Prinsesse Basmah Bint Saud bin Abdulaziz Al Saud og hendes datter er blevet løsladt i Saudi-Arabien efter at have været tilbageholdt uden rettergang i næsten tre år.
Det oplyser hendes juridiske rådgivere ifølge Ritzau.
Prinsessen er kendt for at forholde sig kritisk til Saudi-Arabiens behandling af kvinder - blandt andet har hun udtalt, at saudiarabiske kvinder bør have nemmere ved at blive skilt, og kritiseret, at man i landets skolesystem får at vide, at kvinder er mindre værd end mænd.
I marts 2019 forsvandt den 57-årige prinsesse og hendes datter.
Det saudiarabiske regime har ikke villet kommentere løsladelsen og har i øvrigt aldrig kommenteret sagen offentligt.