Seneste nyt
18. aug kl. 22:01

Russisk Starbucks-kopi slår dørene op

Det nye logo for "Stars Coffee" ligner til forveksling det mere velkendte Starbucks-logo. Ifølge Reuters er kvinden på logoet udstyret med en traditionel russisk hovedbeklædning i stedet for en krone. (Foto: Maxim Shemetov © Ritzau Scanpix)

Kaffetørstige russere blev muligvis skuffede, da Starbucks lukkede sine 130 russiske butikker i foråret efter den russiske invasion af Ukraine.

Men de kan ånde lettet op, for i morgen får de en nærmest identisk kæde, der kan slukke kaffetørsten.

Den nye kaffekæde, "Stars Coffee", havde i dag sin lancering i Moskva, inden de første butikker åbner i morgen.

Det skriver Reuters.

Se video fra lanceringen af den første "Stars Coffee" i Moskva i dag.

Det er ikke kun det nye navn, der minder om den amerikanske original. Også den nye kædes logo er som en kopi af det verdenskendte Starbucks-logo.

Dog er ligheden i de to logoer tilfældig ifølge stifterne af den russiske kaffekæde.

- Hvis du sammenligner - ud over cirklen - finder du ikke noget til fælles.

Tidligere på året meldte McDonald's ud, at de lukkede deres restauranter i Rusland. Men også den kæde blev genfødt i Rusland.

Seneste nyt

  1. 16 min. siden

    Rumsonde smadrede ind i asteroide i test af forsvar af Jorden

    Det sidste billede rumsonden tog af asteroiden, før sammenstødet. (Photo by Jim WATSON / AFP) (Foto: Jim WATSON © Ritzau Scanpix)

    11 millioner kilometer fra Jorden har den amerikanske rumfartsorganisation Nasa haft held til at smadre en rumsonde ind i en asteroide.

    Kollisionen er kulminationen på mange års arbejde og en ti måneder lang mission i rummet.

    Rumsonden ramte ind i asteroiden klokken 01.16 dansk tid med 22.530 kilometer i timen.

    Missionen er en test af verdens første planetariske forsvarssystem.

    Blandt Nasas ansatte i kontrolcentret var der da også stor jubel og masser af highfives og knus, da rumsonden ramte sit mål. Det fremgår af en livestream fra stedet.

    Hensigten er at undersøge, om man på den måde kan skubbe til en asteroide, så dens bane bliver ændret en smule. Håbet er, at metoden kan bruges, hvis en asteroide har kurs mod jorden.

    Om forsøget lykkedes, og sondekollisionen fik asteroiden til at ændre bane, ved Nasa først om nogle uger.

    /ritzau/

  2. I går kl. 23:38

    23 personer kan være døde af Ebola i Uganda

    Uganda er ramt af et udbrud af ebolavirus, og det har efter alt at dømme kostet 23 mennesker livet. Det skriver Verdenssundhedsorganisationen WHO i en pressemeddelelse.

    5 af de 23 dødsfald er blandt personer, der var bekræftet smittet med ebola, mens resten sandsynligvis var smittet.

    Den 20. september erklærede ugandiske myndigheder, at der var et udbrud af ebola i landet, og siden er der fundet 18 bekræftede tilfælde og 18 sandsynlige tilfælde i tre forskellige regioner i det østafrikanske land.

    13 personer, der er bekræftet smittet med virusset, er indlagt på hospitalet.

    Ebolatilfældene er forårsaget af den type af ebolavirus, der kaldes Sudan.

  3. I går kl. 23:29

    Tusindvis af colombianere demonstrerer mod præsidentens nye skattereform

    • Fingeren siger vist det hele. (Foto: Ernesto Guzmán Jr © Ritzau Scanpix)
    • Utilfredsheden er til at spore blandt demonstranterne. (Foto: LUISA GONZALEZ © Ritzau Scanpix)
    • Flere tusinde mennesker er på gaden lige nu. (Foto: JOAQUIN SARMIENTO © Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Flere tusinde demonstranter er lige nu på gaden i Bogota i Colombia for at vise deres utilfredshed med den skatte-og velfærdsreform, som præsident Gustavo Petro har fremlagt.

    Demonstrationerne finder sted kun 50 dage efter, han er trådt ind i embedet som landets leder, og reformen har skabt harme, da den blandt andet medfører højere skatter for alle dem, som tjener mere end 17.500 kroner om måneden.

    Det skriver Reuters.

    Med den nye reform vil Gustavo Petros sørge for, at staten tjener lidt over 43 milliarder kroner. Penge, der skal bruges til velfærd.

  4. I går kl. 22:55

    Italien vandt og knuste ungarernes drøm om gruppesejr

    Federico Dimarco scorede kampens andet mål. (Foto: Zsolt Szigetvary © Ritzau Scanpix)

    Det flød med følelser, da Ungarn mandag aften måtte se sig slået 2-0 af Italien i den afgørende kamp om førstepladsen i Nations Leagues gruppe 3.

    Italien sværmede om Ungarns felt i begyndelsen af kampen, og efter 28 minutter kom målet.

    Adam Nagy lagde bolden tilbage til Gulácsi, men afleveringen var for blød. Wilfried Gnonto overrumplede Gulácsi, og så dukkede Raspadori op, snuppede bolden og sendte den i mål.

    Anden halvleg fik en hæsblæsende indledning.

    Efter fem minutter opstod der paniske tilstande i den italienske defensiv, da ungarerne tre gange i én sekvens var tæt på at score. Gianluigi Donnarumma i målet reddede Italien.

    Få øjeblikke senere viste italienerne, at deres kvalitet foran målet bare er større end værternes.

    Bryan Cristante viste overblik og fandt Federico Dimarco ved bageste stolpe.

    Efter gruppesejr over Ungarn, Tyskland og England er Italien nu klar til Final 4-stævnet, som bliver afviklet næste sommer.

    /ritzau/

  5. I går kl. 22:16

    Carlsen anklager skakmodstander: Har snydt mere end han indrømmer

    Tre runder inde i den ni runder lange og traditionsrige turnering Sinquefield Cup valgte den norske skakstjerne Magnus Carlsen at trække sig efter et nederlag til den 19-årige amerikaner Hans Niemann.

    Og få dage senere opgav han så en kamp mod amerikaneren efter bare ét træk i en onlineturnering. Siden har spekulationerne rumsteret i skakverdenen, og de blev ikke mindre af, at den norske verdensmester har insinueret, at Hans Niemann snød ved den første turnering.

    Nu er insinueringerne dog blevet til reelle anklager.

    For på Twitter skriver Magnus Carlsen her til aften, at han tror, "at Niemann har snydt mere - og mere nyligt - end han offentligt har indrømmet."

    - Hans fremskridt ved brættet har været usædvanlige, og gennem hele vores kamp i Sinquefield Cup havde jeg den opfattelse, at han ikke var anspændt eller fuldt koncentreret om spillet ved de kritiske træk, mens han udspillede mig med sort på en måde, som jeg tror, kun en håndfuld spillere er i stand til, skriver Magnus Carlsen.

    Her ses Magnus Carlsens opslag på Twitter.
  6. I går kl. 21:43

    Iransk menneskerettighedsgruppe: Mindst 76 demonstranter er døde i Iran

    Demonstrationerne i kølvandet på en ung kvindes død i Iran i sidste uge har allerede kostet mange mennesker livet.

    Den iranske menneskerettighedsgruppe IHRNGO fortæller, at mindst 76 demonstranter er blevet slået ihjel.

    Gruppens leder Mahmood Amiry-Moghaddam fortæller, at både videomateriale og de mange lig viser tegn på, at der er blevet skudt direkte på demonstranter, og at der er tale om en international forbrydelse.

    - Vi kommer med det her opråb til det internationale samfund i et håb om, at de vil vise beslutsomhed og stoppe den torturen og drabene på demonstranter. Verden er nødt til at beskytte det iranske folk og deres krav på basale rettigheder, siger han.

  7. I går kl. 20:58

    Zelenskyj: Yderligere to gravpladser fundet i Izjum

    I starten af september genvandt Ukraine den nordøstlige by Izjum efter mere end seks måneder under russisk kontrol.

    Og nu fortæller den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, at man har fundet yderligere to gravpladser i byen, som indeholder flere hundrede lig.

    Det skriver Reuters.

    Tidligere i september fandt de ukrainske myndigheder en stor gravplads med 436 lig.

    En undersøgelse af disse viser, at størstedelen led en voldsom død, og ifølge Reuters fandt man beviser på, at mindst 30 af dem var blevet tortureret.

  8. I går kl. 20:41

    Borgerne i Helsingør skal foreslå nyt navn til Simon Spies Plads

    Her til aften kom det til en ophedet og ophidset debat i byrådet i Helsingør over et forslag om at ændre navnet på Simon Spies Plads.

    Det endte med, at et flertal i byrådet besluttede at indlede en proces, hvor man blandt andet vil spørge borgerne om, hvad de ønsker, at Simon Spies Plads skal hedde i fremtiden.

    - Følelserne kom meget voldsomt i spil, som byrådsmedlem Jens Bertram fra de konservative sagde efter mødet.

    Han stemte ja til forslaget om at spørge borgerne - ikke, at han selv gik meget op i det, men for at støtte sin konservative borgmester, Benedikte Kiær.

    Hun taler nemlig varmt for et nyt navn, efter alt det, der kom frem i DR's dokumentar om Simon Spies.

    Derimod var byrådsmedlem Peter Poulsen fra Socialdemokraterne imod forslaget. Han mente ikke, at det var nødvendigt at spørge borgerne eller at ændre navnet.

    - Fordi vi ændrer navnet, så ændrer vi ikke på historien, siger han og understreger også, at kommunen nu sætter en dyr proces i gang med en masse administrative ressourcer.

  9. I går kl. 19:14

    Sundhedsminister indkalder til møde i sag om underdosering af vacciner

    Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) går nu ind i sagen om, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger har ført til, at millioner af danskere er blevet underdoseret med coronavaccine fra Pfizer-BioNTech.

    En sag, DR har fortalt om de seneste dage på baggrund af advarsler fra Statens Serum Institut og et forsøg, som Teknologisk Institut har lavet for DR.

    - Tillid er afgørende fundament for vores vaccinationsprogram, og derfor er det vigtigt, at der ikke opstår usikkerhed om vaccinernes effekt, skriver Magnus Heunicke til DR og tilføjer:

    - Jeg har derfor indkaldt ordførerne til møde, hvor sundhedsmyndighederne vil give en orientering om deres vurdering og vejledning om anvendelse.

    Sundhedsstyrelsen afviser, at styrelsens retningslinjer har anbefalet metoder, der har ført til systematisk underdosering.

  10. I går kl. 18:49

    Homoseksuelle cubanere må nu gifte sig og adoptere

    Et historisk lovforslag er netop blevet stemt igennem af det cubanske folk.

    Lovforslaget betyder, at ægteskab mellem to af samme køn nu er tilladt, ligesom det er blevet lovligt for homoseksuelle at adoptere.

    Det skriver Reuters.

    Ifølge den cubanske præsident, Miguel Diaz-Canel, er "retfærdighed sket fyldest."

    - Det tilbagebetaler en gæld til flere generationers cubanske mænd og kvinder, som har ventet i årevis på sådan en lov, siger han.

    74 procent af befolkningen deltog i afstemningen, og lige knap 69 procent stemte ja.

  11. I går kl. 18:31

    Edward Snowden er nu russisk statsborger

    Edward Snowden har i snart ti år været i amerikanernes søgelys. (Foto: Brendan MCDermid © Scanpix Denmark)

    Han har været i Rusland siden 2013, og nu har han papirer på, at han kan blive der, så længe han vil.

    For whistlebloweren Edward Snowden er I dag blevet tilkendt russisk statsborgerskab af Ruslands præsident, Vladimir Putin.

    Det skriver Reuters.

    39-årige Edward Snowden flygtede fra USA i 2013, efter han havde lækket fortrolige oplysninger fra den amerikanske sikkerhedstjeneste National Security Agency (NSA).

    Siden har USA forsøgt at få ham udleveret fra Rusland for at retsforfølge ham for spionage. Han fik tilkendt permanent ophold i Rusland i 2020.

  12. I går kl. 17:59

    Orkan udskyder ubemandet månemission

    Mørke skyer hænger over Måne-raketten. (Foto: Joe Burbank © Represented by ZUMA Press)

    Først drillede teknikken, og nu er det orkanen Ian, der udskyder opsendelsen af den ubemandede mission til Månen.

    For nogle dage siden måtte man udskyde en planlagt opsendelse, og i dag har den amerikanske rumfartsorganisation Nasa besluttet at rulle raketten Artemis 1 fra affyringsrampen tilbage til hangaren på Kennedy Space Center i Florida.

    Vejrudsigterne viser nemlig ikke nogen forbedring de kommende dage.

    Nasa har ikke sat nogle nye datoer på en opsendelse, skriver nyhedsbureauet AP.

    Den ubemandede prøvetur er første del af missionen, som skal bane vej for at sende mennesker til Månen og så etablere en base der.

    Derefter vil man bruge disse erfaringer til at sende mennesker videre til Mars.

  13. I går kl. 17:39

    13 år efter premieren er 'Avatar' igen den mest populære biograffilm

    Den 15. december får opfølgeren til 'Avatar' premiere i Danmark. Den har fået titlen 'Avatar: The Way Of Water'.

    Rettelse: Tidligere fremgik det, at 'Avatar' havde indtjent mere end 11 millarder kroner. Det er dog næsten 22 milliarder kroner.

    Det er ikke alle, der vil betale penge for noget, de allerede har set. Men folk vil altså stadig betale penge for at se storhittet 'Avatar' i biografen.

    Det må være konklusionen efter denne weekend, hvor en genopfrisket udgave af James Camerons science fiction-eventyr har været at finde i biograferne i hele verden.

    Da filmen udkom i 2009, satte den rekord og blev den mest indtjenende biograffilm nogensinde, og hen over weekenden har filmen udbygget sin føring med lidt over 230 millioner kroner.

    Det betyder, at den i alt nu har indtjent 2,877,897,339 dollars, hvilket svarer til omkring 22 milliarder kroner.

    James Cameron har til IGN fortalt, at han blev overrasket over, hvor flot filmen stadig er i dag.

  14. I går kl. 17:16

    Formodet gaslæk på Nord Stream 2 får ikke betydning for gas til Danmark

    Gaslækagen i vandet nær Bornholm stammer efter alt at dømme fra den ene af de to Nord Stream 2 rørledninger i dansk område sydøst for Dueodde.

    Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

    Hændelsen forventes dog ikke at få konsekvenser for den danske forsyningssikkerhed for gas, oplyser styrelsen.

    Lige nu er de relevante myndigheder i gang med at koordinere en indsats i området, og Energistyrelsen opdaterer løbende om hændelsen.

  15. I går kl. 17:09

    Protester over ung kvindes død i Iran breder sig til Syrien

    • Kvinderne bærer billeder af den 22-årige kurdiske kvinde. (Foto: STRINGER)
    • Kvinder brænder deres hovedtørklæder. (Foto: STRINGER)
    • Ligesom i Iran, så klipper kvinderne også deres hår af. (Foto: STRINGER)
    1 / 3

    Demonstrationerne mange steder i Iran over en ung kvindes død, mens hun var i politiets varetægt, breder sig nu til Syrien.

    Flere hundrede kvinder protesterede i dag i byen Al-Qamishli i det nordlige Syrien, som ligger i et kurdisk-kontrolleret område, skriver Reuters.

    På samme måde som i Iran afbrændte kvinderne deres tørklæder og bar på skilte med et portræt af den afdøde 22-årige Mahsa Amini.

    - Vi støtter protesterne og opstanden i Iran, siger Arwa al-Saleh fra Kongra Star, som er en kvinderetsorganisation i Syrien, der står bag protesten.

  16. I går kl. 16:50

    Søfartsstyrelsen advarer om gaslækage sydøst for Bornholm

    Der er observeret en gaslækage sydøst for Bornholm. Det fremgår lige nu af en navigationsadvarsel, som Søfartsstyrelsen står bag.

    Her fremgår det, at lækagen udgør en fare for skibstrafikken, lyder det.

    Lækagen er sket ved Nord Stream 2's rute og kommer umiddelbart efter en melding om, at trykket i gasledningen faldt i nattens løb. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Sejlads er derfor forbudt inden for et område af fem sømil fra gaslækagen, oplyser Søfartsstyrelsen.

    Det er ikke bekræftet, hvorvidt lækagen stammer fra Nord Stream 2.

  17. I går kl. 16:35

    Dronning Margrethe får nordisk sprogpris

    Dronning Sonja uddelte i dag sprogprisen til dronning Margrethe. (Foto: TERJE BENDIKSBY © Ritzau Scanpix)

    Nordens Sprogpris 2022 går til dronning Margrethe, der netop har fået overrakt prisen af den norske dronning Sonja.

    Det skriver Ritzau.

    Den danske dronning får prisen, da hun ifølge foreningen er dygtig med ord og en vigtig stemme for nordisk samhørighed.

    Espen Stedje, som er generalsekretær i Foreningen Norden, siger til Jyllands-Posten, at det er vigtigt at holde fast i samhørigheden i de nordiske lande og det sproglige fællesskab.

    - Dronning Margrethe er dygtig med ord og meget optaget af sprogets betydning, siger han til avisen.

    Foreningen Norden har hvert år siden siden 2010 uddelt prisen. Den går til en person, institution, myndighed eller organisation, som har bidraget til at styrke den nordiske sprogforståelse.

  18. I går kl. 15:50

    Interpol efterlyser 31-årig kryptovalutasvindler

    Sydkoreaneren Do Kwon er åbenbart svær at finde. I hvert fald har Interpol nu udsendt en efterlysning på den 31-årige mand, der står bag kryptovalutaen Terra, der kollapserede i maj.

    Do Kwon er i den forbindelse anklaget for at have svindlet for mere end 300 milliarder kroner.

    Allerede i maj flygtede Do Kwon fra Sydkorea til Singapore, men de lokale myndigheder fortæller, at han ikke længere befinder sig i landet.

    Sydkoreas anklagemyndighed betegner den 31-årige som værende på flugt, hvilket han dog selv benægter på Twitter.

    - Jeg er ikke "på flugt" eller noget lignede. Alle statslige instanser, der er interesserede i kommunikation, skal vide, at vi er samarbejdsvillige og intet har at skjule, skriver han.

    Her ses et af Do Kwons mange opslag på Twitter.
  19. I går kl. 15:35

    Miljøskib undersøger havvandet i Horsens Fjord efter ammoniakudslip

    I weekenden løb 27.000 liter ammoniakvand ud i Horsens Fjord fra en tank hos et fjernvarmeselskab.

    Nu sender Miljøstyrelsen et miljøskib til Horsens Fjord for at tjekke, om udslippet påvirker havmiljøet.

    - Vi tager vandprøver forskellige steder i fjorden og holder det op mod de målinger, vi løbende udfører i fjorden, siger funktionsleder Stig Eggert Pedersen fra Miljøstyrelsen.

    Sydøstjyllands Politi er også i gang med at undersøge, om der er sket lovbrud i forbindelse med udslippet, skriver Ritzau.

  20. I går kl. 15:20

    Blot 2000 VM-billetter er solgt til danske fans

    I går var der 36.000 mennesker i Parken, da Danmark mødte Frankrig. Til VM i Qatar har kun et par tusind danskere købt billet. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Herrernes fodboldlandshold har sjældent været så populært som netop nu, men alligevel vil den danske opbakning være minimal, når Kasper Hjulmands tropper spiller VM i Qatar om under to måneder.

    Den store kritik af Qatar som vært samt dyre hotelpriser i landet har været med til at skræmme de danske roligans væk.

    Således er der ifølge Dansk Boldspil-Union (DBU) aktuelt solgt færre end 700 billetter i snit til Danmarks tre kampe i gruppespillet.

    - Der er lige nu solgt samlet 2000 billetter til danske fans. Vi giver gerne danskerne vejledning om opholdet, men vi arrangerer ingen fanzoner eller laver andre aktiviteter i Qatar, da vi ikke ønsker at støtte op om landet, siger DBU-direktør Jakob Jensen til Ekstra Bladet.

    Ifølge avisen ville danske fans kunne få mellem 3000 og 5000 billetter til hver kamp.

    Danmark skal i gruppe D møde Tunesien 22. november, Frankrig 26. november og Australien 30. november.

    /ritzau/

  21. I går kl. 15:18

    Løkke har ultimativt krav: Kan ikke pege på Mette Frederiksen uden advokatvurdering af minksagen

    Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans parti, Moderaterne, står i flere meningsmålinger til potentielt at kunne blive tungen på vægtskålen, når der skal findes en statsminister efter et kommende folketingsvalg.

    Men hvis Mette Frederiksen skal gøre sig nogen som helst forhåbninger om at få sin forgænger til at given hende endnu en valgperiode i statsministeriet, så er der i hvert fald ét ultimativt krav:

    Der skal laves en uafhængig advokatvurdering af hendes rolle i minksagen. Noget, som regeringen og dens støttepartier ellers har afvist.

    - Hvis Mette Frederiksne skal have genoprettet noget tillid til hende, så er en del af opskriften, at hun er nødt til at tåle, at man får sat et værdigt punktum for den her granskningskommission, siger han.

    Da han bliver spurgt, om det er et ultimativt krav for at gøre hende til statsminister igen er svaret klart: "Ja, men det er ikke gjort med det".

  22. I går kl. 14:28

    Udenrigsministeriet advarer mod tyfon på vej mod Vietnam

    I Vietnam gør man klar til tyfonen Norus ankomst. (Foto: handout © Ritzau Scanpix)

    Udenrigsministeriets Borgerservice advarer om, at tyfonen Noru har kurs mod centrale dele af Vietnam inklusive områderne Da Nang, Hoi An og Hue.

    - Tyfonen Noru forventes at nå kysten den 28.9. om morgenen. Hold dig opdateret via nyhedsmedier (e.vnexpress.net), hotel eller rejsebureau, inkl. om flyafgange. Følg lokale myndigheders anvisninger, skriver Udenrigsministeriets Borgerservice på Twitter.

    Tyfonen ramte i weekenden Filippinerne, hvor millioner af hjem blev oversvømmet.

  23. I går kl. 14:13

    Tidligere bankchef i retten om hvidvask: Der var ingen røde flag

    Thomas Borgen, den tidligere topchef i Danske Bank, ankommer til retten i Lyngby, hvor han i dag afhøres i en stor erstatningssag. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

    Tidligere topchef for Danske Bank Thomas Borgen var i dag i vidnestolen i Retten i Lyngby, hvor 74 investorer har sagsøgt ham for cirka 2,5 milliarder kroner i en sag om hvidvask for milliarder.

    De mener at have tabt penge, fordi banken ikke med det samme orienterede markedet om en mulig hvidvask i bankens estiske filial. Men Thomas Borgen afviser, at han har fået oplysninger om forhold, der ikke blev gjort noget ved.

    - Nej, vi får løbende rapporteringer om, at ting går i henhold til planen. Den helt klare forståelse er, at her er ingen røde flag, siger Thomas Borgen ifølge Ritzau.

    Derfor kom det bag på ham, da Berlingske i marts 2017 kunne afdække, at flere milliarder kroner kunne være hvidvasket gennem filialen i Estland, fortæller han.

    - Vi forstod det ikke, fordi det var noget, vi havde lukket ned for længe siden, siger Borgen.

    Der er afsat ni retsdage til sagen om milliardkravet, der begyndte sidste mandag.

  24. I går kl. 14:06

    Matilde Kimer om skoleskyderi i Rusland: Mange spekulationer om, hvem gerningsmanden er

    Evakuerede elever fra skolen, hvor skyderiet fandt sted. (Foto: ANDREY KOROTKOV)

    Der har i dag fundet to skyderier sted i Rusland, som trækker overskrifter.

    Det ene er et skyderi mod et sibirisk rekrutteringscenter.

    Det andet er et skoleskyderi i byen Izjevsk cirka 1.000 kilometer øst for Ruslands hovedstad, Moskva.

    Det er endnu sparsomt med oplysninger i forhold til især skoleskyderiet.

    DR's Rusland- og Ukrainekorrespondent, Matilde Kimer, siger:

    - Lige nu er der en masse spekulationer om, hvem gerningsmanden var, og hvorfor han gik ind på en skole og dræbte mindst 13 mennesker.

    - De seneste fotos, der florerer på russiske medier, viser, at han har skrevet "had" på patronhylstrene. Det er nok det tætteste, vi kommer på et motiv lige nu.

    Det er dermed ikke til at sige, om skoleskyderiet har noget som helst med krigen mellem Ukraine eller Rusland at gøre.

    Gerningsmanden begik ifølge indenrigsministeriet selvmord efter skyderiet.

  25. I går kl. 13:52

    12 unge på sabbatår har sagt ja til nye stillinger, der skal lokke flere til sygeplejerskefaget

    18-årige Amalie Faldt (til venstre) vil gerne uddanne sig til sygeplejerske. I sit sabbatår er hun nu blevet ansat i en ny introstilling, hvor hun kan følge i hælene på sygeplejerske og mentor Anette Barbesgaard i hjemmeplejen i Hvide Sande. (Foto: Thomas Bach - DR Midt & Vest)

    I Ringkøbing-Skjern Kommune bruger tolv unge deres sabbatår på at snuse til faget som sygeplejerske.

    For kommunen har på grund af mangel på sygeplejersker slået særlige intro-stillinger op til unge på sabbatår.

    Tanken er, at solidt indblik i faget skal skal få flere til at vælge uddannelsen som sygeplejerske.

    21 har søgt de nye stillinger, og tolv er blevet ansat.

    - Det er jeg vildt stolt over. Det er egentligt mere, end jeg havde forventet. Men det er jo også en stor ros ud til vores enheder, som virkelig bare har grebet den her opgave, siger uddannelseskonsulent for sygeplejestuderende i Ringkøbing-Skjern Kommune Christina Henriksson.

    I første omgang skal det prøves af i et år, og så skal det evalueres, om det skal fortsætte.

    • I en introduktionsstilling bliver den unge ansat i minimum seks måneder i ca. 30 timer om ugen. På den måde er der også plads til, at man kan læse op på de fag, man måske mangler for at komme ind på sygeplejestudiet. (Foto: Thomas Bach - DR Midt & Vest)
    • Der oprettes også uddannelsesstillinger målrettet dem, der allerede er kommet ind på sygeplejerskestudiet. Her bliver timetallet tilpasset, så man kan passe sit studie og samtidig have et studierelevant job. (Foto: Thomas Bach - DR Midt & Vest)
    1 / 2
  26. I går kl. 13:35

    Bilfabrikant skal betale en bøde for Instagram-reklamer med kendte danskere

    Ford Motor Company A/S er af Retten i Glostrup blevet idømt en bøde på 200.000 kroner for at have brudt markedsføringsloven og vildledt kunder.

    Det meddeler Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

    Forbrugerombudsmanden politianmeldte virksomheden i november 2016 for at have overtrådt markedsføringslovens bestemmelse om skjult reklame ved at være ansvarlig for, at ti kendte danskere havde postet 60 billeder af sig selv og biler fra Ford på Instagram som ambassadører for Ford.

    Retten fastslog, at 56 opslag på ni af ambassadørernes Instagram-profiler var skjult reklame, og at det generelt ikke er en tilstrækkelig reklamemarkering at tagge en virksomhed i et opslag.

  27. I går kl. 13:28

    Østjyllands Politi: Røg fra storbrand udgør ikke en sundhedsrisiko

    Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at røgen fra branden i Studstrupværket i Skødstrup, hvor en silo med 55.000 ton træpiller stadig brænder, ikke udgør en sundhedsrisiko.

    - Hvis man føler sig generet af lugten, opfordres man til at lukke vinduer og døre - evt. slukke for ventilationen, skriver politikredsen.

    Politiet oplyser også, at der løbende vil blive foretaget målinger af røgen, og at brandvæsnet vurderer, at der vil gå adskillige dage, inden branden er slukket.

  28. I går kl. 13:02

    Første ukrainske flygtninge flytter ind i nybygget pavillonby i København

    Sofiia Mykhailova (18 år) og hendes mor, Dina Mykhailova (43 år), sammen med Jens Kristian Lütken, integrations- og beskæftigelsesborgmester i København (V). (Foto: Sebastian Theodoridis)

    I dag flytter cirka 300 ukrainske flygtninge ind i en nybygget pavillonby på Amager i København.

    Tidligere har ukrainerne boet på blandt andet hoteller, nedlagte plejehjem eller hos private familier rundt om i København.

    En af de første familier, der kan indlogere sig i byen, er Sofiia Mykhailova på 18 år og hendes mor, Dina Mykhailova på 43 år.

    - Vi er glade for vores nye hjem. Det er behageligt, hyggeligt, og der er et køkken, hvilket vi er meget glade for, siger Sofiia Mykhailova.

    Pavillonbyen skal efter planen kunne huse ukrainere de næste tre år. Og indflytningsdagen glæder også Jens Kristian Lütken, der er integrations- og beskæftigelsesborgmester (V):

    - Det rammer en meget mere normal tilværelse end det, de har været vant til. Her er der flere faciliteter blandt andet med en legeplads, og de kan selv lave mad. Der er også et stort fællesrum, hvor der kan laves forskellige aktiviteter, siger han.

    I alt skal der findes bolig til 2.222 ukrainere med opholdstilladelse i Københavns Kommune.

  29. I går kl. 12:48

    DR forhøjer erstatning til tidligere medlemmer af Pigekoret

    DR har besluttet at hæve torterstatningsbeløbet til 28 tidligere medlemmer af DR Pigekoret, der tilbage i tiden blev udsat for seksuelle krænkelser og ledelsessvigt gennem årtier.

    Beløbet, der udbetales til hver af de 28 kvinder, hæves fra de oprindelige 25.000 kr. til 50.000 kroner.

    Det sker, efter at man har modtaget Kulturministeriets vurderinger af mulighederne for at fravige retspraksis på området.

    Ifølge DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen, er forhøjelsen en "markering af det voldsomme svigt, kvinderne blev udsat for".

    - Kvinderne, der dengang var piger, burde aldrig være udsat for det, de blev udsat for, og jeg er meget taknemlig for den tålmodighed, kvinderne har udvist i denne sag, siger Henrik Bo Nielsen.

  30. I går kl. 12:42

    Står det til regeringen, skal flere studerende arbejde ved siden af studiet

    Ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) vil forslagene i udspillet samlet set frigøre 4,5 milliarder kroner. 2 milliarder kroner findes ved at skære i universitetsuddannelserne, mens 2,5 milliarder skal findes ved at fjerne bureaukrati. Det er planen, at pengene skal bruges på velfærd. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Langt flere studerende skal arbejde, mens de læser deres videregående uddannelse.

    Det foreslår regeringen i dens nye reformudspil "Danmark kan mere III", som for kort tid siden blev præsenteret på et pressemøde.

    Ifølge uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) foreslår regeringen derfor at indføre tre forskellige typer kandidatuddannelser på universiteterne: En etårig kandidat, en erhvervskandidat og en toårig kandidat.

    Målet er, at 35 procent af kandidaterne bliver etårige, 15 procent bliver erhvervskandidater, mens cirka 50 procent af kandidaterne fortsat skal være toårige.

    - Vi vil gerne gøre det nemmere at uddanne sig, mens man arbejder, og give endnu flere mulighed for at vende tilbage til uddannelse og til auditoriet, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet.

  31. I går kl. 11:40

    To mænd anholdt for medvirken til skyderi i Oslo

    Politiet i Oslo har i går anholdt to mænd for medvirken til et skyderi på en bar, som fandt sted i Oslo tilbage i juni.

    Det oplyser politiet i en pressemeddelelse ifølge det norske nyhedsmedie VG.

    Personerne blev anholdt i Oslo og er sigtet for medvirken til terrorisme.

    - En mand er i 40'erne og har somalisk statsborgerskab. Den anden mand er i 30'erne og har norsk statsborgerskab. Begge mænd er kendt af politiet fra tidligere. De bor begge i Oslo, står der i pressemeddelelsen.

    Fredag oplyste politianklager Børge Enoksen, at den norske islamtisk Arfan Bhatti er internationalt eftersøgt og sigtet for medvirken til terror. Han er ikke blevet anholdt.

  32. I går kl. 11:35

    Efter at have afvist forbindelse i årevis slår ’Putins kok’ fast: Jeg grundlagde Wagner-gruppen

    Den russiske forretningsmand Jevgenij Prigozjin siger nu, at det var ham, der grundlagde den omstridte lejehær Wagner-gruppen.

    Prigozjin - der er kendt som 'Putins kok', da han hører til Putins inderkreds og har tjent sin formue på catering og restauranter - har tidligere benægtet sin forbindelse til det private sikkerhedsfirma, der er blevet anklaget af stå bag krigsforbrydelser i Syrien og Ukraine.

    Men for nyligt dukkede en video om, hvor han rekrutterede blandt fanger i et russisk fængsel.

    Prigozjin siger nu, at han dannede lejehæren af "patriotiske grunde" efter den russiske besættelse af Krim-halvøen i 2014.

    - Jeg rensede selv de gamle våben, sorterede de skudsikre veste og fandt de specialister, der kunne hjælpe mig. Fra det øjeblik, 1. maj 2014, var en gruppe patrioter født, kaldet Wagner-bataljonen, siger han i en pressemeddelelse, der ifølge nyhedsbureauet Reuters er postet på sociale medier af hans firma.

  33. I går kl. 11:29

    Regeringen vil fjerne statslig lovgivning på velfærdsområder

    Statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterer i dagreformudspillet 'Danmark kan mere III' på et pressemøde. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Regeringen vil have fjernet mere statslig lovgivning og regulering i kommunerne.

    Det fremgår af reformudspillet "Danmark kan mere III".

    Derfor foreslår regeringen, at alle landets 98 kommuner sættes fri på ét af de store velfærdsområder: Dagtilbud, folkeskole, beskæftigelse eller ældrepleje.

    Det betyder, at næsten al statslig lovgivning og regulering fjernes på ét af de nævnte områder, så kommunerne selv kan tilrettelægge, hvad der er bedst for den enkelte borger i hverdagen.

    - Det menneskelige i velfærden har fået mindre tid, og dokumentation og kolde tal har fået mere tid, sagde Mette Frederiksen (S) på pressemødet.

    I forvejen er kommunerne Langeland, Middelfart og Viborg Kommune såkaldte frikommuner på ældreområdet.

    Ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) vil forslagene i udspillet samlet set frigøre 4,5 milliarder kroner. 2 milliarder kroner findes ved at skære i universitetsuddannelserne, mens 2,5 milliarder skal findes ved at fjerne bureaukrati.

    Det er planen, at pengene skal bruges på velfærd.

  34. I går kl. 11:14

    Pårørende efter Scandinavian Star vil have erstatning fra den danske stat

    Pårørende efter branden på skibet Scandinavian Star vil have erstatning fra den danske stat.

    Derfor har "Støttegruppen for efterladte og overlevende efter Scandinavian Star" skrevet et brev til Erhvervsminister Simon Kollerup, hvori de beder om erstatningen.

    Det sker, efter at en uvildig undersøgelse bestilt af Erhvervsministeriet i begyndelsen af måneden konkluderede, at Søfartsstyrelsen skulle have foretaget en kontrol af skibet, inden det sejlede med passagerer første gang i Danmark 1. april 1990 – kun en uge før branden fandt sted.

    - En erstatning vil være en erkendelse af statens ansvar, men det vil også være en erkendelse af, at de overlevende har fået en forkert historie gennem 32 år, siger Jan Harsem, der mistede sin gravide hustru i brandkatastrofen, til Radio4.

    Ulykken kostede 159 personer livet og kaldes den største, maritime katastrofe i nyere dansk historie.

  35. I går kl. 11:00

    Båd med pilgrimme forlist. Mindst 32 omkommet

    Folk samlet ved bredderne af Karotoa-floden i Bangladesh, hvor en bådforlis har ført til mindst 32 omkomne. (Foto: FIROZ AL SABAH © Ritzau Scanpix)

    En båd fyldt med hindupilgrimme forliste i går i Karotoa-floden i Bangladesh, skriver nyhedsbureauet AFP.

    Mindst 32 passagerer fra båden er omkommet, mens ti er bjærget og indlagt.

    De fleste i båden var kvinder og børn.

    Ti af passagerne er bjærget og indlagt, men op mod 60 personer skulle fortsat være savnet.

    Båden var på vej til et populært tempel, og ifølge det lokale politi var der tre gange så mange mennesker om bord på båden, som den havde kapacitet til.

    Forliset skete under et kraftigt regnvejr.

  36. I går kl. 10:16

    Dødstal i Rusland stiger til 13 dræbte efter skoleskyderi

    Mindst 13 personer blev dræbt, og 21 såret efter et skyderi på en skole i Izjevsk omtrent 1000 kilometer øst for Ruslands hovedstad, Moskva.

    Gerningsmanden dræbte sig selv efterfølgende, ifølge en efterforskningskomité, skriver Reuters.

    De dræbte tæller blandt andet syv børn, to skolelærere og to sikkerhedsvagter.

    - Der er ofre blandt børnene, og der er også sårede, siger guvernøren i Udmurtien-regionen, Alexander Bretjalov, i en videoudtalelse.

    Der er ingen detaljer om motiv endnu.

    Byen Izjevsk har omkring 640.000 indbyggere.

    Dødstallet i artiklen er opdateret.

    Artiklen opdateres løbende...

  37. I går kl. 10:10

    Fransk premierminister om italiensk valg: EU har visse værdier

    Selvom der endnu ikke er offentliggjort et endeligt resultat af valget i Italien, kommenterer den franske premierminister, Élisabeth Borne, nu valget. (Foto: Fred Tanneau © Ritzau Scanpix)

    Den franske premierminister, Élisabeth Borne, siger, at hun ikke direkte ønsker at kommentere "det italienske folks demokratiske valg", efter at det højrenationalistiske parti Fratelli d’Italia står til en stor valgsejr.

    Hun udtaler dog, at EU har visse værdier, som skal opretholdes.

    - I Europa har vi visse værdier, og vi er naturligvis opmærksomme, siger hun.

    - Det drejer sig om menneskerettigheder, respekt for andre og især retten til abort, der skal opretholdes af alle, siger Élisabeth Borne ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Giorgia Meloni, der står til at blive Italien første kvindelige premierminister, ser sig som en forkæmper for kernefamilien.

    Hun vil ikke forbyde abort, men hun ønsker at gøre det mere besværligt for kvinder at få en.

  38. I går kl. 09:56

    Dronning Margrethe er ude af coronaisolation

    Dronning Margrethe fejrede d. 11. september sit 50-års regentjubilæum på Christiansborg. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Dronning Margrethe er ude af coronaisolation og deltager som planlagt ved tildelingen af Nordens Sprogpris 2022 og efterfølgende gallamiddag i Oslo i dag.

    Det oplyser Kongehuset til Ritzau.

    Dronningen testede positiv for corona tirsdag den 20. september, og hun måtte i den forbindelse udeblive fra en gallamiddagen i fredags.

  39. I går kl. 09:52

    Ny aftale om DR's fremtid på plads

    Regeringen har indgået en ny public service-kontrakt med DR.

    Det skriver kulturministeriet i en pressemeddelelse.

    Kontrakten definerer rammer og krav for DR's arbejde fra 1. oktober 2022 til 31. december 2025.

    Den indebærer blandt andet, at det skal være muligt for borgerne at søge i DR's arkiver via Det Kongelige Bibliotek.

    Desuden skal DR gå forrest, når det gælder om at sikre ligestilling og mangfoldighed. DR skal derfor fremover redegøre for andelen af kvindelige kunstnere, der spilles på DR's platforme.

    Det skrives også ind i kontrakten, at DR har et ansvar for at sikre, at indholdet er produceret under ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

    Til gengæld får DR bedre mulighed for i fremtiden at stille store udenlandske biograffilm og tv-serier til rådighed på nettet.

    - De internationale streamingtjenester og tech-giganter har skabt en hård konkurrence om vores opmærksomhed. For mig er det fuldstændig afgørende, at DR har nogle rammer, der giver dem mulighed for at tage kampen op med de udenlandske platforme, siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen.

  40. I går kl. 09:32

    Forsyningsselskab opfordrer: Vent med at tænde for varmen

    19 grader er den rumtemperatur, som er indført for de statslige bygninger. Hofor opfordrer nu husstande til at prøve at ligge på samme niveau. (Foto: Henning Bagger © Scanpix Denmark)

    Selvom kalenderen viser efterår, og det derfor kan være fristende at tænde for varmen derhjemme, så bør man vente lidt endnu med at skrue op for radiatoren.

    Sådan lyder rådet fra Hovedstadens Forsyningsselskab, Hofor, til deres kunder i hovedstaden.

    - Vi er nødt til at tage de varme sokker og tæpper frem og prøve at vente med at tænde for varmen, til indendørstemperaturen falder til under 19 grader, siger Henrik Plougmann Olsen, administrerende direktør i Hofor, i en pressemeddelelse.

    Opfordringen kommer i en periode, hvor energikrisen banker på døren, og bekymringer over energisituationen i Europa fylder herhjemme.

  41. I går kl. 09:18

    EU-ambassadører skal drøfte situationen i Rusland på krisemøde

    Ambassadørerne fra EU-landene i Bruxelles er indkaldt til møde klokken 10 i dag i EU's krisekoordinationsmekanisme (IPCR), hvor man skal drøfte situationen i Rusland.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    EU-ambassadørerne er normalt ikke til stede ved møderne hos IPCR, som skal sørge for, at unionen reagerer hurtigt på kriser.

  42. I går kl. 09:12

    Fire ud af ti australiere ramt af hackerangreb. Nu skal reglerne strammes

    Australien planlægger at skærpe reglerne for privatlivets fred for at tvinge virksomheder til at underrette banker hurtigere, når de oplever cyberangreb. Det sagde premierminister Anthony Albanese tidligere i dag.

    Det sker, efter at hackere fornylig ramte Australiens andenstørste teleselskab, Optus.

    Det skriver nyhedsbureuet Reuters.

    Optus udtalte i sidste uge, at hjemmeadresser, kørekort og pasnumre på op til 10 millioner kunder, eller omkring 40 procent af befolkningen, blev kompromitteret i et af Australiens største databrud.

    Albanese har kaldt angrebet for "et kæmpe wake-up call" for erhvervslivet.

    - Vi vil sikre os, at vi ændrer nogle af privatlivsbestemmelserne, så hvis folk bliver fanget på denne måde, kan bankerne få besked, så de også kan beskytte deres kunder, udtalte han til radiostationen 4BC.

  43. I går kl. 09:11

    Hollandsk cykelstjerne slipper med en bøde

    Mathieu van der Poel slipper med en bøde for hotelballade inden VM. (Foto: DAVID Stockman © Ritzau Scanpix)

    Den hollandske cykelstjerne Mathieu van der Poel har mandag fået en bøde efter ballade på et hotel natten før VM i linjeløb i Australien.

    Det skriver det hollandske medie NOS.

    Rytteren fik forstyrret sin nattesøvn af larm ude på hotelgangen, hvilket fik ham til at konfrontere to piger på 13 og 14 år.

    En australsk dommer har mandag givet ham en bøde på 1000 australske dollar for at skubbe til den ene pige og en bøde på 500 dollar for at skubbe til den anden. I alt svarer de to bøder til godt 7500 kroner.

    Den ene pige blev skubbet ind i væggen, mens den anden faldt og slog armen.

    Mathieu van der Poels advokat oplyser til NOS, at rytteren har tænkt sig at appellere kendelsen med et ønske om frikendelse.

    /ritzau/

  44. I går kl. 08:52

    Zelenskyj i videohilsen til Dagestan: Hvorfor skal mænd, brødre og sønner dø i krigen?

    Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har sendt en særlig hilsen til russerne i Dagestan, som er et af de mange steder, hvor der har været protester mod den militære mobilisering, som Putin har beordret.

    - Hvorfor skal deres mænd, brødre og sønner dø i krigen? En krig, som én mand ønsker. En krig i vores land og mod os. Han sender ikke sine børn i krig, siger Zelenskyj med henvisning til den russiske præsident Vladimir Putin.

    Flere end 100 personer er blevet anholdt i Dagestan, ifølge den uafhængige russiske menneskerettighedsgruppe OVD-Info.

  45. I går kl. 08:18

    Den næste iPhone skal også laves i Indien

    Apple flytter en del af sin produktion af den nyeste iPhone 14 fra Kina til Indien.

    Det oplyser teknologigiganten i en pressemeddelelse skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Apple skriver, at man er "begejstret" for at skulle til at producere i Indien, der efter Kina er verdens største smartphone-marked.

    Ifølge analytikere fra finanshuset J.P.Morgan forventes Apple fra i år at flytte fem procent af iPhone 14-produktionen til Indien, men i 2025 kan hver fjerde af firmaets telefoner komme fra Indien, skriver Reuters.

    Skiftet sker blandt andet på grund af frygten for handelskonflikter med Kina og nye skrappe kinesiske coronanedlukninger, der kan true produktionen.

  46. I går kl. 07:58

    Brand sender ildelugtende røg ud over Djursland

    En brand i Studstrupværket nord for Aarhus har henover weekenden sendt ildelugtende røg ud over Djursland.

    Men røgen er ikke sundhedsskadelig, lyder meldingen fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som i aftes holdt møde med med brandvæsenet og Østjyllands Politi.

    Det er en silo med 56.000 tons træpiller, der er i brand ved Studstrupværket. Da træpillerne ligger i en silo, er beredskabsfolkene nødt til først at tømme den for at finde ind til gløderne.

    Fredag lød vurderingen fra Østjyllands Brandvæsen, at det arbejde kan tage op til to uger.

    Brandvæsenet mødes igen i dag med politiet og Styrelsen for Patientsikkerhed for at give en ny status på arbejdet.

  47. I går kl. 07:49

    Rekordlav deltagelse ved det italienske valg

    Italienerne gik i går til valg, men stemmeprocenten var den laveste siden Andens Verdenskrig. (Foto: JESSICA PASQUALON © Ritzau Scanpix)

    Forholdsvis få italienere valgte at lægge vejen forbi stemmeboksen i går for at afgive deres stemme ved parlamentsvalget i Italien.

    Kun 64 procent af de stemmeberettigede italienere afgav deres stemme, oplyser det italienske indenrigsministerium.

    Det er markant færre end de 74 procent, der stemte ved det seneste valg i 2018 og en rekordlav valgdeltagelse i landet, der ellers historisk set har haft en stærk vælgeropbakning.

    Valgdeltagelsen for fire år siden var den laveste siden Anden Verdenskrig.

    Alt tyder indtil videre på en valgsejr til højrefløjen.

    De seneste exitpolls viser, at højrefløjskoalitionen, ledet af partiet "Italiens Brødre" med Giorgia Meloni i spidsen, har fået lidt over 42 procent af stemmerne.

  48. I går kl. 07:38

    Pakistansk militærhelikopter styrter: Seks dræbte

    Seks soldater meldes omkommet, efter at en helikopter fra det pakistanske militær i nat lokal tid styrtede ned i den sydvestlige del af landet.

    Det oplyser militæret i Pakistan ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Ifølge lokale pakistanske medier er der to majorer blandt de omkomne.

    Omstændighederne omkring ulykken er ikke nærmere oplyst.

  49. I går kl. 07:20

    Mandag starter med regn, men slutter tør

    De mørke skyer er igen over os. Her er det nogle af de skyer, der gav byger i Jylland søndag, her i Ringkøbing. (Foto: Ole Sørensen)

    Der bliver god brug for den vandafvisende del af efterårsgarderoben i dag, da de fleste står op til et større regnvejr, der efterhånden har omsluttet det meste af landet.

    Bornholm og de østlige dele af Sjælland går nok fri, men ellers venter der fortsat en del timer med mørke, dryppende skyer.

    Udsigten i dag giver også flest skyer. Det er kun de østlige egne, der får lidt sol.

    Derfor ligger temperaturen også lavere end i sidste uge, med et niveau mellem 11 og 15 grader.

    Vinden er let til frisk fra syd, det er dog væsentligt mere blæsende langs kysterne.

  50. I går kl. 06:48

    Trods advarsler fortsætter demonstrationer i Iran

    Store demonstrationer med det iranske styre i går i Teheran. Lederen af Revolutionsgarden, Hossein Salami (i midten), talte med demonstranterne. (Foto: ABEDIN TAHERKENAREH © Ritzau Scanpix)

    På trods af advarsler fra domstolene fortsatte demonstrationer i Iran i går på tiende dag.

    Demonstrationerne begyndte, efter at den 22-årige kvinde Mahsa Amini mistede livet i det iranske moralpolitis varetægt.

    Leder af de iranske domstole Gholamhossein Mohseni Ejei, siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at han gerne ville "understrege behovet for resolut handling uden mildhed" over dem, der står for det, han kalder optøjer.

    Mindst 41 personer er døde, siden demonstrationerne startede, viser officielle tal. De fleste af de døde er demonstranter, men der er også medlemmer af Irans sikkerhedsstyrker, der har mistet livet.

Mere fra dr.dk