Putin og Macron er enige om at nedtrappe Ukraine-konflikt
Vladimir Putin og Emmanuel Macron er fredag blevet enige om, at der er behov for en nedtrapning af Ruslands igangværende konflikt med Ukraine. Det oplyser Frankrigs præsidentkontor efter et videoopkald mellem de to.
Den franske præsident Macron sagde i opkaldet samtidig, at Rusland og præsident Putin skal respektere Ukraines suverænitet.
Rusland har opmarcheret flere end 100.000 soldater ved den ukrainske grænse. Det har fået Vesten til at frygte en russisk invasion af Ukraine.
- Præsident Putin gav ikke udtryk for planer om en offensiv, og han vil gerne fortsætte samtalerne med Frankrig og vores allierede, siger en embedsmand fra det franske præsidentkontor.
Ifølge Kreml gav Putin udtryk for, at Nato og Vesten ignorerer Ruslands bekymringer vedrørende Ukraine, men at Rusland vil afholde sig fra at gøre noget lige nu.
/ritzau/AFP