Seneste nyt
4. dec 2021

Republikanere vælger ny udfordrer til Macron

Valerie Pécresse ses her med partifælle Eric Ciotti. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN)

Feltet af kandidater, som håber på at blive Frankrigs næste præsident, har lige vokset sig lidt større.

Endnu en kandidat har nu meldt sig under fanerne i håbet om at vælte Emmanuel Macron af pinden ved næste års valg.

Det franske konservative parti, Republikanerne, har netop valgt regionsrådsformand i Paris, Valérie Pécresse, som sin præsidentkandidat.

Det er dermed lykkedes Pécresse at møve blandt andre EU’s tidligere brexit-forhandler Michel Barnier og også den forhenværende sundhedsminister Xavier Bertrand, som mange ellers tidligere så som favorit, af banen.

Den 54-årige Pécresse er partiets første kvindelige præsidentkandidat og har sammenlignet sig selv med den tyske kansler, Angela Merkel, og den forhenværende britiske premierminister Margaret Thatcher.

Tidligere på ugen annoncerede den stærkt højrenationalistiske Eric Zemmour sit kandidatur til præsidentvalget, der finder sted i april næste år.

Seneste nyt

  1. 29 min. siden

    Republikanerne blokerer for Demokraternes valgreform i USA

    En valgreform, der ifølge Demokraterne i USA er afgørende for at redde landets demokrati, har ikke fået tilstrækkelig støtte i Senatet.

    Det står klart natten til torsdag dansk tid, skriver Ritzau.

    Det kræver mindst 60 ud af 100 stemmer i det amerikanske Senat, hvis valgreformen skal blive til virkelighed, men Demokraterne har kun 50. Og Republikanerne, der råder over de sidste 50 medlemmer, er lodret imod reformen.

    Derfor var det også ventet, at reformen ikke ville gå igennem.

    Med reformen var det Demokraternes mål at sikre lige adgang for alle til at stemme.

  2. 39 min. siden

    Ingen minkavlere har søgt om at genåbne endnu

    Fra næste år skal det være muligt igen at drive minkavl. Derfor er det muligt som minkavler at søge om en dvaleordning, hvor man kan genopstå i fremtiden.

    Men det er der endnu ingen, der har gjort, skriver Ritzau.

    I vinteren 2020 blev det forbudt som følge af frygten for en corona-mutation.

    - Den voldsomme nedlukning af hele erhvervet for halvandet år siden betyder, at det er næsten umuligt at starte igen, siger formand for minkavlerne Tage Pedersen til Ritzau.

    I dag har minkavlerne haft en måned til at søge om en dvaleordningen. Det har ingen søgt om. Til gengæld har hver fjerde søgt om permanent nedlukning.

  3. 51 min. siden

    Trumps ønske om blokering af dokumenter om stormløb afvist

    USA's højesteret har afvist den tidligere amerikanske præsident Donald Trumps ønske om at bremse frigivelsen af dokumenter om stormløbet mod Kongressen 6. januar sidste år.

    Det skriver Ritzau.

    Det handler om centrale dokumenter, som et demokratisk ledet udvalg fra Repræsentanternes Hus har efterspurgt.

    Og de dokumenter skal nu offentliggøres efter Højesterets afvisning.

    Udvalget forsøger at komme til bunds i, hvad der skete ved stormen mod Kongressen, herunder hvad Trump gjorde og sagde og hans forsøg på at ændre på resultatet af præsidentvalget.

    Den tidligere præsident og hans allierede har ført en løbende juridisk kamp mod kongresudvalget. De forsøger at blokere adgangen til dokumenter og vidner.

  4. I dag kl. 05:04

    Støjberg: Forkert at være formand i et parti, man ikke har været med i

    Det ville være helt forkert at stille op som formand i et parti, man ikke har været med i.

    Sådan lyder meldingen fra tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg i den såkaldte digitale træffetid, som hun holder på sin hjemmeside og Facebook. Det skriver Ritzau.

    - Jeg har det grundlæggende sådan, at hvis man stiller op som formand i et parti, så skal man i hvert fald mindst havde slidt to biler op på landevejene ude i baglandet, sagde hun.

    Udmeldingen kommer ovenpå en periode, hvor flere medlemmer af Dansk Folkeparti åbent har bejlet til hende som kommende formand for partiet. Også efter hun modtog sin dom på 60 dages ubetinget fængsel i Rigsretten.

    7. januar stod det dog klart, at Inger Støjberg ikke blev DF's næste formand. Her var der nemlig frist for at melde sit kandidatur.

  5. I dag kl. 03:11

    Clara Tauson slår verdens nummer syv

    19-årige Clara Tauson er videre til tredje runde af Australian Open. (Foto: JAMES GOURLEY © Ritzau Scanpix)

    Den danske tenniskomet Clara Tauson har i nat dansk tid overraskende slået verdensranglistens nummer syv ud af Australian Open i anden runde.

    Esteren Anett Kontaveit blevet slået i to sæt med cifrene 6-2 og 6-4 i en kamp, som varede en time og 19 minutter.

    Da sejren var i hus, fik hun en kæmpe klapsalve af publikum på Margaret Court Arena, der har plads til 7500 tilskuere.

    I den næste runde skal Clara Tauson møde den 28-årige amerikaner Danielle Rose Collins.

    Hun er nummer 30 på verdensranglisten.

  6. I går kl. 23:21

    Biden forudser russisk indtrængen i Ukraine: 'Han er nødt til at gøre noget'

    USA's præsident, Joe Biden, holder pressemøde om sit første år som præsident i landet. (Foto: SIPA USA © Ritzau Scanpix)

    Den amerikanske præsident, Joe Biden, forudser at hans russiske kollega, Vladimir Putin, vil gå ind i Ukraine.

    - Mit gæt er, at han vil rykke ind. Han er nødt til at gøre noget, lyder det fra præsidenten på et pressemøde, der markerer hans første år i spidsen for landet.

    Præsidenten blev selvfølgelig spurgt ind til den anspændte situation på grænsen mellem Rusland og Ukraine, og her advarer Biden om, at det vil være "en katastrofe for Rusland", hvis landet invaderer nabolandet mod vest.

    Det skønnes, at Rusland har opstillet 100.000 soldater i områder, der grænser op til Ukraine.

    Biden advarer både om store menneskelige og økonomiske tab for Rusland, hvis landet invaderer Ukraine.

  7. I går kl. 22:53

    Manchester United dukker danskerklub

    Manchester United vandt 3-1 over Brentford i Premier League onsdag aften.

    Brentford, der havde fem danskere i startopstillingen, vadede i chancer i kampens åbning, men formåede ikke at omsætte dem til scoringer.

    I stedet slog United til i den anden ende, da Anthony Elanga, søn af den tidligere Brøndby- og Horsens-spiller Joseph Elanga, bragte gæsterne fra Manchester foran.

    Kort efter fordoblede Mason Greenwood føringen, inden Marcus Rashford gjorde det til 3-0. I slutminutterne pyntede Brentfords Ivan Toney på resultatet, da han scorede til 3-1 på oplæg af Christian Nørgaard.

    Manchester United indtager syvendepladsen i Premier League, mens Brentford er på 14.-pladsen.

  8. I går kl. 22:46

    Ingefærpulver tilbagekaldes, fordi det kan indeholde giftstof

    Er du typen, der har ingefærpulver stående i køkkenet, så er det bestemt værd at læse med her.

    Golden Foods tilbagekalder et nemlig parti ingefærpulver, fordi der er konstateret aflatoksiner i produktet.

    Det skriver Fødevarestyrelsen på deres hjemmeside.

    Aflatoksin er et giftstof produceret af skimmelsvampe og kan være kræftfremkaldende, oplyser styrelsen.

    Helt konkret gælder det 'TRS GINGER POWDER' med følgende stregkode: 5017689002565.

    Varen har kunnet købes i specialbutikker i hele landet.

    Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller smide det ud.

    (Foto: Fødevarestyrelsen)
  9. I går kl. 22:33

    Vinden tager til: Vindfølsomme køretøjer forbudt på Storebæltsbroen

    På Storebæltsbroen er al kørsel med vindfølsomme forbudt på grund af den voldsomme vind, der lige nu passerer ind over landet.

    Det skriver Sund & Bælt, der står for den daglige drift af broen, på Twitter.

    Forbuddet forventes ophævet i morgen klokken 13.

    Tidligere i dag frarådede Vejdirektoratet også at køre over Øresundsbroen til og fra Sverige, hvis man kørte i et vindfølsomt køretøj, og siden har de også frarådt kørsel på Vejlefjordbroen.

    Vindfølsomme køretøjer dækker blandt andet biler med campingvogne eller anhængere, varevogne, tomme lastbiler eller lastbiler med meget let last.

    (Foto: (Screendump))
  10. I går kl. 22:27

    Tottenham vinder danskermøde efter vildt comeback

    Kasper Schmeichel og Jannik Vestergaard så længe ud til at være på sejrskurs med Leicester mod Tottenham og Pierre-Emile Højbjerg i Premier League.

    Men med to scoringer i overtiden fik Tottenham vendt kampens resultat på hovedet, og London-klubben vandt 3-2.

    Leicester-scoringerne blev sat ind af Patson Daka og James Maddison. Harry Kane scorede Tottenhams første mål på oplæg af Pierre-Emile Højbjerg, mens Steven Bergwijn med to scoringer i kampens overtid sørgede for sejren.

    Med sejren kravler Tottenham op på femtepladsen i Premier League, hvor klubben er et enkelt point efter West Ham på fjerdepladsen, der dog har spillet tre kampe mere end Tottenham.

  11. I går kl. 22:21

    Blæst vælter træer i Vestjylland

    I Vestjylland har blæsten her til aften taget til, og det har fået Midt- og Vestjyllands Politi til at opfordre bilister om at køre forsigtigt.

    - Blæsten begynder at give udfordringer i politikredsen med væltede træer og løsrevet stillads. Vær opmærksom og kør forsigtigt, skriver de på Twitter.

  12. I går kl. 22:04

    Egypten er videre ved de afrikanske fodboldmesterskaber

    Selvom Egypten kun har scoret to mål i tre gruppekampe, er der videre ved AFCON. (Foto: Thaier Al-Sudani © Ritzau Scanpix)

    Efter en sejr på 1-0 over Sudan er Egypten videre ved de afrikanske fodboldmesterskaber, der bliver afholdt i Cameroun.

    Som den mest vindende nation, der syv gange tidligere har løftet AFCON-trofæet, var Egypten på forhånd favoritter til at gå videre fra gruppen, der udover Sudan også talte Nigeria og Guinea-Bissau.

    Den 22-årige forsvarsspiller Mohamed Abdelmenem headede efter 35 minutters spil kampens enlige mål i kassen, og med 1-0-sejren avancerer Egypten til playoff-runderne på puljens andenplads.

    Holdets helt store stjerne, Mohamed Salah fra Liverpool, havde flere muligheder i opgøret, men skarpheden manglede.

    I ottendedelsfinalen skal Egypten møde vinderen af gruppe E. Torsdag afgøres det, om det bliver Elfensbenskysten, Ækvatorialguinea eller Sierra Leone.

  13. I går kl. 21:43

    Island ramt af corona inden EM-kamp mod Danmark

    I morgen fortsætter den danske rejse mod EM-triumf, når Island venter i mellemrundens første opgør. På forhånd er der lagt op til lidt af en duel, da begge mandskaber har vundet alle indledende gruppekampe og dermed har to point med til mellemrunden.

    Men nu er der problemer for Island.

    I dag er tre spillere nemlig testet positiv for corona, skriver det islandske håndboldforbund på sin hjemmeside.

    Det er Björgvin Páll Gústavsson, Elvar Örn Jónsson og Ólafur Andrés Gudmundsson.

    Mest markant er førstnævnte, der er Islands startende målvogter.

    På nuværende tidspunkt bliver der ikke indkaldt nye spillere, oplyser håndboldforbundet.

  14. I går kl. 21:27

    Statue af præsident Theodore Roosevelt fjernet i New York

    Dele af statuen af Theodore Roosevelt er nu blevet fjernet foran museet. (Foto: CAITLIN OCHS)

    Interesserede i New York må kigge langt efter en statue af Theodore Roosevelt, der var amerikansk republikansk præsident fra 1901 til 1909.

    Den har lige siden 1940 stået foran New York City's 'American Museum of Natural History', skriver Reuters.

    Men statuen, som viser præsidenten flankeret af en indfødt amerikaner og en sort mand, har også længe været en torn i øjet på mange, som ser den som et symbol på kolonianisme og racisme.

    Sidste år valgte bystyret i New York, at den skulle fjernes - og det er sket i dag.

    Den vil i fremtiden stå ved Theodore Roosevelts præsidentbibliotek i North Dakota.

    Statuen af Theodore Roosevelt til hest - med en indfødt amerikaner og en sort mand på hver sin side. (Foto: Mike Segar)
  15. I går kl. 20:35

    Stor interesse i at låne Danmark penge til grøn omstilling

    Det var i dag for første gang muligt at købe danske statsobligationer målrettet grøn omstilling.

    En statsobligation er groft sagt en måde, at staten låner penge - men ved de grønne er investorerne sikre på, at deres investering går til den grønne omstilling, skriver Ritzau.

    Ifølge tal fra Nationalbanken blev der i dag solgt for fem milliarder kroner.

    Det er den største interesse ved åbning af en ny obligation siden 2008, skriver Klimaministeriet på Twitter.

  16. I går kl. 20:35

    Yussuf Poulsen på pletten i den tyske pokalturnering

    Yussuf Poulsen (t.h.) har scoret fem mål i alle turneringer i denne sæson. (Foto: HANNIBAL HANSCHKE © Ritzau Scanpix)

    Den danske landsholdsangriber Yussuf Poulsen var afgørende for sin tyske klub RB Leipzig, der mødte Hansa Rostock i den tyske pokaltunerings ottendedelsfinale.

    Poulsen har været skadet i november og december, og derfor har han ikke været på måltavlen i mere end to måneder.

    Men i dag skulle han blot bruge seks minutter på banen, før han sendte et hovedstød i netmaskerne. Danskerens spanske holdkammerat Dani Olmo fordoblede føringen med kampens sidste mål ti minutter før slutfløjt.

    Med 2-0-sejren er Yussuf Poulsen og RB Leipzig klar til kvartfinalerne i den tyske pokalturnering, som der bliver trukket lod til søndag.

    Mens Lepizig ikke havde store problemer mod Hansa Rostock, er storklubberne Bayern München og Borussia Dortmund slået ud af årets pokalturnering.

  17. I går kl. 20:20

    Korrespondent om mulig ambassadør i Danmark: Han hjalp Biden med at samle rigtig mange penge ind

    Det giver god mening, at Joe Biden nominerer forretningsmanden Alan Leventhal som ny amerikansk ambassadør i Danmark, lyder det fra USA-korrespondent i DR Steffen Kretz.

    En del af ambassadørposterne bliver nemlig tilskrevet de folk, der har støttet præsidenten.

    - Han var en af dem, der samlede rigtig mange penge ind fra Wall Street fra de store investeringsfirmaer i New York til Joe Bidens præsidentkampagne, og det er forklaringen på, hvorfor Joe Biden har udpeget ham som ambassadør i Danmark, siger Steffen Kretz.

    Alan Leventhal er blandt andet bestyrelsesformand og topchef i Beacon Capital Partners, der ifølge meddelelsen er en af de førende ejere og forvaltere af kontorejendomme i USA.

    Det er typisk hver tredje ambassadørpost, der gives til støtter under valgkampen.

  18. I går kl. 20:04

    DMI varsler forhøjet vandstand i de indre danske farvande

    DMI har udsendt et varsel om forhøjet vandstand for de indre danske farvande.

    Fra torsdag formiddag og til sent på aftenen kan vandstanden stige lokalt med 120 til 130 centimeter over nomal vandstand.

    Det oplyser vagthavende hos DMI.

    Det er et lavtryk vest for Stockholm, som bevæger sig mod øst, og det ventes torsdag aften at ligge over Baltikum.

    Her kan du se de berørte områder.

    (© dmi)
  19. I går kl. 19:27

    Vindfølsomme køretøjer frarådes at køre over Øresundsbroen

    Kraftig blæst får nu Vejdirektoratet til at fraråde vindfølsomme køretøjer at køre over Øresundsbroen til og fra Sverige.

    Det skriver Vejdirektoratet på Twitter.

    De oplyser samtidig, at vinden forventes at aftage i løbet af i morgen aften.

    Vindfølsomme køretøjer dækker blandt andet biler med campingvogne eller anhængere, varevogne, tomme lastbiler eller lastbiler med meget let last.

    (Foto: (Screendump))
  20. I går kl. 19:15

    Se videoen: Japansk by har lavet karrusel af is for at lokke turister til

    Man kan ikke klandre turistkontorerne i det japanske præfektur Hokkaido for at være ukreative.

    For selvom karruseller af is er set før, også her i Skandinavien, så skal en japansk en af slagsen være med til at lokke turister til Hokkaido.

    De har såldes brudt isen ude på søen Kanayama i den lille by Minamifurano og testet, om det i fremtiden skal være en stor turismemagnet for området.

    Cirklen er skåret ud med en motorsav og er cirka 13 meter i diameter og cirka 40 centimeter i tykkelse.

    30 deltagere var med til at teste karrusellen, som I kan se i videoen herunder:

  21. I går kl. 19:02

    Dansk medicinalfirma vil nedlægge 1.000 stillinger

    Det tredjestørste medicinalfirma i Danmark, Leo Pharma, vil over de næste to år nedlægge 1.000 stillinger.

    Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

    Nedlæggelserne sker som led i en større plan, der handler om, at Leo Pharma skal blive mere konkurrencedygtig og få bedre styr på den kommercielle del af forretningen, lyder det.

    - Dette er den bedste vej frem for os for at sikre en bæredygtig forretningsmodel i fremtiden, siger Anders Kronborg, der er finansdirektør i Leo Pharma, i pressemeddelelsen.

    Som en del af planerne har Leo Pharma i går sagt farvel til 68 ansatte.

    Leo Pharma har hovedkvarter i Ballerup uden for København og har globalt omkring 6.000 medarbejdere, skriver Ritzau.

  22. I går kl. 18:43

    Snestorm rammer Mellemøsten: Syriske flygtninge kæmper med at holde varmen i flygtningelejre

    Interne flygtninge i den syriske provins Aleppo kæmper med at holde varmen. (Foto: AAREF WATAD © AFP or licensors)

    En snestorm i Mellemøsten har efterladt mange i Syrien og Libanon i en desperat situation, hvor de ikke kan varme deres boliger op, eller mangler brændsel i flygtningelejre.

    Stormen, som har fået navnet Hiba, begyndte tirsdag nat og forventes at toppe torsdag.

    Især er flere hundredtusinde af syriske flygtninge i Libanon og Jordan og interne flygtinge i Syrien ramt.

    - Situationen er meget, meget vanskelig, siger aktivisten Baseem Atrash til nyhedsbureauet AP.

    Han befinder sig i en af de største syriske flygtningelejre i det nordøstlige Libanon, tæt på grænsen til Syrien. Her bor 50.000 mennesker i telte.

    - De brænder alting for at holde varmen. Fra plastik til gammelt tøj, siger han.

    • Interne flygtninge bor i telte i byen Raju i den syriske provins Aleppo. (Foto: AAREF WATAD © AFP or licensors)
    • Interne flygtninge bor i telte i byen Raju i den syriske provins Aleppo. (Foto: AAREF WATAD © AFP or licensors)
    • Interne flygtninge bor i telte i byen Raju i den syriske provins Aleppo. (Foto: AAREF WATAD © AFP or licensors)
    • Interne flygtninge bor i en flygtningelejr i Afrin i det nordlige Syrien. (Foto: Yahya Nemah)
    1 / 4
  23. I går kl. 17:38

    Giftstoffet PFOS er fundet i oksekød fra køer i Odense

    Giftstoffet PFOS er fundet i oksekød fra en kogræsserforening i Odense.

    Endda i så store mængder at Fødevarestyrelsen vurderer, at kødet ikke bør spises, skriver Ingeniøren.

    - Vi er selvfølgelig rigtig ærgerlige over det, siger Andreas Bassett, der er driftchef i det kommunalt ejede Vandcenter Syd.

    Vandcenter Syd har ikke kunnet afgøre forureningskilden, men forureningen kan stamme fra sandet og gruset, der kommer ind i anlægget, eller slammet, der ligeledes er kommet ind i anlægget.

    - Set her i bagkundskabens ulideligt klare lys, så ville vi selvfølgelig ønske, det var noget, vi var opmærksomme på, siger Andreas Bassett.

    PFOS kan påvirke leveren, immunsystemet og være kræftfremkaldende.

    Rettelse: Tidligere vurderede Vandcenter Syd, at en pesticidfyldt æbleplantage på grunden, der senere blev et renseanlæg, kunne være årsagen til det. Det er ikke en teori, de arbejder med mere, og den er blevet slettet fra denne artikel.

  24. I går kl. 17:29

    Biden udpeger ny ambassadør til Danmark

    Her ses Alan Leventhal (tv) på et ældre billede sammen med filminstruktøren Steven Spielberg. (Foto: MARY SCHWALM © Associated Press)

    Efter et år som amerikansk præsident har Joe Biden nu valgt, hvem der skal være USA’s nye ambassadør til Danmark.

    Valget er faldet på den 69-årige Alan Leventhal, der er stifter, bestyrelsesformand og direktør i ejendomsselskabet Beacon Capital Partners. Det skriver politico.com.

    Alan Leventhal, der er kendt som filantrop i Boston-området, kommer altså til jobbet som ambassadør fra det private erhvervsliv.

    USA’s ambassade i København har været uden ambassadør siden 20. januar sidste år, da Carla Sands forlod stillingen som følge af præsident Donald Trumps valgnederlag.

  25. I går kl. 17:16

    Politiet i Nordsjælland tilbyder hjemmebesøg hos spritbilister: Samtale om misbrugsbehandling

    Nordsjællands Politi kommer nu med et tilbud om hjemmebesøg hos 240 borgere, der er blevet sigtet for narko- eller spirituskørsel.

    Det sker for at få en samtale om misbrugsbehandling, skriver politiet i en pressemeddelelse.

    Det er dog helt frivilligt for den enkelte at takke ja til en samtale.

    Tilbuddet om hjemmebesøg kommer til dem, som har været sigtet mindst en gang i løbet af de seneste tre måneder og har mindst to andre sigtelser for at sætte sig bag rattet i påvirket tilstand i løbet af de seneste fem år.

    - Det er vores erfaring, at sådan nogle samtaler ofte kan virke forebyggende og lede den pågældende tilbage på rette spor, siger vicepolitiinspektør Brian Stybe Grayston fra Nordsjællands Politi.

  26. I går kl. 17:02

    Mathias Gidsel melder sig selv klar til næste EM-kamp

    Mathias Gidsel bliver klar til kampen mod Island i mellemrunden ved EM i håndbold. Det vurderer han selv.

    Han sad ellers over i Danmarks seneste kamp, 31-21-sejren over Nordmakedonien, efter han havde fået et slag i kampen forinden.

    - Status er, at jeg har det væsentligt bedre end dagen efter Slovenien-kampen. Sådan et slag i mave-ribben-regionen er ikke noget, der forsvinder over natten, så jeg er stadig lidt mærket, men i dag har jeg det væsentligt bedre, og jeg glæder mig til at spille kamp i morgen, siger Mathias Gidsel.

    Danmark spiller torsdag den første kamp i mellemrunden ved EM i håndbold. Her er modstanderen Island.

  27. I går kl. 16:55

    Fermenterede alger, gærceller og svampe i fremtidens fødevarer: Virksomhed får 10 millioner til at skabe vækst

    Din pasta, brød og fars bliver måske i fremtiden ikke helt som du kender det i dag.

    Alger og svampe bliver grundstammen i de såkaldt biofermenterede ingredienser, som efter alt at dømme får en vigtig rolle i fremtidens fødevarer.

    - Vi skal tænke på det som pulver, ligesom vi bruger mel i dag. De her ingredienser kan bruges som erstatning eller supplement for forskellige meltyper, hvis du for eksempel vil have mere protein i din pasta, siger Christopher Kjølby Jensen, bestyrelsesformand i selskabet FermHub Zealand.

    FermHub Zealand har i dag fået 10 millioner kroner af Energiselskabet Andel til at skabe et vækstmiljø for opstartsvirksomheder inden for industriel biofermentering.

  28. I går kl. 16:46

    28-årig mand varetægtsfængslet for drab i frisørsalon i Rødovre

    En 28-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger for drab og drabsforsøg.

    Han er mistænkt for at have deltaget i et skyderi i en frisørsalon i Rødovre den 3. december, hvor en 17-årig bulgarsk statsborger blev dræbt og to andre såret.

    To andre personer er allerede varetægtsfængslet i sagen.

    Københavns Vestegns Politi skriver i en pressemeddelelse, at den 28-årige mand blev anholdt, da han landede i Københavns Lufthavn.

  29. I går kl. 16:12

    Blinken: USA vil støtte Ukraine yderligere, hvis Rusland invaderer

    USA's udenrigsminister Antony Blinken understregede sit lands støtte til Ukraine ved et pressemøde i Kijev i dag. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

    I skyggen af 100.000 russiske tropper nær grænsen til Ukraine, mødtes USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, i dag med den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, i landets hovedstad Kijev.

    Besøget i Kijev er Blinkens første stop på en vigtig diplomatisk rundtur, der i morgen går til Berlin, og som fredag byder på et møde med Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, i Genève.

    På et pressemøde i Kijev i dag brugte Antony Blinken lejligheden til at gentage kritikken af Ruslands aggressive adfærd overfor Ukraine.

    - Moskva har systematisk søgt at svække Ukraines demokratiske institutioner såvel som at splitte samfundet. Man har påvirket valg, brugt desinformation og cyberangreb, sagde Antony Blinken.

    Han understregede samtidig, at USA vil fortsætte støtten og samarbejdet med Ukraine, hvis Rusland lancerer en invasion. Det gjorde man blandt andet med annekteringen af Ukraines Krim-halvø i 2014.

  30. I går kl. 15:49

    Sybaristisk og pudsenmager: Se listen over 3.581 ord, der er fjernet fra Retskrivningsordbogen

    Sybaristisk, pudsenmager og skændegæst. Det er blot nogle af de i alt 3.581 opslagsord, som er blevet slettet fra Retskrivningsordbogen fra 1986 til 2012.

    Det oplyser Dansk Sprognævn ifølge fagbladet Journalisten.

    Oplysningen kommer, efter at Søren Espersen fra Dansk Folkeparti har spurgt kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen om omfanget af sletninger.

    På listen er flere ord blevet erstattet af andre. Som for eksempel ‘accoucheur’, der nu er med i ordbogen med det mere mundrette ord ‘fødselslæge’.

    Søren Espersen har spurgt ind til de mange sletninger, da han ærgrer sig over, at så mange danske ord bliver fjernet fra ordbogen.

    I øvrigt betyder sybaristisk 'yppig' eller 'overdådig', pudsenmager er en komiker og skændegæst en, der taler dårligt om andre.

  31. I går kl. 15:25

    Folketinget: Indkaldelsen af forkert barselsvikar får ikke betydning for afstemninger

    Udvalgsformand Lennart Damsbo-Andersen (S) fra Udvalget til Valgs Prøvelse oplyser, at det ikke får konsekvenser, at man har udpeget det forkerte medlem. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Det kommer ikke til at få bagudrettede konsekvenser, at Folketinget ved en fejl er kommet til at indkalde det forkerte medlem som stedfortræder for socialdemokraten Tanja Larsson, der er på barsel.

    Det oplyser Lennart Damsbo-Andersen (S), der er formand for Udvalg til Valgs Prøvelse, til DR.

    - Den juridiske afdeling i Folketinget har oplyst, at det ikke har nogen konsekvens, fordi Folketinget har godkendt vedkommende (Alexander Grandt, red.), siger han.

    Det bliver nummer to på suppleantlisten i Sydjyllands Storkreds, der i stedet skal have mandatet. Det er Theis Kylling Hommeltoft, der får sin første periode i Folketinget.

    Han har netop fået det officielle opkald om, at han er blevet tilbudt posten som stedfortræder i Folketinget og har takket ja.

    - Et eller andet sted er det en drengedrøm, der går i opfyldelse. Det er det, siger han og tilføjer:

    - Hjemmefronten har også sagt god for det.

    Theis Kylling Hommeltoft er folketingskandidat i Aabenraa-kredsen i Sydjyllands Storkreds.

  32. I går kl. 15:22

    Danmarks første NHL-spiller stopper karrieren

    Frans Nielsen blev den første dansker på isen i NHL, da han debuterede 6. januar 2007. (Foto: Jerome Miron © Ritzau Scanpix)

    Frans Nielsen stopper karrieren. Det fortæller han til hockeytinget.dk.

    Helt præcist bliver karrierestoppet realiseret, når Frans Nielsens nuværende klub, Eisbären Berlin, er færdig med den indeværende sæson.

    37-årige Frans Nielsen blev den første dansker i verdens bedste ishockeyliga, NHL, da han i 2007 debuterede for New York Islanders. Siden har han også repræsenteret Detroit Red Wings i NHL.

    Frans Nielsen blev valgt allerede i 2002 af New York Islanders i draften, men han fik tid til at udvikle sig, inden han kom på isen i USA, som altså skete i 2007.

  33. I går kl. 14:51

    Friske vandforsyninger sejles til Tonga efter vulkanudbrud og tsunami

    Vulkanudbruddet ses her fra luften. (Foto: TONGA METEOROLOGICAL SERVICES HA © Ritzau Scanpix)

    Tonga, der i weekenden blev ramt af et undersøisk vulkanudbrud, vil på fredag modtage friske vandforsyninger via to flådefartøjer fra New Zealand.

    Aske fra vulkanen og den efterfølgende tsunami har forurenet drikkevandet for titusinder i øriget i Stillehavet, hvor der bor omkring 105.000 personer.

    Det oplyser Røde Kors ifølge Reuters.

    Det kom samtidig frem i dag, at Tonga vil være afskåret fra omverdenen i mindst en måned.

    Vulkanudbruddet har ødelagt de undersøiske kabler, der forbinder øerne med resten af verden.

  34. I går kl. 14:25

    Nikolaj Jacobsen er årets træner 2021

    Nikolaj Jacobsen førte Danmarks håndboldherrer til VM-guld og OL-sølv i 2021. (Foto: ZSOLT CZEGLEDI)

    VM-guld og OL-sølv. Det er facit på det danske herrelandshold i håndbolds medaljehøst i 2021.

    Manden i spidsen for landsholdet hedder Nikolaj Jacobsen, og onsdag er den 50-årige landstræner blevet kåret som Årets Træner 2021. Det oplyser Team Danmark i en pressemeddelelse.

    - Dygtige trænere er helt afgørende for at lykkes på den internationale scene og i Nikolaj Jacobsen har Danmark en træner i verdensklasse, som formår at få herrernes håndboldlandshold til at præstere kæmpe resultater gang på gang, siger Team Danmarks administrerende direktør Peter Fabrin.

    Jakobsen vinder prisen foran parataekwondo-landstræner Bjarne Johansen og banelandstræner Casper Jørgensen. Trænerprisen uddeles af Team Danmark og Salling Group.

    Nikolaj Jacobsen modtager prisen i forbindelse med showet 'SPORT 2021', der sendes fredag d. 21 januar på DR1.

  35. I går kl. 14:10

    England ophæver restriktioner: Krav om mundbind og coronapas forsvinder

    Boris Johnson taler om coronarestriktioner under ugens spørgetime i parlamentet. (Foto: Reuters Tv © Ritzau Scanpix)

    Som forventet vil flere coronarestriktioner blive ophævet i næste uge i England.

    Det har den britiske premierminister, Boris Johnson, meddelt.

    Fra den 26. januar vil blandt andet kravet om selvisolation, mundbind og coronapas ophøre, dog vil man anbefale til at bruge mundbindet visse steder.

    Samtidig forsvarer han sig mod kritik af regeringens indsats mod coronapandemien.

    Boris Johnson siger, at man indførte restriktioner hurtigt, efter at man fik kendskab til omikronvarianten, og at landet var hurtigst i Europa til at give boostervaccine.

    Den britiske premierminister er kommet under heftig kritik, efter at det er kommet frem, at han deltog i flere fester, da landet var lukket ned i 2020.

  36. I går kl. 14:01

    Boris Johnson afviser at gå af

    Boris Johnson nægter at gå af som britisk premierminister. (Foto: Andy rain © Ritzau Scanpix)

    Den britiske premierminister Boris Johnson har ikke tænkt sig at træde tilbage som landets leder.

    Det står klart efter en spørgetime i det britiske underhus i dag.

    Johnson er kommet under beskydning fra både opposition og egne medlemmer i det konservative parti efter en række fester i hans embedsbolig Downing Street 10, der angiveligt skulle have fundet sted under coronanedlukning.

    Direkte adspurgt om han ville gå, svarede Johnson klart ’nej’.

    - Jeg underskylder oprigtigt for enhver fejlbedømmelse, der er sket, siger Boris Johnson ifølge Reuters.

    Boris Johnson beder kritikere om at afvente resultatet af en undersøgelse, der er i gang vedrørende de påståede fester. Det vides ikke, hvornår undersøgelse er færdig.

    Allerede i dag risikerer Johnson dog en mistillidsafstemning. En gruppe af hans partifæller i det konservative parti lægger nemlig planer om at vippe ham af pinden.

  37. I går kl. 13:47

    Der er registreret 38.759 smittetilfælde det seneste døgn

    38.759 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. Der er 16 nye dødsfald.

    Det oplyser Sundhedsstyrelsen.

    I går var tallet 33.493.

    2.285 af de nye tilfælde har tidligere været smittet.

    Dagens smittetal er baseret på 224.485 pcr-test. Det svarer til, at 17,2 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Der er samtidig foretaget 269.385 hurtigtest de sidste 24 timer. Positive prøvesvar herfra indgår dog ikke i smittetallene, fordi der er usikkerhed om svarene.

    Der er nu 821 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er 11 flere end i går.

    Af de indlagte er 50 på intensiv afdeling, og 30 af dem får hjælp af en respirator.

  38. I går kl. 13:43

    Parlamentsmedlem forlader Boris Johnson og skifter til Labour

    Det konservative medlem af det britiske underhus, Christian Wakeford, har i dag forladt regeringspartiet og er skiftet til oppositionspartiet Labour.

    - Min beslutning handler om meget mere end dit (Johnsons, red.) lederskab og den uværdige måde, du har opført dig på i de seneste uger, siger Christian Wakeford ifølge Reuters.

    Det skete kort før, at premierminister Boris Johnson stillede op til det ugentlige ’Prime Minister Questions’.

    Her bliver Johnson presset til det yderste af oppositionen og stemmer i sit eget parti, der kræver Johnsons afgang efter en serie af fester under coronanedlukningen – ikke mindst i Downing Street 10.

  39. I går kl. 17:15

    Folketinget har indkaldt det forkerte medlem som vikar

    Alexander Grandt Petersen (S) før statsministerens åbningstale til Folketingets åbning, i Rigsdagsgården foran Christiansborg i København tirsdag den 5. oktober 2021. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Folketinget har ved en fejl indkaldt den forkerte til at være stedfortræder for det socialdemokratiske medlem Tanja Larsson.

    Det fremgår af en skrivelse fra Indenrigs- og Boligministeriet og bekræftes af den nuværende stedfortræder, Alexander Grandt.

    Han har siden 1. januar været stedfortræder, da Tanja Larsson er på barsel. Hun er valgt i Sjællands Storkreds. Her er der ikke flere socialdemokrater på suppleantlisten, der har ønsket at tage en vikartjans i Folketinget.

    Derfor har Folketinget i stedet udpeget Alexander Grandt fra Fyns Storkreds som suppleant. Men det skulle slet ikke have været ham, oplyser ministeriet.

    - Det var (og er) derfor 1. stedfortræder i Sydjyllands Storkreds, Jens Jonatan Steen, der er den bedst berettigede stedfortræder for Tanja Larsson, fremgår det af skrivelsen fra ministeriet til Folketinget.

    Ifølge Alexander Grandt vil han derfor udtræde af Folketinget i morgen.

    DR har spurgt Jens Jonatan Steen, der er udviklingschef for Socialdemokratiet, hvorvidt han i stedet agter at indtræde i Folketinget. Han bekræfter, at han har takket nej til at være stedfortræder.

    Alexander Grandt var også stedfortræder i Folketinget i efteråret. I den sammenhæng som vikar for socialdemokraten Bjørn Brandenborg, der var på barsel.

    Artiklen er opdateret kl. 17.14 med svar fra Jens Jonatan Steen.

  40. I går kl. 13:02

    Risikoen for ny vold fra Anders Breivik har ikke ændret sig, mener psykiater

    - Jeg mener, at Breivik har samme diagnose, som han har haft hele tiden.

    Det siger den norske psykiater Randi Rosenqvist.

    En domstol i Norge skal over de næste par dage tage stilling til, om massemorderen skal have mulighed for prøveløsladelse, eller om han fortsat er så farlig, at samfundet skal beskyttes mod ham ved at holde ham indespærret.

    Randi Rosenqvist har tidligere lavet risikovurdering af Breivik, og hun betragtes som et af nøglevidnerne i sagen om mulig prøveløsladelse.

    - Der er ingen ændret risiko for fremtidige voldshandlinger, i forhold til hvordan han var i 2012 og 2013, da jeg lavede første vurdering, siger hun.

    Breivik gennemførte i juli 2011 et angreb på øen Utøya og ved regeringskvarteret i Oslo, hvor 77 mennesker mistede livet.

    Breivik er idømt en forvaringsdom på 21 år, men kan efter norske regler anmode om prøveløsladelse.

    Psykiater Randi Rosenqvist, der tidligere har lavet risikovurderinger af Anders Breivik, har udtalt sig i retten. (Foto: NTB © Ritzau Scanpix)
  41. I går kl. 12:44

    Kristendemokraternes midt- og vestjyske stemmesluger stiller ikke op ved næste folketingsvalg

    54-årige Kristian Andersen, der er en af Kristendemokraternes helt store stemmeslugere, stiller ikke op ved næste folketingsvalg.

    Ved folketingsvalget i 2019 var der ellers 10.890, der satte kryds ved ham, hvilket var medvirkende til, at KD var 191 stemmer fra at få et kredsmandat i Vestjylland.

    Men nu er det altså slut med at være folketingskandidat for Kristendemokraterne.

    - Det er en beslutning, jeg har truffet efter mange overvejelser og snakke med min kone hen over julen. Jeg ønsker at prioritere opgaven som børne- og familieudvalgsformand i kommunen, min familie og mit job, fortæller han til dagbladet.

    Ved kommunalvalget blev han 2. viceborgmester i Ringkøbing-Skjern, og det er her, han vil bruge sin energi fremover.

  42. I går kl. 12:32

    Modeikonet André Leon Talley er død

    Han har været redaktør på amerikansk Vogue, skrevet sider op og ned om modetendenser og har også været et smut forbi dommerbordet på realityprogrammet 'America's Next Top Model'.

    Modeikon André Leon Talley sov i går ind i en alder af 73, beretter flere internationale medier herunder The Guardian.

    Den tidligere kreative redaktør på Vogue døde på et hospital i New York. Det fremgår dog ikke, hvad han døde af.

    Designer Diane von Furstenberg er blandt dem, der har hyldet Leon Talley:

    - Farvel, skat André … ingen så verden på en mere glamourøs måde, end du gjorde. Ingen var mere storslået og mere sjælfuld end dig, skriver hun i et opslag på Instagram.

    Andre Leon Talley arbejdede en stor del af sit liv på Vogue, hvor han ikke mindst i en årrække var den lige så legendariske chefredaktør Anna Wintours nærmest medarbejder. (Foto: Mike Segar © Ritzau Scanpix)
  43. I går kl. 11:53

    Udenrigsministeriet fraråder rejser til flere regioner i Ukraine: 'Den regionale sikkerhedssituation er anspændt'

    Udenrigsministeriet (UM) vurderer, at sikkerhedsrisikoen er anspændt i flere regioner i Ukraine i øjeblikket.

    På sin hjemmeside fraråder UM rejser til Donetsk, Luhansk og Krim-halvøen på grund af 'betydelig sikkerhedsrisiko'.

    - Den regionale sikkerhedssituation omkring Ukraine er i øjeblikket anspændt. Situationen i landet udover Østukraine og Krim er pt. stabil, men vil kunne ændre sig hurtigt og med kort varsel, skriver Udenrigsministeriet.

    Ministeriet anbefaler, at man søger professionel rådgivning, hvis turen går til en af de tre regioner.

    For resten af Ukraine gælder det, at man skal udvise 'ekstra forsigtighed'.

    Lige nu befinder der sig omkring 100.000 russiske soldater langs Ruslands grænse til Ukraine, hvilket har vakt alvorlige bekymringer i Kiev og de vestlige hovedstæder.

    Frygten er, at den russiske regering med præsident Vladimir Putin i spidsen er i gang med at forberede en militær invasion af nabolandet ligesom i 2014, hvor den Krim-halvøen ulovligt blev annekteret.

  44. I går kl. 11:07

    USA's udenrigsminister besøger Ukraine og opfordrer Rusland til at holde sig på 'fredens og diplomatiets sti'

    Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, håber, at Rusland vil holde sig på en "diplomatisk og fredelig sti", når han fredag mødes med den russiske udenrigsminister for at drøfte krisen mellem Rusland og Ukraine.

    Det siger Blinken i dag forud for sit møde med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, i Kijev i dag.

    Her gentog han også den amerikanske bekymring om, at en russisk invasion kan finde sted "et hvert øjeblik".

    Mens diplomatiet bliver drøftet på de bonede gulve, så bliver der raslet med sabler bag facaden, fortæller DR's USA-korrespondent Steffen Kretz.

    - Den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, har for eksempel talt i telefon med sin russiske modpart, og det samme har den øverstbefalende for USA’s styrker, general Mark Milley. Og de to har ifølge kilder gjort klart overfor russerne, at Rusland vil betale en høj pris, hvis de invaderer Ukraine.

  45. I går kl. 10:57

    Erik Høgh-Sørensen peger på Martin Henriksen som ny formand

    Erik Høgh-Sørensen peger på Martin Henriksen som ny formand for Dansk Folkeparti. Det siger han til Ekstra Bladet.

    Høgh-Sørensen var en af fire kandidater, der stillede op til formandsvalget. Men byrådsmedlemmet fra Hjørring trak sig tirsdag fra kapløbet.

    Han fortalte, at han trak sig for at samle modstanden mod Morten Messerschmidt.

    Og nu vælger han side blandt de to andre kandidater, Martin Henriksen og Merete Dea Larsen.

    - Jeg er efter samtaler i dag med Martin Henriksen og Merete Dea Larsen nået til den konklusion, at jeg vil stemme på Martin Henriksen ved formandsvalget. Jeg understreger samtidig det vigtige i, at gode DF’ere træffer deres egne valg, uanset hvem de stemmer på, siger Erik Høgh-Sørensen til Ekstra Bladet.

    57-årige Erik Høgh-Sørensen forklarer, at hans syn på Henriksen har udviklet sig over årene.

  46. I går kl. 10:37

    Læger frygter konsekvenserne af genindført behandlingsgaranti

    Lægeforeningen er bekymret for, at udrednings- og behandlingsgarantien vender tilbage efter en coronapause på fredag.

    Dermed har patienter igen ret til at blive udredt og få behandling inden for 30 dage på enten et offentligt eller privat sygehus.

    - Det er unødvendigt lige nu, også fordi jeg har svært ved at se, at vi meget hurtigt kan levere. Derfor stiller vi befolkningen nogle behandlinger i udsigt, som der potentielt ikke kan leveres på, siger Camilla Rathcke, der er formand for Lægeforeningen.

    Udover den høje smitte blandt sundhedspersonalet frygter hun også, at det private vil trække endnu flere sygeplejersker over i det private sundhedsvæsen.

    Regeringen traf beslutningen i går efter en vurdering fra Sundhedsstyrelsen, der fandt det "forsvarligt" at genindføre garantien.

  47. I går kl. 10:25

    Kommunerne risikerer at mangle administrativt personale om få år

    Antallet af lærepladser til kontorelever i kommunerne er næsten halveret på ti år.

    Lige nu er der omkring 700 kontorelevpladser pr. år, vurderer HK Kommunal.

    Derfor risikerer vi, at der snart bliver mangel på folk, som kan hjælpe os med nyt kørekort, udbetale løn og planlægge.

    - Det er jo det, der er den store bekymring, for allerede nu kan vi mærke, at det er svært at rekruttere, siger Susan Hedegaard, leder for løn og personale i Ikast-Brande Kommune.

    Hos Fagforeningen HK Kommunal deler formand Lene Roed bekymringen. For mange kontoransatte nærmer sig pensionsalderen, og der bliver langt fra uddannet nok til at tage over.

  48. I går kl. 10:14

    Peter, Anne, Henrik, Mette, Emma og Mikkel: Her er de mest almindelige navne lige nu

    Hvis du hedder Emma og er mellem 1 og 19 år gammel, er du nok vant til at blive kaldt for eksempel 'Emma J' i klassen eller andre steder.

    Nye tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at du ikke er alene om det navn.

    Faktisk er det det mest almindelige pigenavn i den førnævnte aldersgruppe.

    For drenge er det William, der topper i aldersgruppen 1 til 9 år og Mikkel i aldersgruppen 10-19 år.

    Det allermest almindelige navn for mænd i det hele taget er Peter, og for kvinder er det Anne.

    Du kan få et overblik over, hvilke navne der på landsplan topper i de andre aldersgrupper i grafikken.

  49. I går kl. 10:00

    Kommuner lokker med 15.000 kroner i ansættelsesbonus for nyuddannede pædagoger

    En ansættelsesbonus på 15.000 kroner er ikke helt ringe endda.

    Og det kan nyuddannede pædagoger se frem til i København og Lyngby-Taarbæk, hvis de inden for det næste år tager imod et job.

    I Fredensborg og Gentofte Kommune overvejer de også at lokke med samme tilbud, for at pædagogerne vælger at søge job hos dem.

    Ifølge kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole er bonusordningen dog ikke løsningen på den manglende arbejdskraft.

    - Vi har samlet set de pædagoger, vi har. Når kommunerne begynder at konkurrere om arbejdskraft, så er det eneste, der reelt set kommer ud af det, at vi bruger flere penge på at ansætte medarbejdere.

    Pædagogernes fagforening BUPL anslår, at der i de kommende år kommer til at mangle 14.000 pædagoger.

  50. I går kl. 09:45

    Tredje mand er anholdt for skuddrab i frisørsalon i Rødovre

    Endnu en person er blevet anholdt i forbindelse med et skuddrab i en frisørsalon i Rødovre i december.

    Her blev en 17-årig bulgarsk statsborger dræbt, mens to personer blev såret heriblandt en 15-årig skoleelev.

    Københavns Vestegns Politi skriver i en pressemeddelelse, at den 28-årige mand blev anholdt, da han landede i Københavns Lufthavn.

    Han er den tredje, der er anholdt i sagen. To personer er allerede sigtet for drabet og varetægtsfængslet.

    - Efterforskningen fortsætter med uformindsket styrke, og vi kan ikke udelukke, at der kan komme flere anholdelser i sagen, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose, står der i pressemeddelelsen.

    Skyderiet var et blandt mange i december, hvor flere personer blev dræbt og såret.

    Ifølge DR’s oplysninger er der tale om et centralt medlem af NNV. Også de to andre sigtede har relation til samme bandegruppering.

    Den drabsmistænkte bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup i løbet af formiddagen.

Mere fra dr.dk