Som det ser ud nu, ophører det midlertidige børnetilskud fra 1. januar, og fungerende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kan ikke garantere, at det kan fortsætte næste år.
I hvert fald vil Socialdemokratiet ikke stemme for et lovforslag om at forlænge det midlertidige børnetilskud, når det skal førstebehandles senere i dag.
Den socialdemokratiske etpartiregering trådte tilbage efter folketingsvalget 1. november, og ifølge Hummelgaard står den fungerende regering derfor kun for det basale.
- Når vi ikke nåede at lovgive om det, og det nu bortfalder, så vil det alt andet lige været op til en diskussion i det nye folketing, hvad man vil, siger han til Ritzau.
Det er Enhedslisten, som har genfremsat lovforslaget, som Socialdemokratiet egentlig selv havde fremsat før valget.
Lovforslaget blev fremsat samme dag, som Mette Frederiksen (S) udskrev valget den 5. oktober og nåede derfor ikke at blive stemt igennem.
Det midlertidige børnetilskud ophører fra 1. januar og udbetales med forsinkelse til og med februar.