Robot tegner gigantisk portræt af afdød cykelhelt på stadion i Holbæk
Hvis man af én eller anden årsag flyver ind over Holbæk Sportsby i de her dage, kan man få sig et særligt syn.
To robotter har nemlig tegnet et 30 gange 40 meter stort portræt af cykelrytteren Chris Anker Sørensen, der omkom 18. september sidste år efter en påkørsel på en træningstur i Belgien.
Robotterne plejer at kridte fodboldbanen op, men de kan altså også kodes til at fremstille mere kunstneriske motiver, som man kan se på billederne herunder.
Til TV2 Øst fortæller initiativtager Kasper Birkeholm Munk, at håbet er, at det store Chris Anker-portræt bliver vist frem i tv, når helikopterne flyver rundt over rytterne i Tour de France-feltet, der passerer Holbæk under anden etape på lørdag.