Seneste Nyt

Røde Kors mangler varmt tøj til vinteren: De forventer, at efterspørgslen bliver stor

Bladene drosler af træerne, og de stigende priser kan få mange til at ryste som et espeløv.

Men med de kolde måneder for døren råber Røde Kors nu op.

De mangler varmt tøj til vinteren.

- Lige nu ser det ud til, at vi kommer til at skuffe mange mennesker, som håber at kunne købe deres vintertøj brugt og på den måde spare på udgifterne, siger chef for Røde Kors Genbrug, Tina Donnerborg.

Forklaringen er, at meget vintertøj i foråret er blevet sendt til Ukraine, og en del tøj er også uddelt til de børn og voksne, der er flygtet til Danmark fra krigen.

Tina Donnerborg forventer, at efterspørgslen bliver særligt stor i år på grund af de stigende priser på alt fra energi til fødevarer.

Røde Kors opfordrer derfor folk til at kigge i gemmerne efter varmt tøj, man kan undvære.

Nyheder

  1. Enhedslisten er skuffet og uforstående overfor S-afvisning af børnetilskud

    Enhedslisten er mildest talt dybt skuffet over, at Socialdemokratiet ikke vil støtte sit eget lovforslag om at forlænge det midlertidige børnetilskud til udsatte børnefamilier.

    - Det synes jeg er skuffende og fuldstændig uforståeligt. Der er indgået en aftale, som der var et flertal for før folketingsvalget. Det flertal er der også efter folketingsvalget, siger Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund, til Ritzau.

    Det midlertidige børnetilskud står til at udløbe ved årsskiftet. Det ophører fra 1. januar og udbetales med forsinkelse til og med februar, hvis det ikke bliver forlænget.

    Fungerende beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S), har dog gjort det klart, at Socialdemokratiet vil afvise lovforslaget om at forlænge tilskuddet, når det skal førstebehandles i dag.

    Socialdemokratiets begrundelse er, at regeringen efter valget den 1. november er trådt tilbage og udelukkende skal stå for de mest basale ting, så landet kan løbe rundt.

  2. Protesterne i Shanghai er stort set forsvundet: 'Folk er begyndt at blive enormt bange'

    Billedet viser en person blive tilbageholdt af politiet i går i Shanghai. (Foto: © Matthew Walsh, Ritzau Scanpix)

    I weekenden var der usædvanlige protester i Kina og især i Shanghai, men nu ser det ud til, at styret har formået at få stoppet det meste.

    Det fortæller DR's Kina-korrespondent, Philip Róin, som befinder sig i Shanghai.

    - Politiet er til stede overalt i byen og især på de steder, hvor protesterne er startet og på centrale pladser, fortæller han.

    Styret har sendt vogne rundt i byen, som jammer folks telefoner, så de ikke kan komme på sociale medier og fortælle om deres utilfredshed. Unge mennesker bliver stoppet på gaden og bliver bedt om at slette billeder og videoer. Og de sociale medier er der ikke adgang til, forklarer Philip Róin. Politiet har ifølge ham 'en meget aggressiv og brutal tilgang'.

    - Det er mit klare indtryk, at store dele af Kina stadig ikke ved, hvad der foregår, og nu kommer der denne her eftercensur, hvor myndighederne kommer efter alle dem, som har været i nærheden af protesterne, og myndighederne gør det strafbart overhovedet at nævne det, siger Philip Róin.

    - Folk er begyndt at blive enormt bange, siger han.

  3. Tirsdag starter med regn men slutter tør

    Det regner mange steder i landet, kun de nordlige egne og Bornholm kan klare tørvejr.

    Det forbliver skyet, og temperaturen kommer dagen igennem ikke til at flytte sig markant, mellem 4 og 6 grader.

    Vinden er aftaget en smule og er i dag let til frisk fra øst, let drejende til sydøst.

    Langs østvendte kyster stadig vindstød af kuling-styrke i dag.

    I nat kan temperaturen komme ned omkring to grader, så lokalt kan der være frost.

    Der er stadig vindstød af kuling-styrke langs de østvendte kyster, som her ved Snekkersten. (Foto: © Bettina Pedersen)
  4. Har du feriepenge til gode? 3,7 milliarder kroner venter på at blive udbetalt

    Årsskiftet nærmer sig, og det gør deadline for afholdelse af optjent ferie også.

    Derfor opfordrer ATP, der administrerer feriepengeordningen, til, at man får tjekket, om man har penge til gode.

    For der er 741.000 danskere, der har feriekroner stående på kontoen, som løber op i 3,7 milliarder kroner.

    - Forventningen er, at der vil blive bestilt en del feriepenge i forbindelse med julen, men erfaringen er, at langt fra alle feriepenge bliver bestilt, siger Anne Kristine Axelsson, koncerndirektør i ATP.

    - Derfor opfordrer vi kraftigt til, at man tjekker, om man skulle have feriepenge til gode, siger hun.

    Hvis man har afholdt ferie i ferieåret 2021-2022, men ikke har bestilt sine feriepenge, kan man bestille dem indtil den 30. september 2023. Herefter bliver feriepengene overført til en feriefond.

  5. Verdens hurtigste mand uden VM- og OL-guld stopper karrieren

    97 gange i karrieren løb Asafa Powell 100 meter på mindre end ti sekunder. (Foto: © Lucy Nicholson, Scanpix Denmark)

    Supersprinteren Asafa Powell stopper karrieren i en alder af 40 år.

    Det skriver han selv på Twitter, hvor han samtidig takker alle de folk, der har heppet på ham gennem årene.

    Den jamaicanske sprinter er tidligere verdensrekordholder i 100 meter løb, mens han samtidig kan prale af at være den mand i verden, der har løbet hurtigst på samme distance uden nogensinde at have vundet OL- eller VM-guld i disciplinen.

    OL-guld vandt Powell til gengæld, da han i 2016 var en del af Jamaicas stafethold på 4x100 meter.

  6. Selv om der er krig, skal julen fejres: 'Vi kan ikke lade Putin stjæle julen'

    • En arbejder opsætter dekorative lys i den ukrainske hovedstad 15. november. (Foto: © GLEB GARANICH, Ritzau Scanpix)
    • Sneen er allerede begyndt at falde i Kyiv, der før Ruslands invasion havde 2,8 millioner indbyggere, og byen er ved at forberede sig på en hård vinter. (Foto: © GLEB GARANICH, Ritzau Scanpix)
    • Jule- og nytårsfejringen plejer at være en stor begivenhed i den ukrainske hovedstad, Kyiv. Billedet her er fra Sofiapladsen i det centrale Kyiv 20. december 2020, godt et år inden Rusland invaderede Ukraine.
    1 / 3

    Intet skal stå i vejen for julestemningen. Heller ikke en krig.

    Derfor har den ukrainske borgmester i hovedstaden Kyiv, Vitalij Klitsjko, besluttet, at der skal hænges julelys op og igen dufte af gran.

    - Ingen kommer til at aflyse nytår og jul, og nytårsstemningen skal være her, siger Vitalij Klitsjko til det ukrainske nyhedsbureau RBC-Ukraine.

    - Vi kan ikke lade Putin stjæle julen.

    Selv om træerne sættes op, så bliver det en mere amputeret juleudsmykning, for træerne bliver hverken pyntet med guirlander og julelys, siger Serhij Kovalenko, administrerende direktør for Yasno, som leverer strøm til Kyiv.

    De resterende julelys, som er sat op i hovedstaden, bliver heller ikke tændt.

    Borgmester Vitalij Klitsjko understreger, at juletræerne bliver sat op for at minde børnene om julen.

    - Jeg ønsker ikke at frarøve børnene julemanden, siger han.

  7. Sydkoreansk kvinde udleveret til New Zealand: Børnelig blev fundet i kufferter

    Skruer vi tiden tilbage til august måned fik en familie fra New Zealand sig en grum oplevelse, da de åbnede nogle kufferter, de have købt på en auktion.

    I kufferterne lå ligdele.

    I aftes blev en 42-årig kvinde, som er mistænkt for drabene, udleveret fra sydkoreanske myndigheder til New Zealand.

    Politiet formoder, at de legemlige rester tilhører hendes to børn.

    Udleveringen sker, efter at en domstol i Seoul fredag gav grønt lys til, at kvinden kunne overgives til newzealandsk politi.

    - Vi håber, at sandheden i sagen, som har fået opmærksomhed fra hele verden, kommer til at blive afsløret gennem en streng og retfærdig juridisk proces i New Zealand, siger en embedsmand fra Sydkorea til Reuters.

    Den drabsmistænkte 42-årige blev fotograferet med ansigtet dækket, da hun forlod politistationen i den sydkoreanske by Ulsan i midten af september. (Foto: © Bae Byung-Soo/Ritzau Scanpix)
  8. S stemmer imod eget lovforslag om børnetilskud til udsatte

    Som det ser ud nu, ophører det midlertidige børnetilskud fra 1. januar, og fungerende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kan ikke garantere, at det kan fortsætte næste år.

    I hvert fald vil Socialdemokratiet ikke stemme for et lovforslag om at forlænge det midlertidige børnetilskud, når det skal førstebehandles senere i dag.

    Den socialdemokratiske etpartiregering trådte tilbage efter folketingsvalget 1. november, og ifølge Hummelgaard står den fungerende regering derfor kun for det basale.

    - Når vi ikke nåede at lovgive om det, og det nu bortfalder, så vil det alt andet lige været op til en diskussion i det nye folketing, hvad man vil, siger han til Ritzau.

    Det er Enhedslisten, som har genfremsat lovforslaget, som Socialdemokratiet egentlig selv havde fremsat før valget.

    Lovforslaget blev fremsat samme dag, som Mette Frederiksen (S) udskrev valget den 5. oktober og nåede derfor ikke at blive stemt igennem.

    Det midlertidige børnetilskud ophører fra 1. januar og udbetales med forsinkelse til og med februar.

  9. Mindst 417 stemmer nåede ikke frem til folketingsvalget

    Det er snart en måned siden, at vi var i stemmeboksen til folketingsvalget, men der kommer stadig interessante tal frem fra det tætte valg.

    En opgørelse fra Indenrigs- og Boligministeriet viser, at 417 brevstemmer først nåede frem til valgstederne efter valghandlingens start 1. november.

    De 417 stemmer indgik dermed ikke i valget.

    Stemmerne blev modtaget hos kommunerne, efter at valget var gået i gang klokken 8.00, og inden det sluttede klokken 20.00.

    Flere kommuner har også indberettet til ministeriet, at de har modtaget en del stemmer i dagene efter valget, og at nogle af brevstemmerne fra fængsler, hospitaler eller på danske skibe i udlandet kom for sent.

    Ifølge ministeriet er hovedparten af de for sent indkomne stemmer dog afgivet i udlandet og dermed har skullet fragtes til Danmark.

    I 2015 kom 181 stemmer for sent, og i 2011 var det 248.

  10. Fernandes giver æren for Portugals åbningsmål til Ronaldo

    Hvem scorede egentlig åbningsmålet ved aftenens kamp mellem Portugal og Uruguay?

    Spørger man Cristiano Ronaldo, så er der ingen tvivl - det gjorde han.

    Midtbanemanden Bruno Fernandes sendte et indlæg ind i feltet, hvor Cristiano Ronaldo steg til vejrs for at dirigere bolden i nettet.

    Målet blev da også i første omgang tildelt Ronaldo, inden det kort efter blev rettet til Bruno Fernandes' på måltavlen.

    Men Fernandes sagde sent i aftes, at han ligeledes mente, at målet var Ronaldos.

    - Min umiddelbare følelse var, at Cristiano rørte bolden. Jeg afleverede den til ham, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Fernandes indkasserede titlen som kampens spiller i opgøret, men landstræner Fernando Santos fokuserer på holdindsatsen som afgørende for Portugals præstationer ved VM i år.

    Både Cristiano Ronaldo og Bruno Fernandes mente umiddelbart, at Ronaldo havde sidste berøring på Portugals åbningsmål mod Uruguay mandag aften. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Ritzau Scanpix)
  11. Nethanyahu laver aftale om ministerpost til homofobisk ultranationalist

    Benjamin Nethanyahu er i gang med regeringsforhandlingerne efter det israelske parlamentsvalg 1. november, og det bliver stadig mere tydeligt, hvilke værdier hans nye parlamentariske flertal er baseret på.

    Således har Nethanyahus Likud-parti ifølge BBC nu indgået en aftale om, at Avi Maoz, der leder det religiøst-nationalistiske parti Noam, som både er både anti-arabisk og anti-LGBT+, skal have en post i den kommende regering.

    Avi Maoz bliver således viceminister og kommer til at lede en myndighed for 'Jødisk Identitet'.

    Yair Lapid, der tabte regeringsmagten ved valget, har beskrevet den kommende regering som 'helt igennem vanvittig', mens palæstinensiske ledere har advaret om faren ved 'en højreorienteret fascist-koalition'.

    Avi Maoz har tidligere beskrevet LGBT+-samfundet som en trussel mod familien og sagt, at han vil stoppe pride-parader.

    Han har desuden sagt, at kvindens væsentligste opgave ligger i at blive gift og pleje familien.

  12. Baneløber invaderede VM-kamp med regnbueflag

    Baneløberen i Qatar. (Foto: © MOLLY DARLINGTON, Ritzau Scanpix)

    Da der var spillet cirka 50 minutter af VM-kampen mellem Portugal og Uruguay, løb en tilskuer på banen på Lusail Stadium i Qatar.

    Med sig havde han et regnbueflag, ligesom han på sin T-shirt sendte budskaber om respekt til iranske kvinder og om at redde Ukraine.

    Dommeren stoppede straks kampen og fik selv fat i regnbueflaget, som baneløberen tabte i farten.

    Ifølge det norske nyhedsbureau NTB blev baneløberen ledaget af højlydt jubel fra tribunerne.

    Regnbuens farver har været et heftigt diskuteret tema ved VM-slutrunden i Qatar. Farverne symboliserer støtte til LGBTQ+-personer. Homoseksualitet er ulovligt i Qatar.

    På ryggen af baneløberen stod der: "Respect for iranian women". På forsiden stod der: "Save Ukraine". Det fremgår af fotografier fra kampen.

    Baneløberen blev fanget og eskorteret ud af banen, så kampen kunne fortsætte.

    /ritzau/

  13. USA's landstræner undskylder for flagdrilleri mod Iran

    Der har været masser af diskussion frem og tilbage mellem USA og Iran før de to holds indbyrdes opgør ved VM i fodbold i morgen aften.

    Men de to trænere vil helst fokusere på fodbolden, sagde de på hvert deres pressemøde tidligere i dag.

    USA's træner Gregg Berhalter undskyldte for, at USA's fodboldforbund havde fjernet et islamisk symbol fra Irans flag i et opslag på sociale medier.

    - Vi fokuserer ikke på de ydre ting, og alt vi kan gøre er at undskylde på vegne af spillerne og staben, sagde Gregg Berhalter og understregede, at hverken spillere eller stab havde haft noget med det at gøre.

    Irans statslige nyhedsbureau har et i modsvar krævet, at USA bliver smidt ud og sendt hjem fra VM i Qatar.

    Men også Irans træner Carlos Queiroz maner til besindighed og siger, at tiden er kommet til at fokusere på fodbolden.

    - Vores mission er at underholde og i 90 minutter at gøre folk glade, sagde han til Irans pressemøde.

  14. Ni dræbt under terrorangreb på hotel i Mogadishu

    Somaliske sikkerhedsstyrker har nu befriet hotellet Villa Rose i hovedstaden Mogadishu, som terrorister fra Al-Shabaab-gruppen angreb i går.

    Hotellet er populært blandt regeringsmedlemmer, og flere ministre blev reddet ud af hotellet under angrebet. Ifølge politiet blev i alt 60 personer reddet ud i live.

    Ifølge BBC tog det mere end 20 timer at nedkæmpe de islamistiske terrorister.

    Otte hotelgæster og en soldat blev dræbt i forbindelse med angrebet, oplyser polititalsmanden Sadik Aden Ali ifølge Reuters.

    En af terroristerne sprængte sig selv i luften, mens sikkerhedsstyrkerne skød og dræbte fem andre terrorister.

    Angrebet er endnu et i rækken af terroraktioner, som Al-Shabaab har gennemført i hovedstaden i løbet af efteråret.

    Al-Shabaab-bevægelsen har kontrol med en stor del af Somalia.

  15. Tusindvis af julenips og 77 juletræer: Jill Biden har indrettet Det Hvide Hus som et juleeventyr

    Jill Biden fortæller pressen om årets julepynt i præsidentboligen. Den amerikanske førstedame har traditionen tro stået for at få Det Hvide Hus i gear til julen. (Foto: © Jim WATSON, Ritzau Scanpix)

    Hvert år bliver den amerikanske præsidentbolig pyntet op til jul.

    Og i år er det vanen tro førstedamen i form af Jill Biden, der har sat skik på Det Hvide Hus.

    Temaet for julepynten er i år "We the people" ("Vi, folket", red.) med henvisning til indledningen af USA's forfatning.

    Ifølge nyhedsbureauet AP håber førstedamen, at folk kan se sig selv i juletræspynten, de dekorerede kaminhylder og gør-det-selv-kreationerne, der har omdannet boligen til lidt af et juleeventyr.

    - De værdier, der forener os, kan findes overalt omkring dig, en tro på mulighed, optimisme og enhed, siger hun ifølge AP.

    - I værelse efter værelse præsenterer vi det, der bringer os sammen over julen og gennem året, siger hun.

    Se nogle af kreationerne herunder:

  16. Pia Olsen Dyhr før regeringsforhandlinger: 'Tiden er løbet fra ultimative krav'

    Få minutter efter, at Venstre havde forladt Marienborg, ankom SF’s formand Pia Olsen Dyhr og gruppeformand Karina Lorentzen og overtog forhandlingsstafetten.

    SF har tidligere haft en afskaffelse af kontanthjælpsloftet som et ultimativt krav.

    Før sommer blev der indgået en aftale om en kontanthjælpsreform, men den nåede ikke at blive omsat til lovgivning, før valget blev udskrevet.

    På spørgsmålet om, hvorvidt det stadigt var et ultimativt krav at få det stemt igennem, lød det:

    - Tiden er forbi til ultimative krav. Jeg synes, politik er underligt, når man hele tiden snakker om ultimative krav. Hvis man gør det, kan man aldrig diskutere politik med hinanden. Så kan vi hver især sidde med en revolver og kigge på hinanden og sige, hvad det er, vi skal have. Jeg vil sige, at det er meget vigtigt for SF, og det er noget vi kæmper for lige nu: At de fattigste skal have løsninger, lige meget hvad der sker fremadrettet.

  17. Shell køber dansk biogasproducent for 14 milliarder kroner

    Oliegiganten Shell har købt den danske biogasproducent Nature Energy for næsten to milliarder dollar, i omegnen 14 milliarder kroner.

    Selskabet producerer biogas fra organisk affald, og det kommer også til i fremtiden.

    - Under det nye ejerskab af Shell vil vores team fortsætte med at forfølge sin unikke vision om at frigøre yderligere værdifulde ressourcer fra affaldsmaterialer, samtidig med at det tilbyder sikker og økonomisk bæredygtig energi til markedet og fremmer en cirkulær økonomi, siger Nature Energys bestyrelsesformand, Jesper Lok.

    Selskabet, der ejer og driver 14 biogasanlæg og har hovedsæde i Danmark, vil blive drevet som datterselskab af Shell under det eksisterende navn.

  18. Netflix indgår aftale med danske filmfolk

    Skuespillere, instruktører, manuskriptforfattere, fotografer, klippere og scenografer, der er samlet i Create Denmark, har i dag indgået en rettighedsaftale med Netflix.

    Det skriver Netflix i en pressemeddelelse, som Politiken refererer.

    Aftalen træder i kraft, når den er godkendt af forbundene og Producentforeningen, og løber frem til udgangen af 2024.

    Den kommer i kølvandet på en længerevarende konflikt mellem Create Denmark og streamingtjenestene Viaplay, Netflix og TV2 Play.

    Streamingtjenesterne valgte at stoppe alle nye projekter i Danmark, fordi man var uenige med Create Danmark om, hvor meget tjenesterne skulle betale for, at tv-serierne bliver vist til et større publikum.

    Siden er både TV2 Play og Viaplay blevet enige med Create Danmark om en ny aftale.

  19. Verdens største aktive vulkan i udbrud for første gang siden 1984

    Her ses vulkanen, der ikke har været i udbrud siden firserne. (Foto: © kelly/ @MAGAHAWAII, Ritzau Scanpix)

    Et udbrud er søndag begyndt i Hawaiis Mauna Loa-vulkan, der er verdens største aktive vulkan, skriver Reuters.

    Udbruddet er bekræftet af USA's geologiske institut (USGS), og ifølge CNN er der tale om det første udbrud siden 1984.

    - På nuværende tidspunkt er lavaen begrænset til krateret, lød en meddelelse til lokalbefolkningen.

    Meddelelsen advarede dog også om, at tidlige udbrudsstadier før i tiden har vist sig at kunne ændre sig hurtigt.

    Meddelelsen tilføjede, at Hawaiis vulkanobservatorium ville udføre luftrekognoscering så hurtigt som muligt for at vurdere farerne og bedre beskrive udbruddet.

    En række mindre jordskælv har ramt området, skriver USGS.

    Mauna Loa fylder halvdelen af øen Hawaii og har en højde på 4.169 meter over Stillehavet, skriver Reuters.

    Her er en video af krateret i timerne omkring udbruddet:

  20. Efter maraton-møde: Ellemann vil stadig ikke svare på, om han har tillid til Frederiksen

    Efter tre og en halv times forhandling forlod Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen sammen med politisk ordfører Sophie Løhde mandag aften Marienborg.

    Det var "et godt og konstruktivt møde", sagde han flere gange og understregede, at han oplever en lydhørhed fra begge parter til at bøje sig mod hinanden for at finde en løsning på de økonomiske udfordringer, landets står over for.

    Flere gange blev han spurgt, om han nu har tillid til Mette Frederiksen, da han tidligere har sagt, at han ikke stoler på hende.

    De spørgsmål blev aldrig besvaret med et ja eller nej.

    - Det her handler om politiske forhandlinger. Det handler om at møde hinanden, at strække sig og have en fælles erkendelse af de udfordringer, vi står over for, og en forståelse for de løsninger, som vi her især præsenterer på de udfordringer, lød det fra Ellemann.

    Og der synes jeg, at der er en god bevægelse. Som jeg har sagt tidligere er tillid noget, man opbygger, og derfor er det godt med konstruktivt møde som dette.

  21. 12 år for terrorforsøg efter køb af våben af politiagent

    25-årige Abdullah Akbulut er i Østre Landsret idømt 12 års fængsel for forsøg på terror. Desuden frakendes han sit danske statsborgerskab og udvises, skriver Ritzau.

    Dermed skærper landsretten straffen, da Retten på Frederiksberg dømte ham til 10 års fængsel.

    I byretten kom det frem, at det var "kildeoplysninger", som i begyndelsen af april 2020 fik Politiets Efterretningstjeneste til at fatte interesse for manden.

    Hans telefon blev aflyttet og sporet. Politiet kunne desuden følge mandens færden på nettet, mens det også ransagede personens hjem i hemmelighed.

    Via en krypteret chattjeneste etablerede en PET-agent kontakt til manden, som i korrespondancen sagde til agenten, at han ville hævne sig på vantro, og at han kunne tænke sig at skære hovedet af politifolk.

    Chatkontakten mundede ud i, at den første agent satte den tiltalte i forbindelse med en anden agent, som kunne skaffe den tiltalte et våben.

    De mødtes på en parkeringsplads i København, hvor han blev anholdt efter at have fået overdraget en pistol og ammunition.

  22. Metallica spiller dobbeltkoncert i Parken om halvandet år

    Metallica spillede i New York tidligere i år. Om halvandet år kan man se dem i Parken i København- (Foto: © CAITLIN OCHS, Ritzau Scanpix)

    Hvis du gerne vil opleve det amerikanske metalband Metallica i Parken, er der god mulighed for at spare op til billetten.

    Det legendariske band, der har danske Lars Ulrich som trommeslager, kommer og spiller to koncerter på nationalstadionet fredag den 14. og søndag den 16. juni 2024 som en del af deres M72-verdensturné, der løber over to år.

    Det er en del af turné-konceptet, at bandet spiller to aftener i alle de byer, som de besøger, og det bliver to forskellige sætlister, altså ingen gentagelser af numrene.

    Todagesbilletterne kan købes fra 2. december, men hvis man kun vil i Parken den ene af dagene, må man vente til 20. januar 2023.

    Hvis man er hardcore Metallica-fan og bare ikke kan vente til 2024, kan man overveje at tage til Göteborg eller Hamborg, hvor bandet spiller i maj og juni næste år.

  23. Jyske Bank afventer politiets vurdering af hvidvasksag

    Finanstilsynet har politianmeldt Jyske Bank for overtrædelse af hvidvaskloven på baggrund af tre forhold, der blev konstateret ved to hvidvaskinspektioner tilbage i efteråret 2021.

    Den ene inspektion blev foretaget i en afdeling "med ansvar for afviklingsportefølje af kunder med boliglån i Sydeuropa", mens den anden var en undersøgelse af bankens private banking-kunder primært i udlandet.

    - Jyske Bank afventer nu politiets vurdering af sagen og vil samarbejde med politiet om alle forhold, udtaler bankdirektør Peter Schleidt.

    Bankens vurdering er, at der er en begrænset risiko for, man har været udnyttet til hvidvask.

    National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bekræfter, at man i dag har modtaget anmeldelsen.

  24. Ældre mand dræbt på sin bopæl i Odense

    En 70-årig mand er er blevet dræbt på sin bopæl i Odense.

    Det skriver Fyns Politi, der samtidig oplyser, at de har anholdt en 46-årig mand.

    Politiets formodning er, at den dræbte og den mistænkte kendte hinanden, og at drabet er sket på forurettedes bopæl i Odense i de tidlige morgentimer. Den sigtede blev fundet ved bopælen, og han blev anholdt klokken 08.03.

    De pårørende er underrettet.

    Den anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør i morgen tidlig, og Fyns Politi oplyser ikke, hvordan den anholdte forholder sig til sigtelserne.

  25. Rusland vil overveje at forlade Uefa

    Hvis Rusland forlader Uefa, vil de i stedet være med i det asiatiske forbund. (Foto: © DIDOR SADULLOEV, Ritzau Scanpix)

    Ruslands Fodboldforbund overvejer at forlade Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og tilslutte sig den asiatiske pendant.

    Det fortæller præsidenten for forbundet, Alexander Dyukov, til nyhedsbureauet Tass.

    - Vi vil overveje denne problemstilling på det næste bestyrelsesmøde.

    - Jeg er usikker på, om vi træffer en endelig beslutning, men situationen er nødt til at blive drøftet, siger Dyukov.

    Uefa suspenderede i februar Rusland på ubestemt tid, efter at landet invaderede Ukraine.

    Suspensionen betyder, at hverken Ruslands landshold eller russiske klubhold for tiden kan deltage i Uefas turneringer.

    - Uefa betragter os stadigvæk som et medlem af den europæiske familie, siger han.

    Det russiske forbund har endnu ikke forhørt sig om en mulig optagelse hos Det Asiatiske Fodboldforbund (AFC) i respekt for det nuværende medlemskab i Uefa.

    Siden udelukkelsen har Ruslands fodboldlandshold spillet venskabskampe mod Tadsjikistan, Usbekistan og Kirgisistan.

    /ritzau/

  26. Kvinde skal i fængsel for voldtægt af hjælpeløs mand

    Vestre Landsret har idømt en 31-årig kvinde et år og to måneders fængsel for "voldtægt ved samleje og andet seksuelt forhold" mod en 25-årig mand.

    Dermed stadfæster landsretten Retten i Holstebros dom fra maj, skriver Statsadvokaten i Viborg på Twitter.

    Sagen blev i maj beskrevet som den første sag mod en kvinde for voldtægt efter de nye regler om samtykke.

    Ifølge anklageren havde kvinden oralsex og samleje med en mandlig logerende, som var så skæv af stoffer, at han var helt ude af stand til at sige fra, skriver Ritzau.

    Manden boede hos kvinden og hendes mand.

    Ifølge kvindens forklaring havde hun og den logerende haft sex nogle gange med hinanden uden hendes mands vidende.

    Akten er blevet filmet af kvinden, hvilket har indgået som bevismateriale.

  27. Finanstilsynet politianmelder Jyske Bank for overtrædelse af hvidvaskloven

    Jyske Bank har haft væsentlige mangler i sin hvidvaskkontrol.

    Det gælder blandt andet de vigtige kundekendskabsprocedurer for en række kunder.

    Det er et grundlæggende princip i hvidvasklovgivningen, at virksomheden skal kende sine kunder.

    Derfor politianmelder Finanstilsynet nu Jyske Bank for overtrædelse af hvidvaskloven. Det skriver tilsynet i en pressemeddelelse.

    Politianmeldelsen er foretaget på baggrund af flere hvidvaskinspektioner sidste år i bankens Keyplan Mortgage- og Private Banking-afdelinger.

    Keyplan Mortgage-afdelingen står blandt andet for at låne penge ud til boliger i Sydeuropa.

    Finanstilsynet skriver også, at banken i flere tilfælde ikke havde foretaget undersøgelse af mistænkelige transaktioner i Keyplan Mortgage-afdelingen.

    I en skriftlig kommentar til DR Nyheder skriver Jyske Bank, at dens vurdering er, at der er en begrænset risiko for, at banken har været udnyttet til hvidvask, og at banken har et godt billede af kunderne og midlernes oprindelse.

    - Jyske Bank afventer nu politiets vurdering af sagen. Vi vil samarbejde med politiet om alle forhold i sagen, og så håber vi på en hurtig afgørelse, udtaler bankdirektør Peter Schleidt, Jyske Bank.

  28. Hurtigere afleveringer skal sende Danmark videre ved VM

    Kasper Hjulmand har ryggen mod muren inden sidste gruppekamp ved VM. (Foto: © Natalia Kolesnikova, Ritzau Scanpix)

    Der har ikke været mange overraskelser ved det australske hold her til VM, hvis man spørger den danske landstræner, Kasper Hjulmand.

    - Den analyse, vi lavede af Australien før VM, matcher det, vi har set fra dem til VM. De har en utrolig fightervilje, og man kan se, at de spiller med stor dedikation og store følelser, siger han.

    Og det er en god start for det danske hold, der er tvunget til at vinde, hvis de vil videre til ottendedelsfinalen.

    Det gør Danmark bedst ved at undgå for meget fysisk fight med de stærke australiere, lyder vurderingen. De skal i stedet spille hurtigt med masser af afleveringer, som er noget, man sjældent ser ved de australske spillere.

    - Det er meget vigtigt, at vi er os selv, så vi kan få brudt Australien ned. Der er stor forskel på de to holds måde at spille på, og vi synes, at vi har kvaliteten til at slå dem på vores måde.

    Opgøret mellem Danmark og Australien spilles på onsdag klokken 16 dansk tid.

  29. Jakob Ellemann til nye forhandlinger med Mette Frederiksen: 'Nu vil jeg gå ind og opbygge tillid'

    Regeringsforhandlingerne foregår i dag på Marienborg nord for København. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

    Forhandlingerne om at danne en ny regering fortsætter i dag på Marienborg.

    Lige omkring klokken 14 mødte Venstre op til forhandlinger med Socialdemokratiet, og på vej ind sagde Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, at de i dag skal tale om økonomi.

    - Det har vi talt om en del om undervejs. Det er forudsætningen for det hele. Og så kommer vi til at tale om en frihedsreform, altså at frisætte borgerne i vores velfærdssamfund. Vi kommer også til at tale om sundhedsreform, lød det.

    Inden han forsvandt ind bag porten til statsministerens embedsbolig, blev han også spurgt, om hans tillid til Mette Frederiksen er blevet repareret, efter han tidligere - inden valget - har sagt, at han ikke stoler på hende.

    - Tillid er noget, man skal opbygge. Det arbejder vi på, så nu vil jeg gå ind og opbygge tillid og få en drøftelse om økonomien i det her, lød svaret.

    Senere i dag skal SF til forhandlinger på Marienborg. Det sker klokken 18.

  30. Østers forsvinder fra Limfjorden: Nu kappes fiskere om retten til hjertemuslinger

    Hjertemuslingen har fået sit navn, fordi omridset af de to ens skalhalvdele er hjerteformede, når man ser dem fra siden. (Foto: © Dr)

    Østersfiskere vil gerne til at fange hjertemuslinger, efter en parasit har sat en stopper for fangsten af limfjordsøsters.

    Helt siden 2012 har Limfjordsfiskernes Østersforening forsøgt at få del i fiskeriet af hjertemuslinger. Manglen på østers understreger nu behovet, mener østersfiskernes formand, Reinhardt Schmidt.

    - Det ér løsningen, siger han.

    Men fiskeriet af hjertemuslinger er en del af de licenser, som muslingefiskerne har købt og betalt, så den del af fiskeriet afgiver de ikke frivilligt.

    Hjertemuslinger udgør i dag halvdelen af omsætningen for muslingefiskerne.

    - Det giver sig selv, at vi er voldsomt afhængige af det, siger muslingefiskernes formand, Bo Husted Kjeldgaard.

    Striden om hjertemuslingerne har også været taget op i Folketinget, men der er endnu ikke fundet en løsning.

  31. Undersøgelser klarlægger årsagen til brand, hvor 11-årig omkom

    En 11-årig dreng omkom for knap to uger siden under en voldsom brand i en ejendom ved Årsballe på Bornholm.

    Årsagen til branden står nu klar, efter brandteknikkerne foretog undersøgelser af landejendommen, skriver Bornholms Politi i en pressemeddelelse.

    Ifølge de brandtekniske undersøgelser opstod branden i et inddækket område omkring en brændeovnsindsats, hvor strålevarme har antændt brandbart materiale.

    Moderen pådrog sig et behandlingskrævende kraniebrud under et fald fra altanen.

    Familiens fire-årige dreng blev som den første taget ud af koma og har det efter omstændighederne fint. Den otte-årige søn samt faderen er fortsat i kritisk tilstand, men de beskrives af lægerne som værende stabile.

  32. Storebæltsbroen er lukket for vindfølsomme køretøjer til i aften

    Storebæltsbroen har siden i morges været lukket for vindfølsomme køretøjer på grund af kraftig vind.

    Forbuddet mod vindfølsomme køretøjer er blevet forlænget og gælder nu frem til klokken 21.00, oplyser Sund & Bælt.

    Blæser det mere end 15 meter i sekundet, er vindfølsomme køretøjer ikke tilladt på Storebæltsbroen.

    Som udgangspunkt er et køretøj vindfølsomt, hvis det har påhæng og ikke er meget tungt lastet.

    Det vil sige biler med trailere, campingvogne eller lastbiler, der ikke har meget tung last. Det er altid op til chaufføren selv at vurdere, om et køretøj er vindfølsomt.

    Ifølge Vejdirektoratets trafikkort blæser det op til 16 meter i sekundet fra sydøst på dele af broen omkring klokken 12.45.

  33. Svensk politibetjent dømt for uagtsomt mandrab

    Det kostede en narkopåvirket mand livet, da en svensk politibetjent sidste år lagde ham ned på maven og pressede sit ben mod hans ryg under en anholdelse.

    Nu er betjenten ved byretten i Stockholm blevet dømt for uagtsomt manddrab, skriver Ritzau.

    Ifølge anklageskriftet blev manden presset mod jorden i "så lang tid, at han døde som følge af kvælning med efterfølgende hjertestop".

    Meget af hændelsen er blevet optaget af et kamera på en lastbil i nærheden.

    - Byretten mener, at det gennem en video, der gengiver store dele af hændelsesforløbet, og en obduktionslæges oplysninger er bevist, at manden døde som følge af kvælning med efterfølgende hjertestop, skriver retten.

  34. Borgere må ikke betale deres gæld: Nu skal Gældsstyrelsen undersøges

    Berlingske har flere gange berettet om borgere, der ikke kan få lov til at betale gæld til det offentlige, selvom de frivilligt forsøger.

    Derfor vil Ombudsmanden nu gå ind i Gældsstyrelsens behandling af sager om frivillig betaling af gæld.

    - Ombudsmanden har fået flere klager fra borgere, ligesom der også har været artikler i medierne om borgere, der ikke har kunnet betale deres gæld til det offentlige, selv om de har forsøgt. Ifølge mediedækningen har det haft konsekvenser for de pågældende borgere at stå registreret som skyldnere i det offentlige system, står der i pressemeddelelsen.

    Det er blandt andet gået ud over Line Keiluweit Nielsen. Hendes gæld på 241 kroner har spændt ben for både hus- og bilkøb i 2020. Hun havde betalt beløbet, men fik pengene retur, fordi gælden ikke var inddrivelsesparat, skriver Berlingske.

  35. Professor: Beijing har en reel frygt for stort corona-udbrud

    De seneste dage har tusinder af kinesere trodset styret i Beijing ved at gå på gaden i protest mod blandt andet landets skrappe coronarestriktioner.

    Magthaverne holder dog fast i den såkaldte nul covid-politik, og det er der to grunde til, siger Flemming Konradsen, der er professor i global sundhed ved Københavns Universitet.

    Den første forklaring er politisk og handler om, at det kinesiske styre for få uger siden slog fast, at man ikke vil vige.

    - Den anden del er en reel bekymring for, hvad der vil ske, hvis man åbner op, siger Konradsen, der peger på, at op mod 40 procent af de ældre kinesere ikke er vaccineret for nyligt.

    - Så man er selvfølgelig også bekymret for, at der vil være mange dødsfald og et sundhedssystem, der ikke kan klare det.

    Kina har sat sig selv i en meget vanskelig situation, vurderer Flemming Konradsen:

Mere fra dr.dk