Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Michael Bang Petersen kommer til at stå i spidsen for den nye magtudredning, som et enigt Folketing sidste år besluttede sig for at få udført.
Det oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.
Michael Bang Petersen er nok bredest kendt som leder af Hope-projektet, der havde til formål at kortlægge befolkningens adfærd under coronaepidemien.
Sidste gang, der blev lavet en udredning af magtrelationerne i det danske folkestyre, var i 2003.
Siden da har den teknologiske udvikling på mange måder ændret rammerne for demokratiet og den demokratiske samtale, hvorfor der nu skal foretages en ny magtudredning, som er mere tidssvarende.
- Der er sket meget med den demokratiske samtale siden de sociale mediers ankomst. De vestlige demokratiers styreform er under angreb af kræfter, der spreder propaganda og misinformation.
- De problemer gør det vigtigt, at vi tør se fordomsfrit på magten og demokratiets tilstand, så det danske demokrati også kan stå stærkt i fremtiden, siger uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.
Der afsættes 41 millioner kroner til forskningsprojektet, som forventes at strække sig over de næste fem år.