Seneste nyt

Irans præsident lover at gøre gengæld for drab på atomforsker, 'når tiden er inde'

  • Irans præsident lover at gøre gengæld for drab på atomforsker, 'når tiden er inde'

    I Iran er magthaverne overbeviste om, at Israel står drabet på atomforskeren Mohsen Fakhrizadez, der var leder af det iranske atomprogram. Han døde fredag på et hospital efter at være udsat for et bombeangreb i sin bil udenfor Teheran, og derefter skudt af flere gerningsmænd.

    Den iranske præsident Hassan Rouhani mener, at der er tale om en israelsk fælde, som skal lokke Iran til at gøre gengæld mod Israel nu og på den måde fremprovokere et amerikansk angreb på iranerne, mens Donald Trump stadig er præsident i USA.

    - Vort folk klogere end, at de går i den fælde, som det zionistiske regime har sat op... Iran vil helt sikkert gøre gengæld for, at vores forsker blev gjort til martyr, når tiden er inde, siger Rouhani ifølge Reuters i en tale på iransk tv.

    Billeder fra gerningsstedet, hvor den iranske atomforsker Mohsen Fakhrizadeh fredag blev udsat for et attentat og siden døde af sine kvæstelser på et hospital. (Foto: Wana News Agency © Scanpix)

    Seneste Nyt

  • Kina spiller med musklerne og sætter fly i luften - USA sender støtte til Taiwan

    Kina har for anden dag i træk sendt en større flystyrke mod en zone ud for det sydvestlige Taiwan, oplyser Taiwans forsvarsministerium.

    Taiwan har sendt sine egne kampfly på vingerne som et modsvar. Samtidig med at spændingerne vokser mellem Kina og Taiwan, har USA sendt en flådestyrke ind i Det Sydkinesiske Hav.

    Den amerikanske støtte til Taiwan er "klippefast", har den nyvalgte præsident Joe Biden sagt.

    Kina, som gør krav på Taiwan, har gennemført næsten daglige overflyvninger af havet mellem det sydlige Taiwan og øerne Pratas. Men det har typisk kun handlet om et eller to fly på rekognoscering, derfor er de mange kinesiske fly usædvanligt.

  • Ellemann: Nu må Støjberg snart komme med et svar - bliver du i Venstre?

    (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

    Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, vil gerne snart have svar på, om den nu tidligere næstformand, Inger Støjberg, har tænkt sig at blive i partiet.

    Hun har tidligere sagt, at hun vil vende skråen og "tænke over fremtiden".

    - Nu synes jeg, den har fået mediemæssigt, hvad den kan trække, siger Jakob Ellemann og opfordrer Støjberg til at træffe en beslutning og melde den ud.

    Adspurgt om han helst ser, at hun bliver, svarer han:

    - Jeg håber, at Inger siger, at: "Jeg vil gerne blive og kæmpe for de værdier, som Venstre står for".

    Der var spekuleret i, om Støjberg i sin tale ville meddele sin afgang fra Venstre, men det skete ikke.

    - Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg overvejer lidt, hvad der skal ske i fremtiden. Jeg har behov for at tænke tingene godt igennem, sagde Inger Støjberg efter sin tale.

  • Cordsen i lynanalyse: Venstres bagland er ikke kun Støjberg

    - Det er næppe tilfældigt, at Stephanie Lose i sin tale gjorde meget ud af at fortælle om sin kærlighed til Venstres bagland. Hun vil uden tvivl understrege, at Inger Støjberg ikke er alene om at omfavne og forstå det jyske kernebagland.

    Det skriver DR's politiske korrespondent Christine Cordsen i en lynanalyse.

    - Stephanie Lose er en politiker, der står stærkt i Venstres bagland. Det har hun bevist flere gange, bl.a. spillede hun en væsentlig rolle, da Lars Løkke Rasmussen blev presset ud som partiformand.

    - Faktisk ville mange i baglandet gerne have Lose som næstformand, da Støjberg blev valgt. Den gang ville hun ikke. Nu er hun klar til at hjælpe med at trække Venstre ud af krisen, og i den kamp kan hun blive en vigtig allieret for Jakob Ellemann-Jensen.

  • Ellemann-Jensen vil afskaffe retten til 'kvit og frit' at kunne modtage sociale ydelser, når man kommer til Danmark

    Venstre vil fremlægge et udspil, hvor man vil afskaffe retten til "kvit og frit" at kunne modtage sociale ydelser, når man kommer til Danmark.

    Det siger formand Jakob Ellemann-Jensen på Venstres landsmøde.

    Dermed understreger han også, at Venstre vil føre en stram udlændingepolitik.

    - Årtiers naive og eftergivende udlændingepolitik har ført til, at ikke-vestlig indvandring efterlader en regning på ikke mindre end 33 milliarder kroner om året.

    - Det svarer til en ekstra-udgift på næsten 6000 kroner hvert eneste år til hver dansker. Derfor er det også helt forkert, at regeringen har hævet ydelserne, siger Ellemann.

  • Stephanie Lose ny næstformand i Venstre

    Stephanie Lose er valgt som ny næstformand i Venstre.

    Det skete på et virtuelt ekstraordinært landsmøde sendt fra et studie i Roskilde.

    Der var ikke nogen tvivl om udfaldet, da Lose var den eneste, der stillede op.

    Hun erstatter Inger Støjberg, der gik af som næstformand den 29. december.

    Stephanie Lose er regionsrådsformand i Region Syddanmark og formand for Danske Regioner.

  • Venstres nye næstformand vil hellere det interne end udtale sig i medierne: 'Derfor er denne tale nok kedelig'

    Stephanie Lose taler ved Venstres ekstraordinære landsmøde i Roskilde. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

    Venstres nye næstformand, Stephanie Lose, understreger i en tale på Venstres landsmøde, at hun i sin nye rolle kommer til at fokusere på partiets indre linjer og vil ikke have fokus på at få egne politiske budskaber frem i medierne. For hende handler det om det organisatoriske arbejde og om de lokale vælgerforeninger og byråd.

    - Det interne arbejde, jeg vil fokusere på, kræver ikke en dissekering i dagbladene eller af kommentatorerne. For det er netop et internt anliggende og af samme grund er jeg klar over, at denne her tale sikkert vil blive stemplet som kedelig. Ved I hvad, det synes jeg faktisk er helt i orden, siger hun.

  • Suveræne Axelsen slår Vittinghus og vinder anden titel på to uger

    Vittinghus havde ikke en chance mod Axelsen. (Foto: handout © Scanpix)

    Viktor Axelsen har fået en formidabel start på 2021, og søndag satte han endnu en tyk streg under sin øjeblikkelige dominans.

    Den danske badmintonspiller vandt for anden uge i træk en Super 1000-turnering i Bangkok, da han i finalen i Thailand Open bankede landsmanden Hans-Kristian Vittinghus 21-11, 21-7.

    Vittinghus, der for første gang var med i finalen i en turnering af den kaliber, kæmpede hårdt, men var ikke i nærheden af at true verdensranglistens nummer fire på noget tidspunkt.

    Axelsen har nu vundet 25 turneringskampe i træk.

  • Støjberg i tale: Jeg vil altid kæmpe for de værdier, som Venstre har stået for i alle år

    (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

    Hun er venstremand "helt ind i knoglerne", sagde den afgående næstformand Inger Støjberg i sin tale på det ekstraordinære landsmøde i Venstre.

    Her kom hun med sit bud på, hvordan partiet igen skal få regeringsmagten.

    - Hvis Venstre skal være et stort, borgerligt parti igen, så kræver det, at Venstre leverer en klar, stram og troværdig udlændingepolitik. Og at vi ikke viger tilbage, fordi venstrefløjen og dem med de korrekte holdninger råber op.

    Behovet for en stram udlændingepolitik gentog hun flere gange, før hun endegyldigt slog fast, at hun altid vil kæmpe for de værdier, hun anser som Venstres.

    - De værdier, som Venstre har stået for i alle år. De værdier, som jeg er vokset op med. De værdier vil jeg altid kæmpe for. Uanset hvor jeg er, og uanset hvad der sker.

  • Jakob Ellemann-Jensen om stridighederne med Støjberg: 'Vores samarbejde kørte skævt'

    Det ekstraordinære landsmøde bliver afholdt uden tilhørere i Roskilde.

    Det var til sidst uundgåeligt, at Inger Støjberg måtte trække sig fra posten som Venstres næstformand.

    Det siger partiets formand, Jakob Ellemann-Jensen, på det ekstraordinære landsmøde, som bliver afholdt i dag.

    - Vi må være helt ærlige og sige, at vores makkerskab kørte skævt. At det kom hertil, kan man bebrejde os begge, og det må være op til den enkelte at vurdere, hvem der bærer ansvaret for den mistillid, der til sidst gjorde vores samarbejde umuligt, konstaterer han.

    Stephanie Lose stiller som eneste kandidat op til posten som Venstres næstformand, og valget af hende er derfor en formalitet.

    Læs, hvad der ellers blev sagt, her.

  • Venstre indleder digitalt landsmøde: Se Ellemanns tale klokken 10.00

    Venstre holder virtuelt landsmøde med en kort dagsorden.

    Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, byder velkommen kl. 10.00.

    Herefter taler afgående næstformand Inger Støjberg, så vælges den nye næstformand, Stephanie Lose, og til sidst taler formanden igen.

    Det ventes at slutte 11.15.

  • 143 coronasmittede i lyntest - positivprocent på 0,60

    Der blev lørdag registreret 143 coronasmittede blandt de 23.760 personer, der fik taget en lyntest.

    Det svarer til en positivprocent på 0,60.

    Det viser tal fra de private testudbydere Falck, SOS International, Copenhagen Medical og Carelink.

    Fredag var positivprocenten fra lyntest på det hidtil laveste niveau med 0,31.

    En positivprocent på 0,60 lørdag er det tredjelaveste, der er målt hidtil.

  • 15 unge holdt fest i værksted - sigtet for at bryde forsamlingsforbud

    Politiet har sigtet 15 unge for at bryde forsamlingsforbuddet lørdag aften.

    De holdt en fest i et privat værksted i Skave ved Holstebro.

    Det oplyser vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.

  • 11 minearbejdere reddet ud af kinesisk mine

    Den første minearbejder, der blev reddet ud, var i kritisk tilstand. (Foto: LUAN QINCHENG/XINHUA © Scanpix)

    11 minearbejdere er nu blevet reddet ud af kinesisk mine, hvor de har været fanget i to uger.

    Det oplyser det kinesiske statsmedie CCTV.

    Den første af de i alt 22 minearbejdere blev tidligere på dagen reddet ud, men i en kritisk tilstand.

    Håbet om at finde de resterende minearbejdere i live er så småt ved at svinde ind, da ingen har hørt fra dem siden eksplosionen for to uger siden.

  • Politiet rejser sigtelser om vold mod betjente, efter demonstranter lavede optøjer i København i aftes

    Gruppen Men in Black har før arrangeret demo i hovedstaden, hvor det også førte til uro og anholdelser. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

    Københavns Politi har sigtet tre personer for vold mod politiet efter gårsdagens demonstration i det indre København, hvor omkring 1.000 personer gik på gaden for at protestere mod coronarestriktionerne.

    En anden person er blevet sigtet for grov forstyrrelse af den offentlige orden, og en er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

    Det oplyser Københavns Politi ifølge Ritzau.

    - Der er ballademagere og voldsparate personer, der søger konfrontation med politiet, lød det fra politiet i aftes.

    Derudover efterforsker politiet, hvem der brændte en dukke af formet som statsminister Mette Frederiksen (S). Episoden og urolighederne under demonstrationen har vakt forargelse på Christiansborg.

    På dukken hang et skilt med teksten: 'Hun må og skal aflives' (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)
  • Hollandsk politi anholder en af verdens største narkobaroner

    Hollandsk politi har anholdt den påståede leder af et af verdens største narkokarteller, 'The Company'.

    Det oplyser talsmand for politiet Thomas Aling.

    Der er tale om en 56-årig kinesisk født mand og canadisk statsborger ved navn Tse Chi Lop.

    Han er på FBI's liste over verdens mest eftersøgte personer og er blevet sammenlignet med den mexicanske narkobaron Joaquín "El Chapo" Guzmán.

    Han blev anholdt fredag i Amsterdams lufthavn Schiphol på anmodning fra australsk politi, der mener, at hans organisation dominerer narkohandlen i Asien, der omsætter for cirka 330 milliarder kroner årligt.

    Tse Chi Lop forventes at blive udleveret til Australien.

  • Pirater kidnapper 15 søfolk fra tyrkisk fragtskib - ét besætningsmedlem dræbt

    Et tyrkisk fragtskib er blevet angrebet af pirater ud for den vestafrikanske kyst.

    Besætningen låste sig inde i et sikret område, men efter seks timer fik piraterne tilkæmpet sig adgang til rummet, oplyser tyrkiske søfartsmyndigheder.

    Et besætningsmedlem blev dræbt, da piraterne brød ind i rummet - 15 søfolk er kidnappet, skriver AP.

  • New Zealand frygter det første coronatilfælde i månedsvis

    New Zeland har været dygtige til at holde coronasmitten væk.

    Ikke siden 18. november har myndighederne registreret et smittetilfælde, men nu frygter man, at det første tilfælde i månedsvis er kommet til landet. Det skriver Ritzau.

    Sundhedsmyndighederne i New Zealand efterforsker nu det mulige smittetilfælde og afventer testsvar.

    Landet er en af de nationer, der har håndteret pandemien bedst på verdensplan, og livet er mere eller mindre vendt tilbage til normalen for befolkningen.

  • Maveproblemerne breder sig i den danske håndboldlejr

    Mikkel Hansen, Johan Hansen og fysioterapeut Anja Greve måtte blive på hotellet med maveonde, da håndboldlandsholdet i aftes besejrede Japan ved VM i Egypten.

    Mads Mensah, Morten Olsen og Lasse Andersson har også haft symptomer, men var dog i stand til at gå på banen mod japanerne.

    Udover spillerne har også målmandstræner Michael Bruun og landstræner Nikolaj Jacobsen været flittige gæster på toilettet i de seneste dage.

    Mangel på indkvartering gør det dog svært at forhindre at blive smittet.

    - Der er ikke værelser nok til, at vi kan isolere nogen. Så det er rigtig svært at inddæmme det helt. Det tror jeg ikke lige, man havde taget højde for, siger Nikolaj Jacobsen til Ritzau.

  • McGregor blev slået i gulvet af amerikaner

    Dustin Poiriers venstre finder vej til Conor McGregors ansigt. (Foto: Jeff Bottari © Scanpix)

    Amerikanske Dustin Poirier har tidligt søndag morgen dansk tid besejret den irske UFC-stjerne Conor McGregor på knockout.

    Kampen, der blev afviklet i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater, var McGregors første i et år.

    Den blev afgjort i anden runde, da Poirier efter to minutter og 32 sekunder slog ireren i gulvet, efter at McGregor ellers havde domineret kampens indledning.

    Resultatet betyder, at Dustin Poirier nu formentlig får endnu en mulighed for at generobre verdensmesterskabet i letvægt, som han tabte i 2019.

  • 13,3 procent af vælgerne ville sætte kryds ud for Venstre, viser måling

    Når Venstre i dag vælger ny næstformand, sker det med krisetegnene skrevet eftertrykkeligt ind i tapetet bag talerstolen.

    For sagt med andre ord: Hvis Venstre var et skib, ville man godt kunne argumentere for, at partiformand Jakob Ellemann-Jensen og politisk ordfører Sophie Løhde lige nu stod på dækket og pumpede vandet ud af det revnede skrog.

    13,3 procent af vælgerne ville sætte kryds ud for Venstre, viser den nyeste meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Epinion for DR og Altinget.

    Det er det laveste, Epinion nogensinde har målt Venstre til i en officiel måling for DR og et godt stykke fra valgresultatet i 2019, hvor 23,4 procent af danskerne stemte på partiet.

  • Boris Johnson og Joe Biden har haft deres første telefonsamtale

    - Rigtig godt at tale med præsident Joe Biden her til aften, skriver Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, på Twitter.

    Det er første gang, at de to taler i telefon sammen siden Bidens indsættelse. Biden ringer i disse dage rundt til nogle af USA's vigtigste allierede i et forsøg på at genoprette noget af det nære forhold, som han mener, at præsident Trump gamblede med.

    De to ledere talte blandt andet om bekæmpelsen af covid-19 og klimaindsatsen.

    - Jeg ser frem til at styrke den langsigtede alliance mellem vores to lande, når det gælder en grøn og bæredygtig heling fra coronapandemien, skriver Johnson.

    Canadas premierminister, Justin Trudeau, var den første, som modtog et opkald fra Biden.

  • Risiko for sne- og isglatte veje flere steder i landet her til morgen

    Bilister i især Jylland og på Fyn skal være opmærksomme på risikoen for sne- og isglatte veje, når de kører ud her til morgen.

    Det gælder også omkring Roskilde på Sjælland og på Lolland.

    I Jylland er det især nordpå omkring Vendsyssel, og også omkring Thisted, omkring Randers, Aarhus, Vejle, Billund, og længere nede omkring Esbjerg og Kolding, hvor risikoen er størst.

    Det meste af Fyn er markeret, viser kortet på Vejdirektoratets trafikinfo.dk.

  • Fem anholdt i København efter voldsom demo mod coronanedlukning

    (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)
    Gruppen Men in Black afholdte igen demonstration i København imod coronarestriktioner, vaccinationer med mere. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

    Omkring 1000 demonstranter gik på gaden i København i aftes for at protestere højlydt over coronarestriktionerne.

    Demonstrationen udviklede sig til optøjer, og fem blev anholdt. Politiet valgte derfor at opløse demonstrationen, der var arrangeret af en gruppe, som kalder sig Men in Black.

    - Der er ballademagere og voldsparate personer, der søger konfrontation med politiet, lød det fra politiet i aftes.

    De anholdte er efterfølgende blevet afhørt og løsladt, oplyser vagtchef Michael Andersen ved Københavns Politi her til morgen til Ritzau.

    De er stadig sigtet i sagen, men vil ikke blive stillet for en dommer. Men in Black har tidligere arrangeret demonstrationer i Aalborg og København, der endte med optøjer og flere anholdelser.

  • Danske fiskere mangler adgang til norsk farvand: Er klumpet sammen i Skagerak

    Uafklarede forhandlinger mellem EU og Norge om fiskeriet i 2021 frustrerer danske fiskere, der siden nytår ikke har kunnet fiske i norsk farvand.

    Det har enorm betydning for danske fiskere, i og med at langt over halvdelen af fiskeriet i Nordsøen finder sted i norsk farvand, fortæller Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.

    - Når man klumper danske fiskefartøjer og udenlandske fiskefartøjer sammen i for eksempel Skagerrak og den danske del af Nordsøen, så er det ikke godt for hverken fiskebestanden eller fiskernes økonomi, siger han.

  • Første minearbejder reddet op af guldmine efter to ugers redningsaktion

    Redningsarbejdere oplyste fredag, at det kommer til at tage mindst 14 dage at nå ned til de minearbejdere, der er blevet oprettet kontakt til. (Foto: ALY SONG © Scanpix)

    Kinesisk redningsmandskab har reddet en af de 22 minearbejdere, der i to uger har været fanget under jorden i den østlige provins Shandong.

    Det oplyser det kinesiske statsmedie CCTV ifølge Ritzau.

    De i alt 22 guldminearbejdere blev fanget 10. januar i Hushan-minen nær byen Qixia, da en eksplosion blokerede udgangen.

    Sidste søndag lykkedes det redningsmandskab at få kontakt til 11 af arbejderne, der er fanget cirka 580 meter under jorden.

    Håbet om at finde de resterende ni minearbejdere i live er så småt ved at svinde ind, da ingen har hørt fra dem siden eksplosionen for to uger siden.

  • Folketingsmedlemmer reagerer på aftenens demonstration: 'Det her er under lavmålet'

    Gruppen Men in Black afholder demonstration i København, lørdag den 23. januar 2021. MIB demonstrerer imod coronarestriktioner, vaccinationer imod covid-19 mm.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: Emil Helms © Scanpix)

    Demonstrationen begyndte fredeligt ved 18-tiden, men stemningen udviklede sig senere til det værre.

    Der blev kastet genstande mod politiet, hvilket fik justitsminister Nick Hækkerup (S) til tasterne.

    Under demonstration blev en dukke, der skulle forestille statsminister Mette Frederiksen, flankeret med ordene 'HUN MÅ OG SKAL AFLIVES!', hængt op og brændt af.

    På Facebook reagerer de Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, også på urolighederne.

    - Vanvid!!! Hvorfor opfører nogle mennesker sig sådan. Det er uværdigt i et demokrati.

    Partifællen Naser Khader giver på Facebook sin fulde støtte til politiet:

    - Jeg tror ikke, at de sortklædte voldsfascister er så optaget af covid19-restriktioner og vaccine, men af VOLD og brandstiftelse.

  • 3.000 anholdte i russiske protester, og det ser ud til at fortsætte

    De seneste timer har der cirka med én times mellemrum været meldinger om flere hundrede nye anholdte under store protester i Rusland.

    Og seneste melding er, at over 3.000 nu er anholdt på tværs af landet.

    De anholdte har deltaget i protester mod den russiske præsident Putins styre på opfordring fra den fængslede russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj.

    Billeder og videoer afslører voldsomme sammenstød mellem ordensmagten og demonstranterne – og flere ser også ud til at være kommet til skade.

    Hobevis af demonstranter verden over har i dag protesteret. (Foto: Natalia Kolesnikova © Scanpix)
    Over 3.000 russiske demonstranter er i dag blevet arresteret. (Foto: Natalia Kolesnikova © Scanpix)
    Der har i dag været demonstrationer flere steder i verden over anholdelsen af den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj. (Foto: Vasily Maximov © Scanpix)
  • Udgravet fossil af dinosaur kan være verdens største

    Palæontologerne måtte finde de helt fine børster frem, da de stødte på noget af en opdagelse i Neuquén-provinsen i Argentina.

    For under jorden lå resterne af en 98 millioner år gammel dinosaurus. Udgravningerne af fossilet har været i gang siden 2012, men har ikke været fuldt udgravet, skriver livescience.

    De knogler, der hidtil er blevet udgravet, tyder imidlertid på, at den udødede guigant sandsynligvis var en titanosaur, - og muligvis den største, der nogensinde er registreret.

    Den navngivne titanosaur kunne have vejet mere end 69 tons.

    Palæontologerne har i årevis været i gang med udgravningerne af det massive fossil. (Foto: JOSE LUIS CARBALLIDO © Scanpix)
    Fossilet siges at stamme fra en Titanosaurus, som var langhalsede, planteædende kæmpe dinoer, som levede for 163,5 millioner ti 145 millioner år siden. (Foto: JOSE LUIS CARBALLIDO © Scanpix)
    Fossilet blev fundet i Argentina. (Foto: JOSE LUIS CARBALLIDO © Scanpix)
  • Færre franskmænd på intensiv med coronavirus

    For første gang i to uger oplever man lige nu et fald i antallet af franskmænd, der er indlagt på en intensiv afdeling med coronavirus.

    Det skriver Reuters.

    Antallet af indlagte på intensiv på de franske hospitaler er faldet med 16 til i alt 2,896, viser data offentliggjort i dag.

    Det sker efter en periode med en stor stigning. Regeringen i Frankrig har meldt ud, at man vil have antallet af intensivindlæggelser ned på mellem 2.500-3.000 i en længere periode før, at der vil blive løsnet på coronarestriktionerne.

    Den franske premierminister, Jean Castex, skrev tidligere på Twitter, at over en million franskmænd nu er vaccineret mod coronavirus.

    Præsident Macron rasede ellers i starten af året over en sløv vaccine-start i landet.

  • Efter sejr over franskmænd er Astralis klar til stor finale

    Årets første turnering, årets første finaledeltagelse.

    Det danske Counter-Strike-hold Astralis skal i morgen spille om en førstepræmie på 3,7 millioner kroner, efter de slog det franske Team Vitality og bookede en plads i finalen i turneringen Blast Premier Global Final.

    Vinderen af Blast Premier Global Final kan indløse en præmiecheck, på hvad der svarer til 3,7 millioner kroner, mens nummer to får en tredjedel af det.

    Astralis sluttede 2020 godt af og er altså startet 2021 i samme rille. Det danske hold ligger nummer et på verdensranglisten. Søndagens finale starter 20.30.

    Astralis klar til finalekamp. (Foto: Philip Davali © Scanpix)
  • Endnu en sejr: Danmark klar til kvartfinale

    Med en sejr på 34-27 over Japan er Danmark sikker på at gå videre til kvartfinalerne ved VM i herrehåndbold inden sidste kamp i mellemrunden.

    Kampen mod Japan viste sig at blive en større udfordring, end mange nok havde regnet med, men nu kan danskerne kigge fremad.

    På mandag skal de nemlig på den igen, for her venter et uhyre spændende opgør mod Kroatien, der efter et nederlag til Argentina i aften er pisket til sejr over Danmark for at have en chance for at nå kvartfinalen.

    Danmark er klar til kvart-finalen efter sejr over Japan. (Foto: 10030 Jonas Ekströmer/TT © Scanpix)
  • Årets største Lotto-gevinst udløst: 20 millioner til heldig vinder

    En heldig dansker har i den grad noget af fejre hertil aften.

    En Lotto-spiller vinder fra Slagelse har ramt den gyldne talkombination og vundet 20 millioner kroner i pengespillet.

    Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

    - Med sådan en gevinst kan man udleve mange af sine drømme og gøre dagligdagen en del sjovere. Der skal lyde et kæmpe stort tillykke herfra, siger Pernille Mehl, direktør i Danske Lotteri Spil.

  • Italiens premierminister Conte melder klart ud: Vaccineforsinkelse af uacceptabel

    Den italienske premierminister Giuseppe Conte lægger ikke fingrene imellem:

    - Det er "ikke acceptabelt", at cornavaccinerne fra Pfizer-BioNTech og AstraZeneca er forsinket.

    Sådan lyder det fra premierministeren i et Facebook-opslag.

    Han beskylder også de to virksomheder for at "alvorlige kontraktovertrædelser" – fordi de ikke kan overholde aftalen, der er indgået med for eksempel Italien.

    Her i landet er forsinkelser på vaccineleverancer også et problem.

    Allerede inden coronavaccinen fra AstraZeneca er blevet godkendt, har selskabet problemer med produktionen.

    Det betyder, at de første vognlæs med den dyrebare vaccine bliver halvt så store, som først aftalt.

    Meldingen fra AstraZaneca kom kort tid efter, at også Pfizer-BioNTech kunne melde om forsinkelser i leveringen af deres vaccine.

    Den italienske premierminister Giuseppe Conte. (Foto: ROBERTO MONALDO / POOL © Scanpix)
  • Københavns Politi blokerer for demonstranter

    Demonstranterne fra 'Men in Black' var egentlig nået tilbage til Forum på Frederiksberg, der var endestationen for deres anmeldte demonstration rundt i København.

    Nu forsøger en mindre gruppe dog at komme tilbage mod byen, mens kampklædte betjente blokerer vejen.

    Derudover forsøger nogle af arrangørerne at få folk til at gå tilbage til Forum og gå hjem, mens politiet presser demonstranterne længere tilbage og opfordrer folk til at tage hjem.

  • Stor protestdag i Rusland: Snebolde efter politiet, knippelslag og over 2.500 anholdte

    Antallet af anholdte under protester mod præsident Putins styre i Rusland bliver ved med at stige.

    Nu er antallet på over 2.500 ifølge observatørgruppen OVD-info.

    Billeder og videoer viser voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter flere steder.

    Russisk politi havde allerede forud for dagens planlagte protester advaret om, at de ville slå hårdt ned på uautoriserede demonstrationer.

    Flere demonstranter ses her kaste snebolde efter ordensmagten:

    Den fængslede russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj har opfordret til protester i hele landet. Han har blandt andet lanceret en kampagne, hvor han kritiserer Putin for at bo i ekstremt luksuriøse omgivelser.

  • Greve Kommune tilbyder alle pædagoger lyntest i arbejdstiden

    Om kort tid kan de første pædagoger og alle andre medarbejdere i Greve Kommunes dagtilbud, nødåbne skoler og klubber blive testet for covid-19 i arbejdstiden, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

    I alt skal testbiler standse 40 steder i Greve Kommune hver uge, for at alle institutioner og dagplejere kan få tilbud om en kviktest.

    - Jeg er rigtig glad for, at vi er blandt de første kommuner, som tilbyder medarbejdere og familier med børn den tryghed, siger Claus Jensen (V), formand for Skole- og Børneudvalget i Greve Kommune.

  • Argentina overrasker mod Kroatien og sender Danmark i drømmescenarie

    Måltavlen kunne efter 14 minutter af kampen vise 6-1 til Argentina mod Kroatien ved VM i Egypten. Så var der ligesom lagt op til et kroatisk comeback.

    Og det leverede mandskabet. Næsten.

    For selvom Kroatien kom på uafgjort kort inden pausen, så var det ikke nok til at holde argentinerne tilbage, der overraskende sikrede en 23-19-sejr.

    Sejren til Argentina betyder samtidig, at Danmark med en sejr over Japan lørdag aften kan sikre førstepladsen i gruppen og dermed også en kvartfinaleplads.

    Tydelig stor glæde blandt de argentinske spillere efter slutfløjtet. (Foto: Mohamed Abd El Ghany © Scanpix)
  • Mikkel Hansen og Johan Hansen er ude med maveonde

    Mikkel Hansen spiller ikke mod Japan. (Foto: Mohamed Abd El Ghany © Scanpix)

    Danmark kommer til at mangle både Mikkel Hansen og Johan Hansen i dagens opgør mod Japan.

    De er begge ude med et maveonde. Det bekræfter landsholdets assistenttræner Henrik Kronborg til DR Sporten.

    Trods fraværet af holdets største stjerne er Danmarks assistent stadig klar i mælet, når det gælder kampen mod Japan.

    - Det er en kamp vi skal vinde, så vi kan komme i kvartfinalen og nå vores første store mål, siger han.

    Kampen mod Japan begynder klokken 20.30.

  • Sverige vil indføre et forbud mod indrejse fra Norge

    Et smitteudbrud med den britiske variant fik i dag myndighederne i Norge til at slå alarm.

    Alle butikker og butikscentre i ti kommuner omkring Oslo er lukket fra i dag til 31. januar.

    Det norske Storting vil fra mandag også være lukket. Kun fødevarebutikker, apoteker og benzinstationer må holde åbent.

    Sveriges indenrigsminister Mikael Damberg (S) oplyser til nyhedsbureauet TT, at Sverige vil indføre et rejseforbud fra Norge på grund af smitteudbrudet.

    Det svenske folkesundhedsagentur opfordrer norske rejsende til at lade sig teste for covid-19 og isolere sig derhjemme i mindst én uge, når de vender tilbage til Sverige, skriver VG.

    Sverige har 55 bekræftede tilfælde af virusvarianten, der første gang blev fundet i Storbritannien. Langt størstedelen af de smittede har været i udlandet, udtaler statsepidemiolog Anders Tegnell.

    Arkivfoto. Sveriges indenrigsminister Mikael Damberg. (Foto: TT News Agency © Scanpix)
  • Kortvarig uro ved demonstration i København

    Det begyndte som en relativt rolig demonstration i København, men her lidt efter 19 afveg de mange sortklædte demonstranter fra 'Men in Black fra den ellers aftalte rute.

    DR's retskorrespondent Trine Maria Ilsøe er på stedet.

    Det fik politiet i gang, og demonstranterne er nu igen samlet ved Forum på Frederiksberg, hvor der er ro.

    - Arrangør siger tak for i dag. “Tak for god demonstration. Kom godt hjem”, bliver der sagt, skriver Trine Maria Ilsøe.

    Sidste gang 'Men in Black' demonstrede endte det i anholdelser i både Aalborg og København.

  • Den norske regering strammer rejserestriktionerne

    For at stoppe den britiske virusmutation vil der fra mandag blive indført strengere indrejseregler til Norge, skriver den norske regering i en pressemeddelelse, ifølge VG.

    Tidligere skulle ankommende fremvise en negativ coronatest, der var mindre end 72 timer gammel. Testen skal nu være negativ og taget inden for 24 timer.

    - Vi gør dette for at stoppe og forsinke spredningen af de muterede og mere smitsomme virusvarianter i Norge, siger minister for sundhedsminister Bent Høie.

    Samtidig vil regeringen blandt andet gøre det obligatorisk at få en coronatest, hvis man kommer til landet fra Storbritannien, Sydafrika, Irland, Holland, Østrig, Portugal og Brasilien.

    Den svenske indenrigsminister, Mikael Damberg, har til nyhedsbureauet TT sagt, at Sverige snart vil indføre et indrejseforbud fra Norge.

    Årsagen er, at de norske myndigheder forventer et udbrud af den britiske mutation, fremgår det i en pressemeddelse.

  • Özlem Cekic er hårdt ramt af corona

    Det tidligere folketingsmedlem for SF, Özlem Cekic, skriver på Twitter, at hun 13. dag på sygelejet fortsat er meget påvirket af coronavirus.

    - Hoster meget mindre, men er ved at dø af hovedine og træthed.

    I går måtte hun en tur på hospitalet.

    Statens Serum Institut oplyste i dag, at 773 personer er registreret med coronavirus siden i går.

    På den positive front er antallet af coronaindlagte det laveste siden før jul. 703 er indlagt med corona.

  • Danske demonstranter vil have Navalnyj løsladt: 'Det, der foregår, er diktatur'

    - Sanktioner mod Putin! Sanktioner mod Putin!

    Et større antal danske demonstranter havde i dag stillet sig ude foran den russiske ambassade for at udtrykke deres utilfredshed over anholdelsen af den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj.

    - Vi vil meget gerne have Navalnyj bliver befriet fra det russiske fængsel, hvor han befinder sig ulovligt. Det, der foregår, er diktatur, siger en af de fremmødte demonstranter, Dimitri Babkin.

    En anden demonstrant, Elena Bertsive, er også mødt op for at protestere mod Navalnyjs tilbageholdelse.

    Russisk politi har i dag tilbageholdt mere end 2.000 demonstranter, skriver CNN.

  • 'Men in Black' demonstrerer i København: 'Der er relativt roligt'

    Sammenslutningen ‘Men in Black’ er lige nu samlet til en anmeldt demonstration i København. De er netop begyndt at marchere fra Forum på Frederiksberg og bevæger sig nu ned mod Søerne, fortæller DR's reporter Caroline Clante.

    - Der har været et par romerlys og kanonslag, men ellers er der relativt roligt. Det er svært at sige, hvor mange der er samlet, men de er mange. De råber 'frihed for Danmark', og 'vi har fået nok'.

    Det endte med tumult sidste gang 'Men in Black' demonstrede. 18 personer blev anholdt i København, mens fem blev anholdt i Aalborg, hvor der ikke meldes om demonstration i dag.

    'Men in Black' ønsker en mere kritisk stillingtagen til håndteringen af coronavirus. Det kan du læse mere om i artiklen her.

  • Bo Svensson napper første sejr som Mainz-træner

    Den tidligere FC København-spiller, Bo Svensson, overtog for ganske nyligt trænersædet i hårdt pressede Mainz fra den tyske Bundesliga, og efter en hård start med tre kampe uden sejr fik Svensson her til eftermiddag vendt skuden.

    Mainz vandt nemlig med 3-2 over RB Leipzig, der var uden Yussuf Poulsen, og danskerens mandskab kom derfor nærmere Bielefeld på den anden side af stregen, der dog stadig har syv point ned til Mainz.

    Marcus Ingvartsen blev både helt og skurk for Union Berlin, der tabte 2-1 til Augsburg. Ingvartsen scorede og brændte et straffespark.

    Mainz med Bo Svensson på trænerbænken vandt overraskende 3-2 over titeludfordrerne fra RB Leipzig. (Foto: alex Grimm © Scanpix)
  • Venstre: Minkaftale kan komme i starten af næste uge

    - Jeg tror, at vi er tæt på med en aftale.

    Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, fortæller til TV Midtvest, at en aftale om erstatning til de danske minkavlere er lige på trapperne.

    Landets minkavlere har ventet på, at regeringen og Folketingets øvrige partier kom frem til en aftale om kompensation, efter at regeringen beordrede alle mink slået ned som følge af coronasmitte.

    - Regeringen kender vores krav og forslag, så hvis regeringen kan koge det sammen, så tror jeg, vi kan lave en aftalen i starten af næste uge, siger ordføreren til TV Midtvest.

    Labeled mink pelts are seen in storage at Kopenhagen Fur during the outbreak of the coronavirus disease (COVID-19) in Glostrup, Denmark, December 7, 2020. Picture taken December 7, 2020. REUTERS/Andrew Kelly (Foto: Andrew Kelly © Scanpix)
  • Bendtner er strandet i Dubai: 'Vi gør alt, vi kan, for at komme hjem'

    Screen dump fra Nicklas Bendtners Instagram.story (Foto: Ida Meesenburg DR)

    - Vi gør alt, vi kan, for at komme hjem og har prøvet at finde en ansvarlig løsning i noget tid efterhånden og respekterer og forstår alle de regler, der er udstukket fra Udenrigsministeriet.

    Sådan skriver Lord Bendtner - eller fodboldspiller Nicklas Bendtner, på sin Instagram-profil.

    Tidligere på ugen meddelte de danske myndigheder, at de ikke kommer til at hjælpe de danskere, der er strandet i Dubai, med at rejse hjem til Danmark.

    Andre influencere og tv-personligheder er strandet i De Forenede Arabiske Emirater, blandt andet Alva fra DR3-dokumentarserien "Fars lille pige".

    Ifølge Bendtner rejste han til Dubai 4. januar, hvor Udenrigsministeriet blot frarådede alle unødvendige rejser til hele verden.

    - Jeg var ikke taget afsted, hvis der havde været nye mutationer på det tidspunkt, skriver han på Instagram.

  • Redninger i verdensklasse: Miniputnation holder europamestrene fra scoringer i otte minutter

    Store målmandspræstationer har bestemt ikke rimet på Uruguays håndboldherrer ved VM i Egypten. Uruguay er den nation i mellemrunden, der har lukket klart flest mål ind. 155 mål er det i alt blevet til ved fire kampe ved VM (den femte kamp var en skrivebordssejr på 10-0 over Kap Verde).

    Anderledes så det dog ud i lørdagens kamp mod europamestrene fra Spanien, hvor Uruguay holdt spanierne fra scoringer i hele otte minutter i en periode i anden halvleg. Det havde dog ikke den store betydning for resultatet – Spanien vandt 38-23.

    I Danmarks gruppe i mellemrunden vandt Qatar 28-23 over Bahrain. Dermed har Qatar stadig en teoretisk mulighed for at nå kvartfinalen.

  • Navalnyjs kone løsladt efter anholdelse under stor demonstration i Moskva

    Konen til den fængslede russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, Julia Navalnaja, er netop blevet løsladt. (Foto: ALEXEI NAVALNY INSTAGRAM © Scanpix)

    Konen til den fængslede russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, Julia Navalnaja, er netop blevet løsladt.

    Det skriver flere russiske medier. Udover det er det endnu sparsomt med oplysninger i sagen.

    Julia Navalnaja blev anholdt tidligere i dag under en demonstration i den russiske hovedstad Moskva.

    Ifølge observatørgruppen OVD-info er mere end 1.600 mennesker blevet anholdt under protester i hele Rusland i dag.

    Det er Aleksej Navalnyj, der har opfordret til protesterne mod præsident Putins styre.

    Han deltager ikke selv, da han for en uge siden blev anholdt med det samme, da han vendte tilbage Rusland fra Tyskland, hvor han er blevet behandlet for et nervegiftangreb i august.

    Navalnyj blev fængslet søndag efter han vendte hjem fra Tyskland. (Foto: KIRILL Kudryavtsev © Scanpix)
    Demonstrationer i flere russiske byer til støtte for Navalnyj. (Foto: Natalia Kolesnikova © Scanpix)
  • Trumps rigsretssag udsat til starten af februar

    Rigsretssagen mod tidligere præsident Trump startes formodentlig 8. februar. (Foto: ALEXANDER DRAGO © Scanpix)

    Lederne i Senatet, det ene af USA's to kamre, besluttede i går at udskyde rigsretssagen mod tidligere præsident Trump til 8. februar.

    Det skriver Reuters.

    Det er gjort, for at give kammeret mere tid til at fokusere på nyindsatte præsident Bidens lovgivningsmæssige dagsorden.

    Senatet vil mandag modtager det, der svarer til anklageskriftet i den forestående rigsretssag mod tidligere præsident, Donald Trump.

    - Senatet vil føre rigsretssagen mod Donald Trump. Det vil være en fair retssag, men tag ikke fejl, der vil komme en retssag, siger flertalslederen i Senatet, demokraten Chuck Schumer.

    Han er anklaget for at have tilskyndet til oprør i forbindelse med angrebet på Kongressen den 6. januar.

Mere fra dr.dk