Seneste Nyt

Rusland: EU er skyld i migrantstriden ved grænsen mellem Polen og Hviderusland

Det er EU, som bærer ansvaret for den højspændte migrantkrise, der udspiller sig på grænsen mellem Polen og Hviderusland.

Det er meldingen fra Ruslands regering, som mener, at EU er i gang med at ”kvæle” Hviderusland, efter at flere af medlemslandene har lukket dele af deres grænser til nabolandet.

- Det er tydeligt, at en humanitær katastrofe nærmer sig som følge af europæernes modvilje til at tilkendegive, at de bakker op om deres egne europæiske værdier, siger Dmitry Peskov, der er talsperson for den russiske regering, ifølge Reuters.

Polens premierminister, Mateusz Morwiecki, har beskyldt den russiske præsident, Vladimir Putin, som er en nær allieret af regimet i Minsk, for at være ”hjernen bag” den krise, der har stået på i flere dage. Ifølge premierministeren ønsker præsident Putin at destabilisere EU-samarbejdet.

Men de bemærkninger er ”helt igennem uforsvarlige og uacceptable”, understreger Dmitry Peskov.

Den russiske regering oplyser samtidig, at to af landets strategiske bombefly tidligere på dagen deltog i et check af det hviderussiske luftforsvarssystem.

Nyheder

  1. Klimaminister efter mere støtte til fjernvarme: Der er ikke penge til alle

    Der er 200 millioner kroner på vej til olie- og gaskunder, der vil skifte deres fyr ud med fjernvarme.

    Desuden kan fjernvarmeselskaberne søge tilskud fra en pulje med 88 millioner kroner til udrulning af fjernvarme.

    Klima- energi- og forsyningsminister Lars Aagaard er glad for aftalen, men han erkender også, at pengene nok ikke rækker til at opfylde alle ønsker.

    - Jeg må være ærlig at sige, at vi ikke kan understøtte hver eneste fjernvarmebudget fra nu af og til der ikke er flere naturgasfyr i Danmark, siger han.

    De 200 millioner kroner bliver fordelt efter først til mølle-princippet, og det er måske ikke den mest hensigtsmæssige måde at fordele pengene på, erkender Lars Aagaard.

    Derfor vil regeringen undersøge, om man kan give tilskud på en anden og bedre måde. Hvis altså det lykkes at finde flere penge til omstilling til fjernvarme fremover, siger ministeren.

  2. Producent fjerner antibiotikummet Dicillin fra markedet

    Firmaet Sandoz trækker antibiotikummet Dicillin permanent fra markedet.

    Det sker efter en sag om fund af multiresistente bakterier, skriver mediet MedWatch.

    En inspektion hos producenten har ifølge MedWatch vist brud på regler for god fremstillingspraksis.

    Blandt andet manglende rengøring og uregelmæssig brug af handsker.

    Dicillin er produceret for den schweiziske medicinalvirksomhed Sandoz af en europæisk kontraktproducent, skriver Ritzau.

  3. Norge henter to terrorsigtede søstre hjem fra syrisk fangelejr

    To terrorsigtede norske søstre er på vej hjem til Norge igen, efter de rejste til Syrien for ti år siden.

    Det skriver norske NRK.

    De to søstre bliver hentet hjem sammen med deres tre børn fra al-Roj- lejren, hvor de har været tilbageholdt.

    Beslutningen falder på baggrund af forholdene i den syriske fangelejr.

    - Leveforholdene i lejrene er meget dårlige og farlige. Disse norske børn har i lang tid boet i lejre, som ingen børn bør bo i, skriver udenrigsminister Anniken Huitfeldt til NRK.

    - I lejrene er der også fare for, at børn kan blive radikaliseret og senere rekrutteret til terrorbevægelser. I Norge kan børnene få den opfølgning, de har brug for, skriver han.

    De to kvinder er terrorsigtet for at være medlem af en terrorgruppe og vil blive anholdt af norsk politis sikkerhedstjeneste, når deres fly lander i Norge.

  4. Norsk letbanetog brager ind i mur på endestation

    Passagererne, der rejste med letbanen i den norske by Bergen, fik sig noget af en overraskelse, da toget bragede ind i en mur på endestationen i stedet for at bremse op og stoppe som vanligt.

    Det skriver norske Dagbladet Bergen.

    12 personer kom til skade under ulykken, hvor syv af dem er blevet transporteret til hospitalet, oplyser Lena Einarsen, der er indsatsleder for sygehuset i Bergen.

    Årsagen til ulykken vides ikke, men politiadvokat Andreas Foxen Haldorsen siger, at letbaneføreren er blevet sigtet efter ulykken for "begrundet mistanke om uagtsom fare for offentligheden".

  5. Ekspolitiker dømt for anden gang for at tjene penge på sexfester

    En tidligere lokalpolitiker fra Syddjurs kommune er blevet idømt ni måneders ubetinget fængsel for rufferi.

    Han er fundet skyldig i at have arrangeret sexfester, hvor han tjente penge på, at kvinder havde sex med flere mænd samtidig.

    Det er ikke første gang, at den tidligere lokalpolitiker dømmes for at arrangere såkaldte gangbangs.

    I maj 2019 fik han seks måneders betinget fængsel for at have arrangeret 76 gangbangs forskellige steder i Jylland, skriver Ritzau.

    Han har nægtet sig skyldig og hævdet, at han ikke har tjent en krone på de seksuelle arrangementer.

  6. Franske myndigheder efterforsker fem storbanker i sag om omfattende skattesvig

    Franske myndigheder har tirsdag undersøgt fem banker i efterforskningen af omfattende skattesvig. Det skriver nyhedsbureauet ATP ifølge Ritzau.

    Myndighederne mistænker bankerne for at have svindlet for op mod 140 milliarder euro, hvilket svarer til 1.043 milliarder kroner.

    Bankernes svindel skulle være sket i forbindelse med udbetaling af udbytteskat. Udbytteskat er den skat, aktionærer og anpartshavere betaler af det udbytte, der udloddes af en virksomheds eventuelle overskud.

    Ifølge avisen Le Monde er det blandt andre bankerne BNP Paribas, Natixis, Société Générale og britiske HSBC, som er ved at blive undersøgt af de franske myndigheder.

    Svindlen skulle eftersigende have stået på over en periode på 20 år, oplyser nyhedsbureauet.

    Det er også tidligere sket i Danmark, at personer har snydt statskassen for milliarder.

    Blandt andre Sanjay Shah, der siden 31. maj sidste år har været fængslet i Dubai på baggrund af en anmodning fra danske myndigheder, der ønsker ham udleveret til en kommende retssag om udbytteskat.

  7. Diabetikere anbefales at få særlig blodsukkermåler

    Behandlingsrådet, der rådgiver Danske Regioner, har offentliggjort nye anbefalinger.

    De anbefaler, at alle med type 1-diabetes bør tilbydes en sensorbaseret glukosemåler som en del af deres behandling.

    I dag må mange personer med insulinkrævende diabetes prikke sig flere gange om dagen i fingrene for måle deres blodsukker.

    Men med en sensorbaseret glukosemåler bliver en måleren plastret på armen. Hvis blodsukkeret bliver for højt eller lavt, går en alarm på telefonen.

    Behandlingsrådet håber, at personer med type 1-diabetes kan spare nogle sygehusbesøg, fordi den særlige glukosemåler i højere grad hjælper med at have et stabilt blodsukker.

    I dag kan du godt være i løbende behandling på sygehuset, men hvis dit blodsukker over en længere periode er stabilt, kan du ikke få en sensorbaseret glukosemåler fra sygehuset.

    Der skal være store udsving i blodsukkeret for, at du kan få den særlige måler.

    Hvis du derudover skal have den særlige måler, skal du søge om det hos din kommune.

    Der er dog store kommunale forskelle på, hvilke kommuner, der bevilliger sensorbaseret glukosemåler.

  8. Rydningstjeneste fandt ingen bomber i sø ved Rødding

    Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste EOD har afsluttet indsatsen med at afsøge et område og en sø ved Rødding i håbet om at finde bomber fra Anden Verdenskrig.

    Men man fandt ingenting, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

    Politiet valgte at tage henvendelsen seriøst og afsøgte i midten af januar to områder på markerne uden for Sdr. Hygum, og i dag blev en sø delvist tømt for vand.

    Nu mener eksperterne, at området er grundigt afsøgt, og derfor foretager man sig ikke mere i sagen, oplyser politiet.

  9. Britisk efterretningstjeneste: Terrortruslen i Nordirland er blevet større

    Den britiske efterretningstjeneste har hævet terrortrusselsniveauet i Nordirland fra "betydelig" til "alvorlig".

    Det oplyser Chris Heaton-Harris, den britiske minister med ansvaret for Nordirland, ifølge Sky News.

    En lille gruppe mennesker er fast besluttet på at gøre skade gennem politisk vold, lyder det.

    - Befolkningen skal være på vagt, men ikke være i alarmberedskab og fortsætte med at dele deres bekymringer til politiet i Nordirland, siger han.

  10. Svensk politi får hård kritik for indsats mod alvorlig kriminalitet

    Den svenske rigsrevision retter en hård kritik af svensk politis særlige indsats ved alvorlige og store hændelser.

    Det skriver svenske SVT.

    I flere år har det svenske politi brugt betegnelsen en 'særskilt hændelse', når der har været behov for at hente ekstra ressourcer fra hele Sverige til pludselige hændelser som for eksempel bandekriminalitet i Stockholmsområdet, terror og større ulykker.

    Det er også sket i forbindelse med planlagte begivenheder som større demonstrationer, statsbesøg, kongelige bryllupper.

    Politiet får kritik for ikke at kunne gøre rede for, hvor mange særskilte hændelser, der har været, hvor længe de har varet, hvor mange betjente der har været involveret, og hvad indsatsen har kostet de svenske skatteydere.

    - Alt i alt betyder det, at det ikke er muligt at måle, om netop de begivenheder har haft nogen effekt, siger formanden for Rigsrevisionen, Linda Jönsson, til SVT.

    Rigsrevisonen konkluderer, at indsatsen kan gøre mere skade end gavn. Den giver mening i de første timer eller dage, efter noget stort er sket. Men gennem en længerevarende periode er det meget ressourcekrævende og ødelæggende for politiet, fordi de lokale politikredse er nødt til nedprioritere deres egne kriminalsager.

    Politiet afviser dog kritikken og siger, at metoden er en ledelsesform og ikke en måde at bekæmpe kriminalitet på.

  11. Københavnske skraldemænd laver aftale med Amager Ressourcecenter

    Skraldemændene i København, Tårnby og Dragør har indgået en aftale med Amager Ressourcecenter (ARC), om deres arbejdsforhold.

    Det skriver Fagbladet 3F.

    Efter i sidste uge at have strejket på grund af utilfredshed med arbejdstiderne, genoptog skraldemændene mandag arbejdet.

    - Aftalen tager højde for tempo kontra antallet af tømninger, og at arbejdsliv og privatliv kan gå hånd i hånd, siger afdelingssekretær i 3F Kastrup Mike Stirling til Fagbladet 3F.

    Hos Amager Ressourcecenter, der overtager opgaven med at samle skrald i hovedstadsområdet 1. maj, er der også tilfredshed.

    Aftalen sikrer, at skraldemændene har mulighed for at udføre deres arbejde på en forsvarlig måde, så "de kan holde til et helt arbejdsliv", siger Helena Hasselsteen Nielsen, der er chef for affaldsindsamling i Amager Ressourcecenter.

  12. Mindst 39 migranter er døde i brand i Mexico

    Billeder fra Ciudad Juarez viser, at beredskabet rykkede massivt ud, da meldinger om branden løb ind. (Foto: © LUIS TORRES, Ritzau Scanpix)

    Ifølge det nationale migrationsinstitut i Mexico har mindst 39 migranter mistet livet i en brand, der brød ud på et center for migranter i byen Ciudad Juarez. Det skriver Reuters.

    Byen ligger tæt på den amerikanske grænse.

    Ifølge de mexicanske myndigheder skulle der have opholdt sig 68 voksne fra Central- og Sydamerika på centeret.

    I forbindelse med branden er 29 af migranterne kommet til skade og er blevet bragt til lokale hospitaler.

  13. EU forlænger krav om lavere gasforbrug

    Efter Rusland invaderede Ukraine sidste år, skød energipriserne i vejret, og EU-landene blev enige om at reducere det europæiske gasforbrug med 15 procent.

    Tiltaget stod til at udløbe 31. marts, men EU-landenes ministre er blevet enige om at forlænge kravet. Det skriver Ritzau.

    Det betyder, at EU-landene nu vil holde fast i den 15 procents reduktion, så det i stedet gælder til marts 2024.

    EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har tidligere oplyst, at kravet har ført til et fald i gasforbruget på næsten 20 procent set over hele EU.

  14. Dansk fodboldklub får nigeriansk medejer

    Aarhus Fremad har fået ny ejer (Foto: © Mikkel Berg Pedersen, Ritzau Scanpix)

    Fodboldklubben Aarhus Fremad har fået et nyt ansigt i ejerkredsen, efter at en nigeriansk it-milliardær har købt 55 procent af klubben. Det oplyser klubben på Facebook.

    Navnet er Shola Akinlade, og han er direktør i softwarefirmaet Paystack og har allerede erfaring fra fodboldverdenen, da han driver klubben Sporting Lagos i Nigeria. Dermed får Aarhus Fremad også en ny søsterklub.

    Men der bliver ikke de store omvæltninger for topholdet i anden division, siger klubdirektør Lars Kruse til Aarhus Stiftstidende.

    - Det er faktisk så kedeligt, at der ikke kommer til at være nogle forandringer. Planen er, at vi fortsætter med det setup, vi har. Der er selvfølgelig nogle investeringer, der ligger lige til højrebenet - noget fitness-udstyr, nogle GPS-trackere på spillerne og så videre, siger han.

  15. Dronning Margrethe udsætter traditionsrigt sommertogt

    Dronning Margrethes sommertogt med Kongeskibet Dannebrog er udsat som følge af dronningens rygoperation i februar. Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelse.

    Regenten skulle ellers have besøgt Bornholm, øgruppen Ertholmene og Halsnæs Kommune i juli måned. Besøget er i stedet udsat til 2024.

    Rygoperationen betyder også, at bybesøget i Allerød Kommune, der var planlagt til at finde sted i maj måned, bliver rykket til efteråret.

    Det forventes, at årets sensommertogt til Vordingborg Kommune, Randers Kommune og Fredericia Kommune bliver gennemført som planlagt.

    I pressemeddelelsen oplyser Kongehuset, at dronningens genoptræning går godt, men at genoptræningsforløbet fortsat vil strække sig over længere tid.

    Derfor vil dronningens officielle program også være præget af ”et lavere aktivitetsniveau” end normalt.

  16. Danskejet skib angrebet af pirater i Guineabugten: Ingen danske søfolk er ombord

    Her ses et billede af skibet Monjasa Reformer, som blev angrebet af pirater i lørdags. (foto: Monjasa)

    Et danskejet skib er blevet angrebet af pirater i Guineabugten.

    Det oplyser det danske shippingselskab Monjasa i en pressemeddelelse.

    Angrebet på fartøjet, der sejler med olie og kemikalier, skete vest fra Pointe-Noire i Congo i lørdags omkring klokken 22.30 lokal tid.

    På det tidspunkt var der ifølge Monjasa 16 besætningsmedlemmer på skibet. Ingen af besætningsmedlemmerne er danske, oplyses det.

    Det er uvist, om piraterne stadig er på skibet, da Monjasa på nuværende tidspunkt ikke har nogen kontakt til skibet, der sejler under liberisk flag.

    - Kommunikationskanalerne på skibet er i øjeblikket nede. Vi samarbejder med de lokale myndigheder for at etablere kontakt for at forstå situationen og give støtte til besætningen til at komme igennem disse skrækkelige begivenheder, skriver selskabet i pressemeddelelsen.

    Monjasa har allerede en fast protokol, som besætninger skal overholde i tilfælde af piratangreb, og besætningen havde derfor søgt i sikkerhed i et beskyttelsesrum.

  17. Claus Hjort Frederiksen skal for retten til november

    Den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) skal retten til november. Sagen forventes at forløbe over 12 retsdage.

    Det oplyser Københavns Byret til DR Nyheder.

    Claus Hjort Frederiksen er tiltalt for at have røbet statshemmeligheder. Han nægter sig skyldig.

    Tiltalen mod den tidligere minister og Venstre-veteran er indtil videre hemmeligholdt af anklagemyndigheden.

    Ifølge Claus Hjort Frederiksen selv handler sagen om, at han skulle have talt over sig i interview i medierne.

    Han har i en række interviews blandt andet omtalt et yderst hemmeligt kabelsamarbejde mellem Forsvarets Efterretningstjeneste og USA. Et samarbejde som flere medier, heriblandt DR Nyheder, tidligere har beskrevet.

    Anklagemyndigheden har tidligere sagt, at man ønsker, at sagen skal køres for lukkede døre.

    - Det kan skade forholdet til efterretningstjenesternes samarbejdspartnere, svække tilliden til efterretningstjenesterne og gøre det sværere for dem at udføre deres arbejde, siger statsadvokat Jakob Berger Nielsen, Statsadvokaten i Viborg, i en pressemeddelelse omkring tiltalen.

    Sagen forventes at begynde den 7. november og forventes afsluttet i midten af december.

  18. Rekordmange indvandrede i 2022 til Danmark for at arbejde

    Sidste år var der rekordmange udlændinge, som kom her til landet for at træde ind på arbejdsmarkedet. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

    Helt præcist indvandrede 31.600 personer for at arbejde. Det er det højeste antal siden 1997, hvor opgørelsen startede.

    De foregående 10 år var der i gennemsnit 21.200 personer om året, som indvandrede med en opholdstilladelse til at arbejde.

    Tallene fra Danmarks Statistik viser, at knap hver femte af de personer, der indvandrede for at arbejde, var rumænske statsborgere. Den næststørste gruppe var polakker, der repræsenterede 12 procent.

    Tredjepladsen indtages af indiske statsborgere, som samtidig stod for den største stigning i antal indvandrede med arbejdstilladelse. I alt kom 2.800 indere sidste år her til landet for at arbejde.

  19. Butiksejerne får besøg af stadigt flere tyveknægte

    Sidste år steg antallet af anmeldelser af butikstyverier i Danmark med 26 procent i forhold til året før.

    Hos Matas i Holstebro oplever butiksansat Laura Michelle Jensen, at problemet er eskaleret, så hun eller kollegerne nu en gang om ugen må løbe efter endnu en butikstyv.

    - Det har været et problem før, men ikke så ofte. I julen var der nogle, der stjal for næsten 12.000 kroner i gaveæsker.

    Hos Midt- og Vestjyllands Politi skal de helt tilbage til 2012 for at finde et lignende antal anmeldte butikstyverier. Derfor får problemet nu særlig opmærksomhed.

    - Vi kigger på, om det kan have forbindelse til nogle grupper, som kan have politiets interesse. Det kan være omrejsende kriminelle grupper, men det kan også være andre, siger linjechef for lokalpolitiet i Midt- og Vestjyllands Politi Martin Løye.

  20. IT-problemer på alle sygehuse i Region Nordjylland

    Der er til morgen konstateret IT-netværksproblemer på samtlige sygehuse i Region Nordjylland.

    Aalborg Universitetshospital, Regionshospital Nordjylland samt Psykiatrien har alle problemer med at tilgå deres IT-systemer, herunder patientjournaler.

    Det kan betyde, at patienter, der har en tid i et ambulatorie her til morgen og formiddag, kan komme til at opleve ventetid, oplyser Region Nordjylland.

    Regionen kender endnu ikke årsagen til de udfald, der opleves, men arbejder intenst på at opklare det.

    Umiddelbart er der dog ikke noget, der tyder på cyberangreb.

  21. Ny kommission skal se på, hvordan sundhedsvæsenet kommer tættere på borgerne

    Statsminister Mette Frederiksen (S), sundhedsminister Sophie Løhde (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på pressemødet om fremtidens sundhedsvæsen i Statsministeriet. - Vi skal bekæmpe den ulighed, der er stadig er i sundhedsvæsnet, siger statsministeren. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

    Regeringen nedsætter en sundhedsstrukturkommission i et forsøg på at løse nogle af sundhedsvæsenets problemer med behandlingstider, ulighed, genindlæggelser og meget andet.

    Det fortæller statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde med sundhedsminister Sophie Løhde (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

    Kommissionen skal komme med forslag til et nyt sundhedsvæsen, som er tættere på borgernes hjem, og hvor patientforløbet samles hos færre aktører.

    Formanden bliver Jesper Fisker, der er topchef i Kræftens Bekæmpelse og tidligere departementschef. Han deltager også på dagens pressemøde.

    - Vi har et ønske om grundlæggende at gøre tingene anderledes, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

    Der er for store forskelle på, hvordan man behandles på tværs af landet, og nogle steder er tilbuddet mindre godt end andre, tilføjer hun.

    - Det gælder ikke mindst i dele af provinsen, hvor der ikke bor så mange mennesker. Der er for stor forskel på de behandlingstilbud, der er på tværs af landet, siger statsministeren.

    - Vi er meget opsatte på at løse denne opgave, vi betragter det faktisk som en af de vigtigste, siger statsministeren.

    Du kan følge præsentationen af regeringens planer for fremtidens sundhedsvæsen i vores liveblog.

  22. Mette Frederiksen: Kræftpatienter er blevet svigtet

    Statsminister Mette Frederiksen indledte dagens pressemøde med at sætte ord på situationen om kræftpatienterne fra Aarhus Universitetshospital, som DR de seneste dage har fortalt om. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

    Statsminister Mette Frederiksen indledte regeringens pressemøde om "fremtidens sundhedsvæsen" i dag med at kommentere på de historier, DR har fortalt de seneste dage om patienter med fremskreden tarmkræft, som ikke har modtaget den behandling, de burde.

    - Det er mennesker, der er alvorligt syge med kræft, og det er desværre danskere, der er blevet svigtet, siger statsministeren.

    - Det er en alvorlig situation og et tillidsbrud, der er uacceptabelt. Det er afgørende, at alle kan have tillid til sundhedsvæsnet, siger hun.

    Ifølge Mette Frederiksen vil regeringen nu tæt følge de redegørelser, som alle fem regioner er blevet bedt om at lave.

    - Det siger sig selv, at bliver man ramt af en livstruende sygdom, så skal man være sikker på at få den behandling, der er nødvendig.

    - Kræft er blevet en følgesvend for alle os danskere – enten direkte som patienter eller som pårørende. Derfor tror jeg, det har berørt os alle sammen, siger Frederiksen med henvisning til historierne om kræftpatienterne.

    Udenrigsminister og Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, benyttede også lejligheden til at knytte nogle ord til kræftsagen fra Aarhus.

    - Det understreger pointen, at man skal passe på, at man ikke hviler på gårsdagens bedrifter. Vi er i risiko for at tabe nogle af de gode resultater, vi har opnået, hvis ikke vi handler.

    Du kan læse meget mere om kræftsagen fra Aarhus her.

  23. Fransk politi forbereder sig på uorden og sender 13.000 betjente på gaden

    Langt hovedparten af de franske demonstranter har været fredelige og er ikke stødt sammen med politiet. I går blokerede en mindre gruppe demonstranter indgangen til det verdensberømte kunstmuseum Louvre i Paris. (Foto: © CHRISTOPHE ARCHAMBAULT, Ritzau Scanpix)

    Både strejker og demonstrationer fortsætter efter alt at dømme i Frankrig i dag.

    Og hos det franske politi forventer man at indsætte 13.000 betjente i løbet af dagen. Det fortæller den franske indenrigsminister, Gerald Darmanin, skriver Reuters.

    Ifølge ministeren forudser de franske myndigheder en ”meget alvorlig risiko for den offentlige orden”.

    Ifølge Reuters vil det franske politi forberede sig – og være særligt på udkig efter personer, der tilslutter sig demonstrationerne for primært at udøve vold.

    - Vi taler om individer, som ofte bliver overvåget af efterretningstjenester. Og vi er meget på opmærksomme på deres tilstedeværelse, fortæller præsidenten for det parisiske politi, Laurent Nunez, til den franske radiokanal Inter radio.

  24. Nordmændene skal lære ny helikopter at kende i Danmark

    Billedet her fra det amerikanske militær viser en MH-60R Seahawk i aktion. Helikopteren er produceret af de amerikanske producenter Sikorsky og Lockheed Martin. (Foto: © MC2 Mark A Leonesio, Scanpix Denmark)

    Senere i denne uge underskriver chefen for det danske Flyvevåben og det norske Luftforsvaret en aftale, som skal sikre, at nordmændene har de nødvendige kompetencer, når der lander nye norske helikoptere i 2025.

    Det skriver NRK med henvisning til det norske medie Forsvarets Forum.

    Tidligere på måneden offentliggjorde den norske forsvarsminister, Bjørn Arild Gram, at Norge har købt seks helikoptere af typen MH-60R Seahawk.

    I alt drejer det sig om 17 personer, som sendes her til landet for at arbejde i en helikoptereskadron. Aftalen løber i fire år, og Norge kommer til at sende både teknisk- og operationelt personale til Danmark.

    Seahawk-helikopterne har været operative i det danske Flyvevåben siden 2017.

  25. Norske kvinder føder færre børn end for 20 år siden

    De norske kvinder fødte sidste år 20 procent færre små gutter og jenter, end de gjorde for 20 år siden.

    Tallene stammer fra det medicinske fødselsregister hos det norske Folkehelseinstituttet og er målt i antal fødsler per 1.000 kvinder i alderen 15-49 år.

    Ser man på de faktiske fødselstal er de også lavere i 2022 end for 20 år siden - til trods for at befolkningstallet generelt vokser i Norge.

    I 2003 lød tallet på 57.393 fødsler, mens det sidste år var 52.011.

    I 2021 så man i Norge et opsving i fødselstallene, men situationen er nu den samme som før coronapandemien.

    Overlæge hos Folkehelseinstituttet Liv Cecilie Vestrheim Thomsen peger på, at der kan være mange mulige forklaringer på tallene.

    - Der kan være naturlige variationer i tallene baseret på fødselstallene, dengang da kvinderne selv blev født. Det er også muligt, at de tal, vi ser nu, delvist er en seneffekt af covid-19-pandemien - det vil sige, at de øgede fødselstal i 2021 til dels skyldtes, at par, der ønskede børn, fremskyndede deres planer.

  26. Tyske turister har booket danske sommerhuse i påsken som aldrig før

    Der er en god chance for, at du kommer til at hilse på tyske turister i påsken, hvis du har lejet et sommerhus i Danmark.

    Et rekordhøjt antal tyskere har nemlig i år valgt at bruge påsken i et dansk sommerhus.

    Det viser tal fra Danmarks Statistik.

    Antallet af bookede husuger fra tyske gæster ligger på ca. 48.700 for marts og april i år - det er det højeste antal, der hidtil er blevet målt på denne årstid, skriver Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.

    Danskerne har i marts-april i år booket omkring 9.000 husuger, og det er på niveau med tiden før corona. Under pandemien steg tallet, fordi danskerne ikke kunne tilbringe påskeferien i udlandet på grund af de verdensomspændende nedlukninger og restriktioner.

    Men nu vælger mange danskere tilsyneladende at drage af sted mod fremmede himmelstrøg igen.

  27. FN: Migranter på vej mod Europa bliver udsat for tortur og seksuelt slaveri

    Mange migranter i Libyen er blevet udsat for tortur og seksuelle forbrydelser.

    Det konkluderer FN i en undersøgelse af forholdene for de migranter, der søger mod Europa.

    - Der er grund til at tro, at en bred vifte af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden bliver begået af statslige styrker og væbnede militsgrupper, skriver FN-efterforskerne i deres konklusion.

    - Særligt migranter bliver udset som mål, og der er omfattende beviser for, at de systematisk er blevet tortureret, skriver FN ifølge Ritzau.

    Der også grund til at tro, at migranter tvinges til seksuelt slaveri, lyder det.

    Mange af de ruter, som afrikanske migranter benytter sig af i håbet om at nå til Europa, ender i det nordafrikanske land Libyen.

  28. Regeringen vil sætte skattefradraget for faglige kontingenter op

    Regeringen og fagbevægelsen er ikke de bedste venner for tiden i kølvandet på afskaffelsen af store bededag.

    Nu forsøger de tre regeringspartier at række en hånd ud til fagforeningerne ved at foreslå, at skattefradraget for faglige kontingenter hæves fra 6.000 kroner til 7.000 kroner om året.

    Det siger skatteminister Jeppe Bruus (S) til Finans.

    - Vi gør det for at styrke den danske model, og så er det selvfølgelig også en skattelettelse til mange danskere. Den danske model er afhængig af en høj organisationsgrad hos både fagforeningerne og arbejdsgiverne. Her giver vi en hjælpende hånd, siger Jeppe Bruus til Finans.

    Formand for HK, Anja C. Jensen, siger, at forhøjelsen af fradraget er en anerkendelse af fagforeningernes rolle i den danske model, men at det "på ingen måder" kompenserer for den mistede helligdag.

  29. Dødstal nedjusteret efter jordskred i Ecuador

    I Alausi fortsætter redningsarbejdere og pårørende med at lede efter savnede personer.

    I går lød meldingen fra Ecuador, at mindst 16 personer havde mistet livet efter et jordskred i byen Alausi i den centrale del af det sydamerikanske land.

    Efterfølgende er dødstallet blevet nedjusteret og lyder nu på syv personer, oplyser de ecuadorianske myndigheder på Twitter.

    Ifølge Reuters er antallet af tilskadekomne og savnede personer dog opjusteret. Nu lyder tallene på 23 tilskadekomne og omkring 50 savnede personer.

    Fra myndighederne er der ikke nogen forklaring på justeringen af tallene, men det bliver dog oplyst, at 32 personer blev reddet, efter jordskreddet ramte byen.

    Jordskreddet fandt sted søndag aften, hvor mindst 163 bygninger blev ramt. Det har påvirket omkring 500 mennesker.

  30. DSB’s tog fra Danmark til Tyskland kører normalt igen

    Ovenpå gårsdagens omfattende strejke i Tyskland i går, kører DSB’s tog igen normalt til vores naboer mod syd.

    Det oplyser DSB på sin hjemmeside.

    Desuden oplyses passagerer om, at hvis man har en billet, der er gyldig til rejser den. 27. og/eller den 28. marts, kan man ekstraordinært benytte billetten til en valgfri afgang i perioden 23. marts til og med den 4. april 2023.

  31. Det starter hvidt og koldt, men senere kommer solen

    Det blev til et par centimeter sne mange steder mandag, og med en frostkold nat, er det mange steder blevet liggende. Her er det Dyrehaven. (Foto: © Brigitte Nielsen, (C) DR brugerbillede)

    Gårsdagens og nattens snebyger har mange steder givet et par centimeter sne at stå op til, og da temperaturen i morgentimerne er under frysepunktet i næsten hele landet, bliver det liggende i første del af dagen.

    Det kan give glatte veje.

    Senere kommer der nogen eller en del sol, og det varer ved indtil sidst på eftermiddagen, hvor skyer trækker ind fra vest.

    Temperaturen er på det tidspunkt mellem 2 og 6 grader med en svag til frisk vind fra nordvest. I aften kommer også et regnvejr ind over os, der lokalt også kan falde som slud eller sne.

  32. FN opfordrer Nordkorea til at dele oplysninger om forsvundne personer

    FN’s menneskerettighedskontor i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, opfordrer Nordkorea til at dele oplysninger om de menneskers skæbne, som er forsvundet under styret.

    I en ny rapport om forsvindinger og bortførelser udført af Nordkorea opfordrer FN’s menneskerettighedskontor styret i Pyongyang til at anerkende, at man siden 1950 har haft en statslig politik om tvungne forsvindinger.

    Rapporten er baseret på interview med afhoppere, tidligere bortførte og ofres familiemedlemmer. I rapporten er der fortællinger om vilkårlige tilbageholdelser og om bortførelser af borgere fra Sydkorea, Japan og andre lande.

    Ifølge rapporten er mange af de bortførte blevet sendt i politiske fangelejre eller til andre forvaringssteder – ofte på livstid.

  33. Tusinder af hjertestartere skal gøres tilgængelige døgnet rundt med ’hjertesikre zoner’

    I Danmark findes der i dag cirka 23.000 registrerede hjertestartere. Men cirka 7.700 af dem hænger på steder, hvor der ikke er offentlig adgang døgnet rundt.

    Det vil man hos organisation Dansk Råd for Genoplivning have lavet om på, skriver Ritzau.

    Derfor har rådet lavet en certificeringsordning så for eksempel virksomheder eller idrætsklubber med en hjertestarter kan blive en såkaldt ’Hjertesikker Zone’.

    For at opnå det, skal man leve op til ni anbefalinger. For eksempel skal hjertestarteren være registreret på hjertestarter.dk og være offentligt tilgængelig døgnet rundt. Desuden skal medarbejdere eller frivillige uddannes i at bruge hjertestarteren.

    Dansk Råd for Genoplivning består af flere medlemsorganisationer. Blandt andet TrygFonden, Røde Kors og Hjerteforeningen.

  34. Politi opfordrer til at køre hjemmefra i god tid

    Hos Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer man her til morgen borgerne om at køre hjemmefra i god tid.

    Det skyldes det vinteragtige forårsvejr, som har ramt dele af landet og har budt på både sne og isglatte veje.

    Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi har man allerede haft to mindre færdselsuheld på Køgebugt Motorvejen ved Greve. Der opfordres til, at bilister kører forsigtigt og efter forholdene.

    Også i Nordjylland opfordres bilisterne til at være særligt opmærksomme i morgentrafikken.

    - Det gælder om at køre efter forholdene, som er glatte mange steder, siger vagtchef Lau Larsen fra Nordjyllands Politi.

    På grund af den glatte vejbane mistede en person ved Støvring syd for Aalborg herredømmet over sin bil, der snurrede rundt på motorvejen og endte i autoværnet. Vedkommende slap uden skader.

    Senere på morgenen skete der endnu et glatføreuheld på strækningen mellem Aalborg og Støvring og desuden har der været flere mindre uheld på de nordjyske veje her til morgen.

Mere fra dr.dk