Regeringen og de røde partier præsenterede i dag sammen en plan om at forbyde sprøjtemidler på et areal op mod 200.000 hektar frem mod 2030.
- Vores grundvand og vores rene drikkevand er truet. Derfor foreslår vi en fredning for et område på størrelse med cirka fire gange Falster, siger statsminister Mette Frederiksen med de andre partiledere fra den røde fløj stående bag sig.
Jorden, der skal fredes, bliver i dag brugt til landbrug, og statsministeren siger, at landmænd skal kompenseres. Mette Frederiksen vil ikke pege på et præcist beløb, men vurderingen er, at "cirka 250 millioner er nok ikke helt skævt," siger hun.
Hos Landbrug og Fødevarer er man "i chok" over forslaget, og formanden Søren Søndergaard siger, at det vil koste tusindvis af arbejdspladser, og at erstatningsværdien bliver i omegnen af minkskandalen.
- Vi har de seneste tre år insisteret på dialog, også når det var svært. Socialdemokratiet vælger nu al faglighed fra for at gå i alliance med den yderste venstrefløj, og de bryder dermed endnu en langsigtet aftale, som blækket dårligt er tørt på. Man vælger simpelthen at tæske på et erhverv for at kunne blive siddende i regeringskontorerne, siger Søren Søndergaard.