Seneste Nyt

Ruslands underhus stemmer for at anerkende løsrivelsesrepublikker i det østlige Ukraine

Det russiske underhus, Dumaen, har for kort tid siden stemt for en resolution til præsident Vladimir Putin om anderkendelse af de to løsrivelsesrepublikker i det østlige Ukraine, Lugansk og Donetsk. Det beretter Reuters.

Ved en anderkendelse vil de to republikker af Rusland blive betragtet som uafhængige, lyder det fra Dumaens formand.

Præcisering: Fra første version er "Ruslands parlament" ændret til "Ruslands underhus".

Nyheder

  1. Kraftigt jordskælv har ramt indonesisk ø kort efter katastrofe

    Et kraftigt jordskælv har lørdag ramt den indonesiske ø Java, som er landets hovedø.

    Der er ikke umidelbart meldinger om ødelæggelser eller kvæstelser, og ifølge myndighederne er der ingen fare for tsunami. Det skriver AP.

    Jordskælvet havde en styrke, der svarer til 5,7 på Richterskalaen, oplyser Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse(USGS), som overvåger jordskælv på verdensplan. Det ramte i 112 kilometers dybde.

    Det er under to uger siden, at et andet jordskælv ramte samme ø, hvor det efterlod 331 mennesker døde og skabte massive ødelæggelser. Dengang var det ligeså kraftigt, men ramte i stedet i ti kilometers dybde.

  2. WHO: 90 procent af verden viser i nogen grad corona-immunitet

    En meget stor del af verdens befolkning har nu opnået en vis grad af immunitet overfor coronavirus. Sådan lyder det fra verdenssundhedsorganisationen, WHO’s, generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus.

    - WHO anslår, at mindst 90 procent af verdens befolkning nu har en vis grad af immunitet over for SARS-CoVid-2 på grund af tidligere infektion eller vaccination. Vi er meget tættere på at kunne sige, at den akutte trussel er forbi, men vi er der ikke helt endnu, siger Ghebreyesus.

    Udmeldingen fra WHO åbner op for, at verdenssamfundet i højere grad kan begynde at tackle andre store udfordringer, vurderer ekspert.

    - Som verdenssundhedsorganisation kan vi kun have fokus på enkelte store sundhedsudfordringer af gangen, siger Flemming Konradsen, der er professor i global sundhed ved Københavns Universitet.

    - At vi er på vej ud af denne definerede pandemi, åbner mulighed for, at vi kan tage nogle af de andre store sundhedsproblemer i verden op og have fornyet fokus på dem, siger han.

  3. Iransk sikkerhedsråd: 200 mennesker er døde under protester

    Ifølge iranske myndigheder har 200 mennesker mistet livet i de protester, der har fyldt gaderne i store dele af landet siden september.

    - 200 personer har mistet deres liv i de seneste uroligheder, oplyser Irans indenrigsministeriums statslige sikerhedsråd lørdag ifølge Reuters.

    Det statsligt opgjorte dødstal er en del under, hvad menneskerettighedsorganisationer har berettet om. Ifølge eskempelvis den norske organisation Iran Human Rights er mindst 448 mennesker døde i protesterne.

  4. FBI-chef bekymret over TikTok: Mediet er i hænderne på kinesiske myndigheder

    Direktøren for USA's sikkerhedstjeneste FBI, Christopher Wray, er bekymret for sikkerheden ved det sociale medie TikTok.

    Den populære app er "i hænderne på den kinesiske regering", som ikke "deler vores værdier".

    Det sagde sikkerhedschefen fredag, da han holdt et oplæg på universitet Michigan’s Gerald R. Ford School of Public Policy, skriver AP.

    - Det gør det muligt for dem (den kinesiske regering, red.) at manipulere med indhold, og hvis de vil, kan de bruge det til at søge at ændre folks holdninger, siger han.

    Christopher Wray mener også, at Kina kan bruge appens data til "traditionelle spionoperationer".

    - Alt det her er i hænderne på en regering, som ikke deler vores værdier, og som har en mission, der er på kant med USA's interesser - og det burde bekymre os, siger han.

  5. Indbyggere på Hawaii holder vejret: Frygter flydende lava lukker vigtig hovedvej

    • Lavaen strømmer ud af vulkanen Mauna Loa, der strækker sig 4169 meter over Stillehavets overflade. (Foto: © Go Nakamura, Ritzau Scanpix)
    • Udbruddet har fået mange til at strømme til for at komme helt tæt på det særlige fænomen. (Foto: © Go Nakamura, Ritzau Scanpix)
    • Geologer har målt lavasprøjt fra vulkanen, som har været op til 60 meter høje. (Foto: © handout, Ritzau Scanpix)
    • Vulkanen er en del af den kæde af vulkaner, der har formet øerne, som i dag udgør Hawaii. (Foto: © handout, Ritzau Scanpix)
    • Billedet af af lavaen er taget 30. november. Sidste gang, vulkanen var i udbrud, var i marts og april 1984. Her sendte den en strøm af lava i retningen af Hilo, den største by på Hawaiis største ø, blot otte kilometer fra byen. (Foto: © Go Nakamura, Ritzau Scanpix)
    1 / 5

    Lavaen flyder fortsat fra verdens største aktive vulkan, Mauna Loa, og nu truer den med at lukke en af øens vigtigste motorveje, som får store dele af infrastrukturen til at hænge sammen på Hawaii.

    Lige nu er der lava omkring fire kilometer fra motorvejen, der forbinder øens to sider, og først i næste uge kan geologer se, hvor lavaen er på vej hen.

    Lavaen flyder langsomt og kan hele tiden skifte retning, og derfor holder indbyggerne indtil videre vejret, skriver nyhedsbureauet AP.

    Hvis vejen bliver lukket, kan det betyde omveje langs kysterne på den nordlige og sydlige del af øen, og det betyder flere timers ekstra transport og kan få alvorlige konsekvenser for blandt andet læger og sygeplejersker samt andre med samfundskritiske funktioner.

    Det er første gang i 40 år, at Mauna Loa er i udbrud.

  6. Ofre for skoleskyderi kræver erstatning på 190 milliarder kroner

    Ofre fra skoleskyderiet i byen Uvalde i Texas har lagt sag an mod det lokale og statslige politi, byen Uvalde samt andre skole- og politimyndigheder. Det skriver AP på baggrund af retsdokumenter.

    I søgsmålet, der er anlagt ved en føderal domstol i byen Austin, anklages myndighederne for ikke at følge protokollen i tilfælde af skyderier, da man ventede i mere end en time, før man konfronterede gerningsmanden i et klasselokale.

    Bag søgsmålet står blandt andre ansatte på skolen, Robb Elementary, og repræsentanter for de mindreårige elever, der var til stede på skolen under skyderiet.

    De kræver erstatning på 190 milliarder kroner for "emotionel og psykologisk skade".

    Skoleskyderiet den 24. maj på Robb Elementary i Uvalde er et af de allerværste i USA's historie. 19 elever og to lærere blev skudt og dræbt.

  7. Zelenskyjs stabschef vil have prisloft på russisk olie halveret

    Prisloftet, som EU og G7-landene sammen med Australien har gennemført på russisk olie, bør være lavere, hvis det skal have en hurtig nok effekt.

    Landende er blevet enige om et loft på 60 dollar per tønde.

    Men det er ikke nok, mener Andrii Yermark, som er stabschef i Ukraines præsidentkontor under præsident Volodymyr Zelenskyj. Han vil have loftet halveret.

    - Det vil være nødvendigt at sænke grænsen til 30 dollar per tønde, hvis vi skal ødelægge fjendens økonomi hurtigere, skriver han i et opslag på Telegram ifølge Reuters.

  8. Guns N' Roses sagsøger våbenhandler for at stjæle navn

    Rockgruppen Guns N' Roses vil ikke forbindes med våbensalg og ammunition.

    Derfor har bandets medlemmer sagsøgt en online våbenhandler i Texas med navnet 'Texas Guns and Roses'.

    - Guns N' Roses "ønsker med rimelighed ikke at blive forbundet med tiltalte, en våben- og våbenforhandler, står der i søgsmålet ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Bandet kræver både erstatning, og at våbenforhandleren dropper navnet. Desuden mener gruppen, at vedkommende bag forretningen står for nogle politiske synspunkter om våbenregulering og kontrol af våben, der polariserer amerikanerne.

  9. Tørke tvinger Californien til at spare på vandet

    Californien er ramt af usædvanlig tørke, og det tvinger nu statens vandforsyningsselskab til at skære væsentligt ned på leverancerne til vandværkerne.

    Ifølge amerikanske ABC News kan man kun levere fem procent af det ønskede forbrug til 27 millioner indbyggere. Dog vil der i nødstilfælde kunne leveres ekstra vand til for eksempel hospitaler og brandvæsen.

    De kommende vinter- og forårsmåneder vil vise, om forbrugerne kan få mere vand. Det afhænger af vejret, og af hvor meget nedbør der falder i den solrige stat. Typisk falder halvdelen af Californiens nedbør i form af regn og sne i januar.

    Det er blandt andet klimaforandringerne, som har givet langt mindre nedbør i staten, og derfor skal indbyggerne forberede sig på nye tider med mindre vand, mener direktøren for vandforsyningsselskabet, Karla Nemeth.

    - Vi er alle nødt til at tilpasse og fordoble vores indsats for at bevare denne dyrebare ressource, siger hun.

  10. Sms'en fylder rundt: Vi har chattet på telefonen i 30 år

    I dag er det præcis 30 år siden, at den første sms blev sendt.

    Den blev sendt som en test af den nye funktion af en ung ingeniør, der sendte en julehilsen til en af sine chefer.

    Beskeden blev sendt fra en Orbitel 901, som var en af de nye telefonmodeller i samtiden, der vejede 2,1 kilo. Det skriver CNN.

    Siden er sms'en - som er forkortelsen for 'short message service' - blevet en fast kommunikationsform i mange menneskers hverdag.

    Men den er også blevet overhalet af andre tjenester som Facebook Messenger og Whatsapp.

    Det vurderer Christiane Vejlø, der er digital trendanalytiker og direktør i Elektronista Media, over for Ritzau.

    - Sms'en er, hvad jeg vil kalde en stærk, men tidlig pensionist, siger hun med henvisning til de mange konkurrenter.

  11. USA har præsenteret nye bombefly, der kan bære atomvåben

    • B-21 bombeflyet kan bære både konventionelle våben og atomvåben verden over. De er allerede i produktion, og de første kan stå klar i midten af 2023. (Foto: © Frederic J. BROWN, Ritzau Scanpix)
    • USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, holdt tale i forbindelse med præsentationen af de nye bombefly. (Foto: © DAVID SWANSON, Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    Fredag præsenterede fly- og våbenproducenten Northrop Grumman Corp dets nye bombefly.

    B-21 hedder modellen, der er det første i en ny flåde af langtrækkende angrebsfly i det amerikanske luftvåben. Det kan bære atomvåben på sine vinger, skriver Reuters.

    Flyet blev præsenteret ved en større ceremoni i Palmdale i delstaten Californien, hvor USA's forsvarsminister, Lloys Austen, også holdt en tale.

    B-21 bombeflyet koster 750 millioner dollar stykket. Det svarer til 5,3 milliarder kroner.

    Det amerikanske luftvåben har planer om at købe 100 af de nye bombefly.

  12. Frem med hue og striktrøje: Højtryk fra Rusland giver kold og blæsende weekend

    Strik og uld kan passende blive en tro følgesvend både i dag og i morgen.

    Weekenden bliver noget køligere og med slud - og muligvis med sne lokalt.

    Det skyldes, at et højtryk fra Rusland er over os. Den kolde luft giver også nattefrost.

    Dagen i dag bliver desuden en blæsende en af slagsen.

    - Vinden er tiltaget til op mellem let og frisk og ved kysterne op til hård vind, så mange af os vil nok opleve weekendvejret som temmelig køligt, skriver DMI på Twitter.

    Temperaturen bliver i dagtimerne mellem 2 og 6 grader, mens der om natten kommer frost flere steder og ellers op til 5 grader.

  13. Macron og Musk er enige om ytringsfrihed og brugerbeskyttelse på Twitter

    Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har i forbindelse med sit statsbesøg i USA holdt et møde med forretningsmanden og Twitter-ejer Elon Musk.

    Præsidenten skriver på Twitter, at det sociale medie "må gøre en indsats for at overholde europæiske regler".

    Det gælder blandt andet høj gennemsigtighed i brugervilkårene, og at der er et ordentligt opsyn med indholdet, samt at ytringsfriheden skal beskyttes på Twitter.

    Ifølge Macron kommer ytringsfriheden dog med både "ansvar og begrænsninger", sagde han i et interview i forbindelse med besøget i USA.

    Macron skriver desuden, at Musk under mødet bekræftede Twitters deltagelse i Christchurch Call, som er en aftale indgået i 2019 mellem flere sociale medier og regeringer, hvor parterne samarbejder om at komme ekstremistisk indhold til livs.

    Milliardæren Musk overtog formelt det sociale medie 27. oktober.

  14. G7 og Australien tilslutter sig EU's prisloft på russisk olie

    I aftes blev verdens syv førende industrinationer - de såkaldte G7-lande - sammen med Australien enige om at lave et prisloft over russisk olie på linje med det, EU har vedtaget.

    Det oplyste landende i en skriftlig udtalelse kort før midnat, skriver Reuters.

    Dermed må der fra på mandag eller kort efter ikke betales mere end 60 dollar per tønde olie, der kommer fra Rusland.

    Aftalen blev præsenteret samme aften, som EU efter længere tids drøftelser fik et prisloft på plads.

    Formålet med prisloftet er at presse Ruslands indtægter fra oliesalg og samtidig holde den globale olieforsyning på et stabilt niveau.

  15. Kvinder i konservativ region tilslutter sig protesterne i Iran

    Sortklædte kvinder gik fredag på gaden i byen Zahedan som en del af de protester, der har bredt sig i landet de seneste måneder.

    Det skriver The Guardian.

    På videoer, der er blevet delt på Twitter, og som AFP har verificeret, kan man se en gruppe kvinder, der holder bannere med ordene "kvinde, liv, frihed", som er blevet synonymet med den kvinde- og frihedskamp, der blev antændt af den 22-årige Jina Mahsa Amins død i september.

    I videoerne råber kvinderne også "med eller uden hijab, fremad mod revolution".

    Zahedan ligger i Sistan-Baluchistan-regionen, og ifølge The Guardian er det usædvanligt at se protester i netop denne region, som kaldes "stærkt konservativ".

  16. 1.100 ukrainske soldater har fået militær træning af EU

    Ifølge EU's udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, har 1.100 ukrainske soldater ind til nu fået militær træning af EU.

    Det fortalte han fredag under et besøg i en træningslejr i Brzeg i Polen.

    EU vedtog den store træningsmission for ukrainere i midten af november.

    I første omgang er målet for missionen at få trænet 15.000 ukrainske soldater hen over vinteren for at styrke Ukraines muligheder i kampene mod Rusland.

    På sigt skal omkring 40.000 soldater over en toårig periode igennem programmet, skriver Ritzau.

    Danmark bakker op om missionen, der er den første af sin slags, som er blevet vedtaget efter danskerne stemte ja til at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet i juni i år.

  17. Regnskabet er gjort op: Her er ottendedelsfinalisterne ved VM

    Selvom Argentina og Lionel Messi tabte til Saudi-Arabien, klarede de sig problemfrit videre fra gruppen. (Foto: © KIRILL Kudryavtsev, Ritzau Scanpix)

    For Danmark er VM forbi.

    For fodboldfans er følelsen formentlig, at det først lige er begyndt, og et overstået gruppespil bliver allerede i weekenden erstattet af ottendedelsfinalerne.

    De første 48 kampe har budt på 114 mål, og særligt de seneste dage har givet drama med overtidsscoringer, bristede drømme og vild eufori.

    Selvom Danmark ikke er blandt de 16 nationer, der har klaret sig videre fra gruppespillet, er der stadig masser af se frem til, og det begynder allerede lørdag.

    Her får du overblikket over ottendedelsfinalerne:

    Holland - USA, lørdag klokken 16 (TV2).

    Argentina - Australien, lørdag klokken 20 (DRTV og DR1).

    Frankrig - Polen, søndag klokken 16 (DRTV og DR1).

    England - Senegal, søndag klokken 20 (TV2).

    Japan - Kroatien, mandag klokken 16 (TV2).

    Brasilien - Sydkorea, mandag klokken 20 (DRTV og DR1).

    Marokko - Spanien, tirsdag klokken 16 (DRTV og DR1).

    Portugal - Schweiz, tirsdag klokken 20 (TV2).

    I DR Lyd kan du høre alle kampe, mens du på DRTV kan finde højdepunkter fra samtlige VM-opgør i Målshow.

  18. Edward Snowden får russisk pas efter at have aflagt troskabsed

    Den amerikanske whistelblower Edward Snowden har opholdt sig i Rusland siden 2013. (Foto: © Andrew Kelly, Scanpix Denmark)

    I september fik han tildelt et russisk statsborgerskab af præsident Putin, og nu har Edward Snowden også modtaget sit russiske pas efter at have aflagt troskabsed.

    Det oplyser hans advokat, Anatoly Kucherena, ifølge The Guardian.

    39-årige Snowden har opholdt sig i Rusland siden 2013, hvor han lækkede højt klassificerede oplysninger fra den amerikanske sikkerhedstjeneste, National Security Agency (NSA).

    Siden har USA forsøgt at få Snowden udleveret fra Rusland for at retsforfølge ham for spionage.

    Efter at have aflagt troskabsed er Snowden nu fuldgyldig russisk statsborger og kan derfor ifølge den russiske forfatning ikke kræves udleveret til andre lande, siger Kucherena.

  19. Finlands statsminister om støtten til Ukraine: 'Europa er ikke stærke nok - vi ville være i problemer uden USA'

    Sanna Marin under et besøg hos tænketanken Lowy Instituttet i Sydney, Australien. (Foto: © DAN HIMBRECHTS, Ritzau Scanpix)

    Finlands statsminister, Sanna Marin, siger, at Europa "ikke er stærke nok" til at stå op imod Ruslands invasion af Ukraine, men er dybt afhængig af hjælp fra USA.

    Finland, der har søgt om medlemskab af Nato, siger, at Europas forsvar må styrkes, skriver BBC.

    - Jeg må være brutal ærlig, Europa er ikke stærke nok lige nu, sagde hun under et besøg hos tænketanken Lowy Instituttet i Sydney.

    - Vi ville være i problemer uden USA.

    - USA har givet mange våben, meget økonomisk hjælp, meget humanitær hjælp, og Europa er bare ikke stærke nok endnu, sagde Sanna Marin.

  20. Gruppe forsøgte at skære Banksy-værk ned fra mur i Ukraine

    • Gerningsmændene lykkedes med at skære det stykke træ og gips, som værket var malet på, ned fra muren, før de blev anholdt. (Foto: © National Police Of Ukraine, Ritzau Scanpix)
    • Værket forestiller en kvinde iført gasmaske og badekåbe, som holder en brandslukker i hånden. (Foto: © GLEB GARANICH, Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    En gruppe forsøgte fredag at stjæle et maleri af den verdenskendte graffitikunstner Banksy fra en mur i Hostomel tæt på Kyiv.

    Gruppen skar et stykke af det yderste lag af muren, som værket var malet på, oplyser Oleksiy Kuleba, der er guvernør i Kyiv, ifølge Reuters.

    Men gruppen blev taget på fersk gerning og maleriet, der stadig er intakt, er nu i politiets varetægt, siger Kuleba.

    - Disse malerier er i sidste ende symboler på vores kamp mod fjenden. Vil vil gøre alt for at bevare disse graffitiværker som et symbol på vores sejr, siger han.

    Banksy, hvis værker tidligere er blevet solgt på auktion for over 100 millioner kroner, har bekræftet, at det er ham, der i sidste måned malede værket i Hostomel samt seks andre værker i det krigshærgede Ukraine.

  21. Forsyningstilsynet udvider undersøgelse af elselskaber

    Forsyningstilsynet vil nu udvide undersøgelsen af de danske elselskaber.

    Tilsynet vil finde ud af, om selskaberne betaler de penge tilbage, som kunder, der skifter selskab, har til gode.

    Det siger Carsten Smidt, som er direktør i Forsyningstilsynet, til Jyllands-Posten.

    Forsyningstilsynet undersøger i forvejen elselskabet Modstrøm, efter at det er kommet frem, at kunder ikke fik besked om, at de havde beløb til gode, da de skiftede elselskab fra Modstrøm.

    Carsten Smidt siger til avisen, at tilsynet formoder, at andre selskaber arbejder på samme måde.

  22. EU er nået til enighed om prisloft for russisk olie for at presse Putin

    EU-landene er nået til enighed om et prisloft for russisk olie på 60 dollar per tønde, efter at Polen har givet grønt lys.

    Det siger EU-ambassadører til AFP. Ifølge Polens EU-ambassadør, Andrzej Sados, vil beslutningen blive officielt i løbet af weekenden.

    Formålet med prisloftet er at presse Ruslands indtægter fra oliesalg og samtidig holde den globale olieforsyning på et stabilt niveau.

    EU ventes søndag at godkende aftalen. Også G7-landene skal stemme for, før prisloftet kan træde i kraft.

    Lande som Tyskland, Holland og Danmark har ifølge Ritzau generelt været skeptiske over for indgreb i markedet. De har udtrykt bekymring for, at Rusland vil finde andre markeder at sælge gas til, hvis EU griber ind i priserne.

  23. Sanjay Shah anklages for hvidvask af milliarder i Tyskland

    Briten Sanjay Shah, som herhjemme er tiltalt for at have svindlet den danske statskasse for ni milliarder kroner, anklages for hvidvask af milliarder i Tyskland.

    Det skriver avisen Süddeutsche Zeitung, ifølge Ritzau.

    Der er indledt en sag mod ham og seks andre personer ved en domstol i Hamburg, og ifølge anklagerne drejer sagen sig om hvidvask af mere end 3,7 milliarder kroner.

    Sanjay Shah er den formodede hovedmand i danmarkshistoriens største svindelsag. Han er fængslet i Dubai og kræves udleveres til Danmark.

    En domstol i Saudi-Arabien sagde i september nej til udleveringen, men en højere domstol har siden sendt sagen tilbage til den første instans igen.

  24. Radioværten Alex Jones erklærer sig konkurs

    Den amerikanske radiovært og konspirationsteoretiker Alex Jones har begæret sig konkurs, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Konkursbegæringen kommer, kort tid efter Jones og hans selskab Infowars i flere retssager er blevet dømt til at betale over 10 milliarder kroner i erstatning til pårørende til ofre for et skoleskyderi i 2012.

    Alex Jones Alex Jones påstod i flere år, at massakren ikke havde fundet sted, men var iscenesat.

    20 elever og seks ansatte blev dræbt på Sandy Hook-skolen i Connecticut i 2012.

    Jones indrømmede senere, at skoleskyderiet havde fundet sted.

  25. Ukrainske ambassader modtager mystiske 'blodige pakker' med dyreøjne

    Ukraines ambassader i en række europæiske lande har modtaget makabre pakker sølet ind i væske.

    Det oplyser udenrigsministeriet i Ukraines hovedstad, Kyiv, ifølge Ritzau.

    Pakkerne indeholdt øjne fra dyr og er blandt andet sendt til ambassader i Ungarn, Polen, Kroatien og Italien, oplyser en ukrainsk talsmand. Ifølge det spanske udenrigsministerium har den ukrainske ambassade i Madrid også har modtaget en lignende "blodig pakke", skriver Reuters.

    På det seneste er der også blevet sendt seks brevbomber til adresser i Spanien med relation til krigen i Ukraine, herunder den ukrainske og amerikanske ambassade i landet.

    Den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, har beordret sikkerheden ved landets ambassader og konsulater skærpet.

    - Vi har grund til at tro, at der er tale om en veltilrettelagt kampagne, der skal skabe terror og frygt på Ukraines ambassader og konsulater, siger Kuleba.

  26. Ny undersøgelse: Mængden af hadsk Twitter-indhold eksploderer

    Det har langt fra været en fest for milliardæren Elon Musk at købe det sociale medie Twitter.

    En lang række medarbejdere har sagt op, og der sås alvorlig tvivl om, hvorvidt han kan få sin 300 milliarder kroner dyre investering til at give afkast.

    I dag er der mere dårligt nyt.

    En ny undersøgelse peger nemlig på en stigning i hadsk indhold på Twitter, som er på et niveau, der aldrig tidligere er set på andre store sociale medier, skriver New York Times på baggrund af en ny undersøgelse foretaget af en række organisationer, som nærstuderer sociale medier.

    Her er man blandt andet nået frem til, at mængden af daglige opslag med racistiske ytringer rettet mod sorte amerikanere er tredoblet, siden Musk opkøbte platformen.

  27. Nyt studie: Flagermus spænder over flere oktaver end Mariah Carey

    Flagermus kan kommunikere over langt flere oktaver, end mennesker kan.

    Det viser et nyt studie fra Syddansk Universitet. Her har forskere fundet ud af, at det normale stemmefrekvens-spænd for en flagermus spænder over syv oktaver, skriver universitetet i en pressemeddelelse.

    - Det er bemærkelsesværdigt. De fleste pattedyr har en rækkevidde på tre-fire oktaver, og mennesker omkring tre, siger Coen Elemans, der er professor ved Biologisk Institut og har ledet studiet.

    - Nogle sangere kan nå en rækkevidde på fire-fem, men det er kun meget få som Mariah Carey, Axl Rose og Prince, siger han.

    Forskerne har også fundet ud af, at flagermus nogle gange bruger samme teknik, som når dødsmetal-sangere growler.

    Her bruger flagermusene de såkaldte falske stemmelæber til at skabe meget lavfrekvente kald.

  28. Det amerikanske jobmarked buldrer fortsat derudad

    Der blev i november skabt flere arbejdspladser i USA uden for landbruget end ventet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Et panel af økonomer havde gættet på 200.000 nye job, men der blev skabt 263.000. Arbejdsløsheden havnede på 3,7 procent.

    Det er jo godt nyt, hvis man leder efter arbejde i USA, men dårligt nyt for forbrugerpriserne.

    De stærke jobtal og den lave ledighed risikerer nemlig at holde liv i den tårnhøje inflation. Og dermed vil den amerikanske forbundsbank stå klar med nye renteforhøjelser for at få bugt med inflationen og den overophedede økonomi.

    Aktuelt er inflationen 7,7 procent i USA, hvilket langt overstiger centralbankens målsætning, skriver Børsen.

    USA har traditionelt altid holdt landbruget uden for de officielle jobtal. Dels på grund af, at det er meget sæsonpræget arbejde, men også fordi det er besværligt at opgøre, hvor mange, der er ansat i landbruget.

  29. Bryderen Turpal Bisultanov består prøve i jagten på OL

    Med medaljer ved både EM og VM har Turpal Bisultanov haft karrierens bedste sæson i år. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

    Bryderen Turpal Bisultanov har i løbet af året både vundet EM-guld og VM-sølv i vægtklassen 87 kilo, der er på det olympiske program.

    Han har i sin professionelle karriere stillet op under dansk flag, men uden et dansk pas har det ikke været muligt for ham at stille op for Danmark ved et OL.

    Det har nu ændret sig for den tjetjenskfødte bryder. Han er et stort skridt tættere på legene i Paris i 2024, efter at han har bestået indfødsretsprøven i slutningen af november.

    Det skriver Bisultanov i et opslag på Facebook.

    - Jeg har endelig bestået min danske indfødsretsprøve, som jeg har døjet med i rigtig, rigtig lang tid, skriver han.

    - Nu starter en ny proces på mandag, når vi skal søge om det danske statsborgerskab, men nu skal jeg bruge weekenden på at slappe af og nyde det, fordi det har fyldt enormt meget for mig.

    Indenfor 14 dage vil der blive sendt en formel ansøgning om dansk statsborgerskab.

Mere fra dr.dk