Seneste nyt

Rusland giver Snowden permanent opholdstilladelse

  • Rusland giver Snowden permanent opholdstilladelse
    FILE PHOTO: Edward Snowden speaks via video link during a news conference in New York City, U.S. September 14, 2016. REUTERS/Brendan McDermid/File Photo (Foto: Brendan MCDermid © Scanpix)

    Rusland har givet den amerikanske whistleblower Edward Snowden permanent opholdstilladelse i landet.

    Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass med henvisning til Snowdens advokat.

    Edward Snowden var tidligere ansat i den amerikanske efterretningstjeneste, og han er tiltalt for spionage i USA.

    I 2013 lækkede han store mængder fortrolige dokumenter om blandt andet USA's masseovervågning.

    I forbindelse med lækagen flygtede han ud af landet og fik asyl i Rusland.

  • Rigspolitiet vidste, de manglede lovhjemmel til kontroversielle opkald til minkavlere

    Landets højeste politimyndighed, Rigspolitiet, vidste, at der manglede lovhjemmel til at aflive alle mink, da instruktionerne til betjentene - et såkaldt action card - blev udfærdiget. Det erkender de i en skriftlig redegørelse til Justitsministeriet.

    Man forventede dog, at det ville blive gjort lovligt, skriver Rigspolitiet.

    - Det var dog Rigspolitiets helt klare forståelse, at den fornødne hjemmel ville foreligge inden for kort tid, fremgår det af redegørelsen sendt til Rigspolitiet. Sagen om politiets action cards er tidligere beskrevet her.

  • Duften af Drake: Canadisk stjerne sælger duften af sig selv

    (Foto: John E. Sokolowski © Scanpix)

    Den canadiske musiker Drake er en af verdens mest populære kunstnere. Nu vil 34-årige Aubrey Drake Graham, som er hans borgerlige navn, erobre et nyt marked.

    Duftlysmarkedet.

    Den entreprenante canadier har lanceret en serie af duftlys, hvor særligt en variant skiller sig ud. Det skulle ifølge Revolve, som Drake har allieret sig med i sit duftlysfremstød, angiveligt dufte som Drake selv.

    For sølle 490 kroner kan man sikre sig duften af Drake. Dog skal man væbne sig med tålmodighed, da duftlyset i øjeblikket er udsolgt.

  • Astrid Krag isolerer sig efter kontakt med smittet

    Social– og indenrigsminister Astrid Krag (S) går i selvisolation efter kontakt med en coronasmittet, skriver hun på Facebook.

    Hun kan dermed først vende tilbage til Christiansborg i næste uge, såfremt hun bliver testet negativ to gange.

    Flere S–ministre måtte isolere sig i begyndelsen af november efter at have holdt møde med justitsminister Nick Hækkerup (S), som blev testet positiv.

  • Brasilien passerer 174.500 coronadødsfald

    I Brasilien er det officielle dødstal steget til 174.515, oplyser sundhedsmyndighederne ifølge Reuters.

    Der er desuden registreret 49.863 smittetilfælde med coronavirus det seneste døgn samt 698 nye dødsfald relateret til coronavirus.

    Efter USA, som har registreret over 173.000 coronarelaterede dødsfald, er Brasilien det land i verden med det højeste dødstal.

  • Moderna tester coronavaccine på børn og unge

    Medicinalvirksomheden Moderna er begyndt at inkludere børn ned til 12 års–alderen i forsøg med at teste en coronavaccine, skriver CNN. Moderna er det andet selskab udover Pfizer til at teste en vaccine på børn og unge.

    Der skal deltage 3000 frivillige mellem 12 og 18 år i forsøgene, som foregår i de seks amerikanske delstater Idaho, Minnesota, New York, Oklahoma, Texas og Utah, lyder det.

  • Spanien lemper restriktioner under jul og nytår

    Den spanske regering er sammen med de spanske regioner blevet enige om, at man må samles højst ti personer per husstand i juledagene og nytårsaften.

    Det oplyser sundhedsminister Salvador Illa ifølge The Guardian.

    Samtidig rykkes det nuværende udgangsforbud fra klokken 23 til 01.20 jule– og nytårsaften.

    Aftalen er en lempelse af restriktionerne, som på nuværende tidspunkt betyder, at man ikke må samles mere end seks personer i de fleste regioner.

  • USA registrerer 178.395 nye smittetilfælde

    Der er siden i går registreret 178.395 nye smittetilfælde i USA.

    Det oplyser USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC).

    Samtidig er der registreret 2.461 nye coronarelaterede dødsfald.

    En af de stater, der er særligt hårdt ramt, er West Virginia, hvor antallet af smittede er steget med 91 procent siden halloween i slut oktober. Der bor cirka 1,8 millioner i staten, som det seneste døgn har registreret 1.087 nye tilfælde, og der er lige nu 622 indlagte med corona, heraf 164 på intensiv, skriver CNN.

    I alt i USA er der registreret 13,6 millioner smittetilfælde, mens 269.763 coronasmittede har mistet livet.

  • FN: 2020 bliver et af de varmeste år nogensinde

    De seneste seks år - fra 2015 til 2020 - står til at blive de varmeste år, siden man i 1850 begyndte at foretage moderne målinger og registrere dem.

    Og 2020 er på vej til at blive et af de tre varmeste, som nogensinde er målt, oplyser FN's Meteorologiske Organisation, WMO, i en foreløbig rapport om det globale klima 2020, skriver Ritzau.

    FN's generalsekretær, Antonio Guterres, advarer om, at verden er på randen af "en klimakatastrofe". Han påpeger, at "apokalytiske brande, oversvømmelser, cykloner og orkaner i stigende grad er blevet normale".

    - Menneskeheden fører krig mod naturen. Det er selvmord. Naturen slår altid igen, og den gør det allerede og med tiltagende kraft og rasen, siger Guterres.

  • Udskyder beslutning om at slå børnekræftafdelinger sammen

    Sundhedsstyrelsen udskyder til sommer næste år beslutningen om at lægge landets fire børnekræftafdelinger sammen på Rigshospitalet i København.

    Det skriver TV2 Fyn.

    - Vi blev enige om, at der er behov for, at vi får snakket mere sammen, og derfor er processen og beslutningen udsat, siger Region Syddanmarks koncerndirektør, Kurt Espersen.

    Beslutningen har mødt en del kritik, blandt andet fra politisk hold og fra pårørende til børn med kræft, der helt ønsker sammenlægningen sløjfet.

    - Fra begge sider føler vi, at der nok var nogle områder, der skulle diskuteres lidt mere, inden man træffer nogle så drastiske beslutninger på det her område, siger Kurt Espersen.

  • Ti ugers kamp mod flammerne er slut: Brand i Roskilde er slukket

    (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

    Roskilde Brandvæsen har haft fast arbejde de seneste ti uger, hvor der har været brand i en enorm affaldsbunke hos virksomheden Solum tæt ved Roskilde.

    Kernen i midten af branden har nået temperaturer op mod 700 grader, hvilket har vanskeliggjort slukningsarbejdet. Nu er branden så endelig slukket.

    Roskilde kommune har politianmeldt virksomheden med mistanke om, at Solum har opbevaret brændbart materiale uden tilladelse.

  • Brostrøm tweeter: Julemanden skal ikke i selvisolation eller bære mundbind

    Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm svarer på Twitter på en henvendelse fra en borger om julemanden, som jo bor i Grønland.

    En borger har skrevet og spurgt, om jeg kan give julemanden dispensation fra karantæneregler, så han frit kan rejse ind i Danmark. Vi ved jo alle, at han har travlt juleaften med at dele alle gaverne rundt til børnene, så det dur ikke, han skal selvisolere sig i flere dage, skriver Brostrøm.

    Han understreger, at julemanden hverken behøver gå i selvisolation ved indrejse til Danmark, ligesom han heller ikke behøver bære mundbind på flyveturen hertil, fordi han er med egen kane.

  • Trusselsniveauet for fugleinfluenza er fortsat højt

    Trusselsvurderingen for højpatogen - stærkt sygdomsfremkaldende - fugleinfluenza er stadig på højt niveau for landets fugle.

    Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

    Vurderingen tager afsæt i fund af fugleinfluenza i fjerkræbesætninger i Europa og Danmark, og her lyder det altså, at der fugleinfluenzaen stadig er en trussel.

    Der konstateret i alt 33 udbrud af højpatogen fugleinfluenza i en række lande. Det er sket i lande som eksempelvis Storbritannien, Polen, Frankrig, Sverige og altså Danmark.

  • Tegn på snyd? Lottotallene i Sydafrika var 5, 6, 7, 8, 9, 10

    Det nationale sydafrikanske lotteri har bedyret, at man nu vil undersøge udtrækningen nærmere efter tirsdagens lottotal blev 5,6, 7, 8, 9, mens den såkaldte powerball var 10.

    Det udløste 20 glade vindere, men på de sociale medier er andre spillere kommet med anklager om snyd. De 20 vindere står til hver at indkassere lige under 2,3 millioner kroner.

    Alt imens må 79 andre spillere ærgre sig stort, da de også havde spillet på 5, 6, 7, 8 og 9, men alle havde sat kryds ved 20 i 10 ved powerball'en.

    Chancerne for at ramme den bemærkelsesværdige talrække er i øvrigt den samme som alle andre kombinationer af tal.

  • Mand død i tragisk uheld - stod på perron og blev ramt af tog

    En 52-årig mand fra Asnæs er død i det, som politiet betegner som "en tragisk hændelse".

    Manden stod på perronen på Asnæs Station ved Odsherred, da han blev ramt af toget, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

    Togdriften blev naturligvis stoppet, mens rednings- og politiarbejdet stod på. Den er nu genoptaget.

  • Knap 271.000 har nu mistet livet med corona i USA

    Der er registreret 20.383 nye smittetilfælde med coronavirus i USA samt 238 coronarelaterede dødsfald, viser data fra Johns Hopkins University, som følger coronapandemien tæt.

    Det betyder, at der nu har været mindst 13,7 millioner smittetilfælde i landet og mindst 270.881 dødsfald, siden pandemien brød ud.

  • Tre kvinder drev 11 bordeller i Jylland

    En 29-årig kvinde er blevet varetægsfængslet og sigtet for i samarbejde med to unge kvinder at drive en stribe af bordeller i Jylland.

    De to unge kvinder på 21 år og 17 år er sigtet for medvirken til bordeldriften, men er ikke blevet varetægsfængslet.

    Alle kvinderne næger sig skyldige.

  • Mor løsladt - mistænkes for at have holdt søn indespærret i 28 år

    Den mor, der er mistænkt for at have holdt sin søn fange i en lejlighed i 28 år, er blevet løsladt, oplyser anklagemyndigheden ifølge svenske medier.

    - Efter at manden (den 41-årige søn, red.) er blevet afhørt i eftermiddag og baseret på, hvad der ellers er kommet frem i efterforskningen, er mistankerne mod den mistænkte kvinde svækket. Jeg har vurderet, at hun ikke længere skal tilbageholdes, og hun bliver derfor løsladt, siger anklager Emma Olsson.

    Det bliver dog understreget, at efterforskningen af sagen fortsætter, og anklagerne mod moderen fastholdes. Moren blev anholdt i mandags for ulovlig frihedsberøvelse og alvorlig legemsbeskadigelse.

    Moren har nægtet sig skyldig.

  • Brostrøm vinder ærefuld titel som Svikmøllens yndlingsoffer

    Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm er kåret som Svikmøllens yndligsoffer 2020.

    Svikmøllen er et satireblad, der udkommer hvert år inden jul, og på listen over tidligere yndligsofre er blandt andre prins Henrik, Simon Spies og Bertel Haarder.

    I begrundelsen for valget af Brostrøm lyder det blandt andet, at han og Sundhedsstyrelsen gik fra at være nærmest ukendt - til det modsatte.

    - I dag har årets yndlingsoffer været på forsiden af Euroman - noget som ellers kun er skuespillere og sportsstjerner forundt. Og så står årets yndlingsoffer noget mere skarpskåret end vores svenske broderfolks chefvirolog Anders Tegnell, der klæder sig som en livstræt forstander for en ungdomsskole, lyder det.

  • Bestikkelse i Forsvaret: 35-årig får to års fængsel

    En tidligere ansat i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er blevet dømt for grov bestikkelse og skal to år i fængsel.

    Sammen med tre andre er den 35-årige mand dømt ved Retten i Viborg.

    Den dømte fik udbygget og gennemrenoveret sin villa i den jyske by Møldrup, men takket være fusk med regnskaberne endte regningen hos Forsvaret for arbejde udført på Flyvestation Karup.

  • Putin beordrer massevaccination med to millioner doser coronavacciner

    Ruslands præsident Putin har i dag givet sundhedsmyndighederne i Moskva besked på at indlede omfattende vaccinationer i landet mod covid-19.

    Ifølge Putin er der produceret næsten to millioner doser af den russiske coronavaccine Sputnik V, der først skal gives til sundhedspersonale og lærere.

    Sputnik V, som er navngivet efter en satellit fra sovjetæraen, er i den tredje og sidste fase med kliniske test, der ifølge myndighederne i Moskva omfatter over 40.000 frivillige.

    Rusland siger, at Sputnik-vaccinen er 95 procent effektiv, men både WHO, USA og Tyskland ser med skepsis på den russiske vaccine, som nu skal masseproduceres på indiske fabrikker.

  • ECDC: Drop rejsekrav mellem EU-lande

    Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) anbefaler at stoppe med karantænekrav og systematisk coronatest af rejsende inden for EU, skriver de i en ny rapport.

    Coronavirus er konstateret i alle EU– og EØS–lande og Storbritannien, så import af smitte "udgør en lille del af de registrerede smittetilfælde og vil formentlig ikke øge smittespredningen i betydelig grad", lyder det.

  • Efterskole sender samtlige elever hjem

    Glamsdalens Idrætsefterskole på Fyn har sendt samtlige 325 elever hjem. Det sker som en konsekvens af, at en elev søndag blev testet positiv for coronavirus.

    Eleverne vil modtage fjernundervisning, mens de er hjemme. Efterskolen genåbner igen, når elever og medarbejdere er blevet testet negative.

  • Den kommende juletid bekymrer Allan Randrup: 'Vi er ved at nå derop, hvor der er pres på akutafdelingerne'

    - Jeg er bekymret for kombinationen af smittestigningen i hovedstaden og juletiden.

    Sådan lyder det fra viruseksperten Allan Randrup Thomsen.

    Danmark er nemlig ifølge professoren i eksperimentel virologi "ved at nå derop, hvor der er pres på akutafdelingerne".

    Derfor er juletiden med større social aktivitet, juleshopping og offentlig transport til andre landsdele en bekymrende cocktail.

    - Julen er opskriften på en smittespredning. Ved thanksgiving i USA har de netop set et stigende antal smittede, siger Allan Randrup Thomsen.

    Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. (Foto: Emil Helms © Scanpix)
  • Tilbagekalder glutenfri grissini med sesam efter fund af pesticidrester

    Hvis du har købt glutenfri grissinier med sesam, er det en god idé at tjekke pakken.

    Der er nemlig fundet pesticidrester (ethylenoxid) i de sesamfrø, der er anvendt i et bestemt produkt, oplyser Fødevarestyrelsen.

    Der er tale om:

    il Buon Pane Grissini Torinesi Sesamo 120g

    EAN: 8005221101842

    Bedst før: 14.10.2021

    Grissinierne er solgt i Meny, Løvbjerg, Spar, Min Købmand, Liva og Letkøb-butikker i hele landet.

    Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller til at kassere det.

  • Fødevareminister på samråd: Mink skal graves op, hvis det er muligt

    Regeringen undersøger mulighederne for at grave mink op igen. Og det er regeringens klare ønske, at de skal graves op, hvis det overhovedet er muligt.

    Sådan lyder det fra fødevareminister, Rasmus Prehn (S), på et samråd, skriver Ritzau.

    Et flertal bestående af Venstre, DF, SF, De Konservative, Nye Borgerlige og Alternativet havde forud for samrådet gjort det klart, at de ønsker at få gravet minkene op, fordi de døde mink har skabt tvivl om sikkerheden for miljø og natur i Midtjylland.

    Prehn vil afvente et beslutningsgrundlag fra Fødevarestyrelsen, før der træffes en beslutning.

    - Når jeg har modtaget det grundlag, vil jeg indkalde alle Folketingets partier til drøftelser af, hvad vi kan gøre, siger fødevareministeren.

  • Brand ved norsk methanol-anlæg

    Ambulancer, politibiler og en helikopter er på vej mod det norske kraftværk Tjeldbergodden, hvor der er udbrudt brand.

    Det skriver den norske avis VG.

    - Vi er ved at danne os et overblik. Det er et anlæg med tre fabrikker, siger kommunikationsrådgiver i olie- og energiselskabet Equinor, Fredrik Jebsen Bråten til VG.

    Methanolfabrikken er den største af sin slags i Europa.

    Ifølge politiet i Møre og Romsdal er branden nu slukket.

  • Ungarsk EU-politiker 'skal smides ud' efter nazi-sammenligning

    Man kan ikke være medlem af Europa-Parlamentets kristenkonservative EPP-gruppe, hvis man samtidig beskylder gruppeformanden for at opføre sig som nazisterne og kommunisterne.

    Det mener en række EPP-medlemmer, heriblandt Pernille Weiss fra De Konservative, der nu vil ekskludere den ungarske politiker Tamás Deutsch fra gruppen.

    Tamás Deutsch, der kommer fra Ungarns Fidesz-regeringsparti, har flere gange beskyldt EPP-formanden, Manfred Weber, for at bruge "Gestapo-metoder" og opføre sig som Stalins hemmelige politi i striden om, hvordan man beskytter retsstaten.

    EU-landene vil nemlig indføre en ny såkaldt 'retsstatsmekanisme', som skal bruges til at straffe de medlemslande, der ser stort på retsstaten. Og ifølge Manfred Weber har man "intet at frygte, hvis man ikke har noget at skjule".

    Den ungarske regering nægter dog at bakke op om mekanismen, og ifølge Tamás Deutsch lyder Weber-udtalelsen som noget fra et totalitært regime. Men den udtalelse er både "chokerende og skammelig", lyder kritiken fra de andre EPP-medlemmer.

  • Heunicke erkender: Plads til forbedringer i udkast til ny epidemilov

    I en forespørgselsdebat i Folketinget erkender sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), at udkastet til et lovforslag om en ny epidemilov langt fra er perfekt.

    Forespørgselsdebatten er indkaldt af en samlet blå blok, der ønsker flere ændriger i forslaget

    - Regeringen er enig. Hverken den lov vi har i dag, og det udkast, der blev sendt i høring, er perfekt. Der er plads til forbedringer, siger Heunicke ifølge Ritzau.

    Den nye epidemilov skal erstatte den hastelov, som blev godkendt tilbage midt i marts.

    Heunicke kommer med en række forslag til ændringer, der skal styrke den parlamentariske kontrol.

    Blandt andet vil man indføre et krav om, at nye restriktioner skal forelægges et folketingsudvalg, før en minister kan udstede restriktioner.

  • 5.400 nye smittede i Sverige

    5.400 personer er blevet testet positiv for coronavirus i Sverige det seneste døgn. Det viser data fra den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, skriver SVT.

    174 personer er onsdag registreret døde med coronavirus. Dermed lyder det samlede svenske coronadødstal på 6.972.

  • Stigende antal nyindlagte begynder at bekymre eksperter

    Dagens smittetal er høje. 1.586. Men ifølge professor i eksperimentel virologi Allan Randrup Thomsen er det ikke bekymrende.

    Til gengæld bider han mærke i dagens antal af nyindlæggelser. Der er nemlig 39 nye indlagte det seneste døgn, og det "er ikke et lille tal", lyder det.

    Også Henrik Nielsen, professor og overlæge på Aalborg Universitetshospital, har lagt mærke til stigningen i antal nyindlagte.

    Det kan nemlig snart risikere at få konsekvenser på landets hospitaler, lyder det.

    - Vi skal ikke højere op i indlæggelsestallene, før det for alvor kan mærkes på andre sygdomsområder, og vi kommer tilbage til den situation, der var i foråret, hvor en række planlagte operationer måtte sættes på pause for at give plads til covid-19-indlagte, siger Henrik Nielsen til Ritzau.

  • Syv års fængsel til far, som voldtog egen datter igennem seks år

    I en periode på seks år blev en pige udsat for voldtægt, vold og trusler af sin egen far.

    Det har Retten på Frederiksberg afgjort med en dom til den nu 54-årige mand.

    Han er idømt syv års fængsel for forbrydelserne mod sin datter, skriver retten i en pressemeddelelse.

  • Landets hårdest ramte kommuner ligger alle i Region Hovedstaden

    De øverste 15 pladser på listen over hårdest ramte kommuner indtages nu alle af kommuner i Region Hovedstaden, viser de nyeste tal.

    Tårnby, Helsingør og Herlev har i dag de højeste smittetal.

    Det seneste døgn er der registreret 610 nye smittede i de 17 kommuner, som i går blev pålagt yderligere restriktioner.

    Dagens tal for Aarhus er også bemærkelsesværdigt, for der er registreret 150 nye smittede siden i går, hvilket er markant højere end i den seneste tid.

    Også Odense har stigende smitte. Her er der 90 nye smittetilfælde det seneste døgn.

    Blandt de nye restriktioner - eller tiltag, som regeringen kaldte det - der blev præsenteret i går er, at man opfordrer alle unge mellem 15 og 25 til at lade sig teste, der indføres gratis forplejning på de isolationsfacaliteter, som kommunerne stiller til rådighed, og det anbefales på det kraftigste at arbejde hjemmefra.

  • 1.586 er registreret smittet med corona det seneste døgn - seks er døde

    Der er siden i går registreret 1.586 tilfælde af corona, hvilket er det højeste tal siden foråret.

    Seks er døde af sygdommen.

    Det viser de nye tal fra Statens Serum Institut.

    266 personer er indlagt på landets coronaafdelinger. Det er 12 flere end i går.

    Af de indlagte ligger 36 på intensiv, heraf 27 i respirator.

    Dagens smittetal er baseret på 78.281 prøver. Det svarer til, at to procent af de testede er smittede.

    Positivprocenten (antal positive ud af antal prøver, red.) ligger lidt højere end i sidste uge, hvilket kan være et tegn på, at der er en reel smittestigning i samfundet, og at dagens høje tal ikke kun skyldes, at flere bliver testet.

  • Den første sne er faldet i Ligurien i Italien

    Det er blevet koldt i Sydeuropa og den første sne er faldet i Ligurien i den nordvestlige del af Italien.

    En fodgænger i landsbyen Sassello i Ligurien passerer forbi byens kirke. (Foto: vincenzo pinto © Scanpix)
  • Stort hesteshow i Herning aflyst på grund af corona

    Dansk Varmblods Hingstekåring i MCH Messecenter i Herning, der skulle have været afholdt til marts, er aflyst som konsekvens af coronapandemien.

    Det meddeler arrangøren, Dansk Varmblod, i en pressemeddelelse. Også messen Hest & Rytter må stryges af kalenderen.

    Tilsammen kalder de to events sig for "Nordens største hestesportsarrangement".

    Hesteshowet tiltrækker hvert år tusindvis af mennesker. I år deltog over 60.000 besøgende.

    Casper Cassøe, der er direktør for Dansk Varmblod, begrunder aflysningen med, at det bliver umuligt at samle så store menneskemængder om tre måneder.

    I marts gennemførte Dansk Varmblod det årlige arrangement, selvom de danske myndigheder på daværende tidspunkt opfordrede til, at alle arrangementer med over 1.000 deltagere blev aflyst eller udskudt på grund af smittefare.

  • 22-årig står til ti års fængsel for seksuel afpresning

    En 22-årig mand fra Varde står til mindst ti års fængsel for seksuel afpresning af 169 kvinder landet over.

    Det er kravet fra specialanklager Rikke Brændgaard-Nielsen, når hun i dag kommer med sine afsluttende bemærkninger i sagen ved Retten i Esbjerg.

    Manden er tiltalt for at have presset piger helt ned til 11-årsalderen til at sende seksuelle billeder og videoer.

    Han er også tiltalt for at have voldtaget en 16-årig pige i en skov, mens han bar maske og holdt hende fast under akten.

    - Det er en ekstraordinær sag, vi står med. Dels fordi vi har så mange forurettede, dels på grund af karakteren af forholdene, siger anklageren.

    Politiet har døbt sagen "Operation Sextortion" - en sammentrækning af ordene "sex" og det engelske ord for afpresning "extortion".

    Ifølge anklageren er det den hidtil største sag af sin art herhjemme.

    Der ventes dom i sagen 9. december.

  • Muskelsvindfondens Evald Krog er død i en alder af 76 år

    Evald Krog i 2005. (Foto: martin sylvest andersen © Scanpix)

    Muskelsvindfondens Evald Krog er død i en alder af 76 år.

    Det oplyser Muskelsvindsfonden på sin hjemmeside.

    Fonden står bag Grøn Koncert, som hvert år afholdes landet over.

    Evalg Krog grundlagde i 1971 Muskelsvindfonden i protest over, at samfundet ikke gjorde mere for mennesker med hans handicap. Det skriver BT.

    Han trak sig som formand i 2016 og fik samme år konstateret Alzheimers.

    Evalg Krog døde i går i sit hjem i Ajstrup nær Aarhus, skriver BT. Han efterlader sig en datter og flere børnebørn.

  • Europæiske Lægemiddelagentur advarer mod for hurtig vaccinegodkendelse

    Storbritanniens regering kunne tidligere i dag oplyse, at coronavaccinen udviklet af Pfizer er godkendt, og at briterne kan vaccineres allerede fra i næste uge.

    Men Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, advarer dog mod, at godkendelserne lander for hurtigt.

    I stedet er en længerevarende proces at foretrække, da den er mere baseret på beviser, pointerer EMA.

    Det skriver Reuters.

    Det Europæiske Lægemiddelagentur tager endeligt stilling til vaccinen fra Pfizer den 29. december 2020.

  • Frankrig indfører grænsekontrol for at stoppe skiløb i udlandet

    Frankrig vil ligesom Tyskland og Italien lukke skilifterne i julen for at stoppe spredningen af covid-19.

    Men de schweiziske skisportssteder holder åbent, skriver BBC.

    Frankrigs premierminister vil forhindre, at franske skisportsudøvere tager til Schweiz og står på ski. Derfor bliver der indført stikprøvekontrol ved grænserne for at stoppe denne trafik til nabolandet Schweiz, siger premierminister Jean Castex.

    Skisæsonen ved jul og nytår er en vigtig del af økonomien for mange europæiske lande. Men Jean Castex siger, at det er hans pligt at beskytte medborgerne.

    - Den konklusion, du bør drage, er, at 'jeg skal ikke til Schweiz', sagde han på den franske tv-station BFMTV og tilføjede, at enhver, der overskrider dette, ville blive udsat for karantæne ved deres tilbagevenden.

    Den franske premierminister vil stoppe franske skiløbere i at tage til nabolandet Schweiz og stå på ski. (Foto: Jeff Pachoud © Scanpix)
  • Aftale på plads: Du kan få dine resterende feriepenge til marts

    Et flertal i Folketinget er blevet enige om, at de danske lønmodtagere kan få udbetalt i alt cirka 45 milliarder kroner i feriepenge, som lige nu er indefrosset på grund af de nye ferieregler. Det svarer til to uger.

    Det fremgår af en delaftale i forbindelse med finansloven til næste år.

    Beslutningen kommer, efter at man her i efteråret har haft mulighed for at bestille tre ud af de fem uger, som har været indefrosset.

    Deadlinen for at bestille de penge løb ud i går, og der er bestilt 51,6 milliarder ud af cirka 60 milliarder kroner.

  • To ministre i samråd om minknedgravning

    Miljøminister Lea Wermelin (S) og fødevareminister Rasmus Prehn (S) skal fra klokken 13 i dag i samråd, hvor de blandt andet vil blive mødt med spørgsmål fra oppositionen om grundlaget for nedgravningen af mink, der blev aflivet med det formål at inddæmme coronasmitte.

    Blandt andet vil Dansk Folkeparti gerne have afklaret, på hvilket grundlag Lea Wermelin tog beslutningen om at grave de døde mink ned. Det forklarer partiets miljøordfører og formand for Miljø- og Fødevareudvalget, René Christensen, forud for samrådet.

    Samrådet er indkaldt uden bagkant - altså uden et bestemt sluttidspunkt. Spørgsmålet for samrådet omhandler de "politiske, juridiske og miljømæssige aspekter af minksagen".

    Derfor ventes der også spørgsmål om miljøkonsekvenserne af nedgravningen.

  • Norsk regering klar med retningslinjer for julen: 10 mennesker må fejre juleaften sammen

    Mens vi i Danmark stadig venter på myndighederne anbefalinger i forhold til at kunne fejre en corona-venlig jul, er den norske regering klar med deres.

    To dage over julen må man mødes 10 personer i hjemmet. Det kunne være for eksempel juleaften og nytårsaften eller to andre udvalgte dage, fortæller statsminister Erna Solberg på et pressemøde ifølge NRK.

    I øjeblikket er reglen ellers, at maksimalt fem personer må mødes i de norske hjem.

    Solberg minder også om, at nordmændene bør holde en meters afstand ved julebordet, og at man fortsat bør begrænse sin sociale omgangskreds over julen.

  • 20 mobile teststationer skal masseteste unge i hovedstadsområdet

    For at kunne teste flest muligt unge i hovedstadsområdet den næste tid vil der køre i alt 20 mobile teststationer rundt mellem 17 forskellige kommuner.

    De mobile teststationer skal gøre det muligt at kunne teste de op mod 200.000 unge, som det er målet frem mod jul.

    Det siger Lars Falk Jensen, vicedirektør i Region Hovedstadens Akutberedskab, der er med til at koordinere den målrettede massetest, til Ritzau.

    På et pressemøde i går blev en række nye tiltag i hovedstadsområdet præsenteret. Et af tiltagene er en opfordring om, at unge mellem 15 og 25 år i hovedstadsområdet vil lade sig teste.

  • En times ventetid på at booke tid til coronatest

    Der er lige nu over en times ventetid for at kunne booke tid til en coronatest.

    Det fremgår af coronaproever.dk, som er hjemmesiden, hvor man booker tid til en test i et af landets testcentre.

    - Der er i øjeblikket ventetid. Det skyldes, at der lige nu er mange, der ønsker at besøge siden, står der i en besked på hjemmesiden.

    I løbet af efteråret har antallet af prøver for coronavirus ligget højere, end det var tilfældet hen over foråret og sommeren.

    Der er imidlertid også blevet oprustet på kapaciteten i løbet af efteråret, og det kan have været med til at øge antallet af test.

  • Drab på to kvinder giver 16 års fængsel

    Retten i Næstved har idømt 40-årige Martin Christensen Degn fængsel i 16 år for i november i fjor at have dræbt to kvinder. Anklager Susanne Bluhm havde krævet fængsel på livstid.

    - Jeg kan sige, at det er en enig domsmandsret, som er nået frem til resultatet, lyder det fra retsformand Line Bjørklund i forbindelse med domsafsigelsen.

    Hun fortæller, at retten har set det som en formildende omstændighed, at forholdet mellem Martin Degn og hans daværende kæreste, Line Messerschmidt - sagens første offer - var præget af jalousi gennem længere tid.

    Derudover mener retten, at den manipulerende behandling, som Martin Degn havde været udsat for, også er formildende.

    Den ene af de dræbte kvinder var søster til DF'eren Morten Messerschmidt, hvilket han selv fortalte om fra Folketingets talerstol.

  • Interpol: Mafiabander står på spring til at berige sig på vacciner

    Interpol, den internationale politiorganisation, advarer om, at organiserede kriminelle formentlig vil forsøge at berige sig på de nye vacciner mod covid-19.

    Det kan være i form af at sælge falske vacciner, skriver Interpol i en global advarsel, som er sendt ud til politiet i de 194 medlemslande.

    Her opfordres de til at ruste sig mod mafiagrupper og andre netværk af kriminelle, der retter deres aktiviteter mod vacciner mod covid-19. Både fysisk og på internettet.

    - Kriminelle netværk vil også målrettet gå efter intetanende borgere via falske hjemmesider og falske opskrifter på behandling, hvilket kan udgøre en betydelig risiko for deres sundhed og selv deres liv, fastslår Interpols generalsekretær, Jürgen Stock.

  • Psykiatrifonden opruster til corona-jul

    Psykiatrifonden gør klar til en jul i coronaens tegn, hvor psykisk sårbare får mere brug for støtte end sidste år.

    I perioden fra 1. marts til midt november har deres telefonrådgivning modtaget mere end halvtreds procent flere henvendelser i forhold til samme periode sidste år.

    I alt kontaktede 7112 personer rådgivningen.

    - Vi forventer, at der nok også vil være større brug for os i julen. Vi prøver at mande op med 25 procent ekstra, siger Liza Johnson, der er leder af Psykiatrifondens rådgivning.

    Liza Johnson fortæller, at folk i juletiden særligt kan slås med angst og ensomhed.

    Psykiatrifondens rådgivning har åben hele december – inklusive 24., og 31. december.

  • Finansministeriet ventes at præsentere aftale om "økonomisk stimuli" inden for få timer

    Inden for de næste par timer kan vi blive klogere på, hvordan Danmark har landet en aftale om økonomisk stimuli.

    Finansminister Nicolai Wammen (S) vil orientere pressen om forhandlingerne ved et såkaldt doorstep senere i dag.

  • København vil anlægge ny bypark foran Tivoli

    Københavnerne kan om få år gå tur i en park blandt træer og buske, lige der hvor Vesterbrogade går forbi Tivoli.

    Et stort flertal i Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune har nemlig vedtaget planer om at etablere en rigtig park, hvor Vesterbrogade krydser Bernstorffsgade og H.C. Andersens Boulevard.

    Målet er at skabe grønnere områder og en mere boligblandet by, siger medlem af Københavns Teknik- og Miljøudvalg, Mette Annelie Rasmussen (R).

    - Vi vil gerne have et grønnere København, flere træer og bedre rekreative områder. Københavnerne er klar, Tivoli er klar, siger Mette Annelie Rasmussen til TV 2 Lorry.

    Udfordringen bliver at finde ud af, hvordan blandt andet busserne kan omdirigeres væk fra den del af Vesterbrogade, hvor parken skal ligge.

    Før parken kan blive til noget, skal planerne behandles i borgerrepræsentationen.

    02.12: Artiklen er opdateret, så det tydeligt fremgår, at planerne indtil videre kun er behandlet i Teknik- og Miljøudvalget og nu skal behandles af den samlede borgerrepræsentation. Planerne er altså endnu ikke endelige, lige som der fortsat mangler en finansiering af opførelsen af en eventuel bypark.

    Københavnerne kommer til at gå tur i en park blandt træer og buske, lige der hvor Vesterbrogade går forbi Tivoli. (Foto: Gehl People)
    Sådan bliver byparken ved Tivoli, når den er færdig i 2022. (© Gehl People)
  • Kommission snart klar med delberetning om Støjberg

    Den 14. december afleverer Instrukskommissionen deres delberetning om adskillelse af asylpar til Justitsministeriet.

    Kommissionen har siden maj afhørt centrale kilder i sagen om de asylpar, der under tidligere udlændingeminister Inger Støjbergs (V) blev adskilt, hvis den ene part var under 18 år.

    Sagen går tilbage til starten af 2016, hvor parrene blev adskilt. Ombudsmanden konkluderede i foråret 2017, at det var ulovligt at adskille alle parrene, fordi de havde ret til en individuel vurdering af deres sag.

    Det store spørgsmål er, om Inger Støjberg bevidst brød loven, og om hun har talt usandt over for Folketinget. Det er noget af det, kommissionen skal redegøre for den 14. december.

    Herefter er det op til Folketinget, om sagen skal have yderligere konsekvenser for den tidligere udlændingeminister.