Seneste nyt

Hospitaler har 'sprængt beredskabsplanen for indlæggelser': Region Hovedstaden holder corona-pressemøde klokken 14

  • Hospitaler har 'sprængt beredskabsplanen for indlæggelser': Region Hovedstaden holder corona-pressemøde klokken 14

    Antallet af corona-patienter presser hovedstadens hospitaler. Derfor har Region Hovedstaden indkaldt til pressemøde klokken 14.

    I en pressemeddelelse fra regionen fremgår det, at antallet af corona-patienter 'har sprængt beredskabsplanen for indlæggelser', og at regionens kriseledelse arbejder for at udvide kapaciteten og sikre, at hospitalerne kan rumme både syge corona-patienter samt andre patienter, der skal behandles.

    Antallet af indlæggelser med coronasmittede i regionen er firedoblet siden starten af december. I dag er der 371 indlagte, oplyser regionen i en pressemeddelelse. I starten af december var tallet 103.

    Deltagerne på pressemødet er: Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), lægefaglig koncerndirektør Dorthe Crüger og vicedirektør og leder af task force for isolationspatienter Kristian Antonsen.

    Seneste Nyt

  • 30 milliarder kroner er udbetalt i hjælpepakker siden nedlukning sidste år

    Siden coronavirusset kom til Danmark i starten af sidste år, er der blevet udbetalt over 30 milliarder kroner i hjælpepakker.

    Det oplyser Erhvervsministeriet.

    300.000 personer har modtaget lønkompensation, mens knap 100.000 har modtaget kompensation fra selvstændigordningen.

  • S-tog forsinket efter personpåkørsel ved Københavns Hovedbanegård

    Der er forsinkelser på S-togslinierne efter en personpåkørsel ved Københavns Hovedbanegård, oplyser DSB.

    Alle linier undtagen linie F er berørt.

    Ifølge B.T. kan politiet ikke oplyse meget mere om sagen på nuværende tidspunkt.

  • Politiet bliver inddraget i sag om forkerte minkprøver

    Forkerte corona-prøver fra mink får nu Midt- og Vestjyllands Politi til at gå i dialog med Fødevarestyrelsen, hvor jurister i øjeblikket vurderer sagen.

    Styrelsen er ansvarlig myndighed på området, og politiet er afhængig af Fødevarestyrelsens vurdering af sagen.

    Politiet har ifølge efterforskningsleder Hans Roost sendt borgerens tip videre til Fødevarestyrelsen.

  • 425 er smittet med coronavirus det seneste døgn - positivprocenten er på 0,36 procent

    Det seneste døgn er der konstateret 425 nye smittetilfælde med coronavirus. To er døde.

    Det viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut.

    Dagens smittetal er baseret på 118.000 prøver. Det svarer til, at 0,36 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Mandag morgen var der 234 indlagte på landets coronaafdelinger. 10 flere end søndag. Stigningen kan hænge sammen med, at der som regel udskrives færre patienter i weekenden.

    Der er nu 38 coronapatienter på intensiv, heraf 22 i respirator.

    Ishøj er fortsat den kommune, der har det højeste smittetryk med 201 smittede pr. 100.000 indbyggere. Derefter følger Fredensborg og Høje-Taastrup.

    203.516 har fået to doser og er færdigvaccinerede. Det svarer til 3,5 procent.

  • Litauisk mand idømt fængsel og udvisning for hæleri af dyre cykler

    En 30-årig litauisk mand er ved Retten i Sønderborg idømt fire måneders fængsel og udvisning med indrejseforbud i seks år for særligt groft hæleri af dyre cykler.

    Der var tale om i alt 21 cykler, hvoraf flere var dyre kvalitetscykler, samt et el-løbehjul, til en samlet værdi på cirka 120.000 kroner, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

    Cyklerne var blandt andet stjålet i København, Storkøbenhavn og i Nordsjælland, især i begyndelsen af 2020. De blev konfiskeret af tysk politi i Rostock i marts 2020.

    Manden blev anholdt i København i januar i år. Han nægter sig skyldig.

  • Syriens præsident Assad er smittet med coronavirus

    Bashar al-Assads tid i spidsen for Syrien har været præget af borgerkrig. Den blodige konflikt i Syrien begyndte i marts 2011 med protester mod præsidenten og hans diktatoriske styre. (Foto: sana © Scanpix)

    Syriens præsident, 55-årige Bashar al-Assad, og hans kone, Asma, er begge testet positive for coronavirus.

    Det oplyser en talsmand for præsidenten i en erklæring, skriver Reuters.

    Her fremgår det også, at de begge udviser milde symptomer, men at de ellers har det godt og vil fortsætte med at arbejde i isolation derhjemme.

  • Thailand forkorter karantæneperiode for vaccinerede rejsende

    Thailand halverer karantæneperioden for udenlandske turister ved indrejse i landet, hvis man er vaccineret mod corona.

    Det skriver Ritzau.

    I stedet for 14 dage kan man som vaccineret nøjes med syv dages karantæne.

    Vaccinationen skal være sket inden for tre måneder, og det kræves også, at man kan fremvise en negativ coronatest, der er maksimalt tre dage gammel.

    Lige nu fraråder de danske myndigheder dog rejser til hele verden - og altså også Thailand, om man er coronavaccineret eller ej.

  • Skønhedsklinik i Roskilde er nu oppe på 11 bøder for at holde åbent

    Skønhedsklinikken Cliuniq i Ringstedgade i Roskilde har i weekenden fået den tiende og ellevte bøde for at holde åbent trods coronarestriktionerne.

    Det skriver sn.dk.

    Liberale erhverv som frisører, massører og skønhedsklinikker skal holde lukket over hele landet pånær på Bornholm, og der er endnu ingen tidshorisont på nedlukningen.

    Ejerne af Cliuniq har ved flere lejligheder givet udtryk for, at de har tænkt sig at blive ved med at trodse åbningsforbuddet, ligesom de nægter at betale bøderne, og derfor kan politietstadig ikke gøre andet end at udskrive flere bøder.

    De første ni gange har bøderne lydt på 10.000 kroner pr. gang.

  • Antallet af test i Vollsmose er tredoblet på en uge

    Indsatsen mod massiv coronasmitte i Odensebydelen Vollsmose har ført til en tredobling i antallet af test. Det viser en opgørelse fra Odense Kommune.

    Mandag i sidste uge blev der lavet knap 500 test, mens der i løbet af søndag blev udført 1.519 test. Tallene gælder både PCR- og kviktest.

    Det samlede antal test i periode er nu oppe på 6.784, og der er i gennemsnit blevet udført 969 test om dagen.

  • Liberal Alliance har været til genåbningsmøde med statsministeren

    Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, har i dag været til genåbningsmøde med statsministeren.

    Mette Frederiksen siger på Facebook tak for "et godt møde".

    - LA ønsker en hurtig genåbning af Danmark med særligt fokus her og nu på liberale erhverv og børn og unge. Vi er ikke enige om alt.

    - Men partiernes stærke fokus på børn og unge er positivt. Og ønsket om en langsigtet genåbningsplan deler vi også, skriver statsministeren.

    Mette Frederiksen mødes også med Alternativet i dag.

  • Svensk kvinde i fængsel i tre år for at rejse til IS i Syrien med to-årig søn

    En svensk kvinde er ved retten i Lund idømt tre års fængsel for at være rejst til Islamist Stats (IS) kalifat i Syrien med sit toårige barn i 2014.

    Barnets far fik at vide, at sønnen skulle til Tyrkiet på en ferie sammen med sin mor. Hun vendte tilbage til Sverige i slutningen af sidste år efter at have været efterlyst i seks år.

    Kvinden har forklaret, at hun netop var blevet muslim og ville se, om livet i kalifatet stemte overens med det beskrevne,og at hun ikke ville blive der.

    På Facebook poserer hun på et billede med automatvåben og taler for IS' livsstil.

  • 45 nye lyntestcentre med ny kortere test åbner i dag på Sjælland

    I dag er der åbnet 45 nye lynestcentre rundt om i Region Sjælland, hvor det ikke kræver tidsbestilling at komme til.

    Testcentrene bruger den nye kviktest, der ikke skal lige så langt op i næsen som den hidtidige, skriver Ritzau.

    Hvor centrene ligger, er besluttet af de enkelte kommuner, men alle teststeder er lagt, så borgerne maks. har 20 kilometer til et testcenter, oplyser regionen.

    Region Sjælland har nu kapacitet til at teste 50.000 personer om dagen - 22.000 gennem PCR-test og 28.000 via kviktest.

  • Kort efter nyhed om test af dansk vaccine på mennesker: Nu har forskerne fået tilladelsen til at gøre det

    Tidligere i dag blev det meldt ud, at en dansk coronavaccine var godt på vej til at blive testet på mennesker.

    Og nu har forskerne bag coronavaccinen fået grønt lys fra myndighederne til at gennemføre de første af tre mulige menneskeforsøg.

    Det er 42 personer i Holland, der som de første får vaccinen. Går det godt, og er vaccinen sikker og udløser en reaktion i immunforsvaret, kan man gå videre til de næste trin i forsøgene.

    Der er dog endnu ikke fundet finansiering til de to sidste runder, der kræver langt flere forsøgspersoner og derfor er væsentligt dyrere at gennemføre.

  • Musikskoler undrer sig: Musikelever må ikke få undervisning udendørs

    På landets Musik- og Kulturskoler føler de sig overset i den nyeste genåbningsplan.

    For mens børn- og unge, der dyrker udendørs idræt nu må mødes, må eleverne på musik- og kulturskolerne ikke.

    Det skaber frustation på skolerne, at de ikke må arrangere udendørsundervisning.

    - Det er ærgerligt, at man ikke har blik for, at der er en masse børn og unge, som har en stor glæde ved at beskæftige sig med musik, på samme måde som der er mange, der er glade for at beskæftige sig med idræt. Dem overser man i øjeblikket, siger Jens Dammeyer Sørensen, der er leder af Holstebro Musikskole og medlem af forretningsudvalget i Musik- og Kulturskolerne i Region Midtjylland.

    Ifølge Kulturministeriet er årsagen til, at musik og kultur-skolerne ikke har fået de samme lempelser som idrætsforeningerne og andre foreninger, at de netop ikke har en foreningskonstruktion.

  • Nikolaj Jacobsen glæder sig ikke til OL: 'Man skulle have flyttet det til 2022'

    Danmark er som verdensmestre direkte kvalificeret til OL. (Foto: Mohamed Abd El Ghany © Scanpix)

    Nikolaj Jacobsen skal for første gang til et OL, men den danske håndboldlandstræner har svært ved at glæde sig.

    - Lige nu kan jeg ikke se, hvordan de skal gennemføre det forsvarligt. Man skulle have flyttet det til 2022, og så var det heller ikke kollideret med EM i fodbold, siger Nikolaj Jacobsen til Ekstra Bladet.

    - Som verden ser ud lige nu, synes jeg ikke, OL skal afholdes nu. Men det kan ændre sig om tre måneder. Forhåbentlig. Men jeg er skeptisk.

    Jacobsen skal forsøge at forsvare OL-guldet, som trænerkollega Gudmundur Gudmundsson sikrede Danmark i Rio i 2016.

  • 'Årets Veteranvirksomhed' ligger i Nordjylland

    Den nordjyske virksomhed Hydrema er gode til at hjælpe veteraner tilbage i arbejde og udnytte deres særlige kompetencer.

    Faktisk er virksomheden så dygtige, at Forsvarsministeriet i dag kårer Hydrema til Årets Veteranvirksomhed 2020.

    Hydrema har hovedsæde i Støvring og producerer entreprenørmaskiner til blandt andet forsvaret.

    Det er kun anden gang, at Årets Veteranvirksomhed kåres, og direktør Jan Werner Jensen er stolt af den nye titel.

    - Det er et stort skulderklap og anerkendelse, som vi ikke lige havde set komme, men vi er meget glade og beæret over det.

    Sikkerhedsvirksomheden Securitas var den første virksomhed, der modtog prisen.

  • Coronasmitten i Vollsmose stiger igen

    Der er igen stigende coronasmitte i Odensebydelen Vollsmose efter et fald søndag.

    Det seneste døgn er der således registreret 12 nye smittede i bydelen, så incidenstallet, der er antal smittede pr. 100.000 indbyggere, nu er oppe på 951,5.

    Incidenstallet har tidligere - i november sidste år - været over 1.000 - og i fredags lå det på 973,4.

    Odenseborgmester Peter Rahbæk Juel (S) har mandag morgen sagt, at strategien med massetest fortsætter.

  • Kommuner udskyder ikke-akutte pasfornyelser

    Hvis du vil have fornyet dit pas, er det ikke sikkert, det kan lade sig gøre i øjeblikket

    Flere kommuner afviser at forny pas, hvis du ikke har en gyldig grund til at skulle bruge det nu.

    Mange borgerservicekontorer er nemlig stadig i nødberedskab, og derfor bliver de nødt til at vægte opgaverne, siger de.

    I Odsherred betyder det for eksempel, at man må nedprioriterer at forny pas, der først skal bruges i sommerferien.

    - Sommerferiepas lader vi vente. Det er i stedet sygesikringsbevis og ting, som man skal bruge i forbindelse med coronatest, som vi har prioriteret højt, siger Jesper Bertelsen, leder af borgerservice i kommunen.

  • Anholts beboere føler sig fanget på øen på grund af udsolgte færger

    Udsolgte færge gør det så godt som umuligt at komme til og fra Anholt i påsken og andre småferier.

    Højsæsonens 244 pladser på Anholtfærgen er begrænset til 61, så der kan holdes to meters afstand.

    - Det er overforsigtigt og får anholterne til at føle sig fanget på deres egen ø, siger beboerformand Karen Konge.

    Jesper Heilskov har udsat et hospitalsbesøg på fastlandet, fordi han måtte opgive at bestille færgebilletter, fordi hjemturen var dagen før pinse.

    Færgeudvalget i Norddjurs kommune følger Søfartsstyrelsens anbefalinger, men vil se på mulighederne for flere afgange og for at lade familier sidde sammen.

    Færgen Anholt ved kajen i Anholt havn. (Foto: Foto: Allan Lundgren/Ritzau Scanpix)
  • Hongkong-leder er tilfreds med Kinas plan om, at kun patrioter skal styre byen

    Hongkongs leder, Carrie Lam, kalder det en god ide, når Kina kun vil lade patrioter styre Hongkong.

    Hun mener, at tiltaget er nødvendigt og afviser, at det er et forsøg på at slå ned på oppositionen i Hongkong, der officielt er en selvstændig by inden for Kina.

    - Beslutningen er rettidig, nødvendig, retmæssig og i tråd med forfatningen, siger den meget Kina-stemte Carrie Lam.

    Kritikere af forslaget mener, at det allerede sårbare demokratiske system bliver yderligere begrænset, hvis det kun er godkendte patrioter, der kan stille op.

  • Drabssigtet præst får forlænget varetægtsfængsling

    Retten i Hillerød har forlænget varetægtsfængslingen af den drabssigtede præst Thomas Gotthard frem til 31. marts.

    Det skriver Ritzau.

    Thomas Gotthard valgte ikke at møde i retten, men indvilgede i at lade varetægtsfængslingen fortsætte, oplyser anklager Anne-Mette Seerup.

    Præsten blev anholdt 15. november sidste år for at stå bag drabet på sin kone, der har været forsvundet siden 26. oktober. Han nægter sig skyldig. Konen er stadig ikke fundet.

  • Fra næste sæson vises alle kampe i Kvindeligaen på stream og tv

    Fra næste sæson bliver samtlige kampe i landets bedste fodboldrække for kvinder vist på streamingtjenesten Viaplay, mens udvalgte kampe vises på flow-tv.

    Det oplyser Nent Group, som står bag TV3 Sport og Viaplay, i en pressemeddelelse.

    Aftalen mellem Gjensidige Kvindeligaen og Nent Group løber i tre sæsoner.

    Landsholdsanfører Pernille Harder kalder det ifølge Ritzau for et stort skridt for dansk kvindefodbold.

    - Det vil på alle måder blive et stort løft for vores sport. Niveauet i dansk kvindefodbold har udviklet sig rigtig meget de seneste år, så der venter danskerne mange gode timers fodbold, siger Harder.

  • I Hovedstaden bliver overskydende vacciner nu kørt til akuthospitaler

    Kritik af, at overskydende vacciner er smidt ud eller givet til personer udenfor målgruppen, har fået Region Hovedstaden til at køre overskydende vacciner til akuthospitalerne, når vaccinationscentrene lukker.

    Her kan vaccinerne blive tilbudt sårbare patienter i de relevante målgrupper eller til sundhedspersonale, oplyser regionen.

    En stikprøve viser, at der er mellem en og fem doser tilovers på hvert vaccinationscenter. I lørdags blev 20 overskydende doser sendt videre til akuthospitalerne.

    I Region Sjælland er meldingen, at man på forhånd ved, at der vil være vacciner i overskud, så kommunerne kan indkalde personer fra målgruppen.

  • 12 kommuner får to millioner kroner til at bekæmpe børn og unges ensomhed

    I efteråret afsatte Folketinget 50 millioner kroner til at bekæmpe ensomhed, og DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) har modtaget to millioner kroner.

    Nu er der udvalgt 12 kommuner, hvor børn og unge får glæde af pengene stort set med det samme. Et kriterie for at blive udvalgt er, at projekterne på længere sigt skal skabe fællesskaber for unge.

    I Aarhus skal 200 udsatte børn og unge guides til foreningslivet, Hillerød skal lave ferieaktiviteter i udsatte boligområder, i Brønderslev får udsatte børn og unge et "sommerpas" til foreningsaktiviteter, og flere kommuner laver sommercamps.

  • Analytiker: Man skal ikke regne med, at dansk vaccine er klar til sommer

    Selv om den danske medicinalvirksomhed Bavarian Nordic melder klar til at kunne teste deres coronavaccine på mennesker, kommer vi ikke til at kunne få en dosis af den lige foreløbigt.

    Sådan lyder vurderingen fra senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank, der følger medicinalbranchen tæt.

    Årsagen er, at der fortsat mangler finansiering til den del af projektet.

    - Der er lidt usikkerhed om, hvor hurtigt man kan opnå funding af den videre udvikling, og hvor hurtigt man kan få indhullet patienter i de videre studier.

    - Så man skal ikke regne med, at de kan have en vaccine klar til sommer eller til efteråret. Vi skal i hvert fald hen i 2022, før vi kan se en potentiel vaccine fra Bavarian, siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau.

  • Fartkameraer sættes op på Storebæltsforbindelsen og Øresundsbroen

    Transportministeret og Justitsministeriet vil nu arbejde på få lovgrundlaget i orden, så kameraerne kan blive tændt. Forventningen er, at det vil ske i 2022.

    Ifølge transportminister Benny Engelbrecht og justitsminister Nick Hækkerup kører alt for mange for hurtigt på de to strækninger, og mange rammer endda grænsen for vanvidskørsel.

  • Paven afslutter besøg i Irak - er nu på vej hjem til Vatikanet

    Paven går ombord på sit Alitalia Airbus A330-fly. (Foto: AHMAD AL-RUBAYE © Scanpix)

    Pave Frans har afsluttet sit tre dage lange besøg i Irak.

    På billeder ses paven gå ombord på flyet hjem fra rejsen, som han selv har kaldt en "en pilgrimsfærd for fred".

    Paven rejste rundt i Irak og besøge både hellige steder og Mosul, som var besat af Islamisk Stat.

    Gentagne gange under besøget har han talt om forsoning og dialog mellem Iraks befolkningsgrupper og en ende på vold, ekstremisme og chikanering af Iraks kristne samfund.

  • Dansk coronavaccine klar til test på mennesker

    Det danske medicinalselskab Bavarian Nordic er klar til at teste sin vaccine mod covid-19 på mennesker.

    Det skriver selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

    Forsøget med mennesker forventes "om kort tid" at begynde ved Radhoud Medical Centre i Holland, hvor op mod 42 personer uden corona-antistoffer vil få to doser af den danske vaccine.

    Vaccinekandidaten, der kaldes ABNCoV2, har i de såkaldte prækliniske forsøg vist sig effektiv mod coronavirus med bare en dosis vaccine, mens testene viste, at med to doser af den danske vaccine kunne "virus ikke spores på noget tidspunkt".

  • Retssagen mod betjent anklaget for drab på George Floyd starter

    Demonstranter har før retssagen starter samlet sig i Minneapolis for at ære George Floyd. (Foto: Stephen Maturen © Scanpix)

    Retssagen mod den betjent, der er anklaget for at have dræbt den sorte amerikaner George Floyd ved at presse knæet mod hans hals, starter i dag med at udvælge nævninge.

    Floyds familie håber på retfærdighed, men hans onkel Selwyn Jones frygter at blive svigtet af et amerikansk retssystem, der historisk set har været venligt stemt over for politiet.

    Jones henviser til en sag fra 90'erne, hvor fire betjente blev frikendt for at tæske Rodney King. 63 personer døde i de efterfølgende optøjer.

    Floyds død i maj sidste år udløste demonstrationer i mange byer i USA under navnet Black Lives Matter. Sagen mod tre andre betjente kører i august.

  • Ned til 10 graders frost i nat - mandag bliver solrig, men kølig

    Her er vi en tur på Ålbæk Havn. (Foto: Linda Mølgaard/læserfoto)

    Dagen holder tør, og der kommer en del sol. I perioder kan der være lette skyer, der slører solen.

    Temperaturen er lav her til morgen, koldest i Horsens med næsten minus 10 grader.

    Dagtemperaturen kommer til at ligge på mellem 1 og 5 graders varme.

    Vinden kommer fra nordlig retning og blæser i dag med en svag til let styrke. Senere kan vinden skifte retning og komme fra både syd og sydøst.

    I nat falder temperaturen til mellem 0 og 7 graders frost. Derfor risiko for stedvist glatte veje.

  • Også gode nyheder i Oprah-interview: Parret blev gift privat tre dage inden storslået bryllup

    Der var også gode nyheder i Oprah Winfreys interview med prins Harry og hertuginde Meghan.

    Parret afslørede nemlig, at de allerede var blevet viet ved en privat ceremoni med kun de to og ærkebiskoppen af Canterbury tre dage inden det storslåede bryllup.

    - Jeg tror, at vi begge var meget opmærksomme på, at brylluppet ikke var vores dag. Det var en dag, der var planlagt for resten af verden, siger Meghan i interviewet.

    Desuden afslørede parret, at deres barn nummer to bliver en pige.

    Og på spørgsmålet fra Oprah til Meghan om hun trods alt havde fået et lykkeligt liv med Harry, lød svaret:

    - Større end noget eventyr, du nogensinde har læst.

    19. maj 2018 blev parret gift ved et storslået bryllup. Men faktisk var de to blevet viet tre dage før. (Foto: Ben Stansall © Scanpix)
  • Hertuginde Meghan overvejede selvmord

    Da prins Harry og hertuginde Meghan sidste år trådte tilbage som en del af det britiske kongehus, skyldes det den negative dækning i pressen, og hvad denne havde medført.

    I interviewet med Oprah Winfrey fortæller Meghan, at hun på grund af dækningen nåede til et punkt, hvor hun havde selvmordstanker og overvejede at skade sig selv.

    - Jeg vidste, at hvis jeg ikke sagde det, så ville jeg gøre det. Og jeg ville ikke være i live mere. Og det var en klar, ægte, skræmmende og konstant tanke, siger hun i det to timer lange interview ifølge Ritzau.

    Meghan siger, at hun søgte professionel hjælp gennem den kongelige familie, men fik at vide, "at det kunne jeg ikke få, for det ville ikke være godt for institutionen".

    Meghan afslører selvmordstanker efter at hun blev kongelig. (Foto: HARPO PRODUCTIONS © Scanpix)

    HAR DU BRUG FOR HJÆLP?

    Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen, der ikke selv er selvmordstruede. Det hjælper at få sat ord på de svære tanker, og du kan gøre det anonymt.

    Du kan kontakte Livslinien på 70 201 201 alle dage mellem klokken 11-05, og du kan chatte med Livslinjen på https://www.livslinien.dk/

    Du kan også kontakte Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade på 7010 1818 mandag fra klokken 09.00-19.00 og tirsdag til torsdag fra klokken 16.00 - 19.00 eller besøge foreningens hjemmeside på www.lmsos.dk, hvor der er mulighed for chat og aftaler.

  • Meghan: Det britiske kongehus var bekymret for vores søns hudfarve

    Det er et meget personligt interview, hvor der ikke bliver lagt fingre mellem i kritikken af det britiske kongehus. (Foto: HARPO PRODUCTIONS © Scanpix)

    I det længeventede interview med Oprah Winfrey siger prins Harry og hans hustru Meghan, at der var bekymring i det britiske kongehus for, hvor mørk hud deres på det tidspunkt ufødte søn ville få.

    Og det er netop denne bekymring, som betyder, at Archie ikke er prins.

    - I de måneder, jeg var gravid, havde vi samtalen, om at han ikke kunne få titlen, og bekymringer blev også delt om, hvor mørk hans hud måtte være, når han blev født, siger Meghan ifølge Ritzau.

    Hvem fra kongefamilien, der kom med de bekymringer, vil hun ikke sige, men ifølge Ritzau havde hun fået at vide, at hun ikke skulle udtale sig om sagen.

    Mens de stadig var en del af kongefamilien, besøgte parret blandt andet Sydafrika i 2019, hvor de havde deres søn, Archie, med. (Foto: Toby Melville © Scanpix)
  • Uroligheder i Athen efter at ung mand blev slået af politiet

    Politi og demonstranter er stødte søndag aften sammen i Grækenlands hovedstad, Athen.

    Det skete, efter at flere videoer af en politibetjent, der slår en mand under en coronapatruljering, er gået viralt.

    Politiet brugte tåregas for at sprede de omkring 500 mennesker, der samlede sig på et torv i den sydlige forstad Nea Smyrni for at protestere mod episoden, der udspillede sig samme sted tidligere på dagen.

    Det pågældende torv er et populært forsamlingssted for familier i området. Politiet siger, at de tidligere søndag sendte en patrulje til torvet, fordi der var blevet klaget over, at folk brød restriktionerne, og at patruljen blev angrebet, da de kom til stedet.

    Der er indledt en intern undersøgelse mod betjenten fra videoen.

    Se en video fra urolighederne:

  • Ekspræsident er tilbage i spidsen for FC Barcelona

    Små 11 år efter han forlod embedet, er Joan Laporta tilbage i rollen som præsident i FC Barcelona.

    Søndag er den 58-årige spanier blevet valgt som ny mand i front for storklubben på ledergangen, da Barcelonas medlemmer gik til stemmeurnerne.

    Omkring 22.30 søndag aften - da 75 procent af stemmerne var blevet optalt - ønskede Laportas konkurrenter i valgkampen, Antoni Freixa og Victor Font, ham tillykke med sejren.

  • Danmarks nye tennis-es er nu i top-100

    Den 18-årige danske tenniskomet Clara Tauson vandt søndag eftermiddag sin første finale i en WTA-turnering, da hun ved Lyon Open i Frankrig besejrede schweiziske Viktoria Golubic 6-4, 6-1.

    Den præstation kan allerede nu aflæses på verdensranglisten, hvor den unge dansker stryger ind i top-100.

    Tauson er nu nummer 96 i verden, hvilket langtfra er uden betydning, da de første 104 på verdensranglisten automatisk er kvalificeret til de prestigefyldte grand slam-turneringer.

    Næste grand slam er French Open, der spilles i maj.

  • For første gang siden oktober: Under 100 nye coronadødsfald i Storbritannien

    Det går den rigtige vej i kampen mod coronavirus i Storbritannien.

    For første gang siden oktober er det daglige dødstal under 100.

    82 personer, der var bekræftet smittet med coronavirus har mistet livet det seneste døgn.

    Det skriver The Guardian.

    Samlet set har i alt 124.501 personer mistet livet efter smitte med coronavirus i Storbritannien.

    5177 personer er registreret smittet det seneste døgn, hvilket er det laveste siden september.

  • Tilfreds Odense-borgmester: Giv Vollsmose et kæmpe like

    En god del af beboerne i Odense-bydelen Vollsmose er i løbet af de seneste ni dage blevet testet for coronavirus.

    Det fortjener ros, mener Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).

    – Ingen anden by eller bydel i Danmark har gjort noget lignende under corona. Giv lige beboerne i Vollsmose et kæmpe like for den præstation, skriver han på sin Facebook-profil.

    Cirka 8000 ud af de 9100 indbyggere i bydelen har ladet sig teste.

  • Soldater og brandfolk vil gerne have restvacciner

    Giv vaccinerne til os, i stedet for at smide dem i skraldespanden. Vi kan stå klar med et øjebliks varsel.

    Sådan lyder opfordringen fra dele af landets beredskab, efter det har været fremme, at regioner i visse tilfælde har svært ved at finde nok borgere, der kan få overskydende vaccinedoser i armen med kort varsel.

  • Eksplosioner i Ækvatorial Guinea: 20 er dræbt og hundreder såret

    En serie kraftige eksplosioner på en militærbase i Ækvatorial Guinea har kostet mindst 20 mennesker livet og såret flere hundreder.

    Det rapporterer den lokale tv-station TVGE.

    Det er foreløbig ikke kendt, hvad der var skyld i eksplosionerne, men myndighederne udelukker, at det kan handle om terror.

    TVGE viser grupper af redningsfolk, der haler folk ud ruinerne. Nogle af dem bæres væk viklet ind i lagner.

    420 meldes foreløbig såret.

    AFP skriver, at det i første omgang forlød, at det kunne være ammunitionslagre på basen, der var sprunget i luften.

  • Dronning Elizabeth understreger vigtigheden af familie forud for Oprah-interview

    Dronning Elizabeth understreger i dag vigtigheden af familie og at kunne holde kontakten under pandemien.

    - De prøvende tider, som mange oplever, har ført til en dybere forståelse af den gensidige støtte og åndelige næring, vi nyder ved at være forbundet med andre, siger hun i en optaget tale i anledning af Commonwealth Day, beretter nyhedsbureauet AP.

    Den britiske dronning omtalte ikke nattens meget imødesete Oprah-interview med hendes barnebarn prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan.

    Her er der lagt op til, at ægteparret vil forklare, hvorfor de opgav Storbritannien for at flytte til USA og starte et nyt liv.

  • Fransk millliardærpolitiker død i helikopterstyrt

    Den franske milliardær, politiker og medlem af Nationalforsamlingen Olivier Dassault er død i et helikopterstyrt i byen Touques i Normandiet. Det skriver flere franske medier.

    Piloten i helikopteren er også afgået ved døden.

    69-årige Oliver Dassault har i løbet af sin karriere haft flere forskellige roller i familieforetagendet Dassault Groups, der blandt andet har beskæftiget sig med produktion af fly. Han blev første gang valgt ind i Nationalforsamlingen i 2002.

    Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, skriver på sin Twitter-profil, at Olivier Dassaults død er et stort tab for Frankrig.

  • Endnu et tilfælde af brasiliansk virus i Danmark

    Der er konstateret endnu et tilfælde herhjemme af den brasilianske variant af coronavirus P1.

    Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

    Der er dermed nu konstateret i alt to tilfælde af denne virusvariant i Danmark.

    Sundhedsministeren oplyser, at man kender rejsehistorikken for den smittede, og at det er en del af smittekæden på den første person, der blev smittet med den brasilianske variant.

    - Der er kendt rejsehistorik. Heldigvis ikke et tegn på samfundssmittet i DK, skriver Magnus Heunicke.

  • Glade fodboldskotter ser stort på forsamlingsforbud

    (Foto: Jason Cairnduff © Scanpix)

    Når man ikke har vundet mesterskabet i ti år og i den mellemliggende periode har været helt nede og vende i den fjerdebedste række efter en konkurs, så kan det være svært at holde glæden tilbage, når pokalen endelig kommer i hus.

    Særligt når mesterskabstriumfen samtidigt sætter en stopper for ærkerivalernes dominans.

    Det er præcist tilfældet for fansene af den genrejste skotske storklub Rangers, der søndag kunne lade sig hylde som mestre, da lokalrivalerne fra Celtic blot fik 0-0 mod Dundee United.

    Dermed kan Rangers ikke længere hentes i toppen af tabellen.

    Mesterskabet er nummer 55 i rækken for Rangers, hvis fans så stort på forsamlingsforbud og festede løs i gaderne i Glasgow. Rangers er blevet nummer to de seneste to sæsoner, mens Celtic har siddet tungt på guldet i de seneste ni sæsoner.

    Men nu har sækkepiben altså igen fået en anden lyd i Glasgow.

  • Korrespondent om gigantisk hjælpepakke: Biden vil hellere gøre for meget end for lidt

    I aftes fik præsident Joe Biden en stor politisk sejr, da et snævert flertal i Senatet stemte for en enorm økonomisk hjælpepakke på 1.900 milliarder dollar.

    Hjælpepakken skal komme trængte amerikanere til undsætning, men flere eksperter mener, at den er større end nødvendigt.

    Ifølge DR's USA-korrespondent, Steffen Kretz, er Bidens ræsonnement, at han hellere vil smide for meget ind i økonomien, end at risikere at det ikke er nok til at få sparket gang i økonomien igen.

    - Hovedtanken fra Bidens side er, at det er bedre at gøre for meget - og måske alt for meget - end det er gøre for lidt, siger korrespondenten, der peger på, at Biden vil undgå en gentagelse af finanskrisen.

  • Pointdeling i slaget om Madrid

    Det var både en tabelmæssig og geografisk duel, da Atlético Madrid og Real Madrid søndag ramlede sammen i den spanske hovedstad om vigtige point i toppen af La Liga.

    Atlético Madrid kunne se Luis Suarez krølle dem foran 1-0 med ydersiden efter et kvarters spil, men med sin sene 1-1 udligning blev franske Karim Benzema redningmand for 'Los Blancos'.

    Dermed mistede Atlético igen et skridt i jagten på mesterskabet. Kun en enkelt af holdets seneste fire kampe er endt med sejr, og forspringet til FC Barcelona på andenpladsen er nede på tre point. Dog har Atlético en kamp i hånden i forhold til Messi og kompagni.

    Real Madrid er fem point efter topholdet, ligeledes med en kamp mere i benene.

  • Stork er landet i Sønderjylland

    En stork landede tidligere i dag i Smedager nær Aabenraa. Det skriver TV SYD.

    Storken er den første på en dansk storkerede i 2021.

    Sidste år var der første gang besøg af en stork i storkereden i Smedeager den 15. marts.

    TV SYD har opstillet kameraer ved reden og har derfor fanget storkens landing. Den kan ses her.

  • Mægler: Senegal er på randen af undergang

    Flere steder har oplevet plyndringer under de seneste dages uro. (Foto: John Wessels © Scanpix)

    Mindst fem unge mennesker har mistet livet efter flere dages uroligheder i det vestafrikanske land Senegal.

    Og det har fået den højt respekterede embedsmand Alioune Badara Cissé, der fungerer som mægler, til at finde de store vendinger frem. Han siger nemlig ifølge BBC, at Senegal befinder sig "på randen af undergang".

    Protesterne startede, efter oppositionsfiguren Ousmane Sonko blev anholdt i onsdags, og de er blevet styrket som følge af økonomisk utilfredshed blandt mange unge, påpeger det britiske medie.

    Cissé opfordrer myndighederne til at gå i dialog med de unge demonstranter, som han omvendt opfordrer til ikke at ty til vold.

  • 61-årige brite idømt bøde på 86.000 kroner for at bryde restriktioner

    Det skulle have været en protest mod for små lønstigninger til britisk sundhedspersonale.

    I stedet blev det en rigtig dyr fornøjelse for en 61-årig britisk kvinde.

    For da omkring 40 mennesker i dag gik på gaden i det centrale Manchester for at protestere mod regeringens tilbud om en lønstigning på 1 procent til landets sundhedspersonale, så var der tale om et brud på coronarestriktionerne.

    Den 61-årige arrangør blev derfor tildelt en bøde på 86.000 kroner, oplyser politiet i Manchester ifølge Sky News.

  • Boris Johnson forsvarer ydmyg lønstigning til sundhedspersonale: Vi er i en krisetid

    Den britiske premierminister besøgte i dag et vaccinationscenter i det nordlige London. (Foto: Geoff Pugh © Scanpix)

    Den britiske premierminister, Boris Johnson, er kommet under kritik, efter hans regering har foreslået en lønstigning på 1 procent for sundhedspersonalet i landet.

    Ligesom i andre lande er de britiske sygeplejerskers hårde arbejde nemlig kommet i fokus i forbindelse med coronakrisen, og flere har i den forbindelse krævet større lønstigninger.

    - Vi har forsøgt at give dem så meget, som vi kan på nuværende tidspunkt, lyder det fra Boris Johnson ifølge Sky News.

    - Glem ikke, at der har været en fastfrysning af lønnen i den offentlige sektor - Vi befinder os i svære tider, udtaler Johnson, der siger, at det britiske sundhedssystem står til at få tilført 535 milliarder kroner mere end normalt.

Mere fra dr.dk