Ravil Maganov, nu tidligere chef for det store russiske olieselskab, Lukoil, er død.
Det skriver nyhedsbureauet Ritzau, som henviser til en række andre kilder i historien.
Olieselskabet har udsendt en meddelelse, hvor der står, at Ravil Maganov er gået bort "efter alvorlig sygdom", hvilket de udtrykker stor beklagelse over.
Flere russiske medier og nyhedsbureauet Reuters citerer imidlertid kilder for at sige, at den 67-årige Maganov er død efter at være faldet ud af et vindue på sjette sal på et hospital i Moskva, hvilket ikke har været muligt for DR at bekræfte.
Maganov er ifølge BBC den seneste af en række højt placerede forretningsfolk i Rusland, der er døde under mystiske omstændigheder.
Kort efter at Rusland i februar invaderede Ukraine, opfordrede Lukoils bestyrelse til, at krigen skulle stoppes så hurtigt som muligt, og olieselskabet udtrykte sin sympati med ofrene for "denne tragedie".