesbos har mindst 15 personer mistet livet, efter deres fartøj sank. Det oplyser den græske kystvagt ifølge Ritzau.

    Der var omkring 40 personer ombord på båden, og mens fem er blevet reddet, så er der ud over de omkomne yderligere 20 personer, som fortsat savnes.

    Også ved øen Kythira er der sket en ulykke. Her har de græske myndigheder foreløbig reddet 30 migranter, efter deres båd havde ramt et klippefyldt område. Omkring 100 personer var ombord på båden.

  11. Borgmester død efter skudepisode i Mexico

    En blodig skudepisode har onsdag fundet sted i Mexico. Her har bevæbnede mænd skudt og dræbt borgmesteren i byen San Miguel Totalapan i det sydvestlige Mexico.

    Ud over borgmester Conrado Mendoza Almeda, er yderligere 18 er omkommet i massakren – heriblandt politifolk og offentligt ansatte. Det skriver BBC.

    Borgmesterens far og den tidligere borgmester Juan Mendoza Acosta er også blevet dræbt i deres hjem, inden angrebet altså rykkede til rådhuset.

    Det er formentligt den kriminelle bande Los Tequileros, som står bag. De er blandt andet lykkedes med angrebet ved at have blokeret en hovedvej, så sikkerhedsstyrkerne ikke kunne komme frem.

  12. Biden besøger orkanhærget Florida: Klimaforandringer er alvorlige

    USA's præsident Joe Biden har besøgt Florida, efter at orkanen Ian har hærget delstaten i løbet af den seneste uge.

    Her lagde han vægt på klimaforandringernes konsekvenser, og at de bør tages seriøst. Det skriver Ritzau.

    - Jeg tror, at det her endelig har sat en stopper for diskussionerne om, hvorvidt der er klimaforandringer eller ej, og at vi skal gøre noget ved det, lød det fra Joe Biden.

    Samtidig understregede han, at der ligger et stort genopbygningsarbejde, og at der derfor er brug for en fælles føderal og statslig indsats.

    Orkanen har kostet mere end 100 personer livet, og omkring 400.000 boliger og erhverv stod tirsdag uden strøm, fem dage efter at orkanen rasede ind over delstaten i det sydlige USA.

  13. Nordkorea affyrer endnu to missiler

    Nordkorea har nu affyret syv missiler på 12 dage.

    De seneste to er affyret fra Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, torsdag morgen lokal tid. Det siger det sydkoreanske militær ifølge Ritzau til det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

    Affyringen kommer, dagen efter at USA og Sydkorea i fællesskab affyrede jord til jord-missiler, som en reaktionNordkoreas affyring et missil hen over Japan tirsdag morgen.

    Ifølge Ritzau siger Nordkorea, at deres seneste affyringer er en ”modforanstaltning” mod Sydkorea og USA, og landet har desuden fordømt, at amerikanerne har besluttet at omplacere et hangarskib til havet omkring den koreanske halvø.

    Det udgør ifølge Nordkoreas udenrigsministerium en ”alvorlig trussel” for stabiliteten i regionen.

    Affyringen af de seneste to missiler falder desuden sammen med, at FN’s Sikkerhedsråd onsdag mødtes for at tale om missilaffyringerne fra Nordkorea.

  14. Biden utilfreds med olielandes planer om at mindske olieproduktion

    Organisationen for Olieeksporterende Lande (Opec) vil reducere olieproduktionen med to milloner tønder om dagen fra november.

    Men det er den amerikanske præsident, Joe Biden, langt fra tilfreds med, skriver Ritzau.

    Han så nemlig gerne, at landene producerede mere olie for at kunne sænke olie- og benzinpriserne for forbrugerne, som siden Ruslands invasion i Ukraine er steget.

    Joe Biden vil på grund af beslutningen fortsætte med at bruge fra den amerikanske oliereserve, som lige nu indeholder den laveste mængde olie siden 1984.

    Energiminister i Forenede Arabiske Emirater Suhail al-Mazroui, der er medlem af Opec, siger ifølge Ritzau, at beslutningen om at reducere olieproduktionen er "teknisk og ikke politisk".

  15. GOG taber snævert til håndboldstormagten Veszprem i Champions League

    Skuffede GOG-miner og glade Veszprem-spillere, der har kurs mod gruppesejren. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

    Det var tæt helt til det sidste, men det skulle ikke være for håndboldklubben GOG i onsdag aftens Champions League-opgør med Telekom Veszprem.

    Holdet fra sydfyn tabte nemlig kun med et mål - 30-31. Det afgørende mål blev scoret med få sekunder tilbage på uret, og så kunne de forsvarende danske mestre ikke nå at svare igen.

    Holdene fulgtes pænt ad til det sidste, hvor fynboerne havde muligheden for bringe sig foran med 40 sekunder igen. Men på en teknisk fejl mistede hjemmeholdet bolden, og så kunne storholdet Veszprem tage sejren i det efterfølgende angreb.

    Nederlaget betyder, at GOG ligger nummer seks ud af otte i deres Champions League-gruppe, hvilket giver adgang til ottendedelsfinalen af turneringen. Modstanderen, ungarske Veszprem, ligger helt i top med lutter sejre.

    Næste kamp i Champions League for fynboerne er sidst i oktober, hvor de står overfor FC Porto.

  16. Hvem skal være statsminister? Lars Løkke vil stadig ikke pege på nogen

    I slutningen af debatten mellem de 14 partiledere her til aften blev de spurgt til, hvem de peger på som statsminister efter valget den 1. november.

    De røde partier peger på Mette Frederiksen (S), mens de til gengæld er mere uenige om, hvorvidt der bør dannes en regering hen over midten.

    Det blev mere rodet, da de borgerlige partier skulle svare på, hvem deres førstevalg er.

    Alex Vanopslagh svarede ja til, at det er Jakob Ellemann-Jensen, men det gjorde han også til, om det er Søren Pape Poulsen. Inger Støjberg valgte at holde sit kort på siden.

    Lars Løkke Rasmussen (M) var den eneste partileder, der endnu ikke har peget på, om det skal være en blå eller rød statsminister, der ifølge ham bør sidde på statsministerposten.

  17. Partilederne er uenige om landbrugets CO2-udledning

    Ved aftenens partilederdebat går snakken blandt andet på klima og landbrugets rolle.

    Søren Pape Poulsen mener, der skal forskes, så man finder ud af, hvordan man kan nedsætte CO2'en i de animalske produktioner. Men han ønsker ikke, at der skal slås hårdt ned på landbruget, for så frygter han, at CO2-udledningen bare flytter over landegrænserne.

    En melding, som Mai Villadsen mildest talt er uenig i. Hun mener, at det er at holde hånden over det danske landbrug.

    Mette Frederiksen understreger, at Danmark ikke må gå i bakgear, når det handler om klimaet. Hun mener, at det er vigtigt, at politikerne bliver ved at insistere på, at dansk landbrug skal levere på CO2'en - og også betydeligt mere end i dag.

    Pernille Vermund er uenig. Hun siger, at dansk landbrug ikke skal levere mere på klimadelen. I stedet skal landbruget levere flere fødevarer til resten af verden.

    Du kan følge partilederdebatten her.

  18. Venstre kritiserer psykiatriplanen

    Der er godt gang i folketingsvalgets første partilederdebat.

    Partiformændene er netop blevet spurgt til psykiatrien. Et flertal på Christiansborg blev for få uger siden enige om en 10-års plan for psykiatrien. Men selv partier, der er med i aftalen, er ikke tilfredse.

    Venstres Jakob Ellemann-Jensen kritiserer, at aftalen ikke er ambitiøs nok - og at den ikke er fremtidssikret.

    - Det kræver, at man ikke bare skubber problemet fremad og siger, det må fremtidige finanslove tage sig af, siger Jakob Ellemann-Jensen med henvisning til, at planen ikke er fuldt finansieret for alle 10 år, men at pengene skal findes løbende.

    Du kan følge partilederdebatten her.

  19. Alle partiledere vil give sygeplejersker og sosu'er mere i løn

    Så tager partilederdebatten fat på sundhed.

    Det begynder med et ja/nej-spørgsmål. Partilederne bliver bedt om at svare på, om sygeplejersker og sosu'er skal have mere i løn. Alle svarer ja.

    Nogle dog med det forbehold, at det skal ske ved at sænke skatten, så de kan beholde en større del af deres løn selv.

    - Vi ønsker, at skatten skal sænkes, og de 7.000 første kroner, man tjener hver måned, skal være skattefrie, siger Alex Vanopslagh.

    - Det er jo ikke, fordi jeg ikke synes, sygeplejersker skal have mere i løn, siger Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne. Men hun mener, der er andre ting, man kan kigge på. For eksempel bureaukratiet i sundhedsvæsnet.

    Mai Villadsen fra Enhedslisten er helt uenig. Hun mener, at sygeplejersker skal have mere i løn.

    Du kan følge partilederdebatten her.

  20. LA frygter politikernes løfter under valgkampen

    Den første runde i aftenens partilederdebat handler om den økonomiske usikkerhed. Inflationen stiger, og mange danskere har svært ved at betale deres regninger.

    Politikerne bliver spurgt, om det er statens opgave, at danskerne kan betale deres regninger. Alle undtagen Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne og Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance siger ja.

    Alex Vanopslagh siger, at han frygter, at politikerne under valgkampen vil love danskerne så mange ekstra penge, at det vil puste til inflationen, hvis løfterne bliver til virkelighed.

  21. Team Esbjerg sender Ringkøbing hjem med ordentlig lussing

    Henny Reistad (i rødt) blev kampens topscorer med ni mål på ni forsøg for Esbjerg. (Arkivfoto) (Foto: Frank Cilius © Ritzau Scanpix)

    Det var et rent vestjysk opgør, der onsdag aften fandt sted i Kvindeligaen i håndbold.

    På banen var der dog nærmest kun et hold at se. Team Esbjerg vandt nemlig på hjemmebane med hele 35-16 over Ringkøbing.

    Allerede da dommeren fløjtede til pause, var kampen næsten afgjort. Her førte esbjergenserne nemlig med hele 19-6. I løbet af anden halvleg voksede forspringet så til hele 19 mål, som også var differencen ved kampens afslutning.

    Med sejren deler Esbjerg førstepladsen med Odense og Ikast, der alle har ti point. Odense har dog spillet en kamp færre end Esbjerg og Ikast.

  22. Færøerne overvejer at bede om lov til at stemme en anden dag

    Det færøske medie KVF skriver, at Rigsombudsmanden på Færøerne overvejer at anmode om, at færingerne kan stemme til folketingsvalget på en anden dag end 1. november.

    Det skyldes, at 1. november er en sørgedag på Færøerne, hvor man mindes dem, som er omkommet til søs.

    Karl Leo Holm Johannesen, som er tidligere lagmand på Færøerne, skriver på Facebook, at 1. november er en dag, hvor man mindes. Ikke en dag, man går til valg:

    (Foto: (Skærmbillede))
  23. Elon Musk-firma sender astronauter til Den Internationale Rumstation

    • Opsendingen skete fra Nasa's Kennedy Space Center. (Foto: Kevin Dietsch © Ritzau Scanpix)
    • Det er femte gang, at Nasa flyver astronauter til det internationale rumstation på et SpaceX-fartøj. (Foto: JOEL KOWSKY © Ritzau Scanpix)
    • Besætningen består af den russiske kosmonaut, Anna Kikina, Nasa-astronaut Josh Cassada, Nasa-astronaut Nicole Mann og den japanske astronaut, Koichi Wakata. (Foto: Jim WATSON © Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Rumfartsvirksomheden SpaceX har sendt en ny besætning afsted til Den Internationale Rumstation (ISS) for Nasa.

    Det skriver Reuters.

    Besætningen, der er ombord på raketten Falcon 9, består af to amerikanere, en japaner og en russer.

    Det er Tesla-milliardæren Elon Musk, som er manden bag SpaceX.

  24. Dronningen deltager i særudstilling med bemærkelsesværdige balkjoler

    • 'På de bonede gulve' kan opleves i de Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg Slot fra i morgen, den 6. oktober, til 18. december. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)
    • Kjole båret af kronprinsesse Mary til folketingsbal i 2018, kronprins Frederiks messeuniform fra Søværnet og kjole båret af dronning Margrethe til hendes 60-års fødselsdag er blandt de festlige gevandter i udstillingen. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)
    • Den pink kjole båret af tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt ved dronningens 50-års Regeringsjubilæum tidligere på året vakte stor opmærksomhed i dagene efter. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)
    • Dronning Margrethe hilser på Ghita Nørby og designer Nicholas Nybro ved åbningen af udstillingen. Den røde kjole, som Ghita Nørby bar til kunstnerbal i 2016, har Nicholas Nybro tidligere fortalt var inspireret af "blod og et rødt hjerte". (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Ghita Nørbys berømte røde balkjole og Helle Thorning-Schmidts pink skrud indgår i en udstilling på Christiansborg Slot, som dronning Margrethe i dag har været med til at åbne.

    Udstillingen hedder 'På de bonede gulve'og skal give et indblik i de kongelige fester.

    Foruden mere end 50 bemærkelsesværdige festkjoler, som tidligere har været båret ved kongelige arrangementer på Christiansborg Slot, er også særlige uniformer og sirlige borddækninger med i udstillingen.

  25. Qatar forkorter arbejdsdage og sender skoleelever på ferie under VM

    Doha er hovedstad i Qatar. (Foto: HAMAD I MOHAMMED © Ritzau Scanpix)

    En million fodboldfans forventes at være i Qatar, når verdensmesterskaberne i fodbold skal afgøres.

    Det kan presse infrastrukturen i millionbyen Doha, hvor alle VM-stadions ligger i eller omkring. Derfor giver ørkenstaten en stor del mennesker fri for at undgå trafikpropper.

    Det er blevet besluttet, at kun 20 procent af statsansatte skal på arbejde i perioden fra 1. november til 19. december, og de skal kun arbejde fire timer om dagen.

    Samtidig får skoleeleverne ferie fra den 18. november og lidt over en måned frem.

    VM i fodbold begynder den 20. november og slutter den 18. december.

  26. Putin-dekret: Zaporizjzja-atomkraftværket skal beslaglægges

    Præsident Vladimir Putin har givet ordre til, at de russiske myndigheder overtager det besatte ukrainske atomkraftværk Zaporizjzja, skriver Reuters.

    - Regeringen vil sikre, at de kernefysiske anlæg på værket bliver integreret som en føderal ejendom, hedder det i ordren fra Putin, skriver AFP ifølge Ritzau.

    Atomkraftværket er det største i Ukraine - og i Europa.

    Putin har også underskrevet en lov, som i Rusland formelt gør Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizjzja til en del af Rusland.

    Chefen for Det Internationale Atomenergiagentur, Rafael Grossi, er lige nu i Ukraine for at få en aftale på plads om en nuklear sikkerhedszone ved atomkraftværket, skriver Reuters.

  27. Der er problemer med at logge på med MitID

    Opdatering 19:40: MitID virker nu igen.

    Der er i øjeblikket problemer med at logge på med MitID, oplyser digitaliseringsstyrelsen på Twitter.

    Nets arbejder på højtryk på at identificere problemet og stabilisere driften, lyder meldingen.

    Styrelsen henviser til, at indtil MitID igen er stabiliseret, så kan man med fordel benytte NemID.

  28. Nobelprisvindende dansker fejret: 'Det værste var næsten, at jeg var nødt til at holde mund en hel time'

    Det var til klapsalver og hyldesttaler, at Morten Meldal i dag blev fejret på Københavns Universitet.

    Klokken 11 i dag fik professoren, der underviser i kemi på universitetet, nemlig besked om, at han modtager årets Nobelpris i kemi sammen med amerikanerne Barry Sharpless og Carolyn Bertozzi.

    - Det værste var næsten, at jeg var nødt til at holde mund en hel time, inden de announcede (meddelte, red.) det i Stockholm, sagde Morten Meldal til DR.

    - Nu er jeg rigtig, rigtig glad.

    Her til eftermiddag betød det også, at den danske professor blev fejret af elever og kolleger på Kemisk Institut.

  29. Sådan stemmer du ved valget, hvis du har brug for hjælp til at sætte dit kryds

    Der er ifølge Indenrigs- og Boligministeriet taget højde for syge og personer med handikap, så flest muligt kan sætte sit kryds ved det kommende folketingsvalg.

    Der vil på alle steder være lupper til rådighed, som kan forstørre teksten på stemmesedlen, mulighed for at tilpasse lyset i visse stemmerum, mens der på mindst et valgsted i hver kommune vil være hæve- og sænkeborde til rådighed for eksempelvis kørestolsbrugere. Læs mere om det her.

    Det er også muligt at stemme hjemmefra, hvis man på grund af manglende førlighed eller sygdom ikke har mulighed for at møde fysisk op ved valgstedet. Hvis det bliver godkendt, vil to stemmemodtagere komme hjem til dig på en udvalgt dag for at modtage din stemme.

  30. Svensk ambassadør skal stå skoleret efter satireindslag om tyrkisk præsident

    Flere tyrkiske medier har på det seneste raset mod det svenske medie SVT, efter et indslag i satireprogrammet "Svenska nyheter" er blevet sendt. De tyrkiske medier mener, at præsident Recep Tayyip Erdoğan bliver hånet, fordi han blandt andet bliver kaldt "et fjols".

    Og nu er den svenske ambassadør i Tyrkiet, Staffan Herrstrom, ifølge Reuters blevet indkaldt til møde i det tyrkiske udenrigsministerium. Det er lige nu uvist, hvad der skal komme ud af det møde.

    Indslaget handlet blandt andet om, at Tyrkiet ikke er fortalere for svensk Nato-medlemskab.

    Det tyrkiske dagblad Sabah kalder indslaget for "en skam" og "skandale".

  31. Alec Baldwin indgår forlig med afdød fotografs familie

    Alec Baldwin ses her under Emmy-uddelingen i 2017. (Foto: Lucy Nicholson © Ritzau Scanpix)

    Producenten af filmen 'Rust' - herunder skuespiller og producer Alec Baldwin - har indgået forlig med den afdøde fotograf Halyna Hutchins familie.

    Forliget betyder, at sagen mellem Hutchins' familie og producenterne lukkes. Det skriver kulturmediet Deadline.

    Sidste år affyrede Alec Baldwin et dræbende skud en rekvisit-pistol mod fotografen Halyna Hutchins under indspilningerne af filmen 'Rust'. Han har siden afvist at være ansvarlig.

    - Vi tror alle, at Halynas død var en frygtelig ulykke. Jeg er taknemmelig for, at producenterne og underholdningsmiljøet er gået sammen for at hylde Halynas sidste værk, siger Halyna Hutchins' enkemand, Matthew Hutchins.

    Matthew Hutchins bliver executive producer, når indspilningerne af 'Rust' genoptages i januar 2023.

  32. Harmonikasammenstød på Nordjyske Motorvej

    Der er sket et harmonikasammenstød på Nordjyske Motorvej E45.

    Sammenstødet er sket i sydlig retning før afkørsel Svenstrup, skriver Nordjyllands Politi på Twitter.

    Poitikredsen fik anmeldelsen 15.59, og siden er to biler blevet kørt væk fra ulykkesstedet.

    Der blev sendt en enkelt ambulance afsted, men der har ikke været behov for at køre nogen af de involverede på skadesturen, oplyser vagthavende Karsten Højrup Kristensen til DR.

    Vejen er igen åben.

    - Der er givetvis lidt kødannelse som følge af sammenstødet, men vi forventer, det er væk indenfor den næste halve time, siger Karsten Højrup Kristensen.

    Tre-fire biler er involveret i ulykken.

    Opdateret 16:45 efter vejen igen er farbar.

    (Foto: (Skærmbillede))

Mere fra dr.dk