Mens situationen i Ukraine bliver mere og mere tilspidset, senest med Ruslands anklager om, at Ukraine forbereder sig på at bruge de såkaldte "beskidte bomber", har russerne i dag udført atomøvelser.
Det er de første atomøvelser, siden krigen i Ukraine startede i februar, skriver BBC. Blandt andet blev interkontinentale ballistiske missiler og krydsermissiler affyret i det østlige Rusland og Arktis.
Ønsket var ifølge Ruslands forsvarsminister, Sergei Shoigu, at simulere et "massivt atomangreb", skriver AP.
Præsident Vladimir Putin fulgte øvelserne på en tv-skærm.
Det er en normal rutine for russerne at gennemføre atomøvelser, og USA var oplyst om øvelserne i henhold til atomaftalen mellem de to lande.