Russisk ambassadør udelukker brug af taktiske atomvåben i Ukraine
Det er usandsynligt, at Rusland kommer til at anvende taktiske atomvåben i krigen mod Ukraine.
Det siger Ruslands ambassadør i Storbritannien, Andrej Kelin, i et interview med BBC.
Rusland har meget strenge bestemmelser på det område, fortæller ambassadøren. Det er hovedsageligt kun, når statens eksistens er truet.
Taktiske atomvåben har langt mindre rækkevidde og sprængkraft end de såkaldt strategiske atomvåben.
- Det har intet at gøre med den nuværende operation, siger Kelin til "Sunday Morning". Det er et ugentligt program på BBC med vægt på politik.
I Rusland omtales angrebet på nabolandet konsekvent som en "særlig militæroperation". Myndigheder har gjort det forbudt at anvende ord som "krig" og "invasion".