Seneste nyt

Regeringen vil af med kriminalitet: Politiet skal kunne forbyde ophold for alle i bestemte områder

  • Regeringen vil af med kriminalitet: Politiet skal kunne forbyde ophold for alle i bestemte områder
    Prime Minister Mette Frederiksen delivers her opening speech during the official opening of the Danish Parliament in Copenhagen, Denmark, Tuesday Oct. 6, 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

    Politiet skal have mulighed for at indføre opholdsforbud på bestemte steder.

    Et forbud, der skal gælde alle personer på det sted i en begrænset periode, og som er rettet mod at ramme kriminelle, der stimler sammen de steder.

    Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i sin åbningstale i Folketinget i forlængelse af at have lagt vægt på, at unge mænd med ikke-vestlig baggrund er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne.

    - Det kan være på en parkeringsplads i boligområdet eller ved en S-togstation, hvor de her drenge og unge mænd samles og skaber utryghed, siger Mette Frederiksen.

    Straffen for at overtræde forbuddet vil være en bøde på 10.000 kroner. Har man gæld til det offentligt vil politiet kunne tage dyre jakker, ure eller mobiltelefoner.

    Bliver man taget i at overtræde forbuddet anden gang, betyder det 30 dages fængsel.

    Derudover vil det fremover også blive muligt at sætte kriminelle ud af deres lejelejlighed i forbindelse med dom for en lovovertrædelse.

    Seneste Nyt

  • Jung rydder bordet ved Gaffa-prisen

    Med intet mindre end fem priser kan bandet Jung kalde sig sejrsherrer ved dette års Gaffa-pris. Her har Jung scoret priserne for Årets danske udgivelse. Årets danske popudgivelse. Årets Danske Hit. Årets danske band og årets nye danske navn, skriver Ritzau.

    Jung debuterede sidste år med albummet "Blitz".

    Dizzy Mizz Lizzy vandt to priser, mens Annika Aakjaer og Benjamin Hav hver kunne tage en enkelt med hjem fra showet, som i øvrigt kan ses på TV2 Play og TV2 Zulu.

    Det er læserne, der bestemmer, hvem der skal have de gyldne statuetter.

  • Efterforsker kommunikation mellem kongresmedlemmer og oprørere efter angreb på Kongressen

    Føderale efterforskere undersøger lige nu, om der har været kommunikation mellem kongresmedlemmer og de Trump-tilhængere, som stormede Kongressen i USA den 6. januar.

    Det skal give svar på, om nogle politikerne var med til at hjælpe oprørerne eller ej. Det skriver CNN.

  • Andreas Christensen fik fuld tid i Chelseas sejr over Liverpool

    Den danske landsholdsspiller Andreas Christensen var blandt de startende 11, da Chelsea besejrede de forsvarende Premier League-mestre fra Liverpool med 1-0 torsdag aften.

    Det er tredje gang i træk, at Andreas Christensen og Chelsea holder nullet, og generelt er den danske forsvarsspiller inde i en rigtig god stime spillemæssigt.

    Med sejren rykker Chelsea op på fjerdepladsen og lægger afstand til netop Liverpool, som London-klubben nu har fire point ned til.

  • Ekspertgruppe regner på, hvordan de resterende restriktioner kan udfases

    Hvordan kan vi udfase corona-restriktionerne?

    Det spørgsmål er en ekspertgruppe blevet bedt om at se på. Derfor vil gruppen i den kommende tid regne på en yderligere genåbning af erhverv og arbejdsliv samt kultur og idræt.

    Regeringen vil præsentere eksperternes beregninger for resten af Folketingets partier efter den 15. marts. Det oplyser Sundhedsministeriet i en mail til Ritzau.

    Ifølge Sundhedsministeriet vil der så vidt muligt blive set på scenarier, hvor der regnes på delvise lempelser med visse af restriktioner - eksempelvis i form af test. Det skal gøre, at der kan åbnes maksimalt inden for hver enkelt sektor.

  • Ny dansk rekord ved EM i atletik

    Den danske triatlet Alberte Kjær satte ny dansk rekord ved EM i indendørs atletik torsdag aften.

    På 3000 meterdistancen løb Alberte Kjær, som normalt er triatlet, i tiden 9.00,80, hvilket er knap fire sekunder hurtigere end Maja Alms nu tidligere danske rekord fra februar sidste år på 9.04,78.

    Tiden var dog ikke nok for Alberte Kjær til at løbe sig i finalen.

    Du kan se Alberte Kjærs flotte præstation i videoen øverst i artiklen.

  • Festivaler kritiserer ministers udmelding om at de skal "planlægge forsigtigt"

    Flere festivaler er langt fra tilfredse med de svar, kulturminister Joy Mogensen (S) gav, da hun i dag var i samråd om afvikling af sommerens festivaler.

    Ministeren kunne endnu ikke sige, om festivalerne kan afholdes og opfordrede dem derfor til at "planlægge forsigtigt".

    Men det dur ikke, siger formand for Samsø Festival Thomas Jacobsen til TV2 Østjylland:

    - Det er bare ikke nemt at lave forsigtige aftaler med leverandører om, at vi måske skal bruge det eller måske ikke skal bruge det.

    Talsmand for Smukfest Søren Eskildsen efterlyser desuden konkrete løsninger på, hvordan man eventuelt kan afholde en festival med hjælp fra eksempelvis corona-pas og kviktest.

  • Brøndby misser muligheden for at generobre Superligaens førsteplads

    Efter FC Midtjyllands nederlag til Lyngby torsdag aften, havde Brøndby muligheden for at stryge til tops i Superligaen med en sejr over Randers.

    Men det lykkedes ikke de gulblusede, der leverede en uinspireret præstation mod et velspilledende Randers-mandskab, der var bedst i en kamp, der endte 0-0.

    Med det uafgjorte resultat er Brøndby et enkelt point fra FC Midtjylland på førstepladsen, mens Randers fortsat ligger lunt i svinget til at tage en plads i top 6.

  • Mette Frederiksen har fået inspiration fra Østrig, hvor skolebørn tester sig selv

    Statsminister Mette Frederiksen (S) har i dag været i Israel for at mødes landets premierminister Benjamin Netanyahu samt sin østrigske kollega. forbundskansler Sebastian Kurz.

    Og med hjem fra mødet tager hun blandt andet inspiration fra Østrig, "der har åbnet skolerne blandt andet ved, at børnene tester sig selv. Kan vi gøre det i Danmark - og dermed få flere børn tilbage - vil det virkelig være godt."

    Det skriver hun på Facebook, hvor hun tilføjer, at "det taler vi videre om i den kommende tid".

    Israels premierminister Benjamin Netanyahu, Østrigs forbundskansler Sebastian Kurz og statsminister Mette Frederiksen (S) i Israel tidligere i dag. (Foto: AVIGAIL UZI © Scanpix)
  • Endnu et kraftigt jordskælv har ramt New Zealand

    For anden gang på under et døgn har et kraftigt jordskælv ramt New Zealand.

    Ifølge det amerikanske jordskælvscenter (USGS) blev jordskælvet registreret torsdag aften klokken 20.28 dansk tid. Det skriver VG.

    Det ramte på en dybde på 10 kilometer under havets overflade og med en styrke på 8,0.

    Tidligere i dag blev flere andre jordskælv registreret i området, hvoraf det stærkeste havde en styrke på 7,4. Derfor har New Zealand udsendt en tsunami-varsel med risiko for bølger på imellem 0,3 og 1 meters højde.

  • Jakob Ellemann til indbyggerne i Vollsmose: 'I sætter alt på spil, som vi har kæmpet for'

    Smitteudbruddet i Odense-bydelen Vollsmose kan få konsekvenser for hele genåbningen af Danmark.

    Sådan lyder den kontante melding fra Venstres formand Jacob Ellemann-Jensen. Til tv2.dk siger han til borgerne i Vollsmose:

    - I sætter alt det på spil, som 5,5 millioner mennesker har kæmpet for i et år. Det kan I ikke være bekendt.

    Ifølge Venstre bør man sænke forsamlingsforbuddet i bydelen fra fem til to. Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti bakker op om forslaget, men ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) afventer man myndighedernes vurdering i forhold til, hvad næste skridt skal være i kampen mod smitten i Vollsmose.

  • Topholdet snubler i rødt kort og taber til Lyngby

    Lyngbys Magnus Warming scorede til 2-0 i kampens afslutning. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

    I Superligaen i fodbold fortsatte Lyngbys stærke start på foråret mod topholdet FC Midtjylland, som blev besejret med 2-0.

    Angriberen Emil Nielsen bragte Lyngby i spidsen efter et flot kontraangreb, men FCM sværmede om Lyngbys mål fra anden halvlegs start, men i stedet for en udligning fik gæsterne en udvisning, da den unge kantspiller Gustav Isaksen modtog sit andet gule kort for film i Lyngby-feltet.

    I overtiden scorede Magnus Warming til 2-0.

    I aftenens anden tidlige superligakamp spillede OB og Sønderjyske 1-1. Dermed har begge hold 25 point og ligger side om side i kampen om at komme med i mesterskabsspillet.

  • 'Det er meget underligt': Støtteparti vil have hasteforespørgsel med statsministeren

    Der er kritik fra mange sider af statsminister Mette Frederiksens rejse til Israel, hvor hun har drøftet muligheden for et vaccinesamarbejde med Israel og Østrig.

    Gruppeformand for Enhedslisten, Peder Hvelplund, har indkaldt statsministeren til hasteforespørgsel.

    - Jeg er dybt forundret over, hvad det er, statsministeren løber rundt og laver nede i Israel. Dette her her jo ikke noget, hun har aftalt med Folketingets partier.

    - Der er ikke informeret om det, der er ikke søgt opbakning til det, og vi aner ikke, hvad der ligger i de aftaler, hun åbenbart har indgået.

    - Det er meget underligt, at statsministeren bare laver den slags aftaler uden at sikre sig, at der er parlamentarisk opbakning til det, siger han.

  • Italien blokerer for eksport af 250.000 vaccinedoser til Australien

    Her til og ikke længere.

    Det var beskeden, da 250.000 doser af AstraZeneca-vaccinen skulle sendes fra Italien til Australien.

    EU har ligget i åben konflikt med AstraZeneca, efter at medicinalselskabet meddelte, at det ikke kunne levere det lovede antal doser i årets første kvartal.

    Derfor blev der indført en mekanisme, der kunne forhindre vaccineproducenter i at eksportere vacciner lavet i EU ud af EU, og det var den, der blev taget i brug.

    Det er første gang, mekanismen bliver taget i brug, skriver The Guardian.

  • Belgien henter børn hjem fra syriske fangelejre

    Belgien kommer til at hente børn og nogle af deres mødre hjem fra fangelejre i Syrien, siger landets premierminister Alexander de Croo.

    Belgien blev i 2019 pålagt af en domstol at hente ti børn hjem, der var blevet født i Syrien af kvinder i Islamisk Stat, men med belgisk statsborgerskab.

    Børnene sidder i Al-Hol-fangelejren, der er under kurdisk kontrol.

    - Sandheden er, at situationen i lejren er blevet seriøst forværret, siger premierministeren.

    Børnene, der kommer hjem, er under 12 år, mens andre sager skal behandles individuelt, skriver Reuters.

  • Mariah Careys bror sagsøger superstjernen efter selvbiografi

    Først var det Mariah Careys søster, som oplyste, at hun ville sagsøge sangdivaen i forbindelse med biografien "The Meaning of Mariah Carey".

    Og nu gør Careys bror det samme, skriver The Guardian.

    Ifølge Morgan Carey er der passager i bogen, som får ham til at fremstå som voldelig, hvilket er "falsk og ærekrænkende". I bogen beskriver Mariah Carey blandt andet et slagsmål mellem Morgan og deres far, og at Morgan udførte psykisk vold på deres mor.

    Det har ifølge broren betydet, at hans hans personlige og arbejdsmæssige anliggender har lidt stor skade, og han har derfor indgivet et søgsmål hos højesteret i New York,

    Mariah Careys selvbiografi har skabt splid i hendes familie. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)
  • Vaccinationstilbud til ældre, der ikke kan komme ud af sengen

    En del ældre borgere er så svækkede, at de ikke selv kan komme til vaccinationscentrene for at få deres stik mod coronavirus.

    Det problem skal løses, og regioner og kommuner er nu klar med en ordning, hvor vaccinerne bliver leveret i hjemmet i stedet.

    Det er borgere i vaccinationsgrupperne 2 og 3, der kan nyde godt af tilbuddet. Det er ældre over 65, der modtager personlig eller praktisk pleje i hjemmet, samt ældre over 85.

    Første vaccine bliver kørt ud fredag.

  • Statsministerens Israel-besøg får lunken modtagelse: 'Meget ukonkret'

    Statsminister Mette Frederiksen er i dag i Israel, hvor hun diskuterer muligheden for et vaccinesamarbejde med Israel og Østrig.

    Herhjemme følger Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen med, og han er ikke imponeret.

    - Det, der er meldt ud, er meget ukonkret. Så jeg har stadig til gode at se, hvad besøget i Israel bibringer den hjemlige debat lige nu, siger formand for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, om statsmister Mette Frederiksens (S) besøg i Israel.

    Også fra støttepartierne Enhedslisten og SF er der kritik.

    SF's Karsten Hønge kalder Mette Frederiksen for en 'statist' i den israelske premierminister Benjamin Netanyahus valgkamp.

  • Mette Frederiksen afviser at blive brugt i israelsk valgkamp: Det var tiden og pengene værd 

    Det samarbejde, som Danmark i dag har indledt med Israel og Østrig, er nødvendigt i kampen mod corona.

    Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et kort pressemøde.

    De tre lande er efter møder i Israel torsdag blevet enige om at etablere en fond, der skal fremme forskning.

    Samtidig vil landene arbejde for at komme i gang med en fælles produktion af vacciner.

    Enhedslisten og SF advarer mod det tættere samarbejde med Israel, der finder sted midt i en valgkamp i Israel.

    Men den kritik afviser Mette Frederiksen.

    - Det var tiden og pengene værd at tage hertil.

    Ifølge Mette Frederiksen har Israel og Danmark den samme tilgang til bekæmpelsen af corona.

    - Håb er ikke en strategi. Vi er nødt til at komme foran.

  • Borgere over 85 år kan fra næste uge gå til lægen og blive vaccineret i hovedstadsregionen

    Fra næste uge kan borgere over 85 år få et stik i armen hos deres egen læge, hvis de altså er bosat i Region Hovedstaden.

    Tilbuddet gælder for 1.000 borgere i 24 kommuner i Region Hovedstaden, som samarbejder med PLO-Hovedstaden om opgaven.

    Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

    Siger borgerne ja tak til tilbuddet, får de Modernas corona-vaccine. Tilbuddet gælder for borgere over 85 år (vacinationsgruppe 3) i følgende kommuner:

    Gribskov, Bornholm, Frederikssund, Helsingør, Herlev, Rødovre, Egedal, Furesø, Brøndby, København, Hillerød, Halsnæs, Hørsholm, Allerød, Tårnby, Gentofte, Rudersdal, Ishøj, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk, Fredensborg, Høje-Taastrup og Frederiksberg.

  • Brøndbys kvinder indkasserede ærgerligt overtidsmål i Champions League-kamp

    Brøndbys fodboldkvinder sørgede torsdag eftermiddag for, at der stadig er en smule spænding om det samlede resultat i Champions League-ottendedelsfinalen mod storholdet fra Lyon.

    Det danske hold spillede en disciplineret og flot kamp og kunne rejse hjem fra Lyon med skindet på næsen og et 2-0-nederlag, men også med en vis skuffelse, da det sidste mål blev indkasseret i absolut sidste tillægsminut.

    Returkampen i Brøndby spilles på onsdag den 10. marts.

    Også Fortuna Hjørring er med i ottendedelsfinalen. Holdet tabte i går den første kamp på udebane mod FC Barcelona med 4-0.

  • 'Jeg elsker fest': Enhedslistens spidskandidat i hovedstaden afviser at lukke barer tidligt

    Line Barfoed stiller op til kommunalvalget for Enhedslisten i København, hvor Ninna Hedeager Olsen har meddelt, at hun trækker sig. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

    - Jeg elsker fest. Og jeg er helt uenig i forslaget om at lukke barer og diskoteker ned klokken 24.00. København er en storby, og en ung by – og selvfølgelig skal vi have plads til et natteliv, som andre storbyer.

    Sådan siger Line Barfoed til Politiken om et udspil, som blandt andet Teknik og Miljøforvaltningen i kommunen står bag.

    Dermed går hun i rette med udspillet, der er udtænkt i partifællen Ninna Hedeager Olsens forvaltning, hvor hun er borgmester.

    Udspillet lægger op til, at alkoholbevillinger efter midnat skal begrænses, og at der skal indføres opholds- og alkoholfrie zoner forskellige steder i byen.

  • K-pop band slår Taylor Swift og bliver bedstsælgende kunstner i 2020

    Den koreanske popgruppe BTS er blevet udråbt af brancheorganisationen IFPI som den bedstsælgende kunstner i 2020.

    Dermed må superstjernen Taylor Swift tage til takke med andenpladsen, mens Drake, The Weeknd og Billie Eilish indtager de efterfølgende pladser. Det skriver BBC.

    BTS, som består af syv unge mænd, udgav da også hele to albums sidste år.

    Gruppen er den første ikke-vestlige kunstner, og den første kunstner hvis sange ikke primært er på engelsk, som løber med titlen som verdenst bedst sælgende.

    Kåringen er udregnet ud fra kunstnerens salgstal, downloads og streams på verdensplan.

    BTS optræder i Japan 2019. (Foto: kim Kyung-Hoon © Scanpix)
  • Fasaner og fjerkræ skal aflives på grund af fugleinfluenza

    Er der én ting, som fugleavlere frygter, så er det fugleinfluenza.

    Derfor er det også ganske alvorligt, at der er fundet fugleinfluenza i et fjerkræhold på Bornholm og i et fasanopdræt ved Ringsted. Det oplyser Fødevarestyrelsen.

    Alle fuglene i besætningerne bliver derfor aflivet, så man kan undgå yderligere smitte.

    Siden november er der fundet smitte med fugleinfluenza i syv besætninger, og det skaber bekymring i forhold til Danmarks eksport.

  • Norsk minister varsler restriktioner efter højt kontakttal

    Kontakttallet i Norge er i øjeblikket på 1,3, og det tal skal ned.

    Sådan lyder meldingen fra landets sundhedsminister Bent Høie, som derfor varsler nye, nationale restriktioner for at få kontakttallet ned under 1. Det skriver NRK.

    I Oslo og i Kristiansand har man i øjeblikket indført lokale restriktioner, og nu har Bent Høie bedt Helsedirektoratet (Norges svar på Sundhedsstyrelsen) om at se på, om disse tiltag er nok, eller om der skal mere til for at få kontakttallet ned under 1.

    Ligesom i Danmark er det også den britiske variant, som er ved at have overtaget coronasmitten i Norge.

  • Le Mans udsættes to måneder og håber på at kunne køre ræs foran et publikum

    Den 89. udgave af Le Mans skubbes to måneder, og skal nu efter planen afholdes den 21. og 22. august i stedet for i juni.

    Det oplyser Le Mans på deres hjemmeside.

    Med udskydelsen håber arrangørerne, at man kan gennemføre 24-timers racerløbet foran et publikum i modsætning til sidste år, hvor det fandt sted uden publikum.

    - Selv om det var en beslutning at tage, er det den rigtige. At holde Le Mans bag lukkede døre for andet år i træk er utænkeligt, lyder det fra Pierre Fillon, som er præsident Automobile Club de L'Ouest, der er arrangøren bag løbet.

  • Danmark, Østrig og Israel vil arbejde sammen om produktion af vacciner og opretter fond

    Danmark vil sammen med Østrig og Israel arbejde målrettet for, at produktionen af vacciner mod covid-19 kan blive skruet op.

    Det fortæller de tre landes regeringsledere på et pressemøde torsdag eftermiddag.

    Landene er blevet enige om at oprette en fond, der skal fokusere på udvikling og research, der kan bidrage til bekæmpelsen af covid-19. Derudover vil de gå sammen om at investere i produktionsfaciliteter, for eksempel fabrikker, der kan sikre, at der bliver produceret flere vacciner mod corona.

    - Det handler om, hvordan vi håndterer corona i fremtiden, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

    Hun fortæller også, at man i øjeblikket undersøger, hvordan danske fabrikker kan være med til at bidrage til produktionen.

  • Hertuginde Meghan beskylder det britiske kongehus for at 'skabe usandheder'

    Prins Harry og hertuginden Meghan af Sussex. (Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS © Scanpix)

    Talkshow-værten Oprah Winfrey har offentliggjort et klip af sit interview med prins Harry og hertuginden Meghan af Sussex.

    I klippet spørger Oprah Winfrey hertuginden om, hvordan hun har det med, at det britiske kongehus "hører hende (Meghan) fortælle sin sandhed i dag".

    Hertuginde Meghan svarer, at hun ikke kan forstå, at kongehuset troede, "at de (Harry og Meghan red.) ville forblive tavse, da kongehuset har spillet en aktiv rolle i skabe usandheder om os".

    Få timer før klippet med Meghan ramte internettet, meddelte kongehuset, at det vil undersøge påstande om, at hertuginde Meghan for to år siden har mobbet to assistenter.

    Hele interviewet vises søndag.

  • Ingen nye fund af sydafrikansk variant efter smitteudbrud i Københavns Nordvestkvarter

    Der er ikke fundet nye tilfælde af den sydafrikanske coronavariant B1351 efter sidste uges smitteudbrud i Københavns Nordvestkvarter.

    Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed på Twitter.

    I fredags blev alle borgere i Københavns Nordvestkvarter opfordret til at lade sig teste efter fund af den sydafrikanske variant. Smitten blev fundet hos to familier i området, men myndighederne har ikke kunne finde frem til, hvor smitten kom fra. Til gengæld er de helt sikre på, at de to familier har smittet hinanden.

    Derfor blev mere end 1.400 borgere i lørdags testet i området, men det har altså ikke medført nogle nye fund.

  • Tidligere forsvarsminister skal afhøres bag lukkede døre

    Søren Gade (V) var forsvarsminister i 2004. (Foto: Thomas Lekfeldt © Scanpix)

    Offentligheden får ikke lov til at se med, når Søren Gade skal afhøres i en retssag om behandlingen af 23 irakere i 2004 under en militæroperation i det sydlige Irak.

    Det har Højesteret torsdag afgjort, og dørlukningen kommer til at gælde både den mundtlige afhøring og en erklæring, som Gade skal aflevere.

    I 2004 var Søren Gade forsvarsminister, og det var Forsvarsministeriet, der havde krævet, at afhøringen skulle foregå bag lukkede døre, da der kan komme oplysninger frem, der kan skade Danmarks forhold til andre lande.

    Retssagen drejer sig om dansk ansvar for, at irakerne efter at være taget til fange blev udsat for inhuman behandling af de irakiske myndigheder.

  • Systembolaget advarer svenskerne: Der er alkohol i en cider markeret som alkoholfri

    Svenskere, som er gravide eller skal køre bil, bør tjekke en ekstra gang inden de kaster sig over cideren Briska Rosé.

    Flere af flaskerne er nemlig fejlagtigt markeret som alkoholfri, selvom de har en alkoholprocent på 4. Derfor advarer Systembolaget mod den fejlagtige etikette, skriver Aftonbladet.

    På etikken står der dog også, at indeholdet har en alkoholprocent på 4, men samtidig fremgår det altså fejlagtigt, at den er alkoholfri.

    Alle butikker har nu taget den fejlmarkerede flaske ned fra hylderne, oplyser Systembolaget i en pressemeddelelse.

  • E-sportforeninger mister medlemmer, selvom sporten er digital

    Det er ikke kun håndbold- og fodboldforeninger, der har savnet deres medlemmer. De fynske e-sportsforeninger mister nemlig også mange spillere under nedlukningen.

    Selvom sporten er digital, er undervisningen for de yngste bygget op på fællesskab og fysisk fremmøde.

    I Svendborg E-sport er rundbold og leg for eksempel en del af træningen.

    Foreningen har mistet alle deres 37 betalende medlemmer.

    Også hos Odense E-sport går medlemstallet kraftigt ned. Her har de mistet mellem 20 og 25 procent af deres medlemmer.

    Tendensen er den samme i flere andre klubber, fortæller DGI og Esport Danmark.

  • Tsunami-varsel i New Zealand efter kraftigt jordskælv

    En tsunami-varsel er udsendt ved kysterne i New Zealand efter et kraftigt jordskælv har ramt østaten.

    Det skriver AP.

    Jordskælvet er opgjort til en styrke på 7.2 og ramte natten til fredag lokal tid. Der er endnu ingen meldinger om tilskadekomne eller ødelæggelser.

    Ifølge det amerikanske tsunami-varselssystem kan man risikere bølger på imellem 0,3 og 1 meters højde.

    Jordskælvet blev målt på en dybde på omkring 10 kilometer under havets overflade omkring 178 kilometer nordøst for byen Gisborne. Indbyggerne i byen registrerede let til moderate rystelser, lyder det.

  • Sverige vil bruge AstraZeneca-vaccine på borgere over 65 år

    De svenske sundhedsmyndigheder har givet grønt lys til, at alle de tre vacciner, der er godkendt, kan bruges til alle over 18 år. Det skriver SVT.

    Dermed ophører anbefalingen om kun at bruge AstraZeneca-vaccinen til folk under 65 år.

    Herhjemme har Sundhedsstyrelsen vurderet, at den svensk-britisk producerede vaccine fortrinsvis bør gives til personer under 65 år.

    En anbefaling, man har valgt at ignorere i Region Hovedstaden ud fra ræsonnementet, at den 'er bedre end ingen vaccine i den nuværende situation', som regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen har formuleret det.

  • Roskilde forbereder sig på 20-25 procent aflyste navne

    (Foto: Maria Albrechtsen Mortensen © Scanpix)

    Efter planen skal Roskilde Festival løbe af stablen om mindre end fire måneder.

    Og selvom festivalen planlægger ufortrødent videre på trods af den stadig igangværende coronapandemi, så er man begyndt at forberede sig på, at man "kan ramme 20-25 procent aflyste navne", skriver Soundvenue.

    - Helt overordnet fastholder vi jo en forsigtig optimisme, men det er klart, at det bliver mere og mere komplekst, lyder det fra Roskilde Festivals direktør, Signe Lopdrup.

    - Vi er bestemt ikke aflyst endnu, men det begynder at være rigtig svært for os ikke at have en mere klar plan helt oppefra.

  • Ingen er i livsfare efter svensk knivangreb

    De svenske myndigheder holder pressemøde om knivangrebet i den svenske by Vetlanda i går.

    De oplyser, at de syv sårede i dag alle er i stabil tilstand, og ingen har længere livstruende skader.

    Politiet fortæller, at gerningsmanden er 22 år og afghansk statsborger. Han blev skudt i benet, og han er fortsat indlagt på hospitalet.

    Politiet meddeler også, at der ikke umiddelbart er nogen forbindelse mellem gerningsmanden og ofrene.

    - Forbrydelsen er klassificeret som mordforsøg. Vi undersøger, om der er et terrormotiv. Vi undersøger det nøje, siger svensk politi.

  • Mette Frederiksen er landet i Israel

    Mette Frederiksen står foran Østrigs kansler, Sebastian Kurz.

    Statsminister Mette Frederiksen har sat fod på israelsk jord for kort tid siden.

    Hun er i landet for at tale om et tættere samarbejde om udvikling og produktion af vacciner.

    Hun ankom i selskab med Østrigs kansler, Sebastian Kurz, men den danske statsminister ønskede ikke at udtale sig til pressen på landingsbanen.

    Der er pressemøde senere i dag med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

  • Aalborg Håndbold bliver taberdømt efter corona-aflysning

    Simon Gade, Lukas Sandell og Magnus Saugstrup (billedet) er de smittede spillere. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

    Tre spillere i Aalborg Håndbolds er smittet med coronavirus, og det betyder, at den nordjyske klub ikke kan spille Champions League-kamp mod slovenske Celje.

    Det er ikke kun træls for spillerne, men i den grad også for klubben, der nu bliver taberdømt med resultatet 0-10 af det europæiske håndboldforbund.

    - Afgørelsen betyder, at vi med sikkerhed slutter som nummer 4 i EHF Champions Leagues gruppe B uanset udfaldet af torsdagens sidste gruppekampe, skriver Aalborg Håndbold på sin hjemmeside.

    Alligevel går klubben dog videre, og i 1/8-finalen møder aalborgenserne ungarske MOL-Pick Szeged eller portugisiske FC Porto.

  • Pokalfinalen rykker til Ceres Park i Aarhus

    Hvis superligaklubben AGF formår at spille sig i pokalfinalen i år, vil aarhusianerne drage fordel af at kunne spille opgøret på eget græs.

    Ceres Park er nemlig blevet valgt til at huse duellen om den næstvigtigste titel i dansk herrefodbold.

    Det oplyser Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

    Dermed er finalen for andet år i træk rykket væk fra Parken, der ellers har været finalens faste hjemsted siden nationalstadionets ombygning i starten af 1990'erne. Sidste år blev opgøret spiller på Blue Water Arena i Esbjerg.

    Det vestjyske fodboldstadion havde sammen med Brøndby Stadion og Parken budt ind på at være vært for pokalfinalen i år.

  • Næsten en halv million har nu fået første stik med vaccinen

    Det går fremad med udrulningen af vaccineprogrammet i Danmark.

    Der er indtil videre vaccineret 479.252 personer, hvilket svarer til 8,2 procent af befolkningen.

    188.169 personer er færdigvaccinerede. Det svarer til 3,2 procent af befolkningen.

    Det viser tal fra Statens Serum Institut.

  • 520 er registreret smittet det seneste døgn

    520 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. Fire personer er døde.

    Dagens smittetal er baseret på 154.698 prøver. Det svarer til, at 0,34 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Der er nu 217 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er otte færre end i går. Af de indlagte er 30 på intensiv afdeling, og 18 er i respirator.

    188.169 personer er færdigvaccinerede.

  • Tyskland skifter kurs og vil nu vaccinere ældre over 65 år med AstraZeneca-vaccinen

    Tyskland mener, at den er effektiv nok til den ældre aldersgruppe, og derfor har man besluttet at bruge AstraZeneca-vaccinen til ældre over 65 år.

    Det oplyser den tyske sundhedsminister, Jens Spahn, ifølge AFP.

    Tyskerne har som en række andre europæiske lande ellers være skeptiske over for, om vaccinen virkede på denne gruppe, fordi virkningen for de aldersgrupper ikke har været dokumenteret godt nok.

    Men på grund af en række nye studier har man nu skiftet holdning.

  • Coronasmitten stiger igen i Europa

    Antallet af nye coronatilfælde stiger i Europa, oplyser chef for Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i Europa, Hans Kluge, torsdag.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP ifølge Ritzau.

    Stigningen er sket efter et fald i smitten i Europa de sidste seks uger.

    – Vi ser en genopblussen af smitten i Central– og Østeuropa. Smitten er også stigende i flere vesteuropæiske lande, hvor smitten allerede var høj, siger Hans Kluge.

  • 17 nye coronatilfælde i Vollsmose - incidenstallet stiger igen

    Dag for dag stiger antallet af smittede med coronavirus i Odensebydelen Vollsmose.

    Nye tal fra Odense Kommune viser, at incidenstallet (altså antal smittede pr. 100.000) fortsætter med at stige. Nu er der 973 smittede pr. 100.000 indbyggere. I går var tallet 853.

    De seneste syv dage er der registreret 89 nye smittede.

    Alene det seneste døgn har der været 17 nye coronatilfælde i Vollsmose, oplyser Odense Kommune, som i går testede 922 borgere på teststederne i området.

    Odense Kommune har allerede besluttet at øge testkapaciteten yderligere i Vollsmose. Fra lørdag indsættes der mobile testenheder, som skal køre fra boligblok til boligblok og tilbyde coronatest på stedet.

    Det er også planen at etablere særlige isolationslejligheder i bydelen.

  • Anklager: Masse-knivstikkeri i Sverige efterforskes ikke pt. som terror

    Den mand i 20'erne, der i går blev skudt og anholdt i den svenske by Vetlanda efter flere knivstikkerier, efterforskes ikke pt. med terror som motiv, men som drabsforsøg.

    Det oplyser anklager Adam Rullman ifølge svenske medier, herunder SVT.

    - Mistanke om terror er altid noget, der vurderes af Säpo og statsanklageren. De er blevet orienteret om efterforskningen og har vurderet, at de ikke overtager sagen. Og terrormistanke er ikke noget jeg kan gøre brug af som almindelig anklager, og nu er mistanken også drabsforsøg, siger Adan Rullman ifølge SVT.

    Det vides endnu ikke, hvad motivet til knivstikkerierne, der sårede syv, er.

  • Fremover skal praktiserende læger hjælpe med at vaccinere ældre i eget hjem

    Fra i morgen skal praktiserende læger hjælpe til med at coronavaccinere ældre borgere i eget hjem, der ikke har mulighed for at komme ned til et vaccinecenter.

    Det oplyser Danske Regioner, der har indgået aftalen med og Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

    Der er dog et krav, hvis man skal hjemmevaccineres, at man er over 65 år og skal modtage både personlig pleje og praktisk hjælp - eller være over 85 år.

    Det vil være ens kommune, der bestemmer, hvem der kommer under det nye tilbud, og man vil blive kontaktet af kommunen, hvis man er omfattet af hjemme-vaccine-ordningen.

  • Vandpibecafé holdt åbent - ni personer sigtet for at bryde coronaregler

    En vandpibecafé i Brabrand ved Aarhus holdt i går aftes åbent, og ni personer er blevet sigtet for at bryde coronareglerne.

    Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

    Caféen skiltede ikke ligefrem med åbningen, da der var rullet gitre for vinduerne, men politiet kunne høre stemmer derinde fra og bankede derfor på.

    - Efter lidt tid blev der åbnet, og da betjentene kiggede ind, sad der en gruppe mænd i caféen og røg vandpiber, skriver politiet.

  • Kvinde i 40'erne anholdt for bombetrussel mod Borgerservice i Helsingør

    Det var en kvinde i 40'erne, som her til formiddag indgav en bombetrussel mod Borgerservice i Helsingør.

    Det oplyser Nordsjællands Politi på Twitter.

    Der har været bombehunde i området for at undersøge stedet, men der er ikke fundet noget farligt.

    Kommunen var kortvarigt afspærret i forbindelse med truslen.

  • Dansk eksperiment med 30.000 fodboldfans skal undersøge smitterisiko

    30.000 fodboldfans får chancen for at blive deltager i et forsøg med lyntest ved superligakampe i foråret.

    Inden kampene skal de kviktestes, og under kampen sidder nogle tæt, mens andre har to meters afstand.

    Seks til ti dage efter bliver fansene testet igen, oplyser direktøren for Divisionsforeningen, Claus Thomsen.

    - Vi vil kunne se, om kviktest bringer smitterisikoen ned under det, der i øvrigt er i samfundet, og om det vil gøre det ansvarligt at komme til fodbold, siger han.

    Projektet sker i samarbejde med Aarhus Universitetshospital og afventer sundhedsmyndighedernes endelige godkendelse.

    Opdatering 11:38: Det har tidligere fremgået, at projektet har modtaget støtte, men det har det endnu ikke.

  • Britiske prins Phillip er blevet opereret for en hjertelidelse

    Storbritanniens prins Phillip på 99 år er blevet opereret for en hjertelidelse.

    Det oplyser Buckingham Palace i en pressemeddelelse.

    - Hans kongelige højhed skal blive på hospitalet for at få behandling, hvile og blive rask i de kommende dage, står der i meddelelsen.

    Prinsen har været indlagt siden 16. februar, da han ikke følte sig godt tilpas og har nu altså gennemgået en operation.

    Hoffet oplyser ikke, hvilken hjertelidelse han er blevet behandlet for. Tidligere har man oplyst, at prinsen var indlagt med en infektion, og at det ikke var coronarelateret.

  • Bombetrussel mod Helsingør Kommune - en person er anholdt

    Der er her til formiddag klokken 9:23 indløbet en bombetrussel mod Helsingør Kommune.

    Det bekræfter Nordsjællands Politi over for DR.

    En person er anholdt i sagen.

    - Jeg kan bekræfte, at vi er til stede ved kommunen i forbindelse med en mulig bombetrussel. Vi har anholdt personen, der er mistænkt for truslerne, siger pressevagten ved Nordsjællands Politi.

    Rådhuset har derfor kortvarigt været evakueret, men de ansatte får snart lov at komme tilbage på arbejde.

    Hvad motivet til truslen er, vides ikke.

Mere fra dr.dk