Seneste nyt
30. jun kl. 21:18

Risiko for kraftig regn og torden over København til Tour de France-starten

Danmark lægger for første gang asfalt til Tour de France, når startskuddet lyder i København i morgen.

Men det kan blive en våd fornøjelse for de cykelglade fremmødte.

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, peger nemlig på, at der er risiko for kraftig regn og torden for Nordøstsjælland og København i morgen mellem klokken 18 og 23.

Etapen starter klokken 16, og den sidste rytter forventes at være i mål lidt efter klokken 19.

Der er dog kun tale om en risiko og ikke et decideret varsel fra DMI's side.

Seneste nyt

  1. 1 min. siden

    Voldsom skovbrand i Frankring sender 10.000 på flugt

    (Foto: THIBAUD MORITZ © Ritzau Scanpix)

    Mere end 1.000 brandfolk kæmper i øjeblikket mod et "monster" af en skovbrand i Frankrig.

    Det siger brandfolkenes repræsentant, Gregory Allione, til franske RTL ifølge BBC.

    Skovbranden, der raser i nærheden af byen Bordeaux i det sydvestlige Frankrig, har allerede ødelagt 7.000 hektar, flere hjem og sendt omkring 10.000 mennesker på flugt.

    Samtidig kæmper brandfolkene mod stærk vind og høje temperaturer, der hæmmer brandslukningsarbejdet.

    Flere europæiske lande har ligesom Frankring oplevet en bølge af dødelige skovbrande, udløst af rekordtemperaturer og tørke i løbet af sommeren. Mere end 1.000 dødsfald er blevet tilskrevet varmen i Portugal og Spanien.

  2. 6 min. siden

    Venstre vil sende Barbara Bertelsen hjem omgående

    Barbara Bertelsen er departementschef i Statsministeriet. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Står det til Venstre, skal Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen sendes hjem omgående.

    Det fortæller partiets politiske ordfører Sophie Løhde til DR Nyheder.

    - I Venstre finder vi det naturligt, at Barbara Bertelsen og de øvrige topembedsmænd, der har fået en meget hård kritik fra minkkommissionen hjemsendes, mens sagen undersøges og behandles i det ansættelsesretlige system, siger Løhde.

    Bertelsen og ni andre topembedsmænd har ifølge Minkkommissionen, der kom med sin beretning lige inden sommerferien, begået så grove tjenesteforseelser, at der kan rejses en disciplinærsag mod dem.

    Regeringen har tidligere sagt, at den har behov for rådgivning af, hvad der er det rigtige at gøre. Den rådgivning vil komme fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

    Klokken 14.00 i dag skal statsminister Mette Frederiksen (S) stå skoleret for Folketingets granskningsudvalg, hvor hun skal redegøre for det videre forløb for de embedsmænd, som har fået kritik af Minkkommissionen.

  3. 19 min. siden

    It-nedbrud udskyder operationer i Syddanmark

    Region Syddanmark oplever lige nu et større it-nedbrud på sine systemer, og det påvirker sygehuse over hele regionen.

    It-nedbruddet betyder, at regionen må udskyde operationer og andre aftaler, og derfor arbejder medarbejderne på regionens sygehuse lige nu uden om it-systemerne. Det er derfor fortsat muligt at behandle alle akutte patienter.

    Region Syddanmark oplyser, at man ikke ved, hvad nedbruddet skyldes, og hvornår det er løst.

  4. 27 min. siden

    Jernbanenet gennem Himalaya-bjergene skal forbinde Kina og Nepal

    Verdens højeste bjerg, Mount Everest er en del af bjergkæden Himalaya, der ligger i Asien. (Foto: MONIKA DEUPALA © Ritzau Scanpix)

    Lige nu ligner Himalaya-bjergkæden sig selv med sne på toppen og højtliggende søer mellem nogle af verdens højeste bjerge, men i fremtiden kan der meget vel køre tog gennem bjergkæden.

    Kina og Nepal er nemlig blevet enige om at bygge et jernbanenetværk, der forbinder de to lande. Det skriver Reuters.

    En talsmand for det kinesiske udenrigsministerium siger, at de i løbet af året vil sende eksperter til området for at foretage undersøgelser af Himalaya-bjergkæden, der løber langs grænsen til de to lande.

    Samarbejdet mellem Kina og Nepal blev udvidet, efter at den kinesiske præsident, Xi Jinping, besøgte Nepal i 2019.

    Jernbanenettet over Himalaya er en del af Kinas ambitiøse Bælte- og Vejinitiativ, også kendt som Silkevejen for det 21. århundrede.

  5. 46 min. siden

    Brøndby-fan varetægtsfængslet for at tvinge trøjerne af FCK-fans i tog

    Søndagens superligakamp mellem Brøndby og FCK endte med en sigtelse for tre røverier af FCK-tøj for en af Brøndbys tilhængere, og nu har en dommer ved Københavns Byret valgt at varetægtsfængsle manden.

    Det er netop kommet frem ved et grundlovsforhør ved Københavns Byret.

    Her erkendte den 25-årige Brøndby-tilhænger sig skyldig i ulovlig tvang ved at have tvunget tre ofre til at udlevere to FCK-trøjer og ét FCK-halstørklæde i S-toget, men han afviste, at der skulle være tale om røveri.

    Derfor kom fængslingen som lidt af et chok for den 25-årige.

    - Hvad? Skal jeg varetægtsfængsles? Jeg har samarbejdet hele vejen, lød det ifølge Ritzau fra den 25-årige efter dommerens kendelse.

    Dommeren afviste at fængsle manden for røveri, som der er rejst sigtelse for. Han blev i stedet fængslet for ulovlig tvang.

  6. I dag kl. 11:43

    Sigtet Brøndby-fan: Der blev råbt 'god tur hjem', og så blev jeg sur

    Den 25-årige Brøndby-tilhænger, der er sigtet for tre røverier af FCK-tøj efter søndagens superligakamp, nægter sig skyldig.

    Det er netop kommet frem ved et grundlovsforhør ved Københavns Byret.

    Han erkender sig skyldig i ulovlig tvang ved at have tvunget tre ofre til at udlevere to FCK-trøjer og ét FCK-halstørklæde til ham i S-toget mellem Københavns Hovedbanegård og Køge.

    Men han afviser, at der skulle være tale om røveri.

    Den 25-årige, der er beskyttet af et navneforbud, siger, at han er BIF-tilhænger, og at han typisk ser holdets kampe én gang om måneden.

    Om episoderne i søndags forklarer han, at han var irriteret over 1-4-nederlaget til FCK, og der var dårlig stemning mellem de to fangrupperinger i S-toget.

    - Jeg var sur og ophidset over, at vi havde tabt, og så var der en, der råbte "god tur hjem", og så blev jeg sur.

    - Jeg tager halstørklædet af ham, men jeg rørte ham ikke. Han havde et smøret smil, men jeg ved godt, at det ikke undskylder det.

    Mandens forsvarer fortæller, at han siden hændelserne, som delvist er blevet offenttligjort på sociale medier, har modtaget mellem 20-30 dødstrusler.

    Anklagemyndigheden kræver manden varetægtfængslet.

  7. I dag kl. 11:26

    Kommuner forbereder sig på stor regning for vejsalt til vinter

    Prisen på vejsalt stiger voldsomt i øjeblikket, og derfor må kommunerne forberede sig på ekstra udgifter, når det igen bliver koldt.

    Den gennemsnitlige pris for vejsalt ventes ifølge Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) at blive 29 procent højere end normalt.

    I Skive Kommune bruger man på en normal vinter cirka 3.000 ton vejsalt, og her vil prisstigningerne resultere i en ekstraregning på en halv million kroner, lyder prognosen.

    Det betyder ikke, at kommunen vil bruge mindre salt, lyder det fra fungerende borgmester for Konservative i Skive Kommune Mogens Birkelund, der ikke vil gå på kompromis med sikkerheden.

    Til gengæld betyder det, at der bliver færre penge til for eksempel forbedringer på skoler og andre ting, siger han.

  8. I dag kl. 11:12

    Zelenskyj advarer om ny atomkatastrofedonorkonference i København

    Ukaines præsident indledte sin tale ved en international konference for Ukraine på Christiansborg med at tale om atomulykken i Tjernobyl i 1986.

    En sådan katastrofe kan ske igen, mener han og henviser til et atomkraftværket i Zaporizjzja i Ukraine, som ligger i krigszonen og har været genstand for kampe i den seneste uge.

    - Vi må sammen beskytte Europa imod denne trussel, siger Volodymyr Zelenskyj over videolink ved åbning af international konference om støtte til Ukraine på Christiansborg.

    Det skriver Ritzau.

    I talen kaldte den ukrainske præsident endnu en gang Rusland for en terrorstat og efterlyste mere hjælp til våben, ammunition og finansiel støtte.

    - Vi må have så meget ammunition, som der er brug for, sagde han.

  9. I dag kl. 11:08

    Justitsministeren vil se på, om bøller på fodboldstadions kan straffes hårdere

    Det gik voldsomt for sig blandt fansene, da FC København og Brøndby IF søndag spillede superligakamp mod hinanden i Parken. FCK vandt kampen 4-1 (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

    - Vi skal gøre, hvad vi kan for at få slået ned på den ene procent, som bruger fodbolden som kulisse til at begå vold.

    Det siger justitsminister Mattias Tesfaye (S) efter nye fodbolduroligheder i forbindelse med superligakampen mellem Brøndby IF og FC København i weekenden.

    Han vil nu samle aktører fra fodboldmiljøet for at se nærmere på, om hooligans kan straffes hårdere, når de laver ballade i forbindelse med en kamp.

    Ministeren overvejer, om det for eksempel skal være nemmere at komme i hooliganregisteret, hvor bestemte personer får forment adgang til stadion, og om der skal strengere straffe til for de personer, som står i registeret.

    - Jeg står ikke med et færdigt lovkatalog, men nu må vi lytte til alle de mennesker, der har forstand på, hvad der foregår her, siger Tesfaye.

  10. I dag kl. 11:01

    Tidligere regnskabschef i grønlandske KNI er mistænkt for svindel i millionklassen

    En tidligere regnskabschef i det statsejede grønlandske selskab KNI er mistænkt for at have svindlet for 5,4 millioner kroner over en årrække.

    Det kom frem på selskabets generalforsamling i går, skriver det grønlandske medie KNR.

    Regnskabschefen skulle i flere tilfælde have formået at få administrationen i KNI til at udbetale uberettigede beløb til ham, fortæller KNI-direktør Jeppe Jensen ifølge Ritzau.

    Direktøren vil ikke sige, hvor længe svindlen skulle være foregået. Det er en politisag, pointerer han.

    Sagen har i første omgang været for Kredsretten, der gav KNI medhold, men regnskabschefen ankede dommen, som derfor skal afgøres i Landsretten.

  11. I dag kl. 10:24

    FN's Sikkerhedsråd holder ekstraordinært møde om atomkraftværket i Zaporizjza

    FN's Sikkerhedsråd ventes i aften klokken 21 at holde et ekstraordinært møde om krisen ved atomkraftværket i Zaporizjzja i Ukraine.

    Her vil rådet blandt andet blive briefet om situationen omkring kraftværket, som pt. er under russisk kontrol, af generaldirektøren for Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA), Rafael Mariano Grossi.

    Mødet finder sted, efter angreb og kampe omkring værket i weekenden og starten af ugen skabte stor bekymring for en potentiel atomkatastrofe.

    Atomkraftværket i Zaporizjzja er et af Europas største og har seks reaktorer.

  12. I dag kl. 10:20

    Tidligere nøglefigur i Dansk Folkeparti slutter sig til Inger Støjberg

    En række tidligere DF-politikere har sagt farvel til partiet og er enten gået over på Inger Støjbergs side eller har luftet tanken om at gøre det.

    Og nu har en af DF's tidligere nøglemedarbejdere valgt at tilslutte sig Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne.

    Der er tale om den tidligere partisekretær Steen Thomsen, der er blevet ansat hos Støjberg. Det siger han til Politiken.

    Han stoppede i DF i marts.

  13. I dag kl. 10:18

    Cathrine Laudrup-Dufour takker danskerne for støtten ved VM i dressur

    En guldmedalje og to sølvmedaljer blev det til. Men Cathrine Laudrup-Dufour ville ønske, at hun kunne have givet danskerne noget mere.

    For støtten på hjemmebanen ved VM i ridesport i Herning har været helt vild, og den fortjente et maksimum antal point, understreger den 30-årige dressurrytter.

    - Kæmpestort tak. Det har været en drøm, som er gået i opfyldelse. Jeg havde håbet, jeg kunne give jer tre guldmedaljer, men tusind tak, siger Cathrine Laudrup-Dufour til DR Sporten.

    Onsdag aften nappede hun en sølvmedalje i disciplinen Grand Prix freestyle. Det bragte Danmark op på seks medaljer i alt ved VM.

    Mandag fik Sheena Bendixsen bronze i voltigering, onsdag vandt Katrine Kristensen guld i paradressur, og senere samme dag nappede Danmark sølv for hold i voltigering.

  14. I dag kl. 10:06

    Ryanairs ultrabillige billetter droppes på grund af høje udgifter til brændstof

    En tur til London for ti pund svarende til 88 kroner. Sådan en pris er fortid hos Ryanair, for tiden med flybilletter til næsten ingen penge er forbi, siger luftfartsselskabets chef, Michael O'Leary, til BBC.

    Årsagen er ifølge O'Leary de stigende priser på brændstof.

    - Jeg tror ikke, du vil se sådanne priser de kommende år, siger han til det britiske medie.

    I maj måned blev det offentliggjort, at lavprisselskabet havde tabt 2,6 milliarder kroner i det seneste regnskabsår på blandt andet flybrændstof.

    Udgifterne var så store, at en tredobling af deres omsætning i forhold til samme periode året før stadig ikke var nok til, at indtægterne overgik udgifterne.

  15. I dag kl. 09:51

    Største danske donation af værnemidler på vej til Ukraine

    Seks lastbiler har allerede forladt landet, og snart bliver omkring 20 flere sendt afsted. Med sig har de 750 paller med værnemidler.

    Det er den hidtil største donation af værnemidler fra Danmark, der er på vej mod Ukraine.

    De ukrainske myndigheder har gennem EU's kriseberedskab (ERCC) anmodet Danmark om at bistå med værnemidler, skriver Styrelsen for Forsyningsikkerhed i en pressemeddelelse.

    Danmark donerer omkring 3,1 millioner mundbind, 0,6 millioner kitler, 7,2 millioner handsker, 10.000 liter håndsprit og 40.000 visirer til Ukraine.

    Der er tale om værnemidler, som er i overskud på det nationale beredskabslager. Donationen påvirker derfor ikke det danske beredskab.

  16. I dag kl. 09:30

    Politiet: Mand truede sig til flere FCK-trøjer i S-toget

    Siden i søndags er en video blevet delt vidt og bredt på de sociale medier. På videoen truer en mand iført Brøndby-trøje en anden mand til at aflevere sin FCK-trøje i S-toget.

    Men det er ikke den eneste FCK-trøje, manden tog med sig fra toget. Den 25-årige Brøndbyfan er sigtet for i tre tilfælde at have frataget FC København-trøjer fra passagerer i S-toget i søndags.

    Manden er sigtet for røveri og bliver stillet for en dommer med krav om varetægtsfængsling senere i dag, oplyser Københavns Politi på Twitter.

    Den sigtede meldte sig selv i går eftermiddags, hvor han blev anholdt.

  17. I dag kl. 08:58

    Ventetiden på at komme til psykiater hamrer i vejret

    Knap 63 uger. Så lang er ventetiden lige nu på at komme til praktiserende psykiater. Og den fortsætter med at stige.

    Det viser nye tal, som DR har trukket fra sundhed.dk - og tendensen er ikke ny.

    I 2018 var den gennemsnitlige ventetid 23,6 uger. I 2021 sprang den til 37,4 uger. Og lige nu - cirka et halvt år inde i 2022 - er den gennemsnitlige ventetid over et år.

    Landsforeningen Sind, der er talerør for folk med psykiske lidelser og deres pårørende, kalder de lange ventelister "tragiske".

    - Det er en alt for lang ventetid. Imens folk går og venter på at komme til psykiater, går deres liv i stå. Det er ikke kun det menneske, der bliver syg, det går udover. Det er hele familier, siger Sinds formand, Mia Kristina Hansen.

  18. I dag kl. 08:40

    Ed Sheeran, Smukfest og feriefolk sørgede for trafikrekord over Storebælt

    116.000 køretøjer krydsede Storebæltsbroen i sidste weekend.

    Og det er rekordmange, hvorfor weekenden nu er den største rejseweekend nogenside.

    Årsagen til de mange biler på broen er en kombination af Ed Sheerans koncerter i København, Smukfest og de mange danskere, der vendte hjem fra sommerferie i weekenden.

    - Vi har klart kunnet mærke, at det har været en oplevelsesrig weekend for danskerne. Søndag sætter givetvis også rekord grundet de mange nye efterskoleelever, som i tætpakkede biler med cykler bagpå skulle afleveres af deres forældre inden skolestart mandag, siger Jens Kjær Nielsen, chef for betalingsanlægget, i en pressemeddelelse.

  19. I dag kl. 08:30

    Første skib fra Ukraine lægger til i Tyrkiet

    Fragtskibet Razoni er et af de første skibe fra Ukraine, der er ankommet til Tyrkiet. (Foto: MEHMET CALISKAN © Ritzau Scanpix)

    26.000 ton majs er nu nået vejen frem til Tyrkiet.

    Det er en del af lasten på de første fragtskibe, der forlod Ukraine som led i aftalen mellem Rusland, Ukraine, Tyrkiet og FN. Det skriver The Guardian.

    Fragtskibet Razoni forlod havnen i Odesa 1. august og skulle have lagt til i Tripoli i Libanon sidste weekend. Men den fem måneder lange forsinkelse fik den libanesiske køber til at afvise at tage imod forsendelsen.

    Skibet har derfor ligget for anker ud for den tyrkiske middelhavsby Mersin de seneste dage, men er nu sejlet i havn.

    Ifølge mellemøstlige medier har man nu fundet en ny, tyrkisk køber af lasten, som nu vil blive losset på havnen i Mersin.

  20. I dag kl. 08:20

    SF holder sommergruppemøde og stiller krav om naturlov og bedre trivsel hos børn og unge

    SF holder i dag sommergruppemøde og præsenterer i den forbindelse 16 krav til den næste regering.

    - Jeg synes, danskerne skal vide, hvad de forskellige partier virkelig ønsker at gøre med regeringsmagten, siger partiets formand, Pia Olsen Dyhr, forud for sommergruppemødet.

    Blandt andet kræver partiet en bindende biodiversitetslov, der skal sikre mere natur. Og så vil SF have et ministerium, som skal tage sig af mistrivsel blandt børn og unge.

    Pia Olsen Dyhr præsenterer de 16 forhandlingskrav på partiets sommergruppemøde i Karrebæksminde senere i dag. Det er med partiformandens egne ord "klassisk SF" og består af allerede kendte mærkesager.

  21. I dag kl. 08:10

    Region Syddanmark tilbyder nu vaccine mod abekopper

    Region Syddanmark begynder nu at vaccinere mod sygdommen abekopper.

    Det skriver regionen på sin hjemmeside.

    Her opfordrer man mænd, der har sex med andre mænd, til at finde en tid til en vaccine. Især dem, der har flere og skiftende partnere. Er der kvinder eller transkønnede i netværket opfordres de også til at få de to stik, som vaccinen kræver.

    Sundhedsstyrelsen valgte at udvide målgruppen i tirsdags, så det ikke kun er nære kontakter til smittede, som tilbydes vaccinen.

    Det er tre uger siden, at Verdenssundhedsorganisationen WHO erklærede sygdommen for en "global sundhedskrise". Indtil nu er der registreret 120 tilfælde af abekopper i Danmark.

    Også Region Nordjylland begynder nu at vaccinere mod abekopper, oplyses det her til morgen.

    Artiklen er opdateret med information om Region Nordjyllands vaccinetilbud.

  22. I dag kl. 08:01

    Satellitbilleder viser tilsyneladende store ødelæggelser på luftbase på Krim

    Satellitbilleder taget, før og efter flere voldsomme eksplosioner tirsdag fandt sted på en militær luftbase på den russisk-annekterede Krim-halvø, viser tilsyneladende store ødelæggelser.

    Billederne er taget af amerikanske Planet Labs, som overvåger hundredvis af satellitoptagelser over Ukraine. Det skriver BBC.

    De viser flere nedbrændte områder omkring basen, og hvad der ser ud til at være flere beskadigede fly. Ifølge det britiske medie er billederne den første uafhængige bekræftelse af skaderne på luftbasen.

  23. I dag kl. 07:51

    Dansk EM-stjerne glæder sig til tempofyldt fodbold i England

    Mikkel Damsgaard forventer at få bedre muligheder for at boltre sig fremad på banen i England end i Italien. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    I går blev den danske landsholdsspiller Mikkel Damsgaard præsenteret i engelske Brentford.

    Dermed er han fortid i Sampdoria, som spiller i Italiens bedste række. I et interview med sin nye klub fortæller den 22-årige dansker, der brød igennem ved EM i 2021, at han havde sine udfordringer med det italienske fokus på et "disciplineret og hårdt forsvar".

    - Spillet er ikke så åbent, som man ser mere her (i England, red.). Tempoet her er hurtigere, men det er også mere åbent. I Italien er det mere disciplineret, og forsvarsspillerne er meget mere disciplinerede, siger Damsgaard.

    Med det sagt har danskeren lært meget af sine to år i Seria A for Sampdoria.

    - Jeg er vokset meget defensivt, og jeg har også udviklet mig offensivt. Man er nødt til at gøre nogle anderledes ting, når man møder forskellige forsvarsspillere. Defensivt har jeg lært meget, fortæller han.

    Landsholdsspilleren har underskrevet en aftale med Brentford frem til sommeren 2027.

  24. I dag kl. 07:40

    Flere små festivaler begynder i dag

    Sommerens festivalprogram er slet ikke slut.

    I dag begynder hele tre af de små, hyggelige festivaler.

    Det er blandt andet Avernax Festival, der løber af stablen på Avernakø i det sydfynske øhav.

    Festivalen har et all-inclusive-koncept med fri fadøl og fællesspisning.

    Festivalsgæsterne kan høre blandt andre The Savage Rose og Nikolaj Nørlund.

    Københavns nye tre dages musikfestival AiaSound begynder også i dag og varer til og med den 13. august.

    AiaSound har et urbant miljø, og kunstnere som Tiestö, Tyga, Steve Aioki, Tobias Rahim, Hans Philip og Sivas optræder.

    I Sønderjylland starter Schackenborg Musikfest, som har fokus på klassisk musik. 13 komponister og 14 kunstnere, herunder Nicolas Alstaedt, Alexander Lonquich & Mojca Erdmann, spiller på festivalen.

  25. I dag kl. 07:34

    Vaccineproducent er bekymret over opsplitning af doser mod abekopper

    Flere lande oplever lige nu mangel på vacciner mod abekopper, og for at sikre sig nok vacciner mod sygdommen har den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, nu valgt at give grønt lys til at dele vaccinerne op i flere doser.

    Men den beslutning vækker bekymring hos den danske vaccineproducent Bavarian Nordic. Det skriver avisen The Washington Post ifølge Ritzau.

    I Storbritannien har man valgt at vaccinere med kun et enkelt stik, og den strategi får opbakning fra Paul Chaplin, der er administrerende direktør for Bavarian Nordic.

    - Hvis lande beslutter sig for at give ét skud nu, har de lang tid til at tilbyde boosteren og stadig opnå den samme holdbarhedsfordel. Der er masser af data til at understøtte ét skud, sagde Chaplin i juli til Science.

    Herhjemme er der også mangel på vacciner mod abekopper.

  26. I dag kl. 07:20

    I dag skal Mette Frederiksen forklare, hvad der skal ske med embedsmænd i minksagen

    Regeringen har bedt om rådgivning fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen i forhold til, hvad der skal ske med embedsmændene. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Statsminister Mette Frederiksen (S) møder i dag op til et lukket møde i Granskningsudvalget i Folketinget.

    På mødet skal statsministeren blandt andet svare på, hvorfor ti ledende embedsmænd ikke blev hjemsendt, selv om de blev udsat for hård kritik i Minkkommissionens rapport.

    - Derfor er Mette Frederiksen selvfølgelig nødt til nu at svare på, hvad der skal ske i forhold til de højtstående embedsmænd, siger Sophie Løhde (V), der er formand for Granskningsudvalget.

    - Minkkommissionen har meget tydeligt konkluderet, at der er begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige drager dem til ansvar, siger hun.

  27. I dag kl. 06:40

    I dag starter det varme sommervejr

    Blå himmel over bondens guld. Lyngå. (Foto: Tove Skipper © DR Brugerbillede © DR)

    Du skal huske vand, solcreme og solbriller både i dag og de næste mange dage frem.

    Et højtryk stabiliserer nemlig vejret i Danmark de næste mange dage, og tørt og solrigt vejr med temperaturer mellem 23 og 28 grader i dag. Lokalt kan temperaturen nå 30 grader, og nogle steder langs Vestkysten må man nøjes med cirka 20 grader.

    Svag til jævn vind fra vestlige retninger. DMI har desuden udvidet deres forvarsel om hedebølge til at omfatte en større del af landet, og helt ind til mandag aften.

    Det betyder, vi kan forvente temperaturer på 28 grader alle dage indtil da.

  28. I dag kl. 06:27

    Formodet fjerde medlem af IS-torturcelle er blevet anholdt i Storbritannien

    En mand, som menes at være det fjerde medlem af en Islamisk Stat-celle af torturbødler ved navn "The Beatles", er blevet anholdt i Storbritannien efter anklager om terror.

    Den 38-årige Aine Davis blev ifølge BBC anholdt onsdag aften efter at være ankommet til lufthavnen i Luton fra Tyrkiet, hvor han netop havde afsonet en dom på syv et halvt års fængsel for at være medlem af IS.

    Ifølge BBC blev Davis anholdt for have overtrådt en antiterrorlov fra 2000 og for at være i besiddelse af genstande til terrorformål.

    Under retssagen nægtede han at være en del af "The Beatles"-cellen, som fik sit tilnavn efter det berømte rockband fra Liverpool på grund af de fire medlemmers britiske accent.

    Også den danske freelancefotograf Daniel Rye, der blev holdt som gidsel hos Islamisk Stat i Syrien, har efter han blev frigivet i 2014 fortalt om fangevogtere, som de døbte "The Beatles".

  29. I dag kl. 06:01

    Nordkoreas leder erklærer coronavirus for nedkæmpet

    I Nordkorea bliver alle coronarestriktioner nu beordret ophævet. Det sker fordi landets leder Kim Jong-un har erklæret coronavirusset for nedkæmpet.

    Det meddeler Nordkoreas statslige nyhedsbureau KCNA, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Siden 29. juli er der ikke registreret nye smittetilfælde i Nordkorea, hvor det officielle dødstal lyder på 79 ud af en befolkning på cirka 26 millioner.

    Kim Jong-un betegner det beskedne antal døde som et "uhørt mirakel", rapporterer KCNA.

    I nabolandet Sydkorea med omkring 52 millioner indbyggere, er der registreret over 25.000 dødsfald. Det viser en aktuel opgørelse fra statistiksiden Worldometer.

    Eksperter har derfor udtrykt skepsis overfor det lukkede lands opgørelse, som ifølge dem ikke tegner det fulde billede.

    Det vakte også forundring, at Nordkorea i modsætning til stort set samtlige andre lande i verden ikke havde registreret så meget som et eneste smittetilfælde før 12. maj 2022.

  30. I dag kl. 05:44

    Ukraines præsident holder åbningstale ved dansk konference

    Senere i dag afholdes en donorkonference om den videre støtte til Ukraine, og det er en prominent gæst, der er åbningstaler ved konferencen.

    Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, vil nemlig indlede konferencen fra en videoforbindelse fra den ukrainske hovedstad Kyiv. Det oplyser forsvarsminister Morten Bødskov til Ritzau.

    Morten Bødskov mener, at det "betyder alt" for donorkonferencen, at præsidenten deltager.

    - Det er en meget stor ære for Danmark og for os, der deltager i konferencen, at han vil bruge sin tid midt i en krig på at åbne vores konference og være i dialog med os om det, der er det vigtige, siger han.

    Donorkonferencen afholdes på Christiansborg. Danmark er vært sammen med Storbritannien og Ukraine.

  31. I dag kl. 05:25

    Næsten alle 7-Eleven-butikker er genåbnet efter hackerangreb

    Efter et hackerangreb tvang samtlige af 7-Elevens butikker i Danmark til at lukke, er næsten alle butikker nu tilbage til stabil drift med hjælp fra et backupsystem.

    Det oplyser butikskæden til Ritzau.

    Ifølge 7-Eleven er cirka 169 butikker nu tilbage til normal drift, og i mange af butikkerne kan du igen betale med betalingskort.

    - Vi forventer, at alle butikker uden for togstationer kan tage imod alle Visa, Mastercard og Dankort i løbet af i morgen formiddag og alle butikker på togstationer i løbet af ugen, skriver kæden til Ritzau.

    Butikskæden blev mandag ramt af et hackerangreb. Det medførte, at samtlige butikker lukkede. 7-Eleven har oplyst, at hackerangrebet er et såkaldt ransomwareangreb.

  32. I går kl. 23:53

    Malis regering: 42 soldater dræbt i IS-angreb

    Ifølge Malis regering er 42 soldater blevet dræbt i et angreb, som man mener, at Islamisk Stats vestafrikanske sektion er ansvarlig for. Det skriver Reuters.

    De 42 soldater blev dræbt søndag nær ved byen Tessit. Tidligere har regeringen opgjort dødstallet til 17, men nu er det blevet væsentligt opjusteret.

    Ved den seneste folketælling i 2019 boede der 19 millioner mennesker i Mali, hvor Assimi Goita for to år siden tog magten ved et militærkup.

  33. I går kl. 23:41

    Millioner vil se Toy Story og Star Wars: Kunderne strømmer til Disneys streamingtjeneste

    Streamingtjenesten Disney+ får stadig flere kunder i nettet. Ved udgangen af det seneste kvartal er man nu oppe på 152,1 millioner abonnementer på verdensplan.

    Det svarer til en stigning på 31 procent, hvis man sammenligner med det samme kvartal sidste år.

    Det fremgår af Walt Disney-koncernens kvartalsregnskab, der er blevet offentliggjort her til aften.

    Konkurrenten Netflix har en kurve, der peger den moddsatte vej. Således har man den seneste kvartal mistet omkring en million kunder. Til gengæld er man stadig størst med knap 221 millioner streaming-abonnenter verden over.

  34. I går kl. 23:23

    30-årig mand død efter motorcykelpåkørsel

    En 30-årig bornholmsk fodgænger er nu død af de skader, som han pådrog sig, da han blev påkørt af en 23-årig motorcyklist for halvanden uge siden, lørdag den 30. juli, ved Aakirkeby på Bornholm.

    Det oplyser vagthavende ved Bornholms Politi, Anders Knudsen, til Ritzau.

    Begge de involverede mænd kommer fra Bornholm.

    Den 23-årige motorcyklist blev allerede dagen efter ulykken meldt udenfor livsfare.

    Der er ikke taget stilling til, om der vil blive rejst en sigtelse mod ham.

  35. I går kl. 23:21

    85-årige Berlusconi vil stille op til italiensk parlamentsvalg

    Silvio Berlusconi vil igen vælges til det italienske parlament. (Foto: REMO CASILLI © Ritzau Scanpix)

    Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi vil stille op til det kommende parlamentsvalg den 25. september.

    Den 85-årige Berlusconi, der er leder af det højrepopulistiske parti Forza Italia, siger ifølge det tyske nyhedsbureau dpa i et radiointerview, at han er blevet opfordret af så mange mennesker til at stille op, at han vil gøre det.

    Berlusconi har tidligere været premierminister i omkring ni år fordelt på tre omgange imellem 1994 og 2011.

    Han var i mange år italiensk parlamentsmedlem, indtil han i 2013 blev valgt ind i senatet, men senere samme år blev han smidt ud på grund af en dom for skattesvindel.

    Siden 2019 har Berlusconi været medlem af Europa-Parlamentet.

    Forza Italia indgår ved valget i en alliance med de to stærkt højreorienterede partier, Fratelli d'Italia (Italiens Brødre) og Liga.

  36. I går kl. 23:09

    Real Madrid besejrer Lindstrøm og Frankfurt i Super Cuppen

    Real Madrids David Alaba gjorde det til 1-0 mod Frankfurt. (Foto: JAVIER Soriano © Ritzau Scanpix)

    Champions League-vinderen Real Madrid havde ikke de store problemer med at sparke sæsonen i gang med en titel i den europæiske Super Cup onsdag.

    Den spanske storklub var et niveau over Jesper Lindstrøm og Eintracht Frankfurt, sidste sæsons Europa League-vindere, og vandt komfortabelt 2-0 med en scoring i hver halvleg.

    Real Madrid var dominerende i spillet fra start, men tyskerne kom også frem til nogle pæne chancer. Faktisk var det Lindstrøms hold, der var tæt på at tage føringen efter lidt over et kvarters spil.

    Men derefter tog Real Madrid over og bragte sig foran med en scoring af David Alaba.

    I anden halvleg var det Karim Benzema, der bragte spanierne yderligere foran med 2-0, hvorefter kampen var afgjort.

    /ritzau/

  37. I går kl. 22:55

    Iran afviser beskyldninger om forsøg på at snigmyrde Bolton

    USA har rejst tiltale mod en iransk statsborger, som man mener, er en del af Den Iranske Revolutionsgarde, og som man har tiltalt for at ville forsøge at få den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton dræbt.

    Drabet på Bolton skulle være en hævn for, at amerikanerne i et droneangreb i januar 2020 dræbte Qassem Soleimi, der var kommandør i Irans Islamiske Revolutionsgarde.

    Men ifølge Irans udenrigsministerium er der ikke hold i de amerikanske anklager, som man betegner som 'grundløse'.

    - Iran advarer på det stærkeste mod enhvert anslag mod iranske statsborgere på baggrund af disse latterlige og grundløse beskyldninger, siger talsmanden Nasser Kanaani ifølge Reuters til iranske statsmedier.

  38. I går kl. 22:51

    Cathrine Laudrup-Dufour vinder VM-sølv i dressur

    Medaljen blev Cathrine Laudrup-Dufours tredje ved VM i Herning. (Foto: FRISO GENTSCH © Friso Gentsch/picture-alliance/dpa/AP Images)

    Det var lige ved og næsten for Cathrine Laudrup-Dufour onsdag aften.

    Danskeren vandt VM-sølv med hesten Vamos Amigos i dressurdisciplinen Kür, som er en Grand Prix freestyle til musik.

    Den danske ekvipage red sammen ellers et næsten perfekt ridt og fik scoren 89,411. En fejl i begyndelsen viste sig at være afgørende.

    Men desværre var englænderen Charlotte Fry og hesten Glamourdale overlegne, da de fik en score på hele 90,654.

    Cathrine Laudrup-Dufour kan dog glæde sig over et medaljehattrick ved VM i Herning. Søndag vandt de danske dressurryttere guld i holdkonkurrencen, og mandag tog Laudrup-Dufour sølv ved disciplinen Grand Prix Speciale.

  39. I går kl. 22:30

    Bødskov: Danmark vil støtte Ukraines hær med 820 millioner kroner

    Repræsentanter fra mere end 20 lande samles i morgen til en konference i København, om hvordan de vil sikre den langsigtede støtte til Ukraines krig mod Rusland.

    Fra dansk side vil Mette Frederiksen love, at Danmark vil støtte Ukraine for 820 millioner kroner. Pengene skal bruges på våben og træning af den ukrainske hær.

    - Det betyder, at det samlede danske bidrag til støtte til Ukraine nu er over 3 mia. kr. siden Putins brutale overfald på Ukraine 24. februar, siger forsvarsministeren.

    Den danske regering er vært for konferencen #CopenhagenUkraine sammen med den ukrainske forsvarsminister, Oleksii Reznikov, og den britiske forsvarsminister, Ben Wallance.

    En del af de mange millioner er afsat til en træningsindsats af tusinder af soldater fra den ukrainske hær, der finder sted i Storbritannien i løbet af de kommende måneder. Det drejer sig specifikt om 100 millioner kroner.

  40. I går kl. 22:12

    Poliovirus i kloakfund: Nu skal Londons børn vaccineres

    Der er konstateret poliovirus i prøver fra kloakker i London. Derfor bliver børn mellem et og ni år nu tilbudt en ekstra dosis poliovaccine, skriver CNN.

    - Det vil sikre et højt beskyttelsesniveau i forhold til lammelse, og det vil hjælpe til at begrænse den videre spredning af virus, lyder det fra Det Britiske Sundhedssikkerhedsagentur.

    Der er omkring en million børn i den alder i London-området ifølge den seneste opgørelse fra Det Britiske Kontor for Nationale Statistikker.

    Myndighederne understreger, at vaccinerne er en forebyggende foranstaltning, og at man ikke har konstateret nogle poliotilfælde.

    - Men vi ved, at de områder i London, hvor poliovirus bliver overført, har den laveste vaccineudbredelse, siger epidemiolog Vanessa Saliba.

    Polio kan ikke kureres, og derfor er det afgørende at være vaccineret. Omkring en ud af 200 smittede vil udvikle alvorlige symptomer, såsom hjernebetændelse, rygmarvsbetændelse og lammelse.

  41. I går kl. 20:51

    FCK-fan blev fratvunget sin trøje: Nu har gerningsmanden meldt sig til politiet

    Ingen kan efterhånden være i tvivl om, at det gik vildt for sig, før, under og efter F.C. København og Brøndby IF's opgør i Parken i søndags, der som bekendt endte med en hjemmesejr til FCK på 4-1.

    Blandt andet var der en episode, der har fået meget opmærksomhed på sociale medier, hvor en mand iført Brøndby-trøje tvang en ung FCK-fan til at tage sin FCK-trøje af i et tog.

    Københavns Politi har tidligere meddelt, at man betragter det som røveri.

    På Twitter oplyser Københavns Politi her til aften, at gerningsmanden har meldt sig selv.

    Han bliver nu sigtet og klargøres til fremstilling i grundlovsforhør i morgen, oplyser Københavns Politi.

  42. I går kl. 20:27

    Spanier ekspederer Holger Rune ud af turnering med æg

    Holger Rune er ude af National Bank Open Montreal i Canada. (Foto: Minas Panagiotakis © Ritzau Scanpix)

    Danske Holger Rune mødte onsdag aften sin overmand i form af spanske Pablo Currena Busta, da han tabte med overbevisende 6-0, 6-3 i ATP 1000-turneringen i Montreal, Canada.

    Danskeren fandt aldrig rigtigt rytmen, og den erfarne spanier så gennem hele kampen ud til at være i fuld kontrol over opgøret.

    Selvom Pablo Currena Busta blot ligger tre placeringer over Holger Rune på verdensranglisten, var der i dag stor kvalitetsforskel på de to spillere.

    Det var især de uprovokerede fejl, som gjorde kampen svær for Rune, der kunne notere sig for 20 af slagsen mod spanierens otte.

    Danskeren havde ellers spillet sig flot videre fra første runde, hvor han slog italieneren Fabio Fognini med 6-3, 7-5, men dagens modstander var bare et niveau over Rune.

    Carreno Busta skal i næste runde møde vinderen af opgøret mellem Jannik Sinner og Adrian Mannarino.

  43. I går kl. 19:57

    Wien dropper julelysene i år for at spare på strømmen

    Der er godt nok stadig over fire måneder til jul, men i Østrig er de tidligt på den og meddeler, at de skruer ned for julelysene i år.

    Ringstraße, der normalt lyses op i mørket, bliver i år uden julelys, siger Roberta Kraft, en talskvinde fra hovedstaden, til AFP.

    Samtidig vil lysene på det faste julemarked foran Rådhuset i Wien kun være tændt om natten og ikke ved skumringstid som tidligere år.

    - Det betyder, at de bliver tændt omkring en time senere, sagde talskvinden.

    I fredags oplyste Østrigs energistyrelse, at elprisindekset er steget med 256 pct. det seneste år. Det betyder, at strømmen koster 3.5 gange så meget som i august sidste år, skriver AFP.

    Wiens storslåede jul- og nytårsfejring er et vigtigt trækplaster for turistindustrien.

    I 2019, den sidste jul før pandemien, besøgte over fire millioner mennesker julemarkederne i byen.

    Normalt lyses pladsen foran Rådhuset i Wien op, når der er julemarked. I år bliver det en mere afdæmpet affære. (Foto: Joe Klamar © AFP or licensors)
  44. I går kl. 19:43

    Putin knytter nye bånd i Afrika: Vil støtte Mali med forsyninger

    Den russiske præsident, Vladimir Putin, prøver ifølge Reuters på at styrke sine alliancer rundt om i verden.

    Således har han i dag en haft en længere telefonsamtale med Malis midlertidige leder, Assimi Goita, der overtog magten med et militærkup for to år siden.

    De talte ifølge Kreml sammen, om hvordan Rusland kan hjælpe styret i det vestafrikanske land.

    Ifølge en udtalelse fra det russiske styre diskuterede de to statsledere muligheden for, at Rusland kunne forsyne Mali med mad, gødning og brændstof.

    Goita skriver på Twitter, at de havde talt om, hvordan Rusland kan støtte Malis politiske overgang, og at han havde rost deres partnerskab, som respekterede Malis suverænitet.

    Førhen havde Mali et nært samarbejde med den tidligere kolonimagt Frankrig, men tilbage i februar forlod de franske tropper det afrikanske land efter mange års kampe med islamistiske oprørere.

  45. I går kl. 19:38

    Knap en halv million ukrainske børn går nu i skole i EU

    487.939 ukrainske børn er blevet registeret i EU-landes skolesystemer.

    Samtidig har Europa-Kommissionen også opdateret en række andre tal for ukrainske flygtninge i EU i perioden 24. februar 2022 til 9. august 2022:

    • 8,5 millioner er kommet til EU fra Ukraine og Moldova.

    • 7,7 millioner af dem var ukrainske statsborgere.

    • 4,9 millioner ukrainere har forladt EU og er rejst ind i Ukraine.

    • 6,6 millioner mennesker er internt fordrevne i Ukraine

    • 3 millioner af dem er børn.

    Screendump fra Twitter.
  46. I går kl. 19:16

    EM-helten Mikkel Damsgaard skifter til danskerklubben Brentford

    Mikkel Damsgaard har spillet 12 kampe på det danske A-landshold med fire mål til følge. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Den danske landsholdsspiller Mikkel Damsgaard skifter til Brentford FC. Det skriver den engelske klub på sin hjemmeside.

    Dermed forlader fodboldspilleren sin italienske klub Sampdoria til fordel for Premier League-klubben, hvor han bliver holdkammerat med fire andre danskere og ikke mindst cheftræner Thomas Frank.

    - Mikkel er efter min mening en klassisk Brentford-signing. Han er en ung spiller med stort potentiale. Vi ved, at vi kan hjælpe Mikkel med at nå hans højeste niveau. Vi har staben med erfaringen til at gøre det, og vi ser frem til at arbejde med ham, siger den danske træner på klubbens hjemmeside.

    22-årige Damsgaard har fået en fem-årig kontrakt og kan få debut allerede på lørdag, hvor Brentford møder Christian Eriksens klub, Manchester United.

    Kantspilleren blev verdenskendt i Danmark under EM-slutrunden sidste år, hvor han scorede to mål. Blandt andet i semifinalen mod England, som Danmark tabte.

  47. I går kl. 18:26

    Iraner sigtet for at ville myrde tidligere amerikansk sikkerhedsrådgiver

    Den tidligere amerikanske nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton skulle myrdes. (Foto: JONATHAN DRAKE © Ritzau Scanpix)

    Et medlem af den iranske Revolutionsgarde er ifølge Reuters blevet tiltalt for at forsøge at snigmyrde John Bolton, der tidligere var national sikkerhedsrådgiver i 14 måneder, mens Donald Trump var præsident.

    Ifølge det amerikanske justitsministerium ville den 45-årige Shahram Poursafi, der også kendes under navnet Mehdi Rezayi, formentlig forsøge at dræbe Bolton som gengæld for, at amerikanerne havde dræbt Qassem Soleimi, der var kommandør i Irans Islamiske Revolutionsgarde med et droneangreb i januar 2020.

    Poursafi skal have bedt en person, der var bosat i USA, og som kun er omtalt som 'individ A' om at sørge for at tage billeder af Bolton.

    Individ A satte så Poursafi i forbindelse med en undercover regeringsagent, der tilbød at tage billederne. Siden forsøgte den sigtede iraner at få regeringsagenten til at myrde Bolton mod at få 250.000 dollar svarende til cirka 1,8 millioner kroner.

    - Lige nu kan der ikke siges meget offentligt, men en ting er sikkert: De iranske ledere er løgnere, terrorister og USA's fjender.

  48. I går kl. 18:21

    Hollandsk cykelstjerne sejrer igen igen

    I historiebøgerne er der ingen over og ingen ved siden af hollænderen Marianne Vos, når det handler om kvindecykling. Og i nutiden er hun også fortsat blandt verdens absolut bedste.

    Tirsdag vandt hun 1. etape af Tour of Scandinavia, som blev kørt i Danmark, og onsdag var den 35-årige hollænder igen hurtigst, da 2. etape også blev afgjort i en massespurt i Sverige.

    Det var sejr nummer 244 på landevejen i hendes enestående karriere.

    Etapeprofilen i Sverige mindede meget om åbningsetapen i Danmark. Bakkerne var til at overse, og de 154 kilometer på svensk vej bestod mestendels af fladt terræn.

    Der opstod lidt små huller i feltet i slutningen af etapen, som steg let på den sidste kilometer, men på rå hastighed var Marianne Vos atter stærkest.

    Med bonussekunderne fra sin anden sejr fører cykelikonet nu med 14 sekunder ned til nummer to, inden feltet drager til Norge, hvor der skal køres nogle mere bjergrige etaper som afslutning på løbet.

    Den danske kandidat til den samlede sejr Cecilie Uttrup Ludwig sad med feltet hjem.

    /ritzau/

  49. I går kl. 17:55

    Tørke rammer flodtrafikken på Rhinen

    • De store flodpramme får stadig sværere ved at transportere forsyninger ned af Rhinen. (Foto: Wolfgang Rattay © Ritzau Scanpix)
    • Stadig større dele af den store flod ligger tørlagt. (Foto: Wolfgang Rattay © Ritzau Scanpix)
    • Ved Bingen i delstaten Rheinland-Pflaz stikker flodbunden frem flere steder. (Foto: Wolfgang Rattay © Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Den voldsomme tørke, der har plaget store dele af Europa denne sommer, får nu konsekvenser for godstrafikken på Rhinen.

    Den 1.200 kilometer lange flod fungerer som en væsentlig trafikåre, blandt andet for transport af kul og benzin på store flodpramme, som mange tyske fabrikker og kraftværker er afhængige af.

    Men nu forudser det tyske transportministerium ifølge nyhedsbureauet AP, at det bliver svært at fortsætte sejladserne på landets store floder.

    - Det gælder især Rhinen, hvor flaskehalsen ved Kaub har en meget lav vandstand, og kun skibe, hvis skrog ikke stikker for dybt i vandet, kan sejle, siger Tim Alexandrin, der er talsmand for transportministeriet.

    Ministeriet undersøger nu mulighederne for at få de essentielle forsyninger frem via jernbanen i stedet for vandvejene.

    Fredag forventes vandstanden at nå under 40 centimeter, og den kan falde yderligere i løbet af weekenden.

  50. I går kl. 17:35

    Domino's er færdig med Italien

    Der er ikke meget "amore" mellem pizzaens hjemland, Italien, og den amerikanske pizzariakæde Domino's.

    Man fristes til at sige, at pizzaskorpen brændte på, for Domino's siger "arrivederci" og lukker alle sine restauranter i landet. Det skriver BBC.

    Domino's åbnede sin første restaurant i Italien i 2015 og håbede på at kunne vinde det pizza-elskende folk ved udelukkende at bruge italienske ingredienser, skriver CNBC.

    Virkeligheden var dog en anden, og pizzakæden har siden begyndelsen kæmpet med at kapre kunder.

    Til sidst endte coronapandemien med at blive dødsstødet for franchisekæden, da den italienske virksomhed, der drev Domino's i landet, gik konkurs.

    En af Domino's helt store ambitioner, da virksomheden kom til Italien, var at have monopol på at tilbyde en omfattende leveringstjeneste.

    Kæden fik dog for hård konkurrence, da flere lokale restauranter begyndte at tilbyde levering under pandemien.

Mere fra dr.dk