Kan en dværg eller en elver spilles af en person, som er mørk i huden?
Det har været et af de store stridspunkter blandt fansene op til og efter udgivelsen af den stort anlagte Amazon Prime-serie 'Magtringene', der udspiller sig i J.R.R. Tolkiens fantasyunivers.
Og diskussionen ser ud til stadig at være i gang.
I hvert fald har 'Magtringene'-skuespillerne set sig nødsaget til at udgive en fælles udtalelse, hvori de fordømmer "den ubarmhjertige racisme, de trusler og den chikane, som nogle af vores farvede medspillere bliver udsat for på daglig basis", skriver Variety.
- Vi nægter både at ignorere det og tolerere det.
- Tolkien skabte en verden, der er multikulturel. En verden, hvor frie folk fra forskellige racer og kulturer slår sig sammen for at besejre onde kræfter. 'Magtringene' afspejler dette. Vores verden har aldrig kun været hvid, fantasy har aldrig kun været hvid, og midgård har aldrig kun været hvid, står der i udtalelsen.