Den russiske præsident, Vladimir Putin, har netop holdt tale ved en konference i Moskva.
Her langede han endnu engang ud efter Vesten, som han blandt andet beskyldte for at være "forblændet af kolonialisme" og for at forværre krigen i Ukraine.
- Vesten har taget flere skridt mod en eskalering, og de forsøger hele tiden at eskalere. Der er ikke noget nyt der, lød det fra den russiske præsident, som beskyldte Vesten for at spille et farligt spil.
- Magt over verden er, præcis hvad Vesten har besluttet at sætte på højkant i det her spil. Men dette spil er et farligt, beskidt og blodigt et, sagde præsident Putin, der slog fast, at Rusland ikke vil acceptere "vestlige befalinger".
Rusland ser ikke sig selv som Vestens fjende, men Vesten forsøger at gøre Rusland sårbart, mener Putin.
Præsidenten kom vidt omkring i talen, hvor han blandt andet talte om såkaldt cancel culture, den amerikanske likvidering af den iranske general Qassem Soleimani i 2020 og den amerikanske dollars magt.